Iris og Hebe, 1796, Bind 2

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen

Iris og Hebe
En Fortsættelse af Maanedskriftet Iris. Samlet og udgivet af Hofboghandler Simon Poulsen
Udkom 1796-1810.
Skanningen (affotograferingen) er udført efter eksemplarer fra biblioteker.
Tidsskriftets skønlitterære indhold er indekseret på Dansk Forfatterleksikon:

https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104880.htm

Udarbejdet 2024 af Niels ] ensen

Iris os Hebe.

En Fortſættelſe af Maanedſkriftet Iris

29 *

April, Maj og Juni 178.

Kiobenhavn.
Paa Hofboghandler S. Poulſens Forlag.

åre wenne ggeer e Nong ens
*

E l
. e l 8 neg

Iris os Hebe.

En Bortfærtelfe af Maanedſkriftet Grid.
| — —
April 1796.

— —— U —TT——öẽ·ů ¶· ͤ ᷣ ¹dłFIT! ————

P. M.

(Daa meget hellere efterkommer jeg Dit Forlan—
gende, om Efterretninger fra Landet endnu eengang,
inden Aaret ender, ſom jeg veed, diſſe Efterretninger
ere ligeſaa behagelige for Dig at modtage ſom for
mig at meddele. Saa var det ikke for en Snees
Aar ſiden, men Tak være Kongen og hans Son, ſom
vide, og ſaa herlig beviſe at de vide det: at Fyrſter
ikke antoges af Folkene, for at være Adels- Stor:
mands— og Jorddrotte⸗ Konger, men for at regiere
ved Love, lige billige, lige taalelige for
alle. I. ke ofte nok kan denne Femte Chriſtians Maris
me og Kongelige Løvte gientages, thi eu den indeholder
Grundprincipet til enhver Lovgivning. Med ſterke
Skridt nærmer fig den Tid, ſom blev ſpaget for en
Deel Aar ſiden, at formuende Jorddrot og velhavende
"Bonde lige oprigtigen ſrulde velſigne Syvende Chriſtians
og hans og vor Friderichs Viisdom, ſom lerde hiin
at undvære, og denne at frikiobe fig fra ubeſtemt Trel⸗
arbeide; denne tenker nu ikke pag e end at blive

April 17965. A Sel

2

Sclveier, Arbefeſter, eller i det mindſte hoverifri;
og hun, paa at lade fig betale for alt dette og for—
viſſe fig denne Betaling. Herpaa, ſamt paa de flere
Fold, vi vente af Agerdyrkningen, naar den ikke læns
gere drives efter Slendrian, men videnſtabelig, grun—
de fig de hoie Priſer, og'ikke, ſom de Herrer Kio—
benhavnere beſkylde os for, paa Chimere, liig Aktie—
handlernes for en Suees Aar ſiden. Med Plinius
ſige vi: nullum juſtius genus reditus, qvam
qvod terra, eoelum, annus refert; eller med Cis
cero: omnium rerum, ex qvibus aliqvid acqvi-
ritur, nihil eft agricultura melius, nihil dul-
eius, nihil homini libero dignius. — Bed Føde
ſtaonsbaandets Opløsning og Hoveriets Beſtemmelſe
er Grundvolden lagt til Agerdyrkerens politiſte og
bekonomiſte Velſtand, og derved til Statens vedva—
rende Selvſtendighed og Vægt for Sekler. Nu til

vore flere Forventninger:
Landboe-Kommisſionen har, efter dens Kom—
miſſorium, kun Tiendeſagen tilbage. Endſkiont vi
langes inderlig, ere vi dog overbeviſte om, at Komme
misſionen, ſom hidindtil har arbeidet med ſaa meget
Held, ogſaa i denne Sag vil vide at forene utile og
juſtum. Med Praſtetienden i de ledige Kald kan
man, ſynes mig, ſnart blive færdig Praſtekald
ville viſt ikke mangle Liebhabere, fordi de ikke faae
Tiende in natura, om der endog ikke tankdes paa
at give Erſtatning for Straget, ſom vel er alt, hvad
ethvert Kalds un værende Praſt kan forlange. Hör
der allerede er ſluttet Afford, har man jo i begge Kon⸗
trahen⸗

— —

3

trahenternes Forening Tienders nu værende Bærdie
og der lade man den blive til en evig Norm imellem
Tiendeydere og Tiendetagere; thi ikke vente vi, hvad
jeg har hort af en Projektmager, ſom kom herud og
lærde os, at Tiendeafgiften burde forhoies hvert tiende
Aar forholdsviis med den i hver Egn tiltagende Ager—
dyrkning. Efter denne lærde Herres Mening maatte
altſaa Loven blive ſom faa: men hvo fom efter ti
Aars Forleb befindes, at have forbedret fin Jord, ſkal
ſtraffes paa yderſte Formne; denne beregnes jo til en
Tiendedeel. At Afgiften bor faſtſattes i Skieppe—
maal, med hver Egus Hovedkornſort pr. Tønde Hart
korn, men betales i Penge efter eee er
vel en afgiort Sag. '

Med denne Sags Tilendebringelſe, kunde man
maaſkee troe, Landmandens Fordringer ere fyldeſt⸗
gjorte, og Kjsbſtedveſenet altſaa herefter have Ret—
tighed til Regjeringens beſynderlige Omſorg; jeg til⸗
ſtager det: de faldefærdige Bygninger, den aftagen—
de Folkemengde, de uſſelt leonnede Horigheder, den
Vrimmel af Fattige, man ſeer paa Gaderne, ſom
endog hjemſoge os paa Landet, alt dette beviſer nok
ſom, at Brandeviins-Monopolet ikke har havt den
Virkning, man haabede. Et i ſin Tid forenet Ge
neral-Told⸗ Ekonomie-Commerce- og Fabriqve-Kol⸗
legium vil viſt nok eengang kunne beſvare de Sporgs⸗
maale, om der endelig ſtulle vere flere Kjobſtceder
og Fabriqver, end Landets Situation, Folkemengde,
Rigdomme af fig ſelv fremkalde? om Monopoler og
ne (ſom almindelig anvendes til at leve hoit af)

A 2 .

＋

ere nodvendige til Handelens Fremme, eller om Han—
dels⸗ Fabriqve⸗ og Næringsvæfenet bor gaae fin Gang
efter Landets Beſkaffenhed, og kuns hjelpes ved et
plaumasſigt Toldſyſtem? —

Altſaa tilbage til os ſelv. Vore Jagtlove ſma—
ge endnu for meget af Oldtidens Barbari, og trænge
høilig til Forandring. Sandt, vore Jorddrotters
Jagt er en Eiendomsret; de kunne fælge og bortfor—
pagte deres Bondergods, ſaavelſom Hovmarkene, med;
Forbeholdelſe af Jagten, men noget kan og bor dog
gjøres ved denne Sag, i Fald det er Alvor man vil
fremme Agerdyrkning. Mage man nu fælde tamme,
Dyr, ſom beſkadige Eiendomme, hvad enten man
har diſſe til Eie eller Leie, mage det ſamme vel og
gjelde om de vilde, om man endog, i Folge Skjoder
eller Feſtekontrakter, fulde forpligtes at levere Eie—
ren det fældede; thi, af Frygt for denne Rets Mis⸗
brug, at forbyde dens lovlige Brug, gaaer vel ikke an;
man fager at tiltale den, der misbruger ſin Ret og
ſoger utilladt Vinding, ſom for andet Tyveri. Vi
vente altſaa Ret til, herefter paa vor egen Grund at

ſette Snarer, Stager, Stakitter, Seloſkud, Fod⸗

angler for at beffjærme vor Jord og Tra planter, ſom
enhver bedſt veed, vil og kan, baade mod tamme og
vilde Dyr. Hvad Kongens Jagt angager, da vilde
det uden Tvivl være en Finantsoperation, om Jag—
ten blev overladt enhver Grundeier imod en vis Be⸗
taling pr. Tde Hartkorn. Den kongelige Dyrehau—
ge, ret holdt i Stand, kan upaatvivleligen fournere
alt det Vildt Hofholdningen fordrer, og endda blive

2 8 Lev⸗

5

—

5

Levninger nok til Kammerpigers Pigers Bord.
Smaatvildt og Fuglevildt vil altid blive at fage for
Penge, og endda et klakkeligt Overſkud af hvad der
indkom for Jagtens Overladelſe.

Hvad Jagten angaaer, betragtet ſom en rid⸗
derlig Dvelſe, da lad den længe nok være ridderlig og
adelig; kongelig kan den aldrig blive til daglig Brug,
efter den Opdragelſe, Fyrſterne fage i vore Tider, og
efter det høre Begreb, vi bor gjøre os om Konge-Em⸗
bedet. Men i alt Fald kunde Overladelſen ſkee med
Forbeholdenhed for Regentens Perſon, Familie og
Folge. Dog nei, denne Forbeholdenhed var for—
nermelig for danſte Jordbrugere, ſom ſkulle lære des
res Efterkommere at forevige vor Chriſtians Tidsal⸗
der med Horatzes: hæc ætas fruges ex agris ret-
tulit uberes, og ſom altſaa aldrig kunne formodes
faa uſkjonſomme, at de ikke med gjeſtfri Glade ſkulle
modtage et enkelt Beſog paa deres Grund af Regen—
ten og hans Familie, om den Jagttour ſtulde forefal—
de paa de Tider, da ingen Skade kan fee. Jagten,
betragtet ſom Tidsfordriv, er kuns uanſtendig, naar
den overdrives, og derved ſpildes Tiden, ſom ſkyldes
vigtigere Ting. — Praſterne, ſom have udſtiftet og
indhegnet, troe nu, ſaavel paa Grund af den gamle
Jagtfororduing af 1732, ſom paa Grund af Ude
ſtiftnings-Forordningen 178 , at de, ſom fuldkom⸗
ne (ikke blot Uſuarier,) men Uſufructuarier ere jagt—
berettigede i deres Enemerker, og vente med Lengſel
efter Udfaldet af nugle til hoieſte Net indſtepnte Sa—
ger. Er end Herligheden til Preſtegaarden tilſtjs—

j A 3 det,

6 |
det kan dette dog ikke forſtages anderledes, end ſa a⸗
længe Eiendommen er efter Lovene qu a—
lificeret tildenne Rets Udsvelſe, hvilfe
ikke er Caſus, naar Preſtens Jorder ere indhegnede?
Saaledes har Kongen bortſolgt Godſer, med Her
lighed, men den upriviligerede Eier har dog mane
tet bie, indtil han blev pribviligeret, inden han kunde
udsve viſſe Rettigheder. For havde Herlighedseier
Jagt paa Fælled med 4 Tor. Hartkorn, nu fager
han ſkaffe fig 20 Tor.; fiat applicatio. — Naar
Præfiejord igien udlægges i Fallig, fager Herligheds—
eieren igien fin Jagtret.

Om vort Skattevoſen kun nøgle faa Ord.
Ikke tenke Du os faa ubillige og lidet patriotiſte, at
vi ſkulle klage over deres Storrelſe; kun de mange
forſtjellige Navne (jeg troer, jeg ſkal fane en Snces
Rubrikker ud), og Maaden, paa hvilken de indfordres,
er befværlig, mislig og uſikker. Kunne ikke alle diſſe
Rubrikker ſamles under, i det høiefte to Slags Be—
navnelſer, nemlig de foranderlige og ufor-
anderlige og de forſte, tilligemed Repartitionerne,
bekjendtgjores, ved trykte Skatteſedler fra hver Amts—
ſtue, atteſterede af Amtmanden, til hoert Sogn?

Med vort Fattigveſen er det ſom det har været:
Friſke, ſterke Menneſter, ſom vel kunne gage 3 a 4
Mile om Dagen, men ei engang gide pille Stene af
Marken, naar man begjerer det, tiltrygle eller endog
tilſtjende fig viſt 10 Rdlr. aarlig af hver Gaard, en
artig Sum, om den anvendtes til en Arbeidsanſtalt.
Kun de Barkbrudne, Afkraftede, Sengeliggende, Gamle
U bur⸗

7

burde underholdes uden Arbeide. Endog de Blinde
kunne arbeide, men man tillader diſſe at lade fig lede

af unge Drenge, ſom derved fane Lyſt til Omſtrei—

fen, Lediggang og Tiggerie, og ligeſom opdrages til

at blive Delingventere. Men hvad Funne vi vel vente

pan Landet, naar i ſelve Hovedſtaden taales dette

ffammelige Tryglerie — og naar man taaler, at Born

paa 6 a 7 Aar ſidde i Slud og Froſt paa de kolde,

vaade Fortoge hele Aftener igjennem og ſynge, hvor—

vrd de miſte deres Helbred, og, ligeſom hine, der-
ved opdrages til hvad man ſiden ſtraffer dem for.

Jeg ſlutter a poſteriori, at denne Sag mage være.
faa vanſtelig, at der intet er at vente, førend en Ef⸗

terſlœgt er oplyſt nok, til felv, ligeſom i Hamborg, at

iværffætte, hvad Regjering, Øvrighed og Love hid;

indtil have arbeidet paa forgjeves.—!

Jeg hævnede en oplyſt Efterflægt: herved ledes
jeg til den, uden al Tvivl, allervigtigſte Sag: Ung—
Dommens Opdragelſe og Almuens Oplysning. Umue—
lig kan man i vore Tider troe, at Læerebogens Op—
ramſen uden ad, om endog nogle ligeledes kunne op⸗
ramſe de Forklaringer, ſom de have hort over Lære:
bogen af Biſp, Propſt og Praſt, er Beviis paa Op—
lysning. Forgjeves venter man den Oplysning, ſom
ſkal virke Sædelighed og Lyſt til Dyd og Retſkaffen-
hed, faalænge man troer at Pradikener, Altergang
og Tillid til Prœſtens Syndsforladelſe er nok. Ef—
tertanken mage øves, og Forſtanden ſkjerpes ved Gjen—
ſtande, tagne af Naturen og andre Videnfkaber, for—
end den gabenbarede Religion læres, og førend de unge

A 4 bor

U

==

bor deeltage i den udvortes Gudstjeneſte; Hvi. følger.
man ikke ogſaa her Bibelens Forſkrift, ſom anbefaler
den uſpigelige Melk for Born og Eenfoldige. — J.
denne Anledning haaber jeg at more Dig nogle Øie-
blikke med at melde Dig et Forehavende i vor Egn,
ſom jeg er vis paa, Du vil onſke, maae lykkes. Paa
vor egen Haand, uden geiſtlig eller verdslig Hyrig—

heds Asſiſtence — thi kunne diſſe overkomme det daglig,
forefaldende, er det godt for dem — have vi udar⸗
beidet en Plan til vor Ungdoms Underviisning, og,
oprettet imellem os en Skolekonvention, ſom maaſkee

kan blive til en Inſtrur med Tiden. Da jeg er med

i Selſkabet, kan jeg tillige underrette Dig om de
Grunde, der have beſtemt os til Beſlutningerne; Du

fager altſaa Præmiſſer og Concluſioner imellem hin—

anden, ſom det kan falde ſig. Men vi ſtulle vel vis.

de, pan god gammel Lovgivnings Mancer, at udelukke

rationes legis i det Exemplar, vi udftæde ſom In-

ſtrux; dette er egentlig kun et Udtog af vores Delibe—
rations-Protokol. Selſkabet beſtager desuden af
Kirkepatronen, Praſten, den antagne Skolelqarer,

Sognefogden og fire Bender, ſom alle have vedtaget,

at ville beſtride de nødvendige Omkoſtninger i den Tid
af fire Aar. Dog har Kirkepatronen paataget ſig alle—
ne den Skolelcreren tillagte viſſe Len, ſaavelſom at
ſtaffe begge Lærerne Huus, Ildebrand og Græsning
til Kreature. .
Kirkepatronen er en oplyft og formuende Mand,
der troer ikke, han lever for ſig og ſin Familie allene.
Tænfde alle Kirkepatroner ſom han, ſkulde man vel
ikke

—̃—ĩV .. ˙²˙»˙*— —— — —˙V‚——pů ——— .. rr, r ——————————

2.

ikke have ſaa meget imod denne Privatmands Forret,
at kalde Præfter, ſom man har — Skedte Foreſtil—
linger om Embeder til Kongen, efter et heelt Kolle—
gi Pluralitet, var det en anden Sag, men faalænge
Individ blandt vore Medunderſagttere ſkal bedømme
Individ, er det ligegyldigt, om jeg krummer mig for
en Kirkepatron eller for en Præſident; begges Tilvæ-
relſe, qva tales, beroer jo blot paa Hendelſe.
Praſten er en Mand af mange Kundſkaber, og,
endſtjont Preeſt, aldetes fordomsfri; rara avis! —
Den antagne Skolelerer er Candidatus theo-
logiæ laudabilis, ſom desuden har lagt fig efter
Aſtronomie, Mathematik og Naturhiſtorie; han for—
lader ikke Byen enten af Kjedheditil Litteratur, eller
fordi han har en Pige i Baghaand, men blot af
Hang til Landlevnet, og Lyſt til at underviſe Ungdom—
men; han, ligeſaa lidet ſom jeg, beundrer fumum et
opes ſtrepitumqve urbis beatæ, men holder kun
den lykkelig, ſom, fornsiet med lidet, kan undgaae at
betræde luperba eivium potentiorum limina.
Han kunde have faaet Preſtekald, og, ſaavelſom an—
dre, veniam ætatis for 3 Aar ſiden, men fandt fig
felv for raa til at være en Menigheds Lærer. Gid
flere ville tænfe ſom han! de Herrer puri puti Theo-
logi, lidt over en Snees Aar, ſom hidindtil have
lært uden ad, men ei endnu tenkt, ſkulle vel ikke virke
megen Oplysning.
Sognefogden og Bonderne ere ſtikkelige, ſede⸗
lige og, efter deres Maade, fornuftige Mænd, ſom
; A 5 ind⸗

10

indſce en Forandrings Nødvendighed, men i obrigt
have overladt os Planens Fuldforeſſe.

De Hobvedſctninger, vi have bygget vor Plan
paa, ere folgende:

Ingen Udenadslesning mage have Sted, men
alt læres ved Indenadslesning i Sko—
lenz ved Forklaring over det leſte Styk—
Fe og ved Overhoren ſtrax efter Forkla—
ringen. Den poſitive Religion udſettes til det
ſidſte Skolegar, men tidlig mage de Unge lere at
Fjende det hoieſte Vaſens Tilverelſe, uendelige God—
hed og Viisdom, ved at gjores opmerkſomme paa alt
det, der omringer dem, og falder i Sandſerne, fra
Kloderne hiſt oppe til Krybet hernede. Forelasnin—
gerne over vor Symbolik indrettes efter Forelæsnin—
gerne pan Blaagaard i Skoleſeminarinmet, ſom baa—
de vor Preſt og Skolelerer have hørt. — Da en
vis Orden er nødvendig i alle Ting af Vigtighed,
fal alt beſtemmes ved en Skole-Inſtrur, hvis Efter—
levelſe paaſces ikke allene af Preſten ſom Overlærer,
men ogſaa af os andre Skoleinſtitutets Direktsrer.
Den forſte ſtal derfor ugentlig, de ſidſte maanedlig
komme i Skolen, og være oververende, medens der
leſes. Skolebornene deles i Klaſſer, og mage ikke
uden den Klaſſe, der læfer, være i Skoleſtnen. —
Foruden Læreren ſtal der være ken Underlerer, ſom,
Aden at tage Betaling af Foreldrene, ſkal lere Huus
mœndsborn, ſamt de Bonders, ſom betale Extraſkat
for flere end: 3 Born, at Fjende Bogſtaver, ſtave og
legge ſammen, ſamt begynde at leſe med dem inden i.

For

*

11

For ethvert af diſſe Vorn betaler Skoleinſtitutet;
inen for ethvert af de andre Born, han ſaaledes har
lert at leſe, betale Forældrene ham 2 Rdlr. Der-
til antages enten en Gartner, Kunſtdreier, Hjulmand
eller Snedker, ſom tillige ſkal være pligtig at under—
viſe de Born, ſom have Lyſt dertil, en Times Tid
om Dagen i fin Konſt, og fager af Skoledirektorerne
en Premie for hver Dreng, ſom, naar Skolegarene
ere forbi, har lært noget. Derſom Lærernes Koner
forſtage Fabriqve-Spind eller Vævning, udſettes
Premiee ſaavel for Lærerinden ſom Lerlingen. — Da
Degneboligenenu er Skolebolig, ſkal denne Underle—
rer have fin Bolig frit i Skolehuſet, desuden. frø
Brændfel og Græsning til cen Koe og nogle Faar.
Den nu antagne Skolelerer ſkal, foruden den ſed—
vanlige Skole- og Degnelon, have 50 Ndlr. aarlig,
og efter fire Aars Forlob vere berettiget til et Kald
pan Patronens Gods, eller 180 Rdlr. aarlig Til
leg, ſom Kirkepatronen paatager fig af betale, indtil
Vacance indtreffer, hvilket alt indføres i hans Be—
ſtalling. Om nogle begyndte deres Lerebane paa
denne Maade, var vel ikke faa galt; men det forſtager
ſig, de maatte have ſamme Vished om Befordring.
ſom denne. Mange Candlidati juris mage tage til
salig med at hedde og være Kopiiſter til henved 30
Yar øg derover, førend de fage vigtigere Embeder.
Det burde været Bud i Sæde og Samvittigheds⸗
Læren i de hoiere Skoler, ikke at hige efter at fage
Embede, men efter at ffaffe fig Duelighed, Beqvem⸗
bed og Erfarenhed til Embede; og blev det fil en al:
min⸗

12 å

mindelig Befordrings⸗Lov, at ingen kunde foreſtil⸗
les til de hoiere Poſter, uden han havde foreſtaaet de
ringere, og i diſſe ved Uegennyttighed og Driftighed
erhvervet fig fin Egus Tillid og Agtelſe, kunne vel in
gen have noget. derimod, uden de Foraldre, ſom ved
at ſraffe deres Junkere en Kammerjunker-Titel haa⸗
be derved tillige at kaffe dem Ret til at begynde, hvor.
andre ende. Men til vort Skoleinſtitut igjen.

Reſultatet af vore Overveielſer og Aenne
ninger er blevet følgende:

1) Anſkaffes de nødvendige Shwiebsher og de
7 Landkort, uden Bekoſtning for Skoleholder eller
Diſciple. Bogerne forblive i Skolen, og Børnene
tilraades ikke at forſkaffe fig dem, førend mod den Tid,
de ſtulle overhores i Kirken, altſaa efterat de ofte
have gjennemleſt og hort Forklaringer, og ere over—
horte i Skolen. Læsning paa egen Haand forderver
kuns den Udtale og Declamation, ſom de holdes til i
Skolen, og ſteer ikke med den Eftertanke, ſom de ſkul⸗
de vennes til der.

2) Ikke forend i det rode Aar begynder den
egentlige Skolegang, og mage ingen komme i Skolen,
uden at han nogenledes kan leſe inden i.

- 3) Diſciplerne inddeles i Klaſſer, og mage in—
gen opftyttes i den hoiere Klaſſe, førend han har gjort
Rede pan Kirkegulvet for det, han har lært i den for
regagende, og ingen til Konfirmation, førend de have
igjennemgaaet alle Klaſſer. For at forekomme Und:
— 9 af Sygdom, beſtemmes Antallet af Søn:

dagene

13

dagene, de ſkulle indſtille fig paa Kirkegulvet, førend de
mage opflyttes i de hoiere.

i 4) Læfetiden for Drengene ſkal være fra 1fte
Oktober til 1fte Wai, 6 Timer daglig, 2 Timer til
hver Klaſſe; om Sommeren holdes Skrive- og Reg—
neſkole i 2 Timer om Dagen for Drengene, og Laſeſkole
for Pigerne i 4 Timer. Skoleaarene beſtemmes til fire;
Man har troet, at Drengene bedſt kunne undværes om
Vinteren fra deres Arbeide, og at jo færre Diſcipler
en Lærer, har ad Gangen, des mere lere de.

5) Leſemaaden ſkal være folgende: den forſte
Time anvendes til Indenadslesning, ſom fordeles
ſaaledes imellem Børnene, at enhver fan læfe et lige
Stykke. De andre Born have hver fin Bog, og med
Dine folge den læfende, dog uden at forſiyrre ſamme
enten ved nogen virkelig eller hviſkende Lyd. Den
anden Time bruger Læreren, deels til at forklare hvad
der kunde være uforſtageligt, og deels til Overhsren.
Det foretagne Stykke, Kap. S. forlades ikke, førend de
fleſte af Bornene kunne ikke allene læfe inden i, efter
Interpunktionerne og med nogen paſſelig Deklama—
tion, men endog gigre Rede for hvad de have læft og
hort forklare.

6) I forſte Klaſſe læfes og læres paa foran—
forte Maade, dog tillige ved Karternes Brug, Storms
Jordbeſtrivelſe. Naar denne, formodentlig efter
tre Maaneders Forløb, er gjennemlerſt, og ved idelige
Gjentagelſer lært, henlægges den til Vedligeholdelſe i
Hukommelſen til Onsdagen, og begyndes med en Na-
turlœre og Naturhiſtorie, hvortil, for det forſte, bru⸗
ges den, ſom findes i Ekkards Leſebog for Born.

Hvil⸗

14

Hyilket alt formodes læft faa ofte, at de derfor kunns
gjøre Rede pan Kirkegulvet hæfte Sommer.

7) J anden Slaffe kæfes og leres, paa forans
forte Maade, nemlig ved Indenadslæsning og Over—
horen 1. den danſke og norſke Hiſtorie af Badens ÜUd⸗
tog / 2. det korte Udtog af Ekkards Verdens Hiſtorie.
Naar diſſe ere gjennemlaſte ſag ofte, at de Trefjerdes
Dele af Børnene kunne ſpare got under Overhorelſen,
bruges Onsdagen til Igjentagelſe ſaavel af Hiſtorie
ſom Geographie; det gorige af denne anden Vinter
anvendes fil at leſe de 8 ſidſte Kap. af Baſtholms
Philoſophie for Ulerde, ſom tillige indeholde en Ind—
ledning til den naturlige Theologie. Den læfes kun
indenad med de nodvendige Forklaringer af Lereren,
faa ofte denne Vinters beſtemte Leſetid tillader.

8) F tredie Klaſſe gientages eller fuldføres
Lersningen i Baſiholm; derefter laſes og forklares
Campes Sadelere, og leres ved idelige Gjentagelſer
og Dverhøren i Skolen og i Kirken. Onsdagen og
Loverdagen anvendes i denne Klaſſe til at igjentage
Hiſtorie, Geographie, Naturlære og Naturhiſtorie.
i 9) J det fjerde og ſidſte Skolegar leſes og
forklares Menneſkets phyſiſte Beſkrivelſe, overſat af
Odin Wolff og Campes Sjælelære' for Born, dog
fun een Gang med behorige Forelæsninger over ſam⸗
me. Endelig begyndes med den poſitive Religion af.
et Udtog af Lerebogen. Denne leſes, forklares og
leres ved Overhoren, indtil Børnene ſom Konfirman⸗
tere kunne gjøre Rede derfor i Mai Magned, da Sko⸗
Kgangen ophorer. 1 :
N i 38 10)

— *
3

15

10) Praſten, ſom Overlærer, møder een
Gang ugentlig, ſom Overopſeer med Inſtruxens Ef—
terlevelſe i Skolen. Han er allerede enig med Me—
nigheden om, at der kuns holdes Kommunion og or—
dentlig Prediken een Gang hver Kalendermaaned,
hvorved denne Gudstjeneſte vil vinde i Hoitidelighed,
formedelſt ſin Sjeldenhed. Alle de andre Sondage
anvendes til Katekiſation, Forelcesninger og Samta⸗
ler pan Kirkegulvet. Dog forſtager det fig, at han,
for at eſterkomme Ritualen, gaaer paa Pradikeſto—
len et Qvarteers Tid, men anvender to Timer der—
imod til Børnenes Underviisning og Overhoren.

11) Saavel Skolelereren ſom Overlereren
tage Anledning, den forſte i Skolen, den ſidſte paa
Kirkegulvet, af Naturhiſtorien at bibringe Ungdom—
men de førfte værdige Begreber om det hoieſte Vaſens
Tilværelfe, uendelige Viisdom og Godhed, og der—
imod latterliggjere Almuens Overtroe om Trolde,
Niſſer, Lygtemend, Gjengangere, Djævle og des—
lige. Af Hiſtorien tages Anledning til at fortelle
dem noget om det borgerlige Selſkabs Oprindelſe og
Henſigt; Nodvendigheden af Regjering, Borighed,
Love og Lydighed imod diſſe. Af Moralen tages
Anledning til at ſige dem, at da Erfarenhed har lært,
at ikke alle ville lade ſig beſtemme af de af deres eget Bel
tagne Beveggrunde, til end ikke de fuldkomne Plig—
ters Opfyldelſe, faa have alle Folkeſlag været enige
om Straffeloves Nodvendighed; at diſſe altſaa og
ere til hos os. Til Beviis herom. ſkal en Drel af
vore Kriminel- og Landpolitie-Love forelgſes dem

G2 inden

16

inden de forlade Skolen, til Advarſel. Endſtjont
Skolebogerne lægges til Grund for Overhorelſen, ſaa
er dog Praſten ikke bundet til dem allene; men tvert—
imod vil han efter given Anledning indrette Kateki—
ſationerne paa Kirkegulvet ſaaledes, at de kunne tilli—
ge blive lærerige Samtaler og Forelæsninger endog
for de ældre. J Anledning af den Artikel om Alte—
rens Sakramente, ſkulle Lærerne tale om det foregagen—
de Skriftemaal og Abſolutionen ſom en Indretning,
der er hoiſt ſkadelig, og ſom bor ophøre, men kuns
vedblive for de ældre, ſom forlange den, fordi man
ikke bor betage dem en Troſt, ſiden de ere opdragne
til at anſce den derfor. Endelig ſkulle de og bibrin—
ge Ungdommen Foragt for Lediggang og Tiggeri, og

aupriſe Arbeidſomhed og Flittighed, ſom hæderlig og .

belonnende.

J Anledning af diſſe Paragrapher maae jeg
gjøre nogle Anmærkninger. At man ikke mage ftjæle,
kan enhver, ſom veed, han ikke mage fornærme, let
begribe; men at der er Straf for den, ſom fordolger
Hittegods; at man ſkal ſce fig for, hvem man kjober
af: at Heſtehaars Beſiddelſe uden Atteſt kan paadra—
ge Straf: at der er Straf for Betlere m. m., er
noget, man ikke kan vide, uden at have hort det.
Paulus ſiger: jeg kjendte ikke Synd uden ved Loven,
og mon det ikke gaaer mange ſaaledes? ſkulde det da
ikke være nyttigt, at erindre diſſe unge Statsborgere,
førend de komme videre i Verden, om Folgen af
Forſcelſer, iſer ſaadanne, ſom Ungdommen meeſt er
Tilbøjelig til, mere af Vildſkab og Uefterrettelighed,
i end

177

end Ondſkab, f. Ex. at ſtjcle Frugt; at beſladige
Gjerder, Træer, Veie; at være opſctſig mod Hos⸗
bonder og Foreſatte; Forſommelighed og Utroſkab i
Hosbondens Arbeide? Flere end ect Exempel veed jeg,
at Landſoldaterne, vante til at fee deres Befalende
behengte med Kommandotegn fra Hoved til Hel,
ikke kunde finde fig i, at anſee den frakkede Herreds—
foged og Amtmand ſom Øvrighed; endog veed jeg,
at de have truet diſſe med, at klage for deres Office
rer. Viſt nok er der ſorget mere for Lovenes Bern
kjendtgjsrelſe i de ſenere Tider, end forhen; men
troer mau, at alle Bonder have leſt, hort eller Fjende:
den ſidſte, dem endog vedkommende, ſaa vigtige og!
fordeelagtige Lovgivning, har man ikke veret ret:
langt ude pan Landet. Burde ikke adſtillige af diſſe
Anordninger læfes engang om Aaret fra Pradikeſto—
len? En oplyſt og patriotiſk Preſt vilde ikke mangle:
i denne Anledning at tale om den gode Borgers Pligt: ;
at lyde diſſe Love, og hedre og elſte Lovziveren. Hvad.
ve mange Pradikeners Affkaffelſe angager, da er der
vel ingen, ſom tvivler paa, at kuns een blandt ti af Al;
muen forſtager en Tale, men at alle derimod lettelig for-
ſtaae en Samtale, og at denne, ſom friere, altſaa mage?
være nyttigere end en Tale. Tor jeg anføre mind
egen individuelle Folelſe, faa hører jeg heller den
ſamme Mand, f. Ex. vor Valle, katekiſere og holde!
Kollegier, end præke, uagtet jeg dog troer, jeg VANDS
mit Modersmaal.
Skriftemaalet forſvare Preſterne, deels ſom en:
uſkyldig Skik, deels ſige de, at de aldrig: pure er: ab-
April 1796. B ſolute,

13

ſolute, men kuns conditionaliter forlade Synden.
Det forſte tilſtager jeg aldeles ikke; denne SKE un—
derminerer al den Sikkerhed og Moralitet, ſom Læs
ren om det tilkommende Liv og Regnſtabs Aflæggelfe
etablerer; og hvad det tillagte Vilkaar angager, da
"frygter jeg, man glemmer dette, og derimod nærer hiin
ſmigrende, men falſke, Troſt. Vore Konſirmantere
haabe vi fan oplyſte, at de ville frabede fig denne pa—
velige Troſt, og finde den i deres verdigere Begre—
ber, om Guddommens Viisdom og Godhed, og i
alvorlig Streben efter, ſaa meget mueligt i dette
Ufuldkommenheds Land, at kunne opfylde hvad Jes
ligionslœreren Chriſtus, overeensſtemmende med Na—
tur og Fornuft, til Menneſkets eget Vel har lært os;
Vore Præfter undrer jeg mig over, ikke iſtemme med
Balle om denne pavelige Skiks Affkaffelſe, der alde—
les ingen Hjemmel har i Biblen, og hvis Forſvar man
i vore Tider lettelig anſeer, ſom en Levning af pavelig
Stolthed og Egennytte.

12) Pigebornene læfe og lere i forſie Klaſſe
og forſte Skolegar det ſamme, ſom Drengene, dog
bor Naturhiſtorien anſees vigtigere end Geographien.“
J anden Klaſſe en Havekatekismus og Ballings Huus
holdningsſkrift for Huusmodre paa Landet. J tre—
die, Sædelære, "lidet Regning og Skrivning. J fjer
de, after Sædelæren, og endelig Religions Udtoget.

13) For des oftere at igjentage, hvad der er
lært i Skolen, ſkulle Konfirmanterne den ſidſte Vin⸗
ter ikke allene indſtille ſig hver Søndag pan Kirke— 5
gulvet, ſagpel for af overhores, ſom for at høre,

Ober⸗

19

Syverlærereng udvidede Forklaring over Skolebsger—
ne; men desuden, fra Nytaar af, mode hos Præften
eengang ugentlig i ſamme Henſcende.

14) Derſom nogle af de unge, inden de blive
konfirmerede, enten i Regning ere komne videre end
de 4 Species, ſaaſom i Landmaaling, Bogſtavreg—
ning, Algebra o. ſ. v., eller ifær diſtingvere fig i Skjon—
ſtrivning, eller i et Haandvark eller Kunſtarbeide,
fager baade Skolelæreren og Diſcipelen hver en Pres
mie, den forſte 10 Rdlr., den ſidſte Bøger af ſamme
Værd, og hvilket bekjendtgjores offentlig i Kirken.

i 15) De Bekoſtninger, ſom dette Inſtitut for—
drer, blive ikke til Byrde for de nuværende Inſtitutets
Direktorer, langer end 4 Aar for det forſte, da man
haaber, at enten Regjeringen eller Almuen ſelv, ſiden
vil udrede det nødvendige til Skoleindretningens Ved—
ligeholdelſe. Dog forpligter Kirkepatronen ſig og
efterkommende Eiere af Godſet, til at holde nuvæ-
rende Skoleholder det, ſom ved hans Beſtalling er
ham tilſagt. N
161]. De faa Bøger, man har anſkaffet fig, ſom
til en Begyndelſe til et Landbibliotek for Almuen, ud—
laanes for det forſte for intet; ſiden ſkulle de udleies,
for at prove, om noget kunde indkomme, til at kjobe
de herefter udkommende Skrifter, ſom kunne anſees
nyttige for Landalmuen. Stolebornene fade og,
naar de forlade Skolen, en Fortegnelſe, ſaavel over
diſſe Bøger, ſom over andre ckonomiſke og moralſke,
de tilraades at kjobe. Blandt de Bøger, vi have alt
anſtaffet 5 er en 9 af de ſiden 1787 ud⸗
B 2 8 gangne

20

gangne Landboclove. Om en ſaadan Samling aver—
teredes tilkjobs for Landboen, vilde den viſt fage Af—
ſetning. For det halve af hvad et Aars Forordnin—
ger kofte, kunde man da have de Landboen ved—
kommende Anordninger, uden at betale de vorige, os
ikke vedkommende, og, i Fald diſſe kunde faaes i Ud—
tog / da for en Bagatel, ſom enhver Bonde baade
vilde og burde kunne udrede.

Denne er vores Plan; det er langt fra, vi troe
eller ſige &upyxapmsv, tvertimod ville vi baade fely
forandre, og modtage andres Raad til Forandringer.
Skolebogerne f. Ex. have vi allene antaget for det
farſte. J Naturhiſtorien anſee vi ſelv Plantelcren,
ſaavel i Baſtholm, ſom Ekkard, for fort, men Sko—⸗
lelærerne have fat fig for at udvide deres Forelesnin—
ger, ifær i dette Kapitel. Vi ville juſt prove, hvor
meget blot mundtlig og gjentagen Underviisning kan

virke. Meget vel vide vi, at det er lettere at ſee og
ſige, den Ting er ilke rigtig, end at giore den bedre;
langt fra, at vi vente at blive enige med alle i alt.
Din, og, om Du finder dette ikke aldeles Bedom—
melſe uværdigt, flere af vore fælles Venners Dom,
venter jeg med det førfte.

Jeg har nu efterkommet Dit Forlangende, men
venter til Gjengjeld Efterretninger fra Reſidentſen,
f. Er. hvormeget og hvor trofaſt man har bygget i
dette Aar; om Fuiborgs Politik eller Stampes,
Gamborgs og Fleres ſimple, ſunde Menneſkeforſtand
fager Overhaand, og hvor ſuart man kan vente Ud⸗
faldet af Laugskommisſionens Arbeider — i det
mindſte mage det vel blive ved hvad Negjeringen alt

har

27

har lovet — om Vaiſenhuſet ſkal opbygges paa ſam⸗
me Sted og i ſamme Form, ſom det var, og om diſſe —
unge tilkommende Statsborgere ſkal opdrages paa
ſamme Maade ſom forhen, hvilket ſidſte jeg har i
Sinde at beviſe, ligeſaa grundig og opbyggelig, ſom
Friborg beviisde Laugsprincipernes Rigtighed.

Bed at tenke over Vaiſenhuſets tilkommende
Indretning, har jeg foreſtillet mig en Bygning ſom
Exerceerhuſet, med en Snees Varkſteder, ſom kunde
overlades, enten unge uformuende, eller uden Skyld
forarmede Meſtere, og hvor de Drenge, Staten op—
drager, kunde anvende nogle Timer om Dagen, forſt
ſom Tilſkzere, derefter ſom Haandlangere, Hjelpere,
og endelig ſom Medarbeidere i det Haandværk, de
felv havde valgt, Uden Tvivl vilde diſſe Timer blive
diſſe, af Naturen nysgjerrige, Drenge ligeſag beha—
gelige ſom Legetimerne; de mange forſkjellige Red—
ſkaber, forſtjellige Arbeider, den Virkſomhed, de
her ſage, vilde maaſtee frembringe en, forhen ukjendt,
tidlig Lyſt til ſelvvalgt Arbeide, og Foragt mod Le—
diggang og Dovenſkab, ifær naar Stkolelereren her—
af tog Anledning, at tale derom. Endelig onſker
jeg at vide, om det norſke Akademie ſkal blive et evigt
pium deſiderium. Det vilde formodentlig ſnare—
re blive et Akademie i Norge, end blot et norſk Aka—
demie, thi viſt nok vilde mange Fædre i Dannemark
med mere Tryghed ſende deres Born derop, end til en
Hovedſtad. Hertil kommer, at de almeennyttigſte
Videnſkaber, ſaaſom Naturlære, Naturhiſtorie, Ma—
tematik, Ekonomie, Mekanik, Statiſtik, ſom, fordi

B 2 Aka⸗

22

Akademierne oprettedes efter deres Aarhundredes
Smag, den man omhyggelig vedligeholder, nu ere
de ſidſte og mindſt agtede, ville ved et Akademie, ſom
nu oprettedes, formodentlig blive anfecte for de
vigtigſie.

Jeg troede, jeg var ferdig, men endnu falder
mig en Ting ind: melde fig endnu faa mange Juri—
ſter til Examen, uagtet Forligelſes Anſtalten? An—
tallet vilde viſt formindſkes, og til Fordeel for Ou—
ſket om Almecnoplysning, ifald ingen kunde antages
til danſk Examen, uden han i Forveien lod fig overhøre
i danſk Grammatik, Hiſtorie, Statiſtik, Geographie;
vi have et ret godt Udtog af Badens Grammatik;
vi have Peterſens Hiſtorie, Schlegels Statiſtik og
korte Kompendier nok af Jordbeſkrivelſen. Siden
diſſe dog baade onſte og fage ſaabel Dommer- ſom
Ovrigheds-Embeder, burde de dog forinden have
aflagt offentlige Beviſer paa, at de ikke vare faa ab
deles raa i andre Videuſkaber, ſom den mage være,
der kommer til Byen med Religions-Syſtemet, og
en Skriſtebon, og tilbage proppet og ſtoppet med et
Kompendium af et juridiſk Kollegium, ſom de endda
gjøre maanedlig Rede for til Eramen.

Nu Farvel, min Ven, for i Aar! Du begynde
det ny og mange flere, ſom jeg ønffer og haaber Du
ender dette! Gled mig med Efterretninger herom,
med det forſte; Du veed, hvormeget diſſe altid glæde
Din hengivne philoneos.

Leonoreseye, den 5 Nov. 1799.

Viſe

'm

"23

Viſe
pan en ædel Danneqvindes Fodſelsdag.
Jeg kjender en Kone med Lyſt og Behag,
hun hedder Cathrine Margrethe;
hun fodtes paa Thormaaneds ſertende Dag:
Gud Fader ſkee Lov at det ſkete!

Forſt var hun en Moe udi Staden faa pan;
de Ungkarle bejled' til hende:

hun ſage paa dem alle; da ſage hun faa ven
til een af de gjevefte Spende.

Blyfaerdig hun meled': „Han vorde min Mand!“
Hun bluſſende Baandet (od knytte;

nu gaaer hun med ham i den hellige Stand,
og vil ej med Dronninger bytte.

Hun er nu faa kjerlig mod Wgteven fin,
og han er fan kjerlig mod hende:

hun ſorger for Pleje, han ſorger for Skriin:
alt Godt Gud dem naadig tilvende!

*

Paa Gulvet faa fejre de Glutter mon gage,
og det er ret Moderens Gammen:

hun leve, hun glædes til Alderen graa!
Gud ſigne dem Alle tilſammen!

B 4 8 Nu

24
Nu tømme vi Skaalen for Konen faa blid:
Gid. langen hun Vuggen mon rore!“
Hun lade fig ikke, for boſeſte Tid,

af Engle til Abraham fore!
Saſte.

——— — —
Danſk Almuelæsning for Tidsfordriv.
R. Nyerup.
Fortſettelſe.
FR $ xx *
No. 41.
Reynike Fosf.
„Man kan af Rim i Bondens Huus
En Selveds Vadſtue finde,
Naſt Sjelpelss, og Broder Ruus,
Og Sang om viſe Qvinder.
Gaaes højt oppaa, da Kejnke Sosf,
Og nogle Bjempeviſer.“
ſiger Sorterup i den Poetiſke Srandſekurt
S. 44, og det er begribeligt, at Reineke Foſs, en
Bog der er et Par Alphabeter ſtor, og koſter en Da—
lers Penge, ikke faa let finder Vej til Bondens Hyl—
de, allerhelſt det, ſom de deri fortalte Begivenheder
ifær ſtikkle paa, nemlig Hoflivet og den ſtore Ver—
dens Underfundighed, Renker og Cabaler, ligger
uden for Almuesmandens ſucvre Sphare. Desuden
ſvym⸗

25

fvømmer i de 3 danſke Udgaver den poetiſke Text i
et Hav af Udleggelſer, Fortolkninger, Gloſſer, og mo—
ralſke Sententſer, hvorved Fortelningens Gang af—
brydes, og denne Afbrydelſe godtgjores tide med en
ilde anvendt Erudition og moralſte loci communes,
ſom ikke ſynderlig kan more Nøgen og allermindſt
de Ucultiverte. „J Tydſtland, ſiger Gottſched i Ind—
ledningen til fin Udgave af Ravebogen, har man
"foruden de poctiſke Udgaver ogſaa ſoranſtaltet pro⸗
ſaiſte, ſom ere blevne langt mere almindelige og be—
kjendte. Diſſe har fundet den ringere Pobels Bi—
fald, imod at hine iſer yndes af den finere Leſever—
den. J den proſaiſte Omkledning er Nejnike Fosſ
kommen i de gemene Bogforeres Kramkiſter, ſom
drage omkring paa Markederne med Ugelſpejl, Her—
tug Ernſt, Kejſer Pontian, de 7 viſe Meſtere, Me:
luſine, og Magellone. Hvor mange af dette Slags
Udgaver der kan være forbrugte, er umueligt at ſige,
da Trykkeaaret ingen Tid ſtgger nævnt paa dem, og
der gaaer kun tre fire Aar bort imellem hver Gang
de oplegges.“

Dette moralſk-allegoriſte Digts forſte Ophav
taber fig højt oppe i Middelalderens Marke, og man
veed ikke engang hvad Nation dets Autor har hort
til. De aldſte Haandſkrifter, man har deraf, ere
paa franſt, og allerede Aar 1290 ſtrev Jacqve-Mars
Giclee i Lisle i Flandern Le nowvean Regnard,
ſom forudſetter, at der tilforn mage have været en
anden Rejnike. 1313 gav Philip den Smukke,
Konge i Frankerig, en Feſt, hvor hele Rejneke Fosse
. B 3 Levnets⸗

26

Levnetshiſtorie blev dramatiſe foreſlillet, hvilfet viſer,
"hvor befjendt og afholdt det Wmne til den Tid alle—
rede maa have været, og at Rejnike Fosſ ventelig har
fit Üdſpring fra Frankerig.

Den aldſte trykte Rejneke man veed af at
ſige, er pan engelſt, trykt 148 1 af den forſte engelſte
Vogtrykker William Carton, ſom ifolge Ames
Typographical Autiquities. London 1749. pag.
23; ecklerer ved Enden af Bogen. „haue not ad-
ded, ne mynuſhed, but haue followed, as
nyghe as I can, my copye, tohiche wa in d it t-
che, (uederlandſt eller hollandſt), and by me,
William Caxton, translated into this rude and
lymple Englysſh.““

Den naſteldſte, ſom er paa hollandſk, Rey-
naert de Vos, trykt i Delft 1485, har man faa
god Lejlighed til at underſoge og ſammenligne, da
VBibliothecarius Suhl i kuͤbeck har ladet den med dis
plomatiſk Nojagtighed eftertrykke, (Luͤbeck und Leip—
zig 1783. 8vo). Den er Proſa og her er intet
Spor til de mange Summarier, Forklaringer, Glos
fer, eller Moraler, ſom Rejncke ſiden er bleven ud—
ſtyret med. Det forſte Capitel heder her ſaaledes;

„Et was omtrent Pinxteren alſoe dat tet
Wout dan gaerne luſtelie gheſtelt plech te we-
ſen van loueren bloeſſeme bloemen wel ruken-
de ende mede van voghelen gheſanghe. Alſoe
dat die edel eoninek van allen dieren woude
des pinxteren daghes te ſtate een eerlie hof

houden dat hi ouer a1 fyn lant te weten dede
p En-

*

22

Ende liet dat met naerſte gebieden om een ye⸗
ghelie dier aldaer te eomen. Alſo dat alle die

dyeren groor ende eleyne te houe quamen ſon-

der reynart die Vos. Want hi bekende hem
ſelven broekich aen menighen dyeren dye daer
weſen ſouden. Alfoe dat hi dat niet w aghen
en dorſte daer te comen, Doediecuninc aftag
alle fyn hof verfammet hadde doe en was daer
nyemant dan alleen die das fi en hadden alle
ouer reynaert fwaerlic te elaghen“.

Aar 1498 udkommer den plattydſee Udgave,
trykt i Luͤbek. Üdgiveren, Henrick fra Aikmar, er
betydelig i Rejneke Fosſ's Literairhiſtorie. Mange
har holdt ham for Fabeleus Opfinder, det han viſt

ikke cry men han er den poctiſfe Overſctter og Forbes

drer, og har afdeelt den ſaaledes ſom vi nu laſe den.
Han ſiger ſelv i fin Fortale: „Ick hebbe dyt vegheu—
werdyge boek uth walſcher und franzöoͤſe—
fejer ſprake ) gheſocht un ummegheſath in dude—
ſche ſprake to dem love un to der ere Godes, un to
heylſamer lere der, de hirynne leſen; unde hebbe dit
ſulve boek ghedeelet in veer part, und hebbe by ys—
lyk capittel geſath eyne korte üthlegginge un menige
des ſulfſten poeten, umme to verſtaen den rechten ſyn
des capitels“.

Om denne Henrick af Alkmar vced man ikke det
ringeſte videre, end hvad han fciv ſiger, at hau var
„Scholemeſter un Tuchtlerer des Hertugen von .
ryugen “. Denne

1) J udtydningen pag. 20 i Hackmans Udgave af Sej»
neke ſiger Henrick ogſaa: „dat wol ſchuͤd in Lombar—
dien un n Wallant, dar dyt bord erſten ghebychtet s“.

*

25
Denne gamle. plattydſke Originaludgave lod
den helmſtadtſke Profeſſor Hackman optrykke paa ny
(Wolffenbuͤttel 1711, 4to.) og der begynder det
forſte Capitel ſaaledes:
Id gheſchaeh up einen pynkſte dach
Dat men de wolde und velde ſach
Grone ſtaen mit loff un grasſ
Un mannich vogel vrolig was
dot fange in haghen un op bomen
De kruͤde ſproten un de blomen
De wol roͤken hier un dar
De dach was ſchone, dat weder klar.
Nobel de Konnynck van allen deren
Held hoff, un leet den uthkreyeren.
Syn lant dorch over al,
Dar quemen vele heren mit groten ſchal“. ꝛc.
Og Bogens Slutning er:
„Sus is nu Reyneke hoch gheert
So hyr myt forte is gheleret.
Eyn yslyk ſchal ſyk tor wysheyt keren
Dat qvade to myden, un de doͤgede leren.
Darumme is dyt Boek ghedycht,
Dyt is de ſyn, un anders nicht.
Fabelen, un ſodaner byſproke mere
Werden gheſath to unſer lere;
Uppe datt wy undoͤget ſcholen myden,
Un

br

29

Un leren Wysheyt to allen tyder.
Dyt boek is feer gud to deme koep,
Hyr ſteyt vaſt in der werlde loep,
Wultu wetten der werlde ſtat,
So koep dyt boek, dat is rat.
Alſus endyget ſyck Reynckens yſtorven.
God helpe uns in ſyne ewygen Gloryen.“ 0
Aar 1522 blev, efter Rolleuhagens Vidnesbyrd,
Rejneke after. udgivet pan plattydſt, revideret og pry—
det med mange moralſke log politiſte af gamle tydſbe
Digtere og Moraliſter ſammenſankede Sententſer.
Roſtoch ſkal have været Trykkeſtedet, og ÜUdgiveren
ſkal have været Nicolaus Bauman, Secretair hos
den mecklenborgſte Hertug Magnus. Men da denne
Udgave ingenſteds findes, og alt hvad man veed der—
om, grunder fig det meeſte kun paa NRollenhagens
Udfagn i Fortalen til hans Froſehmaͤuſeler og
Lindeubergs Vidnesbyrd i hans Chronicon Ro—
ſtochienſe, faa gager man, i alt hvad der hen—
hører til at beſtemme Baumans Fortzjeneſier af Rej⸗
neke, ligeſom i Blinde. Gottſched i hans Indled—
ning S. 7 og 50. og Floͤgel i Geſehichte der
komiſchen Literatur gter B. S. 56, flutte fig
vel til den baumanſte Recenſions Beſkaffenhed af den
ſenere roſtockſte Udgave af 1549, ſom det lader ſom
de anſee for et bar og blot Eftertryk af Udgaven
1522; men den Slutning holder ikke Stik; thi det
er gabenbare, at den ſenere Udgave har mangfoldige
Tillæg og Aumerkninger, ſom ikke kan have faaet
i den

30

i den tidligere. Lad endog Udgaben af 1322 habe
have udſkrevone Steder af ber Renner, Freidauck,
Morsheim, Johan Schwarzenberg, v. a. foo kau
Citationerne af Crasmi Albert Fabler, Johannes
Agricola, Vincentius Obſopeus o. a. ikke have ſtaget
der, men maa være ſkudte ind i de ſenere Udgaver,
hvoraf ingen for os her er vigtigere end den Roſtock—
ſte af 1349 da den er K Tilden til den danſke Uögave.
Jeg ſtreb: den af 1349, uagtet den oaſaa kau
ſiges at være af 1548 / ja gar 1553, thi alle 3 Aars⸗
tallene har man den under. Paa Titelbladet (ſom
manglede i Gottſcheds Exemplar og ogſaa uheldig—
viis fejler i det jeg har for mig) har formodentlig -
ſtaaet 15 48; Folio CCLXXII ſtager: „gedruckt by
Ludowich Dietz ym Jare na Chriſti Gebort Duſent
Ul hundert negen und veertich“; og ved Sltningen
af Regiſteret MDLIII.

J „Vorrede thom Leſer“ Folio rr heder. det,
at denne Bog „ys vormals in unſe Duͤdeſche
Sprake ouerſettet“ og „itzundes mit velen ſchonen
tappern und fruchtbaren Schriften und Underwyſun—
8 vorbetert und upt nyt in den Druck geſtellet“.

J Parentheſis maa jeg aumerke, at jeg ſlet ikke
DØR på hvad Grund Floͤgel J. eir, pag. 56.
kan undre ſig over at der ſiges, at Rejneke Fosſ alle⸗
rede tilſorn var-overſat pan tydſk; den var jo over—
fat af Henrick fra Alkmar, ſom levede baade for Bau—
man og Ludevig Dietz.)

Det

—

31

Det forſte Capitel begynder her ſaaledes:
„Idt geſchaeh up einen Pinrſte dach
Dat man de woͤlde und velde ſach
Groͤne ſtaen mit (off und grasf,
Und mennich vaghel froͤlich was
Mit geſange in hagen und up boͤmen,
Die kruͤder ſpruͤtten uth und de blomen.
De alle ganz wol roͤken fyr und dar.
De Dach war ſchoͤne und dat wedder klar.
Nobel de Koͤninck van allen deeren
Heldt Hoff, und leth den uthkreyeren
. Dorch ſyn gantze landt auer all.
Dar quemen vele Heren mit grothem ſchall ze.
Med de 4 danſte Udgaver har det folgende Be—
ſkaffenhed. Den aldſte, ſom nøje følger den nys—
nævnte af Ludvig Dietz, er af 155 5, og har folgen—
de Titel: „En Ravebog, ſom kaldes paa Tyſte Reis
„nike Fosſ, ve er en deylig oe lyſtig Bog met mange
„ſtonne Hiſtorier, lyſtige Rim, Exempel, och herli—
„ge Figurer, ſom aldri føre haffuer verid paa Dans
råbe, nu nylige fordanſkit 0 Hermen Weigere, Bor—
„gere udi Kobnehaffn. Met kongelig Frihed i fer
„Aar ingen denne Bog He at trykke under Straff
ſ„efter Originalens Indhold. M. D. L. V.“ Aller⸗
bageſt efter Regiſteret ſtager: „Prentet i Lybeck af
„Jorgen Richolff Aar efter Gudz Byrd M. D. L. V. 5)

Bo⸗

1 Heraf har Flogel l. eit. pag. 65 og 66 gjort te fore
ſejellige Editioner, ligeſom ogſag de forſejellige dr

ts

*

32

Vogen beſtager, foruden Dedicats, Fortale og Re—
giſteret, af 291 Blade i Qvart; de virkelig ret go—
de Treſnit, ſom ere trykte ind i Texten, ere udſkaar—
ne nøjagtig efter Dietz's Udgave af 1549.
Herman Weigere, ſom man ikke veed ſtort
mere om, end det han felv giver tilkjende, at han var
en kjobenhavnſk Borger, ſiger i Dedicationen til K.
Chriſtian zdie, hvis Portrait udffaaren i Træ ſtaaer
foran: „Kjcre naadigſie Herre, vi have ganſte faa
Bøger her udi Danmark paa vort danſke Maal, udi
hvilke Eders Kongl. Majeſtet eller andre kunde have
Lyſt at læfe, uden eneſte Bibelen og nogle faa Poſtiller.

eu er dog ikke vel mueligt, at Eders Naade kunde
ſtedfe og ideligen leſe i den hellige Skrift; men have
og ſtundom Behov at forlyſte Eders Kongl. Maj.
Sind og Forſtand udi Hiſtorier og andre hoviſte Bo—
ger“. Af dette Sted man man flutte, at den gode
Herman ikke var vant til at komme til Hove “) da
han vel ellers maatte have vidſt, at K. Chriſtian
Zdie ikke forſtod danſt '), og at der hverken ſkeete
ham eller hans tydſke Dronning nogen Tjenefte ved
at vertere et Skrift af tydſt paa dauſt; de kunde

** hel

tal i Ludvig Dietz's overnævnte lIdgave ſynes at have
indbragt Forvirring hos ham pag. 65.

) Jeg ſtatuerer her Mueligheden af, at en kjobenhavnſe
Vorgermand kunde komme til Hove; thi endnu i det
Seculo og i Begyndelſen af det paafolgende gav
Kundſkaber, Talenter, Fortjeneſter, ſtundom Adgang
til Forſternes Sahle. Siden efter blev den Rettig—
hed forbunden med et viſt Slags. Baand eller Nogle.

) Det er documenteret i Maanedſtriftet Minerva
for Auguſt 1788.

V

33

hel godt læſe Alkmars eller eee Miteie i
Grundſproget.

Zidere heder det i denne Dedicats ev Forta
le: „Jeg haver nu denne Bog, ſom paa Danſke kal—
des en Ravebog, eller Mikkel Ræv, og paa Tyſte
Reinike Fos, fordanſtet, og til de andre danſke Bo—
ger ſom for ere prentede, og prenteligen ladet udgage.
Og haver den evige Gud af fin beſynderlige Godhed
nødt og tvunget mig til dette Arbejde, og haver viss
ſeligen felver ſom den pverfie Verkmeſter bruget mig
dertil ſom ſit arme Redſkab det ſamme at fuldkomme.
Thi den lille Gniſt, ſom aldeles var ſljult i mig, li—
geſom Ild i en haard Flinteſten, mig ganſke nvitter⸗
ligen, haver han endeligen villet aabenbare, og has
ver ſmukt efter hans guddommelige Villie og Godhed
borttaget og af Vejen lagt det mig herudinnen kunde
forhindre, ſom er Rigdom Gods og Penge. Thi
jeg Befinder udi Sandhed, at derſom jeg havde ble—
vet i min Handel og Kjobmandſtab, ſom jeg var forſt
jeg blev gift, da havde jeg aldrig faget mig ſlig uma⸗
ge eller Stunder.“

Efter Fortalens Slutning lader Herman Vo⸗
gen tale om fig ſelv“ ſaaledes:

„Af Tyſte paa Danſke er jeg udfæt3

Du ſom mig vil fæfe, forftaae mig ret.

Min Tale er ſkjemtelig Latter fuld;

Min Mening gaaer over alt Sølv eller Guld.

Jeg tal” om Dyr baade vilde og tamme,
Soorledes de ſammen ſnakke og brammes
April 1796. S De

' 4
Beſynderlig om Raven den trædffe Mand,
Hans Liſtighed gaaer over al Forſtand.

— — — —

Jeg ſtraffer det Onde i Gloſen hardt,
Som ikke forſtages af Rimene ſnart.
Hop ej over Gloſen, vil jeg dig raade,
Det ſkal dig i Sandhed meget baade,
Af hende kant du endelig forſtaae
Hvad Poeten med Rimene mene maa.

Der denne Bog var endelig endt;

Og af Tydſken paa Danſke omvendt;
Da regjerde Danmarks Rige
Defſligeſte Norge ſamme lige

En gudfrygtig Konge, hed Chriſtian,
Og var den tredie af det Navn.
Rigens Hovmeſter og mon være

Her Eſte Bilde en frommer Herre.
Johan Fris Canzeler dentid var,
Over alle han Ros og Pris bar;

— — —— 8 *

Danmarks Marſk en driften Mand
Her Erik Banner nævntes han.
Rigens Canzler Anthonius Bryſke
Vel lerd og ſtikket i Latin og Tyſte,

35

I den daͤnſke Lov forfaren vel,

Derved hjulpet Mange til Ret og Skjel.

Rentemeſter en unger Mand var

De Oxers Savn med re han bar

Og kaldedes Eſkil ret ved Navn.“

Begyndelſen af Bogen ſelb maa ogſaa ſtage

her til Sammenligning med det ovenfor Anfsrte:

Paa Pingez Dag ville J det merke

Da horte man ſfunge Gøg og Lærke.”

Skovene- ſtode gronne ſtore og ſmaa,

Jorden gav fine Blomſter hvide og blaa

Gronne og gule med herlig Lugt.

Alle ſinaa Fugle de ſſunge ſmukt.

En ſaare lyſtig Dag uden Regn og Veſt.

Alle vare glade ſom der vare ner.

J Bredden ſtager herved folgende Gloſſe:
Herregunſt de Abrille lutt Ot luft)
Qvindfolks Venſkaff oe et Roſen ſtuuct
Deſligeſt allehonde Dobbelſp il,
Omvendes ſnart, hvo det scte vil,

Hos Ludevig Dietz:

Herren huͤlde und Aprillen weder

Froͤwen leue und Roſenbleber

Der Woͤrpel und Karthen ſpyll
Vorwandeln ſick offte, wol dath mercken wyl.

C 2 Sli⸗

36

Slige moralſke rimede Marginalgloſſer er der
mange, hvoraf nogle ere ret artige f. Ex.
Med Falſkhed tit mangen omgager,
Utro fin Herre dog gjerne ſlaaer.
2 z * „
Maadelig Tvang, Arbejd og Lere
Helper unge Born til Tugt og Wre.
a * *
Han er en Gjak, ſig tager for Haand,
Det han ingenlunde fuldkomme kan.
* * *
Den ſom ikke vil holde det han jætter,
Han ſtiotter ej ſtort hvad Borgen han fætter.
0 * 0
Her findes nu Preſter gamle og unge,
Som ilde kunde leſe, predike, og ſſunge;
Thi af Guds Ord de lidet forſtage,
Derfore de ſom Aber gage.
De ville og andre til Himmerig fore,
Og kunde dog ſelv intet godt gjøre.
De kunde Guds Ord ikke vel predicere.
Det er Tid at de bedre lere.
Nu et Exempel paa den proſaiſke Gloſe eller
Commentairen, ſom Herman Weiger her ovenfor
formanede os til ikke at „hoppe over“:

Fol.

2 37
Fol. LX. „Til Hove og i Herregaarde kan
Mikkel ikke miſtes; thi han ſkal paa alle Sider være
med i Raadet. Igjennem denne Mikkel forſtages
alle hinderliſtige, ſpigefulde, utro, falſke, loſe, ſtalk—
agtige Menneſker, hyilke og ſaaledes nævnes: Hyk—
lere, Smigrere, Gliſener, Jaherrer, Spizhatte,
Hrenmulkere, Per Nakkes Svenne; item Mundkem—
per, Tungeterſkere, Ojenſkalke; de ſom bære Kaas
ben paa baade Axler; Vendekaaber, ſom kunde ſegle
med allehaande Vejr; ſom ſqavaldre og bagtale hver
Mand; ſom hilſe ydmygeligen dog af Skromterie;
de ſom ſlikke og rive ſtore Skrammer bag efter; de
ſom pege til Vandet og mene Ilden; de ſom med
den ene Haand rakke Smør og Brod frem, og i den
anden Haand have de lonligen en Steen tilrede; Sum—
ma, ret afſkummede Skalke, for hvilfe ingen from
Mand kan tage ſig vare. — — —
==" — — ſom Hr. Hans af Schwar—
zenberg i Dydernes Hukommelſesbog ſkriver:

Hvo i Gunſt og Naade vil hos mig vere,
Den ſkal ſtedſe ſige det jeg vil høre.

I hvo hos mig roſer den onde Daad,
Den bliver den ypperſte i mit Raad. ꝛc.

Hr. Hans Moͤrslin Ridder taler herom i Fru
Utroes Skrivelſe ſaaledes:

Naar man endelig ſkal i Raadſlag gage,
Den ypperſte i Raadet ſiger da ſaa,
C 3 Alt

E

Alt det hans Herre gjerne vil hore,
Af Falſkhed hans Tale der hen kan fore. ꝛc.
Fol. LXXII. Hver Pige eller Qvinde ſom
for meget ſkjemter og leer, og er ikke ſtadig og tug—
tig, hun kommer derover udi Ry og Rogte, hvilet
ikke ſnarlig igjen kan forvindes eller nedtrykkes. Der⸗
for ſtal en vis Mand ſin Huſtru og Datter ſaaledes
holde, og til Gilde og Gjeſtebud at gage tilſtade,
naar det er ærligt, og kan ſtee uden al Uhsviſthed og
Skade.“
Fol. CCLIIII. Sebaſtianus Brandt ſiger:
„Du ſom haver en Huſtru der unger er,
Jeg raader, at du hende ikke udler'
At fare i Ringe eller til Majgreve-gilde.
Det lønner dig ellers paa det ſidſte ilde.
Thi er hun ſkjon da hav Agt derpaa,
Ja Mange vil efter hendes Kundſtad fane ener
Forreſten gager det med de mangecitationer, Alle⸗
gationer, ÜUdtydninger og Üdleggelſer over Reinetes
Digter, ſom her Fol. CC III. klages over Juriſternes og
de Lovkones Adfaerd med Loben, at „de med deres mang—
foldige Gloſer og Udlaguinger formorke den ſkrevne
Lob, og drage hende fra fin rette Forſtand og Me—
ning til en vrang Mening og Forſtand ligeſom dem
felv lyſter. De alligere tidt og ofte mange Gloſer,
hvilke dog underſtunden føje eller flet intet jene til
Sagen.“

U
Her⸗

35

Hermans Weigeres Rævebog er vel kun, ſom
ſagt, en Overſettelſe, men den er overmaade frie faa
vel i Texten ſom i Noterne, hvorved den er deſto
mere lærerig for en danfE Leſer, der ved dens Gjen-
nemleæsning ikke allene ſtoder paa utallige obſolete Ud—
tryk (hvoraf vel nogle kunde fortjene at optages paa
ny i Sproget) men ogſag ſommeſteder paa vor for—
dums nationale Skikke og Meninger; for Ex.

Fol. CCLXIII. „Somme glæde dem af de
lognagtige Jertegn og Mirakel, naar de dem maa
høre opregne, og flig Fabel og Eventyr ere ſaare gjen—
ge, og digtes meeſt der ſom flig Mirakel ſkee, ſom er
i Kippinge, Sancte Oluff i Lunckend, Sancte Soren
i Rye; at de Afgangnes Sjæle tale med Folk og be-
gjære Hjelp; at andre Gjengangere buldre og regje—
re“ ꝛc. Her ſtaaer blot i Originalen Fol. CCXLIV.
„Etlyke erfroͤnwen ſyck van den erlagenen Miraculen
und wunderbarliken Loͤgen, deſuͤlven anthohoͤren ed—
der to vortellen. Und ys nen Uyhoͤrent van ſolken
Fabulen und Tantmeren, de allenthaluen up den Be—
defarten tho ſcheen erdichtet werden, alſe van umme—
lopenden Seelen und Poltergeiſtern und dergelyken
Loͤgenwunder mehr.“

Hvor det ſtrar der ovenpaa heder i det Danſke
i Marginal-Gloſſen: „Sancte Jergen, Søren
Norbyes og de andre Hofmends Gud”, har Ori—
ginalen blot: „S. Jurgen der Reiſiger Affgot.“

Hvor Herman Weigere til Beſlutning ſiger:
„Derſom jeg ſeer, kjcre Leſere, at denne Bog bliver
dig taknemmelig, da vil jeg, med den evige og gode

C 4 Guds

40

Guds Hjelp, end en anden tydſk Bog fordanſte, hvils
ken dig intet mindre end denne ſkal vel behage” —
faa heder det hos Ludvig Dietz: „ick wil, guͤnſtiger
Leſer, dat Bock Plutarchi van dem gemeinen Verſen
in Saſſyſcher Sprake, dy tho Nuͤtte uppet baldeſte
ock vorferdigen.“ f

Endnu kan tilfsjes den Bemerkning, at den
Omſtendighed, at Scenen i den danſte Rævebog
fættes i Skgaue, iſtedet for i det Tydſke i Julicher
Land og 1 det Lothringſke, maaſkee kan bruges til
dermed at beviſe, at Herman Weigere var en Skaa—
ninger, og at altſaa Lyſchander kan have Ret, naar
han (i Weſtphalens Monumenta Tom. III.
pag. 463.) ſiger, at han var Broder til den bekjendte
Henrick Smith fra Malmboe.

1656 udkom Ravebogen igjen paa danſk,
men blot ſom nyt Optryk uden allermindſte Foran:
dring, kun at Papir og Tryk og Figurer ere ſlettere
end i editio princeps. Titelen er „Reynicke Fosſ,

„og er en deylig og lyſtig Bog med mange ſtjenne,

„Hiſtorier, lyſtige Rim, Exempel og herlige Figurer,
„ſom for 105 Aar er fordanſket af Herman Weige—
ire; nu paa ny igjen trykt paa Peter Hakis Bog—
„trykkers og Chriſtian Eckhorſt Bogbinders Bekoſt—
„ning. Anno MDCLVI.“ Foruden Fortale og Nes
gifter, 614 S. 4to.

Den zdie danſte Udgave er i Octav, og inde—
holder den blotte bare poctiſte Text, uden Randglos—
fer, uden Figurer, uden Commentair og uden aller—
mindſte Üdtydning. Titelbladet har hverken Aars⸗

tal

re

4

tal eller Trykkerſted, men kun folgende Ord: „Rey⸗
ynicke⸗ Fosſ, eller en lyſtig og nyttig Fabel og Hiſto—
„rie om Ravens mangfoldige Fund, viſt og Behen—
„dighed. Paa vort danſke Sprog overſat af Her—
„man Weigere; og efter Manges Begjering paa ny
„igjen oplagt.“ 253 S. gvo.

At der ved denne ÜUdgaves ſparſommelige Ind—
retning er ſeet paa Kjobernes Lommes Beqvemme—
lighed og menige Mands Tarv er unægteligt, og iſte—
det for det i begge Qvartudgaverne hed til allerſidſt:

„Denne Bog kjob, hun gjelder en Daler“
fan loves her godt Kjob:

„Denne Bog fælges for en ringe Priis.“

1747 fremtræder Reinike Fosſſi en ganſke ny
danſk Dragt, da den ikke mere kunde fages i fin
gamle Skikkelſe; og der dog endnu vare Liebhabere
til den. Hvem den danffe Leſeverden har at takke
for denne: ny Bearbejdelſe, kan feer af efterſtrevne
Titel: „Speculum vitæ aulicæ >) eller den fordan⸗
„ſtede Reynike Fosſ, hvori under Dyrenes og andre
„forblummede Navne moraliſeres over det menneſke—
„lige Liv i Almindelighed og Hoflevnet i Serdeles⸗
„hed. Deelt udi 4 Bøger, med Indholdet af hver
„Bog og ſyndige Moralier over hver Tabel. Skre—
„vet forſt paa tydſt, ſiden i det danſke Sprog vverſat
„af Herman Weigere: men nu fat paa ganſke ny.
„danſte Vers af den, der undertiden ſoger fin For—
„nojelſe ] Hiſtoriſte Handteringer. Kjøbenhavn 1747

C 5 „Trykt

7) Denne Titel har Hartmanni Schopperi baun Oves⸗
ſœttelſe af e

42
„Trykt og bekoſtet af Chriſtoph Georg Glaſing.“
585 S. vo.

J Dedicgtionen fortæller Glaſing da værende
Kronprinds Chriſtian „Den forſte danſte Ebition af
dette Skrift er gauſte ſjelden at fer, og bliver tem—
melig dyrt betalt, naar den forekommer. Det 2det
Oplag, ſom er hundrede Aar yngere, er heller ingen—
lunde almindeligt, og kan ilke let haves, naar en
Liebhaber forlanger ). Derudover — — —
haver jeg ikke faget i Betænkning, efter brave Folks
Raad og Begjering, i en mere begvem Format og
med anſeelig Bekoſtning at gjøre det 3die Oplag der—
af, hoilket ſaavel i Henſcende til Figurerne ), ſom
til Stilen og Poeſien, er vidt fra de forrige forbe—
dret“. Og i Fortalen ſiger han: „J Forſtningen
havde jeg vel i Sinde at trykle den ny Edition lige
efter det ſidſte Oplag af Auno 1656, og ikkun nos
geuledes at forandre de nu aldeles af Brug lomne
Talemaader, og at rette Poeſien nogenledes efter vore
Tiders Reenhed. Dog da jeg var i Begreb dermed,
var jeg faa lykkelig at fane et Manuuſcript, ſom var
aldeles paa ny overſat i ſmukke danſte Vers, dog lige
efter de forrige Editioner. Og dette er nu det nær-
værende my Oplag. Autor dertil er en af Faberne—
landets lærde Mænd, der har anvendt fine Hyileti—
mer fil dette Arbejd.“

Til

) Glaſfing har altſaa ikke kjendt til det ovenomtalte
zdie nemme Oplag i Octav.

+) Hvad Figurerne angager, da har Glaſing intet at
prale af. Hans Træfnit ere meget maadelige, og
ſlettere end Herman Weigeres.

43
Til hvad Pris Glaſing holdt denne moderni—
ſerte Udgave tilfals, feer man af Slutningsverſene:

Kjob derfor denne Bog, den ikkun fem Mark koſter;

Den maler artig af al Verdens Handels Foſter,

Den ſtedſe lærer os at ſkye ulovlig Sid, >
Og at vi her igjen pan Viisdom lægger Flid.

Bil du al Verdens Skin fuldkommeligen kjende,

Da fjøb dig denne Bog, og ſindig les i hende.
Hermed nu ender fig Grev Mikkels Fabelſnak.
Gud hjelpe os til fig! hans Navn ſkee evig Tak!

For tydeligere, ved Hjelp af Sammenligning
med de ovenanforte Vers, at kunne bedømme hvori

Moderniſeringen beſtager, maa Begyndelſen atter

afſkrives:

Paa yndig Pintſedag, om J det ret vil merke,

Da hortes Gſogekuk, da fang den Qvidre⸗lerke,
Da faae man Skoven med fin grønne Kledning paa,
Og Marken pralede med ſine Blomſter blaa,

Som farvede i Fleng gav herlig Lugt for Neſen,

Og Markens Fugle fang fan meget net og kreſen,
Foruden Hegn og Bleſt en lyſtig Dag det var,
Og alle frydte fig alt efter godt Vehag;

Da juſt paa ſamme Tid det ſaadan ſig forvoldte, :

At Nobel, Dyrmonark, ſit Herrehof da hokdte.“ 26,

Den S. 35 ovenanforte Gloſſe om Hofgunſts

Uſtadighed heder i denne Udgave:

j Qvins

44

Avinde⸗ſmil og deres Vrede,
Og Aprilens blanke Hede,
Dobbel⸗Spil, og Herregunſt,
Hvo det agter, er omſonſt.
Uagtet jeg nu ſaaledes i Kortheb har tilende—
Bragt den danſte Ravebogs Literatur, bor jeg vel ikke
gaae over til nogen ny Artikel, for jeg har meldt et
Par Ord om den Lykke Rejnike Fosſſi de ſeneſte Aas
ringer har gjort i Tydſtland hos to af de ypperſte
Genier. Den ene har pyntet paa den, og for—
friſtet den, faa den fra et antiqvariſk Litteraturpro—
duct er bleven en morſom Lectuͤre, ſom den anden med
de rundeſte eſthetiſte Anprisninger har gjort alt fit til
at ſtaſſe Cours. Hiſtorien deraf er denne. Forſt
traadte Herder frem 1793, og i fine Zerſtreute
Blaͤtter ste Samlung S. 219, hvor han bringer
nogle gamle tydſte Digtere i friſk Erindring, kalder
Reineke der Fuchs en tydſk Epopee og en af de
forſie Compoſitioner i noget nyere Sprog. Han ſiger
fremdeles S. 220: „J Reinike er alt fremgaaende
epiſt Hiſtorte; ingenſteds ſtaaer Fabelen frille; in—
genſteds afbrydes den; Dyrkaraktererne handle i de—
res Beſtemthed med den behageligſie Afvexling, og
Reineke, der i en ſtor Deel af Digtet ſidder ſom Achil—
les rolig paa fit Slot Malepartus, er og bliver dog
Hovedhjulet, ſom bringer alt i Bevegelſe, holder det
i Bevrgelſe, og med fin uovergagelige Ravekarakter
meddeler det Hele en ſtedſe vorende Intereſſe. Man
leſer en Fabel om Verden, om alle Haandte—
ringer,

*

45
ringer, Stender, Lidenſkaber og Karakterer. Man

ſeer der Kundſkab om Menneſter, om Hoffer, og

Tingenes Gang i Verden“. o. ſ. v.
Aaret derpaa, eller 1794, udkommer Goͤthe's
neue Schriften 2ter Band, beſtagende af 491.
S. gvo, og indeholdende intet andet end Reinecke
Fuchs, in 12 Geſaͤngen. Uden allermindſte Indled—
ning, Fortale, et Par Ord fil Leſeren, eller ſligt,
fager Digteren ſtrax til fit Sprog.
Pfingſten/ das liebliche Feſt, war gekommen, es
gruͤnten und bluͤhten
Feld und Wald; auf Huͤgeln und Hoͤhn, in Buͤſchen
und Hecken
Uebten ein froͤhliches Lied die neuermunterten Voͤgel;
Jede Wieſe ſproßte von Blumen in duftenden
Grunden,
eric heiter glaͤnzte der Himmel und farbig die
Erde.
Nobel, der Koͤnig, verſammelt den Hof; und ſeine
Vaſallen
Eilen gerufen herbey mit großen Gepraͤnge; da
kommen
Viele ſtolze Geſellen von allen Seiten und Enden,
Lütke, der Kranich, und Markart der Haͤher, und
i alle die Beſten, i
Denn der Kånig gedenkt mit allen ſeinen Baronen

Hof

46

Hof zu halten in Feyer und Pracht; er laͤtzt ſie
1 berufen

Alle mit einander, ſo gut die groſſen als kleinen.

Niemand ſollte fehlen; und dennoch fehlte der eine,

Reineke Fuchs, der Schelm! der viel begangenen

Frevels
Halben des Hofs ſich enthielt. So ſcheuet das boͤſe
i j Gewiſſen
Licht und Tag; es ſcheute der Fuchs die verſamleten
? Herren.

Alle hatten zu klagen, er hatte fie alle beleidigt.“ o. ſ. v.

J Neue Bibliothek der ſehoͤnen Wiſ—
ſenſehaft. 53 Bind blev der kortelig S. 67 gjort
nogle Erindringer imod Herders alt for varme og en⸗

thuſiaſtiſte Lovtale over Reinike; og da Goͤthes ny

Bearbejdelſe var udkommen, faa fremſtod ſtrax en
Ariſtarch i bemeldte Neue Bibliothek 54 B.
S. 245 b. folg., hvis Recenſion er et ſandt Meſter—

ſiykke, ſom jeg ilke kan bare mig jeg jo maa udſtrive

meget af.

„Goͤthe overraſker os her atter med et nyt Pro⸗

duct af en egen Akt, med en, ikke moͤderniſert —
dette Ord vilde viſt forlede til en aldeles urigtig Fo—
veſtilling — nej! med en for vore Tider indrettet

Reineke Fosſ (mit einem fuͤr unſer Zeitalter les

bar gemachten Reinecke Fuchs).

„Eu ſtor Deel af vore Leſere, i det mindſte de.

ſom ere noget tilgars, erindre fig viſt, at de i deres
ål Ung⸗

.

47

Ungdom har havt denne i fin Tid fan berømte Fabel—
bog ihænde; og andre Fjende den i det mindſte af
Ravn. Hiſtorien, men ifær Oprindelſen til dette
mærkværdige Produet af den menneſkelige Vittighed,
indhylles endnu i et tyk Morke, nagtet al den Flid,
Literatorerne, ifær Floͤgel, i hans komiſche Literatur,
desangagende have gjort ſig. Misforſtaget Patrio—
tismus, hvorved flaue Hoveder ſa dvanlig troe at kunne
gjøre fig meriterede, har villet gjøre denne ſnilde Sa—
tire, ligeſom mangfoldige andre Opfindelſer, til et i
Tydſkland allerforſt frembragt Product; men uden⸗
tvivl er den, ſelv i fin ældfie tydſke Geſtalt, kun en
Efterlignelſe men en fri Efterlignelſe og Bearbejdelſe
af et eller flere gamle franſte i Bibliothekernes Stov
henſmulrende Digte. Dog, enten vort Poem er af
fremmed eller af indenlandſt Herkomſt, ſaa meget er
hiſtoriſt viſt, at det har gjort ſlig en Lykke, ſom ikkun
ſaare faa Poeſier kan roſe fig af. J adſtillige Mars
hundreder var det i det nordlige Europa en Livautor,
og læfies moren af alle, ſom kunde læfé i Bog.
J Frankerig, der ſandſynligviis er dets Hjem, ge—
raadede det ſnart i Forglemmelſe; i Italien og Spa—
nien ſynes det ſlet ikke at være bleven bekjendt, i det
mindſte finder man der ingen Spor til nøgen Efter—
lignelſe eller Overſettelſe, ſom da overhovedet den
eſopiſte og dermed beſlegtede Digterarter aldrig har
fundet nogen ſynderlig Indgang hos diſſe Nationer,
og forſt ere bearbejdede der i nyere Tider, og det ikke
med glimrende Held. Men deſto mere almindelig
og varig var den Smag, man i Tydſkland fandt i
i, Nei⸗

48

Reincke Fosſ: han blev Aarhundreder igjennem ved
at være en Bog for menige Mand i Tydſtkland )
(ein wahres Volksbuch der Deutſchen) Man holdt
det for et Kildevald, hvoraf man kunde oſe alle Mo—
ralens Lereſetninger og ſelv de dybeſte politiTe Hem—
meligheder: det var alle Fyrſters og Statsmends
Haandbog. Denne Fordom tabte fig vel med Ti⸗
den; Bogen ſank ned; men deſto mere almindelig
blev den. Man udſatte den i ſolut Stil, og den
ſelges endnu paa Markederne ligeſom den hornede
Siegfried, den ſmukke Magellone, og flige Almues—
bøger. J Middelſtanden var det endnu for en tre-
dive forretyve Aar ſiden, tilligemed Orbis pictus,
naſten den eneſte Bog, ſom man gav Ungdommen i
Hande til at more ſig med til Tidsfordriv, og det er
forſt ſiden den Tid, at den er druknet i den Syndflod
af nyere Skrifter. Om ført Tid vilde den maaſkee
aldeles have været glemt, hvis Goͤthe ikke paa ny
havde fremſtillet den i en my Skilkelſe.

For denne ny Bearbejdelſe endnu virkelig
var udkommen, anmeldte Herder den i ste Bind af
hans Zerſtreute Blaͤtter, og det i en Tone,
der maatte i hoi Grad opvælfe Opmerkſomhed, ſaa—⸗
vel hos dem, der allerede kjendte Digtet i ſin gamle
Form, ſom ifær hos dem, der her ſtulde gjøre et nyt
Be⸗

Hoad ber ſiges om Tydſeland, gjelder ogſaa om Dan—

mark, der, om vore Politikere og Hiſtoriegrandſkere

end kan godtgjore, det i pelitiſe Henſeende aldrig var.

afhængig af det hellige romerſke Rige, dog til Dato,

. hvad Literaturen angager, ikke er at anſee for ſtort
andet end et Appendix til det nordlige Tydſkland.

42

ee 11 55 vi eve bange f at e

Id 2

8 ja 11005 tilſtod endog, at det 1 være 1
umueligt at holde ud at laſe det til Ende. Saame⸗
get nu tend denne Dom. afviger fra vor, ſag begribe
wi dog ret godt, hvorledes den Faſon og, Maade,
hvorpag Herder anmeldte denne Nyhed, maatte. bog
Hine Perſoner have denne Virkning⸗
„Rejnike Fosſſer et ſuildt, ſatyriſf Digt, 900
geraader fin Forfatter | til re, ſaavelſom den Tids⸗
alder, da det blev'tilz det er fulde. af Vittighed, Lung,
og driftige træffende Skoſer; der herſker deri en for
hin Tid uſcdvanlig og fin. Kundſkab om Verden,
det menneſtelige Hjerte og iſer de Stores forderve⸗
lige Svagheder — der ſaa tidt ere. ſkadeligere end de⸗
zres!Laſter — der maa; give det en ikke, ringe Værdi
zen Læfers: Djne „der har fat, ſig i den, rigtige. Synge
punkt, og ikke tager Bogen i Hende med alt for ſtope
Forventninger. „Men alt bette var da ikke nær. det
ſom Herder vilde giore det fil, Han. Falder. Reineke
Fosſſen tydſt Epopor ſom han fortroſter: fig til, at
ſette lige ved Siden af Homer — en af
de førfte Compoſitioner ſom han. Fjender i
znoget af de nyere Sprogz = han venter
inter ringere, end at, ſee den i dens ny Bale ante
mdengång af; blive en las t Lecture, an
67 April 1796. D „Miu

30
„Men det ſter det hidtil kun lidt ud efter. Det
er nu over Aar og Dag ſiden Bogen kom ud, og den
har endnu faa godt ſom ingen Senſation gjort. J
vore Øjne beviſer denne Omſtendighed rigtig nok ins
tet imod dens Verd, men den begunſtiger dog heller
ikke hin fangvinfte Forhaabning. Og virkelig begri—
bes heller ikke let, hvorpaa det Haab ſkal grunde fig.
Saa ſande og befjælede Poemets Skildringer end ere,
og fan heldig end dets Satire, faa angager det dog
abſolut ingen Gjenſtand, der har ſynderlig Inkereſſe
for vor Tidsalder, tvertimod har mangen et heldigt
Trek allerede for længe ſiden tabt fit Salt, og ved
den ſtore Forandring, ſom er gaget for fig i Sa der
og Skikke, feer naturligviis mangen en Scene, der
maatte gjøre et overmaade ſterk Indtryk paa: vore
Forfedre, nu meget tvungen ud eller i det mindſte
"ubetydelig." Og — ſom er Hovedſagen — allerede
Fabelens hele Anlæg, og ſammes Gang og Oplos⸗
ning tilfæder ingen ſand og ſterk Intereſſe. Vel
mueligt at vor Tids Menneſker ikke ere komme videre
i den moralſte Praxis end deres Forfadre; men viſt
er det, at deres theoretiſte Indſigter og Overbevis⸗
ninger, ſamt deres moralſke Folelſe har uddannet ſig
"uendelig meget. Saa megen Konſt og Finhed Rej⸗
neke Fosſs Digter end viſer i ſine Fremſtillelſer, fan
robes dog den Tids moralſke Folelſers Raahed ved
den Karakter, han giver fin Helt, ved Fabelens An—
leg og Behandling, og allermeeſt ved den endelige
Udvikling. Det er umueligt at vor Tids Menneſler

ſtulde kunne finde ſand Intereſſe 1 lærte Velbehag
ved

*

51
ved en poetiſk Composition, der fra forſt til ſidſt faa
grovelig ſtoder an mod den moralſte Sands. Hele
ten i Digtet er ikke blot ſnu og liſtig z, ved ſin Snuhed
redder han fig ikke af Forlegenheder og Farer hyort
han kunde være bleven beſtedt formedelſt Letſindighed
eller Ubeſindighed; nej! han er ligefrem en fel Skurk,
der ved forfætlig” Ondſkab og Forbrydelſer ſtyrter fig
modtvillig i Farer, ſom han redder ſig end af ved ny
Skjelmſiykker, altid, ſaaledes at Uſkyldigheden kom⸗
mer til at lide derunder; ja tilſidſt træder han fra
Skuepladſen, kronet med Hæder og Wre, i det Sted
hans for meſteparten ganſke uſkyldige Modſtandere
maa bode for hvad han har brudt. — Rigtig nok
er det deſto verre kun alt for Ofte Tingenes Gang
i den virkelige Verden — ikke nogen morſom
Gang (ſom Herder udtrykker ſig) men en ſkrakkelig
nedſlagende og oprende Gang. — Men, det er for
længe ſiden beviiſt, og godtgjort med ſaadanne Grun⸗
de, der ikke ere tagne af vilkaarlige Regler men ene
af den menneſkelige Natur, — at Digteren aldrig
har Lov til at viſe os Sandheden paa den Maade.
Vel er det deſto bedre, om han ikke allene kan fornsje
os, ſom er hans Hpvedojemed, meu ogſaa belære os;
men han maa blot belere os ſaaledes ſom det ſtager
i hans Magt, naar han tillige kan more og fornoje,
og ikke ved at oppœkke Uvillie, Mishag, Afſey og
Gyſen.

„

70

D 2 En

En gammel Slaves Midnatsſang.

Her ligger jeg, jeg arme Mand?
Af Kummer og af Aar nedboiet,
Knap mine Lenker bere kan,

Ei venlig Sovn tillukker Piet.

0 1 Ei Straa, ei Kleder ſkiuler mig;

Her er faa koldt, faa — gyſeligt! —

O Kone! Du min Ungdoms eyſt!

O! vidſte Du hvad jeg maa lide!

Du kom — Du undte mig Din Troſt.
Og lindret græd jeg ved Din Side!
O! at Du ei min Jammer feer:

Dog ach! — maaſkee Du er ei meer.

Og mine Born, ei heller de
Skal hore mine ſidſte Sukke;
Modtage min Velſignelſe —
Mig doende mit Hie lukke!

O denne Tanke qveler mig!“
Jeg dser forlade, ulpkkelig!

Min Nod, o Gud! Du ene veed,
Til dig oplofter jeg min Stemme;

271

55
D end dog min Elendighed!
Lad Gravens Skiod mig ſnarlig giemme.
Kom blide Dod jeg venter dig
O kom! — kom ſnart at troſte mig.
117 . Albertſen.

Aphoris mer
om den menneſkelige Drift, til at forplante
ſin Afkom, og nogle Meninger derom,
8 . J. 4 4 É 1
Den aloſte hiſtoriſke Efterretning, ſom vi har, for
toller os, af, Gud ſtabte Menneſtet i fit
dem, og 84 til dem, r
frugtbare og mangfoldige og opfylder
Jorden, — (og endnu. mere ſagde han, ſom ikke
horer herhid.) Han ledte en Mand ind til Adam,
og Gud ſage alt det, han havde sort)
og ſee, det var meget godt. fh
Saaledes fortæller. det ældgamle Sagn, og

Menneſtens Born har nogenlunde været horige og

lydige mod den Befaluing, der har meddeeltes dem,

og endnu bedre vilde de have kunnet eſterkomme den,

naar ikke Jordens Fyrſter havde moret fi fig i fer tuſinddlar
med at ſlagte dem i hundred tuſi nd Viis efter Takten

af Trompeter, Trommer og Piber; item om det

D 3 ikke

45

ikke pan den halve Jord Kugle var blevet en hævdet
Skik, at man af Frygt for at ſulte ihiel, maa for—
ſomme, at opfylde hiin nødvendige, hellige og beha—
gelige Lov. a .

See, det bar meget Godt! Hvem forde op—
holde fig over, at dette Udſagn blot nævnes efter at
al den anden Skabelſe er forbi, og Evas endnu ſtager
tilbage. Evas Skabelſe fortæller 1 Moſ. 2, 18.
20. 21. 22.23, 24. og man læfer ikke mere,
det var gltſammen meget Godt. Imidlertid vilde det
Være en uforſkammet Fortolkning, hvis mau heraf
drog ufbrdeclagtige Slutninger for Eva eller Evas
Kisn. Hiſtorien og daglig Erfaring lerer os, at
det andet Kapitel i forſte Moſebog burde have ende
med: det var overmaade Godt! Og Europa

et bor ene Ruslands ſtore Katherina være et Be
biis for, at Jorden fif fin koſtbareſte Prydelſe i Qvin⸗
defiannet. 85 j å nag. 68 3 i
Det bar altſammen meget Godt! ja
maaſkee det har veret, men fad maa det ogſaa have
forandret ſig meget ſiden den Tid, ſiger den herakli—
tiſke Sekt og bliver udleet af dem, der har tyndere
Blod og flere Peuge. Vi ville idenne Sag ikke for⸗
ſtyrre nogen” eller giore ham bred, ved at modſige
hans Meening / men viſt er det, at nogle Menneſker,
der har fra Tid til anden faaet Navn af Philoſopher,
Apoſtler, Propheter og Trbldmand, af Guds Sen⸗
debud og hans Villies Fortolkere, har giort fig me
gen Umage for, at det altſammen ſkulde blive ſplit⸗
tetgalt. Hh i zei da nd 119 0 10

7111 2 (7 0

Id

5

Ja utroligt er det, og meer end man kan før
reftille fig, alle de Dumheder, de ſtore Hoveder kan
falde pag. Hiin bildte fin Nation ind, at de med
Ild og Sværd burde ødelægge og rane fra ethvert
Folk, der ikke var mærket paa et viſt Sted ligeſom
de; denne prakede om, at Veien til Himlens Salig—
hed gik giennem Ligene af ſlagne Fiender. Fien⸗
der! forbandet være den, der forſt oßfandt dette Ord?
Burde Meuneſket have Fiender? — Hin foreloj
de Lettroende om en underlig, qvægende, ſaliggisrende
Kraft hos Bandet it en vis Flod; Denne forbod fin
Lerlinge, at nyde Druens den herlige Saft og lukke
ſit Paradies for Jordens Pryd og Lyſt, den yndige
Qvinde. Der er Intet ſaa dumt, at jo Jordens
Viſe har tenkt det. Hiin udſereeg Smiil og Glæde
og Latter for Synd; denne tordnede Fordsmmelſe
over —o det er utroligt! over dem, der folge Ska⸗
berens Bud: Voxer og formerer Eder! Jeg blev
aldrig ferdig med at opregne alle de Dumheder diſſe
Herrer og Damer har ſagt.

Den ſtorſte og for det menneſkelige Selſkab
ſkadeligſte Sottiſe er den ſidſte. Hvad man her vil
finde desangagende er i hojeſte Maade. kun afbrudte
Stykker, adſkillige ſamlede hiſt og her fra, ſamlede
ſom Materialier for den, der har Lyſt og Evne, til
udforligere at afhandle dette vigtige Cmne,

II. ,

Menneſket blev af Skaberen fortrinlig udruſtet
med Evner, til at nyde, bruge og benytte Tingene,
der omgive ham her i denne Verden Den hele høg

Menneſket ſynlige og folelige Natur blev indrettet ſaa⸗
D 4 ledes,

36

leds, Å at ßan kau bruge den til in Nodtorft, Begvem⸗,
melighed og Fornoielſe. Denne blev Menneſtets glim;
rende Lod, men Udodelighed forbeholdt, efter fit
piſe Raad, Guddommen fig ſelv. Menneſtet ſkal
dae, og for altſaa at de Ting, der i Naturen ner⸗
meſt vare beſtemte for ham, ej ſtal vorde uden N ytte
eller Hebſgt, gav Skaberen ham, (tilfælles med de
andren i Fornuft og Kraft til at uyde, ringere Dyr;
famtlige med Planterne), Cone til at fortfætte fin Af?
kom, og indplantede ham en ſterk Drift til at
udove denne Eone. Denne Drift blev tillige Grun;
den til Meuneſkets Lykſalighed her pan Jorden; den
blev. det ſterkeſte Baand for det felftabelige Liv. Le⸗
det af foknuftige og viſe Love fører den begge Kion
fil den varigſte og hojeſte Glede, det er Glæden i det
huuslige Lib. Fleerkoneriet kommer ikke her i Be
tragtning; det er en udartet, paa Qvindekionnets
Bekoſtning tyranniſk Misbrug af denne Drift; dette
kom altid meer vg meer af Brug hos Nationerne,
alt ſom de ſiege i ſand Kultur og Oplysning.

1 Til åt eſterkomme denne Drifts Fordringer ind:
gaaer Meuneſker af begge Kion paa den hele Jord viſſe e
Vilkaar med hinanden; de træde j en nojere For bindelſe
med hinanden og fage Navn. af Mand og Kone.

ilkaarene ved denne Forbindelſe komme for en ſtor
Deel an paa enhver Stats ſcerdeles politiſte Love, og
det er en af de ſikkreſte Maaleſtokke for Lovgivningens
Fortrinlighed og Borgernes Oplysning, naar de Vil⸗
kaar, diſſe Love den Henſcende foreſkrive, ſtemme

overeels med. Nelferds og Biligheds Sober „

n 1 nen

9

57

og derfor ikke forfrænfe toget af begge Lions natur
lige Rettigheder. At viſe, hvori diſſe beſtage, vil
man ventelig fritage os fra at tale om, paa en Tid/
da Menneſrerettighed er faa giængfe cf Ord, og ins
gen er ſag ringe, at han jo giør Paaſtand paa ſine
Rettigheder. Det er den allerſikkreſte Maaleſtok
for de Folkes Moralitet, naar de retfærdige og bils
lige Vilkaar ved begge Kigns Forening ere det hellige
ikke blot ved de politiffe Love, men ved Sæder.
Trods denne ſterke Drift hos Menneſket, til
at forplante ſi fin Afkom, har Jorden til alle Tider
havt fire Munke; dog troer jeg ikke, at noget K Kli⸗
ma eller nogen Religion har frembragt dem i den
Nengde ſom den misforſtagede kriſtelige Religion.
Denni Sandhed er ſorgelig, men Vilfarelſen har fra
forſt af have fin Oprindelſe af dumme og uværdige
Begreber om Guds ſtraſſende Retferdighed. Joder⸗
nes Meening om Gnd foreſtillede dem ham ſom en
ærgierrig og grum Tyran. Deres Begreber om
ham vaff' ede ſig ſnarere paa en Dievel; med blodige
Ofringer ſkulde haus Brede forſones. Jeſus Chris
ſtus vilde meddele der hele menneſkelige Kien mere
fande og ædle Begreber paa Guddommen; han tales
de om Guds Godhed og Faderkierlighed til os, men
hans reene uforfalſkede Lære overlevede ham neppe
giennem cet Aarhundrede. Allerede Paulus, hvis
Aand og Jver for Chriſtendommen for Reſten er
umis skiendelig, hebraiſerede og judaiſerede ſaa meget
i ſine Commentarer, at mangt et vrangt Begreb har
ſogt ſtt Forſvar hos ham, Sandheden kommer des—
D 5 uden

58

uden kun gradeviis frem. Ogſaa har der bel paa
den Tid, da Chriſtendommen grundfeſtedes, ſaavel—
ſom nu, vævet Menneſter, der fandt fin Regning i
at hævde Dumhed og Overtroe; nok er det, at Før
dernes ſtrenge Begreber om Gud forplantedes hos de
Kriſtne; og diſſe Begreber paſſede fig paa Fornuftens
Barndom. Man blev ved at frygte og tilbede Jes
hova, der farer frem paq Orkanens Vinger, og fors
kynder ſin Magt i Lyn og Torden; Hiertet var end—
nu ikke dannet og ædelt nok, til hellere at lovſynge
den Gud, hvis Godhed ſtraaler i den opgagende Soel,
og hvis Almagt fremlyſer paa den ſtiernede Himmel.
Endnu anſages Gud for en ſtraſfende Hevner, hvis
Brede ei blot forſones ved et forbedret Hierte og ula⸗
ſtelig Vandring; i det frygtende ſandſelige Menneſtes
Tauker maatte der mere til. Indtil Kriſtendommens
Udbredelſe havde Ofringerne været et Middel, til at
berolige den bange Synder. Diſſe Ofringer ophørte,
men Frygten for Guds Straf vedblev at forurolige
Menneſket; der maatte altſaa tenkes paa audre Mid—
ler, til at afvende Ulykſalighed i det tilkommende Liv;
efter en Tankegang, der var en naturlig Folge af Ti—
dens Begreber om Gud, faldt man paa, at afſone
fin Brode alt her i Livet ved felv paalagt Oval og
Kummer.

J hine varmere øfilige Zoner, hvor Menneſket
paa den frugtbare Jord let finder fin daglige Næring
under fag og lette Sysler; hvor der følgelig gives
megen Lediggang; hvor desuden Solens brændende
Cfraale opildner hans Judbildningskraft; der kom

Res

59

Religionerne fra; og der udrugede andegtige Svær-
mere de feleſte, for Samfundet ubehageligſte og ſka⸗
deligſte Meninger; og der fandt de Tilhængere og
Forſparere, ſom ſiden udbredte deres Spermeri,
under Navn af Gud behagelig Lærdom; og der be⸗
gyndte Munke forſt at fage fit Uvæfen i Gang. Naar
man forſt havde faaet den Tanke, at kunde befrie fig
fra ubehagelige Følger i det tilkommende Liv, ved at
paalegge fig alt her i Livet viſſe ſelvvalgte Straffe,
ſaa var det naturligt, at man for ret at komme i Yn⸗
deſt og Naade hos Gud, paalagde ſig den gruſomſte
af alle Straffe; det var den at fraſige fig det ægte
ſkabelige Samqvems Gleder. Ei var det nok, at
man, ſom hiin Diogenes, talede om de verdslige Tings
Forfengelighed, og virkelig viſte fin Foragt for dem,
Flædte fig i graa Sakke, og levede af Urterne paa
earken og Kildens Band. Marr maatte og burde
ganſte glemme og forſomme fin Beſtemmelſe ber. paa
"Jorden, for at kunne tanke paa de aandelige Ting,
diſputere om Guds Mening og afſfondre fig fra det
andet Kisn. „„
! Ine gina 3; 4
Vi kam ikke melde ſiort om den forſte Opfinder
af Munkelevnet, thi vi veed ſlet Jutet om ham. J
Wagypten ſkal det være begyndt. Ventelig er han
ſunket i onſtverdig Forglemmelſe, men det veed vi/
at hans Opfindelſe har fundet en ſrækkelig F Fremgang.
Det maatte være ret moerſomt at høre nogle af de

Qvaſi⸗ Beviſer, man forſt har ue for Munkeleve
. uets

60

nets Moralitet og Gudvelbehagelighed. Men for
det meſte dreie de ſig alle om en overdreven vrang
Fortolkning af dette Vüisdommens og Religionens
Bud, at Menneſket bor femme fine Begierligheder.
faar Paulus gior den rigtige Anmarkning, at Mens
neſkets ſandſelige Natur nødig vil og kan underkaſte
fig Religionens Forſkrifter, og derfor Falder den fiendſk
imod Gud, faa indſeer dog enhver let, at det er urig—
tig / naar man troer, at denne Gud vredes eller ſtraf⸗
fer, hvis vi ei ganſke undertrykke ethvert Onſke, ſom
denne Begierlighed opvæffer hos os. Begierlighe⸗
der, eller hvad man vil kalde det, Affecter, Lyſter,
Lidenſfaber, bleve indplantede i vor Natur, for at
vi ved deres tilborlige Brug ſkal opfylde vort Oiemed
her paa Jorden, Det er med dem ſom med enhver
anden Ting; deres Misbrug er Kilden til Uheldy
men deres rette fornuftige Brug frembringer Lykſa⸗
lighed. Menneſket treffer ſielden Middelveien, der
altid er den rette Vei. Brug og Misbrug ere ſom:
ofteſt ikke godt beſtemte ved politiffe Love; blot en
veldyrket Forſtand eller et lykkeligt Temperament,
begge tillige afhængig af gunſtige Omſtendigheder,
veed at vogte fig for den fi be og finder ſig lykkelig
ved en tempereret Nydelſe. J denne Poſt er Men—
neſtets Moralitet uafhængig af Lovene.”
Alt tidlig har man begyndt med, at foreſtrive
denne Menneſkets Drift, til at parre ſig, viſſe Love.
Vi vil forbigaae de Ovrige, for ſtrax at hore den
hellige Auguſtinus. „Det egteſkabelige Samleie, er

hans Ord, ſom feer i den Henſigt at avle Born,

er

Fa

61

er ingen Synd: men ſkeer det blot, for at tilfreds,
frille Begierligheden, da er det Synd, ſom dog kan
undſkyldes hos en Wgtemage, formedelſt den agteſka—
belige Forbindelſe “) ” Hu! hvor Jorden var fal
og fuld af Jammer, hvis alt det var Synd, fon Au—
guſtin og hans Lige har udſkreget derſor. Vitilſtage
oprigtig/ at vi er faa ſtupide, ei at kunne finde minds
ſte rimelig Mening i denne Auguſtins anførte Sætning,
Dienne Mening, at den vellyſtige Folelſe ved
Parringen er en Synd, har givet de gamle Theolo—
ger Anledning til et meget ſpidsfindigt Sporgsmaal,
nemlig: Om Adam har kiendt Eva i Paradiis. St.
Hieronomus har berort dette vanſtelige Emne ).
Auguſtin, der overalt var et ſterk Hoved, fandt
paa, at det vel var muligt, at denne Handling har
"gaaet for fig 1 Paradiſet, men derimod har den gan—
ke været uden nøgen vellyſtig Folelſe; thi ſet at denne
har været der, ſaa var jo Handlingen en Synd, og
denne kunde ikke begages i Paradiſet, det er ſoleklart!
Dreven af frie Villie og ikke af nogen Begierlighed,
opfyldte det forſte Par Skaberens Bud: Voxer og
formerer Eder og opfylder Jorden. — Efter Synde—
faldet opſiod; b. den vellyſtige Begierlighed ).

, Alt

2 Conjugales Concubitus generandi caufa non- 8.
culpam: concupiſcentiæ vero ſatiandæ: fed tamen cum
conjuge propter fidem tori venialem habet culpam.
De bono conjug. L. VI.

722 J ſit Skrift contra Jovianum. Tom. II. Lib. I.
**) Homines illius, quæ fuit in Paradiſe, felicitatis i igna-
ri, niſi per hoc quod experti ſunt, id eft per ebe

de

… spsk gs IR

62

A

Altſaa har de partet ſig for den Tid med ſamme Fo⸗
lelſe, ſom vi har i Foden, naar vi gage os en Fort
Tour, eller i Haanden, naar vi plukke os en
Frugt. Denne er Auguſtins Mening, ſom vel fys
nes at firide mod de ſimpleſte phyſiſke Principer,
men ſom dog lettelig beviſes af: at for Gud er ingen
Ting umulig '), og følgelig kunde han jo ogs
faa indrette Menneſket ſaaledes, at der ingen Vellyſt
foltes ved Parringen. Petrus Lombardus,
Erkebiſpei Paris, formedelſt Viisdommen i hans Ud⸗
ſagn, der var af ſtorſte Vigtighed for de chatolſte
. Theo:
de qua videmus ipfam etiam honeftatem erubefcere,
nuptiarum, non potuiſſe gigni filios opinantur. .
Abſit itaqve, ut credamus illos conjuges, in paradiſo
conſtitutos, per hanc libidinim, de qva erubeſcenda
eadem membra texerunt, implicituros fuiſſe, quod
in fua benedictione dixit: Creſcite & multiplicamini

& implete terram; poſt peccatum quippe orta eft hæc
libido. Auguftin. de Civitate Dei. Libr. XIV.

Cap. 21.

) Seminaret igitur prolem vir, ſuſciperet fæmina, ge-

nitalibus membris, quando id opus eſſet, voluntate
motis, non libidine concitatis. Neque enim ea ſola
membra movemus ad nutum, quæ compackis articula-
ta ſunt oſſibus: ſicut pedes, manus & digitos, verum
etiam illa, qvæ mollibus remiſſa ſunt nervis, quum
volumus, moverimus agitando, & prorigando produ-
cimus, & torquendo deflectimus, & conſtringendo du-
ramus, ſicut ea quæ ſunt in ore ac facie quantum po-
teſt voluntas movet. ... Omitto quod animalibus
quibusdam naturaliter inſitum eſt, ut tegmen, quo

corpus omne veſtitur, ſi quid in quocunque loco ejus

ſenlerint abigendum, ibi tantum moveant ubi ſenſiunt.
„ numquid quia id non poteſt homo, ideo Creator.
quibus voluit animantibus, donare non potuit . .
neque enim Deo difficile ſuit, ſic illum condexe, ut in
ejus carne etiam illud non niſi voluntate moveretur.
quod nunc non niſi libidine movetur, Ibid. Cap. 24.

63

Theologer, kaldes Magiſter ſententiarum eller Me⸗
ningernes Meſter, har ganſke fulgt Auguſtins Mening i
denne Sag, og beviſer temmelig udførlig og meget
tydelig, at i Paradiſet var Parringen uden Vellyſt
og Fodſelen uden Smerte ). '

Diffe to berømte Mænd," hvis Fortieneſter for
Reſten ere meget nmiskiendelige, ifær ved deres Sver
for den vigtige Lære om Arveſynden, ſynes i denne
Sag at have givet et Beviis paa den menneſkelige
Viisdoms Feilbarhed. Derſom det er viſt, at Adam

ſpiſte

+) Videndum eft qualiter primi parentes, fi nen peccas-
ſent, filios procreaſſent, & quales jpſi filli naſceren-
tur. Quidam putant ad gignendos filios primos homi-
nes in paradiſo miſcerĩ non potuiſſe, niſi poſt pecca-
tum: dicentes concubitum ſine corruptione vel macu-
la non poſſe ſieri. Sed ante peccatum nec corruptio,
nec macula in homine eſſe poterat: quoniam ex pec-
cato hæc conſecuta ſunt. Ad quod dicendum eft, quod
fi non peccaſſent primi homines, fine omni peccato &
macula in paradiſo carnali copula conveniſſent, & es-
ſet ibi torus immaculatus, & commistio fine concu-
iſcentia: atque genetalibus membris ſicut cœteris
imperarent, ut ibi nullum motum illicitum ſentirent;
& ſicut alia membra corporis aliis admovemus, ut ma-
num ori, fine ardore libidinis: ita genitalibus uteren-
eur membris fine aliquo pruxitu carnis. Hæc enim le-
talis ægritudo membris humanis ex peccato inhæſit-
- Genniflent itaque ſilios in paradiſo per coctum imma-
culatum; & fine corruptione. Unde Auguſtinus.“ Cur
non credamus primos homines ante peccatum genita-
Iibus membris ad procreationem imperare potuiſſe,
ſicut cæteris in quolibet opere ſine voluptatis pruritu
utimur ? Incredibile enim non eft, Deum talia feciſſe
Ala corpora, ut, ſi non peccaſſent, illis membris ſicut
pedibus imperarent, nec cum ardore ſemiparent; vel
Sum dolore parerent. Fet. I ombardi ſententiarum li-

dri IV. Libr. II, diſt. 20, Edit. Pariſ 1548.

64

ſpiſte i Paradiſet, og det er det, thi det hedder:
1 Moſ. B. 2, 9. Gud havde i Eden plantet Træer,
der vare gode at ede af; og V. 16. Du
maa frit æde af alle Træer i Haven; faa:
bliver det kun Sporgsmaalet, om Adam ſpiſte med
ler uden Fornsielſe? Man har ikke liden Sandſyn—
lighed for, at det har været med Fornsielſe; thi
forſt findes ingen Efterretning om, at Menneſtets
Stammepar har været anderledes organiſeret end vi,
og ſor det andet finde vi C. 3, 6. af Moder Eva fane
det forbudne Trees Frugt var godt at æde af og lys
ſtelig at fee til. De har da fundet Forſkiel mellem
"Smagen af en Figen og af en Citron, og deres Orga—
ner har modtaget Folelſer; de har altſaa ved Parrin-
gen foelt den Vellyſt, ſom den menneſkelige Legems⸗
bygning nadvendig maatte frembringe. At paaſtage
det Modſatte, er det ſamme ſom at ſige, de har ſpiiſt,
uden at det ſmagte dem. J faa Fald havde, de vel
ikke ſpiiſt, og overalt kan man med Grund paaſtaae,
at den Forngielſe, de følte ved at ſtille deres Hunger,
Jigeſgavel maatte være ſyndig ſom den, de nod ved at
tilfredsſtille Parringsdriften. Euhver Begierlighed
var jo efter hünt Syſtem en Synd, ſtiont Skaberen
indplantede viſſe Drifter i Menneſket, for at han,
ledet af dem, fulde opfylde fit Diemed her pag Jor—
den. ). Men det var nu engang Auguſtins og Peter
a 5 ee, i Lom:

D. Augufin maa felv tilſtage, at denne blotte Billie,
duden Dielp.af Driften, undertiden er afſmegtig. Sed
naeque amatores kujus voluptatis ad concubitust cum

et een 455 seu sele J vo-

—

67

Lombards Sag da de talede Munkeveſenets Sag
at udſtrige Parringsdriſten for ſyndig, og Vellyſten
ved dens Tilfredsſtillelſe maatte ikke vanære Menne—⸗
ſket i uſkyldighedsſtauden; han maatte parre fig med
ſamme Folelſe, ſom naar han dyrkede Jorden *). Alt-
faa har i dette Fald enten Gud ved et Mirakel ſtand—
ſet Menneſkets naturlige Folelſer. Denne Udflugt
er meget ſimpel. Eller og har Menneſkets Avlelem—
mer for Syndefaldet været forſkiellſge fra det de ſiden
bare. Derom findes ingen Efterretning; enhver kan
altſaa troe, hvad han vil. Meningernes Meſter har
redet fig meget godt udaf denne Sag: de parrede fig
ikke i Paradiſet, ſiger han, thi ſirax efter at Qvinden
var ſkabt, ſkedte Syndefaldet, og de blev jagede ud
deraf '). Det maa man dog kalde meſterligt. Man
fager imidlertid Feil, om man troer, at alle Kirke
fædrene har tenkt og talt eens om denne Sag. Tho⸗
m as 5 q vin a 9 har ganſte modſagt diſſe to forſte.
75 Den

voluerint commoventur: ſed Auer wotus ine im-
portunus eft, nullo poſcente, aliqvando autem deſti-
tuit inhiantem; & cum in animo concupiſcentia fers
vent, friget in corpore, atqve mirum in modum non
ſolum generandi, volnntati, verum etiam laſciyiendi
lübidini libido non ſetvit. Eod. lib. C. 16. 29
”)ilta genitale arvum vas in hog opus crestum feming-
ret, ut nunc ferram manus. I Agge
) Cur ergo non cojerunt in-Paradifo? quia creatamu«
liere, mox rransarelio facta eſt, & 5 ſunt de pa ·
radiſo- P. Lomb. ſent. L. II. diſt. 2
Rav Vid, Thomæ ſummæ chatol. ib. TIT. "Cap 126;
nod. eft finis al iquarum Dacufziem krups, non på,
teſt eſſe, ſecundum fe, malum. &c,

April 1796. *

U 0

66

Den Egenſkab, enhver Ting af Naturen har modta⸗
get, kan ikke blot være blevet den til Deel, for ved en
beſtandig og vanſkelig Kamp af blive undertrykt, og
den behagelige Folelſe, ſom den ſkabende Haand til
deelte os, det vere ved hvilke jordiſke Ting man vil,
kan umulig vareſ en ſyndig Folelſe.

1008

Man ſkulde neſten troe, at Ocellus, en
gammel Viismand, der levede 80 til Too Aar for
Socrates; har forudſeet den Fanatisme, hvormed
der i Fremtiden vilde ivres mod Aegteſtabet, naar
han paaſtager 7), at det Menneſte, der ikke opfylder
ſin Beſtemmelſe, ved at formere ſin Afkom, ſynder
imod det borgerlige Selſkab og imod de guddomme—
lige Love. 5 1
Kirkefedrene har tænkt langt anderledes i denne
Sag. Den hellige Juſtinus anſeer Bgteſtabet
for en utilladelig Ting, hvorved man fyldeſtgior Kio—
dets Begierligheder. Det ſynes ham, at den, der ſon—
derbryder dette Familiernes, ja det hele borgerlige
Selſtabs Baand, ikke er mindre ſkadelig, end den,
der dræber Barnet i Vuggen. Staten lider ligeme—
get ved dem begge, men Ideerne om Kydſkhed og
Jomfrudommens Hellighed har ſaaledes opildnet Ho—
vedet paa den hellige Juſtinus, at han endda ind—
bildte fig, det var meget muligt, at det menneſkelige
Kien kunde uden Fruentimmer vedblive at være. til
„Den eneſie Aarſag, ſiger han, hvorfor Kriſtus lod
b ſig

+) 3 fin Bog Iso? Tåv mavros, KO. d, §. 3.

nn .

—

*

67

irfig fade af en Jomfru, var for at affkaffe enhver
„Fodſel, frembragt ved en ſticndig Begierlighed ),
nog for at viſe, det var muligt for Gud, at danne
„et Menneſke, uden Hielp af den W beliendte og
ijbrugelige Maade.— ;

Tertullianus ſkrev til ſin 11 55 bet flager vel
„i Skriften, at det er bedre at gifte fig end lide Bryn⸗
„de; men hvor godt kan det være, ſom blot er et Go⸗
„de, i Sammenligning med et ſiorre Onde? Det er
„altſaa kun godt, at gifte ſig, fordi det er verre, at
„lide Brynde. Men hvor meget bedres man dete da
„ikke være, hverken at gifte fig eller at lide Brynde.“

Kirkens Skribentere efter Tertullian har ikke
forladt hans Tro i den Artikel om Wgteſkabet. Blandt
dem alle har Hieronymus, mb pag ig "Anquffinug
udmerket fig.

Hieronymus figer udtrykkelig: 500 derſom en
„ung Euke enten ikke kan eller ikke vil afholde ſig fra
„egteſtabelig Samqvem, ſaa maa hun da hellere
„tage fig en Wgtemand end Dievelen.“ En ſkien
og onſkvcerbig Ting, ſom blot vinder i Sammenlig⸗
ning med Satau 1 Man gienkiender i denne
Sammenligning et Menneſtes Aand, der er ophid—
ſet ved Cenſomhed og det hede Jordſtrog, hoori han
boede: Men han lader det ikte blive dexved. En
Kone, der har BH fi 3 anden Habs er Am en ſag
SD W. 1222 jøde 2 Come SS * age

1000 Sehne Std! wa 3 2 . Lt
ola auchn. Juſt. Specileg. Tom. a.

*) Hier, sad Salvinam, de ſervanda vidsårars: Ferm I.
Pag. 77. Edit. Paſd. 1537, zur 25 Jedm

ke

N

68

afſkyelig Ting, at han for ſin Part udelukker hende

ganſke fra al Underſtottelſe af Menigheden, hun være
10 faa trængende eller gammel. Og er hun udes
lukt fra al Deel i Almiſſe-Brad, faa bor hun endnu,
meget mere udelukkes fra det Bred,” ſom nedfoer fra
Himmelen! thi den, ſom fan nvardeligen æder det,
han vanhelliger Kriſti Legeme og Blod ), og folge—
lig er vis paa den evige Fordommelſe.

Ambroſius var ligeſaa ſtor en Fiende af det

menneſkelige Klons Formerelſe; han onſker meget an;
bægtig, at han kunde overtale enhver Pige, til at om—
bytte Bryllupsfaklen med den ubeſmittede Jomfru⸗
doms Sloer“). Hvad Auguſtinus meente des-
angaaende, veed vi allerede, og Petrus Lombar⸗
dus, ſkiont Meningernes Meſter, har for det meſte
taget ſine Meninger fra Auguſtinus' 8 opbyggelige Com⸗
mentarer.
Store Vildfarelſer vare ſaaledes for det meſte
lengſt. Det vere nok faa beſynderligt, hvad en bes
romt Mand har ſagt, naar Omſtendigheder ſkaffe
ham nogen fior Auctoritet, faa forlænge. hans Be
ſynderligheder ſig giennem Sneſe Munde; ja godt
og vel, om diſſe ikke, i det de forſvare ham, drive
Beſynderligheden videre end han.

J de ſenere Tider vare Janſeniſterne de, der
ſanatiſk forfægtede Juftins og Tertullians Mening i
denne Sag; derimod har Jeſuiterne i de Ting, ſom
N det e Samfunds og Familiernes Vel,

giort

2. ier, cont. Jovinian. Tom. 2. Lib. I. p. 28.
* Ambreſ. de virzinitate. Lib. III. i

Må
då

69

giort fig fortiente, ved at yttre fornuftige Grundſet,
ninger, naar man undtager, hvor de forfegte den
romerſke Stoels Myndighed imod Kongerne. Blant
de ſenere, ſom udforligſt har afhandlet om den ægtes
ſkabelige Forenings Tilladelighed og Nytte, udmar—
ker Thomas Sancho ') fig. Hvor Nodvendigheden
ikke fordrer det, ſiger han, maa man ikke forøge vi—
ſten paa Laſterne. Vellyſten ſelv kan ikke være Synd,
da Naturen viſelig forenede den med denne Handling,
til Bedſie for Afkommen, at det menneſkelige Kion
des viſſere og ſikkrere kunde forplantes.
Vi har moeret os ved at optegne diſſe Gamles
eeninger om denne Sag. Hiſtorien viſer os, at den
ugifte Stand giennem mange Aarhundrede er bleven
anſeet ſom hellig og Gud iſer behagelig, Den ro—
merſke Kirkes Overhoveder fik indført Geiſtlighedens
Coelibat. Dette var en Finants-Operation, der
ikke kunde andet end have den forønffede Virkning,
men hvis Hiſtorie her ikke kan være Sted til at gien⸗

nemgage. Munkeordener, talrige i Mængde, og

for det meſte uden Beſkieftigelſe, kunde ikke andet
end blive en Peſt for Moraliteten og en Orkan, der
ſnarlig omſtyrtede Huusfedrenes Fred. torden og
Laſt er den nodvendige Folge af Love, der ſtride mod
den menneſkelige Natur, og hvor beſynderlige Love
end de fleſte Statsforfatninger og Folkeſlag har frem—
viiſt, ſaa kan dog ingen 1 Urimelighed overgage denne,

E 3 at

D Diſput de ſancto matrimonii facramento. L. IX. d.

. Ubi neceſſitas non cogit, multiplicare culpas
non oportet. En gylden Regel for alle Criminal-Love.

at det var Synd at forplante det menneſkelige Kion.
Coelibatet er og maatte nødvendig være en uholdelig
Lor for de allerfleſte Menneſker, og helſt for Munke,
der for Reſten levede godt, havde lidet at beſtille, og
aldeles intet, der anſtrengede Legemets Kræfter. Klo—
ſterue, ſaavel Munkenes ſom Nonnernes, bleve ihaſt
zenten den holeſte Jammers Boliger, eller til Steder,
hvor de ſiyggeſte, meeſt naturſtridige Udſpcoelſer gik
i Svang. Jutet Middel, ingen Lov, ingen Bulle
zwar eller kunde være i Stand til at forekomme det;
hvad der ene var muligt, var paa bedſte Maade at
forekomme almindelig Forargelſe; det hoieſte, man
kunde bringe det til, var at Munke og Nonner, uden⸗
for Khoſteret, anſaacs af Mængden: for det, ſom de
zi ringeſte Maade var, for afholdende, kydſte Menne⸗
ſter. Den menneſtelige Natur ligner en vældig frem⸗
farende Strom; ſcetter man Deemning for dens or⸗
dentlige Fart, fam bryder den ſig nye Veie, der, uden
den forſigtigſte Lebning, foraarſage Ulykker. Lovene
om den chatolſte Geiſtligheds Coelibat beviſe dette,
En af de for det borgerlige Samhold meeſt heldige
Forandringer, ſom Luther tilveiebragde ved fin
»Neformation, var-upaatvivlelig den, at Geiſtlighe—
den torde gifte ſig. Ved ſelv at gifte fig med fin Cas
tharina de Bora, hyldede han Naturcus og Fornuf⸗
tens Lov, og ſkaffede fig den bedſte og hoieſte Belon—
ning for al fin: Mole med det ſtore Verk, han fatte
i Gang.

51. mn

e- JU be d: 50 19 am; i 5 Til

71
Til Manden Kinchel os og bans Kone.

Oer ere faa fag Memnefrer iblandt Menneſkene.
Cederſtrom i Kotzebues Armod og Hoimodighed

Klog er den, ſom i forſfaudſet Varm |

fun fit eget Jeg med Omhu gjemmer; s

flog er den, fom hele Jorden glemmer,

og ſom Venſkabs Ild gjor aldrig varm:

han ej Skjebnens Tordenroſt fornemmer,

naar han fjerner ſig af Venners Arm.

Selvtilfredshed paa hans Bane ſtaaer;
Sundhed til ſin Yndling ham indvier 3"
Armods Vaande for haus Hjerte tier;
mægtig Velſtand ved hans Side gaaer;
hvor han træder, Nydelſe ham bier,
neppe gran han ſilde Graven nager.

Vel for ham ej toner Vaarens Lund;
vel for ham udſmykkes Vangen ikke;
han ej nyder Hojtids⸗Hjeblikke

i den ſtjernekronte Midnatsſtund: — i
o! men Spottens Dolke ham ej ſtikke
for Naturen priſes af hans Mund.

4 4 Vel

12

Vel ej Venſkabs blide Tryllelyd p
ham i Livets morke Stund opliver;

vel ham ingen Skabning Hjertet giver,
lerer ham, at deelte Sorg har Fryd: —
ol men heller ej han ſkuffet bliver

af fin unfistænfeltge Dyd.

Vel for ham ej Elſkovs Myrthe groer,

ham ej Livets bedſte Glæder varme;

han ej foler fig i hulde Arme

Himlen ner, og blande de Storſte ſtr: —
o! men han erkjender uden Harme, site
Falſhed tidt i Ømhede Maſte foer.

Venner, ej til Kkogſkab jeg blev fod;
ſpag jeg vanker mellem ſvage Daarer:
jeg Naturen til min Afgud kaarer;

mig er Vens og Qvinders Bmhed ſod:
derfor i mit Beger mange Taarer
Mellem forte Galdedraaber flod'.

, Derfor jeg, ſaaſnart jeg Eder fane,

Eders Venſkab, graadig nok, begjerte;

derfor jeg de glade Drømme narte,

Skjont Forſtanden burde dem forſmaae;
derfor mig en tung Erfaeing lærte,
ak! ae ſnart J maatte fra mig gane. g

grej:

VÆ

*

73

Frejdig gak Dit Kald imede, Ven!
Gak til guſtne Soſtre did, Veninde!
Gid J blandt Creoler Begge finde,
Glæden rhroner, hvor man dyrker den! —

Valker derte Blad engaug mit Minde,
under det, at leve lidt igjen!
Kbhvn. d. 19 April 1796.
Zaſte.

Ogſaa et Par Ord om Beſkedenhed.

Beſkedenhed er en ypperlig Dyd, og ſom ofteſt
frugtbringende for dens Beſidder. En af dens her—
lige Virkninger er, at den gjor den, hos hvilken den
findes, elſtet af fine Medmenneſker. Al Arrogance er
tilbageſtodende; den vil nedſette alle andre blant en
Klaſſe af mindre Værd, end den, hvor den fætter fig
ſelv; og dette frembringer hos det Subjekt, mod hvil
ket den udøves, Had til og Foragt for Udsveren, alt
ligeſom Subjektet er organiſeret. Den Beſfedne
derimod ſtiller fig mere jævnfidig med andre; man
foler, han antager en felleds Maaleſtok; man gjores
ikke ſirax ſtum ved et ſie volo, ſie jubeo; man glæs
der fig, at finde en, der vil vere det, han ſtal vere,
Menneſke; fort man ynder, man elſker den Beſkedne.
Og dog er den ſande beſkedne Mand et fjeldene Pha⸗
nomen. Af en taabelig Barnagtighed FE Ang

W 5 der

74

der man Beſkedenhed med Blyehed, Uformuenhed;
man troer, at andre ſtedſe tenke fig diſſe Egenſkaber
ſamlede; man troer derimod, ved Übeſledenhed, at
fætte ſig ud over Mængden; at opvakke blind Tillid
og Verbodighed; at herſke og at faae andre til jura—
re in verba magiſtri; dette er en behagelig Kil—
dren for Forfrugeligheden , og man begynder med Übe⸗
ſtedenhed, ender med Grovhed. — Man gjor her—
ved andre opbragte imod fig; de føle fig fornærme-
de; de yttre deres Mening paa en Maade, der nod—
vendig maa være ubehagelig for den Übeſkedne; han
harmes, vil ſoutenere den engang begyndte Rolle,
kommer i Paſſion, forlober ſig, blotter ſig og bliver
til en Priſe for fine Fiender, hvis Glæde ofte ſtiger
med hans Lergrelſe. Det er ifær den unge Forfat—
ter, ſom let henfalder til denne Laſt, og ofte, deſto—
verre, er han paa en Slags Maade at undſtylde.
Han frembringer et Produkt, ſom virkeligen ikke er
uden Verdie; det er det forſte fra haus Haand; og
han maa opmuntres. Dette er billigt, hojſt bil
ligt; kun man vilde opmuntre ham paa den rette
Maade; men nn feer man intet andet, end Fuldkom⸗
menhed hos den unge Forfatter, alting ſkal roſes;
en og anden enkelt Plet man ikke omtales; det Fans
de gjøre ham modlos, og det var jo Synd.” Selb
hans Venner fremme, af en nutidig Undſeelſe for ikke
at anſees at være af opinion publique, og af en
Slags Banghed, for at ſtode Venner, i med. For⸗
blindet og beruſet af denne overdrevne Berommelſe,
hliver han nn ſtrax al for vel e tilfredes med
ſit

3:

75

fit eget Arbejde; han auſcer det endog unodvendigt,

at file det mindſie derpag; det har, i hans Tanker,
ved fører Udkaſt naget Fuldkommenhed; fuld af
Mangel, trber han allerede at ſtaae ved Maalet.
Nu fremkommer han atter med et Aands Produkt,
men det er endnu mindre ſordoiet, end det forſte; de,
der roeſte det førfte, ville, for ikke at auſees, at have
fejlet i deres Tauker om Perſonen, ikke laſte det ſid⸗

ſie; men de roſe det maaſtee mindre. Allerede dette
ſtoder Forfatteren ; hån fruer fig opheiet over fine
Dommere, auſcer dem for ſine! Fiender, og Fiendſka⸗

bet for Aarſagen til den lunkne Roes, leer haant ad
dem, ſkriver paa uye, glemmer at ſkjelne imellem
ſand Lerdomeog blot Vittighed, og bliver ubeſke⸗
den. Det lykkes ham, maaſkce, at imponere over
nogle Svaghoreder, helſt om han ſkriver i Dagens
Tone, og hylder Dagens Guddom. Dette gjør ham
end mere ubeſteden, han begynder at blive en Rail:

leur. Dette gager let fra Haanden for ham, thi

det er ikke vanſkeligt, at gjøre en Ting latterlig; og

nu (fader han Fare for at blive ſtraffet paa den haar—
deſte Maade, det vil ſige, med de Kloges Foragt.
— Ligeſom altſaa enhver bor vogte fig for, at hen—
"falde til Übeſkedenhed, fan er det paa den anden Side
lige ſaa ſlem en Fejl, at nedſette fig ſelb alt for mes

get. Man kan herved til Slutning uformerkt kom—
me i Bane med, at tiltroe fig færre Fuldkommenhe—

der, end man virfeligen beſidder; dette dæmper Ly⸗

feen hos os felv til videre Fremſkridt, da man indbil⸗
der ſig, at al anvendt Umage ville være- forgjevcs/ vg
hos

76

hos andre kan det anſees enten for Hyklerie eller
Falſthed. Man vogte fig derfor for begge Pderlig—
heder; thi herved finder enhver bedſt fin Regning.

x -u Vabe.

——— RERR———

Aarstiderne.

De ſodeſt Glæder i mit Liv ſkienkede mig Natu—
rens Betragtning: Aarstidernes Skifte,
i Synderlighed, habe alletider inderligen rort mig.
Naturen er for mig beſtandig ſtion; Vinteren,
Vaaren, Sommeren og Hoſten have hver fine ſer—
egne Skionheder. Jeg har, faa længe jeg kan
mindes, habt Folelſe for diſſe Skisnheder, og herfor
takler jeg min Skiebnes milde Styrer. Men faa
forſkiellige Aarstiderne ſelv ere, faa fo rſk je llig
er og det Indtryk, de giore paa min Siel, den Sinds,
ſtemning hvori de henfætte mig.

Vinteren! — ſtulde jeg ei elſko den?
den ſom lader mig gienfole mine lykkelige tabte —
ach! for cvig tabte — Ungdoms Dage; da
omløber mit Blod med Ungdommens Varme, da fo⸗
ler jeg dens Kraft i hvert et Ledemod, dens Mod,
dens Virkſomhed; dens mægtige Lengſler, dens glas
de Forventninger fylde min Siel.

Som den muntre Dreng frydefuld ſkuer henud
mod den modnere Ungdoms Dage, med valdelig
Straben higer dem imosde: ſaa ſtuer jeg frydefuld

hen

77

hen imod dig, faa higer jeg dig med vældig Stræs
ben imode — milde, venlige Vaar! du Kierlighes
dens, og med den, alle blide Folelſers Aarstid.
Jeg elſker Vinteren, den minder mig om mine ſpundne
Barndoms Dage; dobbelt elſter jeg dig, yndige
Vaar, du kalder tilbage i min Siel Erindringen om
Livets ſaligſte Folelſe — Kierlighed, om B. M. F.
— Du modtog mig paa Norriges klippede Bred;
din hulde Datter, Elſtovens milde Gudinde, ſtod ved
din Side, hun bod mig fin Haand, og — jeg mod
tog den! — Milde venlige Vaar! ſaa længe jeg ler
ver, ſkal jeg ofre din Gienkomſt — en Taare.

Mildt ſmiler Sommeren; men dens Smiil
ere den nygifte Kones. Sommeren ynder jeg
mindſt af alle "Aarstiderne. ?

Deſto mere ynder jeg dig, Naturens alvorlige
Datter, barſkſtormende Efteraar. Ikke veed jeg
tilfulde, hvoraf det kommer; men ingen Aarstid vek⸗
ker hos mig faa ſterke, faa varige, faa behagelige
Folelſer ſom Efteraaret. Det visnede Lov, Stor⸗
mens Suſen giennem de nøgne Grene, lerte mig mere
end Sædelærens ſkionneſte Forſkrivter. Efteraaret
vakker hos mig kun een Tanke, een Folelſe — den
Tanke, den Folelſe: „Alting er Forgienge⸗
lighed”: o alting er Forgiengelighed; Døden er
alles Lod; den er ogſaa min! troſtende Tanke! —
Ogſag u jeg ſtal hvile i Graven!!! —

: ! N Albertſen.

7

Hya⸗

2

7%
Hyacinten.

Den gamle Commerceraad Friedlieb var en grund⸗
ærlig. Mand, — en liden Penſion, og nogle fag Ren-
tepenge, gave hann et tarbeligt Udkomme, — og vis
dere ſteeg aldrig haus hoieſtie Onſte — hans ſtorſte
Glæde var — en ſkion, elſkverdig Datter — hun
var hans eneſte Barn, hun ſiyrede hans lille Huus,
Holdning med en rosveerdig Paapaſſenhed — pleie⸗
de ham med den ammeſte Omhyggelighed og —
ſttæbte at forckomme ethvert af hans Onſker e Der⸗
fore var hun og hans Alderdoms Troſt — derfore
ſage 1 med blid Rolighed den ahmen Dag
imsde. !

Uden at kunne giore Fordring paa Mavnet af
en fuldkommen Skionhed, var Hanne ikke allene mes
get vel dannet, men hun havde desuden ct fam inder⸗
lig godlidende Anſigt, to faar velſignede, milde, blo⸗
de, ſmegtende Bine, ſom det kun er mueligt at ten—
ke ſig. — Enhver hendes Mine, Lade og Adfærd
udmarkede en fortryllende Ynde og Lethed. — Hvad
hun ſagde, ledſagede en vis Naivitet og Inderlighed,
ſom giorde at man horte hende gierne. Hun lovede
i pyrigt i den meeſt uforſtyrrede Ro, hierteli⸗ g tilfreds
med ſig ſelb og med alt det ſom omgav hende. — Hun
elfkede Eenſomhed ug — oder alting i- Verden —
Blomſter. Denne Lyſt habde hun tilßellesgmed fin
Fader, hau havde, i fine yngre Dage, meget bes
ſtieftiget fig med denne Syſſel; endun hudede han

den,

n
899

va

79

den, og inegtedeiffergierne, fin. Datter noget, ſom i
denne SER kunde fornøie hende.

Neppe havde og nøgen i den hele Bye faa man—
ge, faa udſogte, og faa nydelige Blomſter ſom Han—
ne; kun hendes Gienbo, den vakre Lunddorf
havde, til hendes Gremmelſe — til hendes inder—
lige Fornsielſe — vel faa mange, vel ſaa tidlige og
vel faa tydelige Blomſter ſom hun; haus Potter
bare desuden tojibarere OR — mere ſnagfülde end
heudes. o

Lunddorf havde fil. en. 110 deilig SFabning,
et — meget, betydende An ſig t.

Hanne havde afvigte Vinter forſtegang ſeet ham
paa en Concert — Han ſpilte dengang en Fiolin⸗
Solo og vandt alle Tilſtedevgrendes Bifald og —
Hannes Hierte. Hun havde ſidem ikke ſeet eller hort
til ham, forend for en. forten. Dage ſiden, da han
var blevet hendes Gienbo.

Nu kunde hun daglig fee ham; han havde faa)
dant et inderligt got Anſigt, ſpillede faa nydeligt, ſag
himmelſt fortryllende,” og var, ſom hun, en Elfker af
Blomſter, altſammen mere end nok til at forviſſe ham
hendes Yndeſt. — Den Gniſt; ſom ulmende under

Aſken naſten var udſtukt, greb hurtig om fig ,…. plud⸗
ſelig brød den ud i den klareſte Flamme. — Nu par
det ude med Hannes Rolighed — Saag lykkelig hun
havde været. før, faa ulyfkelig. troede hun ſig nu. —
Det var hendes forſte Kierlighed, hun føgte. Cenſom⸗
hed, ſukkede, grad og klagede ſin Nod for — ſine
kiere Blomſter — ogſaa J, mine Blomſter — ſagde
kihenid hun

ä

80

huͤn da — ogſaa J date lykkelige, ogſaa J ere det
ikke mere, eders Lykke forſoandt med eders Oppas⸗
ſekindes.

Som hun, J falme, visne bort,
ſom hun, J blomſtrede kun fort;
utroſtet ſkal J døe, Tom hun,
O fkkionne Blomſter visner kun.

Dog, ſkionne Blomſter! dog o nei!
O ſtionne Blomſter visner ei!
maaſkee J troſtes ſkal ſom hun;

o trives, voxer, blomſtrer kun!

Gaa fang hun med yndig bevende Stemme,
men et dybt Suk trængte fig fra hendes Siels Inder—
fe. O Gud! udbrød hun, om han elſker en anden,
om han forfmaaer din Kierlighed! og en Flod af
Taarer overſtrommede hendes yndige Kinder — de
ſkaffede hendes beklemte Hierte Lindring. Den gode
Piges Rolighed var. fanledes forſounden, hun troede
ſig for evig ulkkelig; da en ſaare ubetydelig Omſten⸗
dighed, uventet gav Tingen et ganſke andet Udſeende.
Hanne pleiede jevnlig om Morgenen, naar hun havde
drukket Thee, at gane til fine Blomſterpotter, og da
fatte hun dem ſtundom udenfor paa et Bret, for at
forfriſkes og giennemviftes af Luften: gierne rygtede

"hendes vakre Gienbo ogſaa fine Blomſter pan ſamme
Tid. — Som nu Hanne en Morgenſtund var ſys⸗
Fat med eat udflytte fine Blomſter, taber hun uhel⸗
8 digviit

|

|

i
pr

81

vigvüs den kiereſte iblandt dem, en nydelig, anſigt—
ſarved, tetfyldt Hyaznt; den faldt ned fra den vver—
ſte Etage. Potten blev ſlaget i hundrede Stykker,

og Blomſten ſnart nedtraget af de Forbigaaende. —

Stakkels Hanne! — Forſtrakket ſtod hun der, vove—

de ueppe at fee ud, af Frygt for at den nedfaldne Potte

magtte have truffen nogen. Sorrigfuld gik hun ned,

klagede ſin Nod for ſin Fader, og — modtog hans
Treſt — Iretteſcttelſe og Formaning. Medens den
Gamle endnu venligen foreholdt hende: hvorledes
man ikke bor lade fig nedſlage af enhver lille mødens
de Übehagelighed; allermindſt gramme fig over det
man ved fin egen Uforſigtighed ſelv har forvoldt, og
ſom dog ikke længere ſtaaer til åt ændre, bankede det
paa Gadedoren. Hanne ſprang ud for at luke op,

og — hvem ſkulde der vel være uden Lunddorfs Ops
paſſer, med en uydelig. anſigtfarved, tetfyldt Hya⸗
int i en deilig Porcelains Porte, han formeldede fin
Herres Hilſen, og leverede hende en lille aaben Sed⸗
del, hvorpaa fod: Jeg har uds Deres Uheld, og
beklaget Dem. Tor jeg haabe, De vil unde mede
folgende Hyazint den Nedfaldnes Plads.“

Hanne var ikke vant til at ſkiule fine Folelſer!
— hun lob glad til ſin Fader, viſte ham Sedlen og
den medfulgte F Forcring, og bad om hun maatte ind⸗
byde Lunddorf til Middag.“

Den Gamle fandt ingen Grund fil af €afftane
ſin Datter denne Begiering, hun ſbrev da ma en Sed⸗
del: „Saavel min Fader ſom jeg er Dem meget fore
bunden for den tilſendte Hyacint, begge bede vi, De
April 1796. 5 ikke

82

ikke vil nægte os den Fornsielſe at beverte Dem til
Middag med et tarveligt Maaltid “.
É Lunddorf, ſom man let kau tænfe, afſlog ikke
en faa behagelig Indbydelſe.
b Klokken var nyelig ſlaaet folv, da Hanne
havde den Fornoielſe at modtage fin elſtede Gieſt. —
Hun blev flet ikke forvirret ved at hilſe paa ham —
hans Üdſeende var ſaa venlige — 1 indbydende,
— hjans Adfærd fan kunſtlos, fan ganſte nden al
Tvang, at man ſtrax blev fortrolig med ham.
Efter at have bedet ham velkommen gik Hanne
1 Kiokkenet, og Lunddorf underholdt fig imidlertid
med hendes Fader, denne vandt han ved ſit milde
venlige Udſcende, finsblide jevne Opforſel, ikke mins
dre ved ſine ſunde og rigtige Domme, i nogle faa
Hieblikke ſaa aldeles, at han henreven af Beundring
i inderlig velmeent Fortrolighed, omfavnede ham,
og ſagde med gammeldags enfoldig Aabenhed: Frits
Du eſt en Hiertens god Dreng — et BERT, ungt
Menneſte, vilde jeg fige, Gud velfigne og bevare Dig!“
Maden ſtod nu paa Bordet. Suppe, Steg,
Kage og et Glas rod Viin, det var alt. Man ſpo⸗
gede, loe og fang, den Gamle fang med, faa inder—
lig fornsiet befandt han fig i fin nye Gieſtes Selſkab.
Hanne bemærkede den Lykke, Lunddorf havde giort hos
hendes Fader, og glædede ſig ikke lidet derover. Man
ſtod fra Bordet, drak Thee; Hanne ſang til Klave—
ret, Lunddorf lod hente ſin Violin og ſaaledes for—
drev man Tiden, vel tilfreds paa alle Sider.

Lund⸗

FR

11

83

Lunddorf ſoreſlog en Spadſerctour; gage J
Vorn, var den Gamles Ord, J har unge Been, i
mine unge Dage holdt jeg ogſaa meget af at gage;
men bliv mig ikke for lange borte? — En anden i
Friedlebs Sted havde maafkee afflaget Lunddorſs 5 For⸗
flag — Friedlieb giorde det ikke — han kiendte ſin
Datter ſor vel, vidſte, hun var en dydig og god Piger
vidſte og at man intet har af befrygte ved at lade ſag⸗
danne følges med unge ſedelige Mandsperſoner. —
Dyden behøver ingen Vogter — Den Dyd ſom ſtal
bevogtes, er ikke engang en Skildvagt værd — Dette
var nu hans Tanker — han var en gammeldags
Mand og havde nu faa fn egen Maade at betragte
en Ting pag.

; vunddorf og Hanne gik lange re at tale et
eneſte Ord, endelig udbrød Lunddorf: gode. Pige,
Deres Haand er Fold! De zittrer! — maaſkee fry⸗
for De! — ſkal vi gage hiem ? Nei kiereſte Lunde
dorf! jeg er ikke kold — jeg fepfer, ikke — lad os
gage lidt endnu — jeg gaaer gierne, — jeg ogſaa!
maa jeg oftere have den Fornoielſe at folges med Dem
— faa ofte De behager. Tauſe vandrede de end en
Stund tilſammen. — Naſten vare de Ved Hannes
Dor — da Lunddorf greb hendes Haand., trykkede
den ømt og flammede: „Kiere gøde Pige — jeg kan
ikke dolge det længere: jeg elſker. Dem! jeg har el—
ſtet Dem, ſiden jeg paa Concerten fane Dem. førte
Gang — For daglig at kunne, i det mindſte fre D Dem,
blev jeg Deres Gienbo“. — Han fane ømt pan hen⸗
de: Kan De elſte mig igien? tor jeg begiere Dem til
FJ 2 min

34
min Kone? — Hanne fvarede — intet; men han læs
fie fin Dom i hendes vaade Hine, i det dybe Sul, ſom

trengte fig fra hendes Siels Inderſte — De ſtod nu

ved Doren. Saaſnart de vare komne inden for, lob

hun til ſin Fader, kyſte hans Haand, faldt om hans

Hals, græd hoit og ſagde: Faber! — min gode Faber!

Lunddorf der elſker mig, han vil have mig til ſin Kone.

— jeg elſker ham ogſaa — maa han blive min Mand ?

Barn! ſagde den Gamle, Du overraſker mig,

Du elſker Lunddorf? Ja min gode Faber, og De Lund

dorf elffer min Datter? — ja — Har De noget

at gifte fig paa? Jeg har 600 Rdlr. aarlig Gage

og desuden en lille Modrenearv; har De Gield?

ikke en Skillings? Naa! faa i Himlens velſignede
Navn, der har Du hende, gid J blive lykkelige ved
hverandre, og gid jeg maa leve noget endnu med
Eder — Han kyſſede dem begge; og Lunddorf kyſte
forſte Gang ſin Forlovede. Naa, ſagde Oldin—
gen, man kan dog med Sandhed ſige, vi veed al—
drig om Morgenen, hvad der kan hen—
des os inden Aften. Frits! Du har dit
gode gabne Phyfiognomie at takke for, at
jeg faa hurtig tilſtod Dig Din Begiering, Du behs⸗
dede ingen anden Anbefaling for at komme frem i
Verden, og i Sandhed et godlidende gabent Udſeende
er en ſtor Anbefaling ſtrevet i alle Tungemaal, den
alle er nødt til at leſe — o maatte dog alle de, Him
len ſkienkede denne, rettelig vide at finne og agte
dens Værd, ' !
Z lign er Albertſen.

i Til

nnn.

PM ei

*

rr

—
—

85
Til Hr. Riber,

Lerer ved Skoleholder-Seminariet paa Blaagaard.
0 1 * ;
Solvitur acris hiems grata vice veris, et [Favoni,

Hlorat. Carm. I. 1. Od. IV.
O fee hvor Træet fine Knopper ſkyder
Saa hurtig frem! og milde Veſtenvind
Og lunkne Luft mig venligen indbyder,

Til ſtundom, at fane Byen af mit Sind —
i .

Snart vil din Stue, ſom til Haven vender,
Ved Træeté Lsv, den vante Skygge faae,

Der qveger dig, naar Middags-Solen brænder a
Os andre, ſom ſkak her paa Gaden gage.

Snart feer jeg dig ved ſtille Aften vandre
Langs Aaen hen ved blomſterrige Bred;

Her mode Clauſen, du og jeg hverandre,
Og paa din Gresbenk vi os ſatte ned.

Dit Arbeid for i Dag jo dog har Ende;
Til fuldbragt Dont du glad tilbageſeer,

Du derfor denne Aften nu anvende b
Til Venſkabs Nydelſe! det billigt er.

O Riber! aldrig lykkelig man bliver,
8 Naar ſikker, virkſom Plan man vælger ei;
F 3 Og

—

— —

*

Og har man valgt den, aldrig fra den viger,
Men gavner, hvor man kan paa Livets Vet.

Din Virkekreds er ſtor; og megen Hæder
Dig vente ſkal; med faſte Skridt du gaaer
Ad VBanen frem: men Hjertets rene Gleder,
Din Selvtilfredshed, og til Lon du fager.

Celebritet vor Lykke ei forøger;
Som Miteor at ſeinne, farligt er,
Den Kloge ubemarkt, i Stilhed ſoger
At lifte fig igjennem Livet her. 7

Men gavnlig Sandhed føger han at brede

Blant Folket ud, og Held ham, Held ham, naar
Han Maalet treffer; naar han kan adſprede

Den Taage, ſom for manges Hie ſtaaer.

Vor elſkte Voſs vi med i Lommen tage.
Dog nei! vi lerte ham jo udenad.
Hans blide Aand os gjør fan roelig glade,
Men hvo er med Loviſe ikke glad? .

O Voſs! gid blant os her du var tilſtede,
Du være mage en herlig, ſſelden Mand:
Og den, der fag kan om Naturen qvede.
Hans Hjerte ſiktert ont ei være kan. —
8 . it 4 Men

E U

97
Men ach! vort Hie nu mod Byen fkuer,
Som mangen Redſelsſcene friſte maae
End fee vi hiſt de røde. fæle Luer; dk
End feer jeg dem til Taarnets Spidſe naae.

Men ogſaa tenke vi, de glade Dage,

Som denne Bye os ofte, ofte gav.
End troer jeg nu, den ſande Fryd at ſmage, 8
Da forſte Gang du Broderhaand mig gav.

Jeg troer, endnu at boe i Pileſtrede,
Og hos din Farbror ſeer jeg dig at boe.
Jeg paa mit Kammer ſeer dig ind at trade,
Og ingen Fyrfte er, ſom vi, faa froe.

Ja Riber! luttret er dit Venſkabs Prove;
O til vor Grav det have Varighed!
Vil Modgang ſtundom da mig end hjemføge,
Hos troefaſt Ven jeg Tryſt at finde veed.

c. 3.

væg Tan-

Tanker,
foranledigede
af de, i Folge Indbydelſen fra Commisſionen til at
forbedre vore Joders borgerlige Forfatning,
J udkomne Smaaſkrivpter.
(See Iris og Hebe for Martz 1796. p. 75 378).
Af Albertſen.

Ja har ſagt: at Joderues Judlemmelſe i Staten
er, i og for fig ſelv betragtet, en god og euſkelig
Ting; men at dens Ivarkſrttelſe ikke er tilraadelig,
ſaalenge diſſe ei ſelv erkiende den for dette: at man
derfor fremfor alt ber ſtrebe at bringe det derhen,
at de frivillig er' ende den for det, den i det mindſte
efter fin Natur burde bete, en for dem hoiſt priſelig
Indretning: at de kun ved en mere udbredt Oplys—
ning kan bringes hertil; at ſaaledes Oplysningens
Udbredelſe i Almindelighed, og hos den. jødiffe Ma:
tion i Serdeleshed, nodvendig bor foregage denne
Nations aldeles Indlemmelſe i Staten.

Oplystingens Üdbredelſe 1 Almindelighed bor
føregaae den jodiſte Nations Indlemmelſe 1 Staten,
fordi Nationen, var den endo⸗ g fan vel oplyſt, dog,
faalænge dens øvrige Medborgere endnu ere vankun—
dige og fordomsfulde nok til at hade, ſpotte og for—
folge dem, blot fordi den syrker deres fælleds Gud
paa en anden Maade end de — vanſkelig kunde und—
gaae at føle det Übehagelige i denne Opforſel, fol
gelig neppe kunde, underzen ſaadan Forfafningy have

nogen

89

nogen oprigtig Kierlighed for den Stat, hvis Med:
lem den var bleven; men enhver Stat bor, faa me—
get mueligt, fivæbe, at dens Medlemmer kan leve til—
freds med deres Forfatning; ſaaſom Staten for maa
have Mangel paa Medlemmer, end Overflodighed
paa misfornsiede Medlemmer.

Oplysningens Udbredelfe hos den jodiſke Na—
tion i Serdeleshed bor foregage denne Nations Ind—
lemmelſe i Staten; fordi: Joderne, fordomsfulde
og vankundige, ſaaledes ſom den ſtore Hob af fam:
me nu ere, ville anſee deres Indlemmelſe i Staten,
ſom et Indgreb i de af Regieringen dem engang til
ſiagede Rettigheder, følgelig ikke lade nogen Leilig—
hed gage unyttet til at illudere og tilintetgiore Regie—
ringens Henſigter med denne deres Indlemmelſe, at
denne ſaaledes af ovenanforte Aarſag hyverken ville
gavne dem eller Staten.

Jeg gager nu over til Underføgelfen af det
Sporgsmaal: Er den almene Oplysning
hos os for nærværende ſaaledes, at
man, uden rimelig Frygt for Modvirk—
ning fra dens Side, ſtrax turde ſkride
til Jodernes Indlemmelſe i Staten.

Hvor ſkulde det glæde mig, om jeg kunne be⸗
krefte dette Sporsmaal! — Hvor ſmerter det mig at
være garfaget til at benægte det!

Boo iblandt os har ikke ofte været Bienvidne
til vore kiobenhavnſke Gadedrenges uſedelige, haa⸗
nende og fornærmende Adfærd imod de forbigagende
Joder, feet, hvorledes de, uden mindſte givne Anled⸗

F 5 ning

— VÆR

v9

ning fra diſſes Side, blot fordi de vare Joder, have
med Hujen og Skrigen forfulgt dem lige til deres
Boliger; og har vel nogenſinde vores. Politie, med
den udfordrende Alvorligheb og Eftertryk, modſat fig
denne, ſand Religion, Statens Love og Sadelighe—
den lige fornermende Kaadhed. Man vil ventelig
indvende mig, at den jodiſte Nation ikke burde regne
det faa noie med flige Fornermelſer, naar de betrag—
te/ at de/ ſom tilfsie dem ſamme, ere Vorn, Born af
de ringeſie Stender; men, ſparer jeg, ogſaa Born
kan fornærme gamle Folk i den Grad, at de tvinges
til at betragte Foruarmelſen med Alvorlighed; have
desuden ikke dige Born Forældre, og ere ikke hines
Opforſel det uimodſtgeligſte Viduesbyrd om diſſes Mo⸗
ralitet og Oplysning!

Ja! var det alligevel kun denne kaade Ungdoms
Fornærmelſer den jsdiſte Nation var udſat for, fulde
de vel og cudda finde fig heri; men mon den mere
vorne, den ældre Deel af Almnen tenker fornuftigere,
ſordomsfriere i denne Henſeende end hiin Ungdom?
monne dens Adfard imod den jodiſte Nation, almin⸗
deligviis er mere ufornermende, ſommeligere og fags
leligere end dennes? — Jeg ſporger kun; Manden
med den fornødne Verdenskundſtab med den vedbor⸗

lige Sandhedskierlighed, trade op og benægte mine
Sporsmaale — det ſkal inderligen glæde mig at vor—
de overtydet om det Modſatte. N
Men hvorledes kan man noget eneſte HOieblik
falde i Forundring over dette Almuens Forhold imod
den jodiſte Nation, naar man blog betenker: at der
: imel⸗

91

imellem dens -enefte, Lærere og Ledere, Præfter-
ne, gives mere end cen, ſom endnu af Dum:
heb, man bor jo mene og troe det bedſte om alle
Menneſter; forderve dens Tenkemaade, ſom, iſtedet
for at ſoreſtille dem Gud under det elſkvardigſte Bil
lede — Kierlighed — fremſtiller ham under den
afſtyeligſte Skikkelſe — Hevngierrighed og
Uforſonlighed — ſom, iſtedet for at lere: at
Gud er alles Fader, at vi alle ere hans
Born, at ſom han, liig en god Fader,
elſter fine. lydige Born lige heit, faa
bor og vi ſom gode Sodſkende elſte hin
anden; lere: at Gud kun er de ſande
Troendes Fader, at de kun ere ſaadan⸗
ne, ſom ere, dobte i Troen paa Chri:
ſtum, og at kun diſſe kunne vorde ſali⸗
ge, Præfter, ſom ikke undſage fig for at komme
Frem med ſaadanne vakre Slutninger ſom denne:
Skriften lærer, at de, ſom ikke blive
ſalige, komme i Helvede, den ſiger vides
re: enhver, ſom troer og bliver døbt;
han ſkal blive ſalig: nu ere Jøderne
ikke døbte, al eſaa komme alle Joder i
Helvede. Nen, ſiger du, dette er Sludder, det
er det greſſeligſte Nonſens; den chriſtelige Religion,
rigtig forſtaget, indeholder faa lidet ſom nogen anden
Religion flige afſtyelige Sætninger, den maatte ellers
ſtride imod Menneſtelighed og fund. Fornuft, følgelig
bedre paſſe ſi fig for Lemmerne i en Daarekiſte, end for
vore, d det Heude Aarhündredes, oplyſte og dannede
Men⸗

92

Menneffer; men kiereſte Ven! er da Almuen, end—
og i dette attende Aarhundrede, oplyſte og dan—
nede Menneſker, var den det nogenſinde, vil den
nogenſinde, blive det? viſſelig, den er det ikke,
den var det aldrig, den vil og rimeligviis endnu
i ſaare lang Tid, maaſkee aldrig blive det, i Kraft
af — den augsborgſke Confesſion? nei Hr.
Biſkop! — Conſtitutionen af 16602 nei
Hr. Fiſkal! nei mine Herrer det vogter jeg mig vel
for at ſige — af hvad Aarſag da? — De maae for:
lade mig; men jeg ſiger Dem pad min re ikke af
hvad Aarſag — ei fordi jeg jo nok troſter mig til at
beviſe hvad jeg har ſagt for Fornuftens Domſtoel —
men fordi — fordi vi have Trykkefrihed.
Den ovenſtagende Lereſcetning indeholde end
bel faa megen Modſigelſe, vel faa megen Galenſkab,
nok Preſten, den Guds Mand, har ſagt det, ſagt det
paa Prakeſtolen, ydermere beviift det af Bibelen,
og den enfoldige Almue vil troe at fee i enhver Søde
en ſikker Candidat til Helvede, og kan man da vel
fortenke den, om den i fin Enfoldighed mener at
gisre Gud en Tieneſte ved at hade, beſpotte og for—
folge diſſe fordomte Satans Tienere. Sandelig de
ere dog nogenlunde at undſkylde, vare te ikke misle⸗
dede af eders vrange Lære, neppe havde det nogenſin—
de faldet dem ind at tenke ſaaledes — dog dette er
ikke Eders eneſte Forbrydelſe, J ſom kalde Eder Guds
Sendebud, Religionens Tienere! — jeg veed det,
der har været, der gives endnu mangen værdig Mand
iblandt Eder, ſom føler, og ivrigen ſtra ber at opfylde
ſin

93"

fin Beſtemmelſes Vigtighed; — men — dog Gud
vil bomme Eder! — han ſlal bømme os alle — Men
er det ikke ſorgeligt, at Mænd, dem det i svrigt ins
genlunde manglede paa Oplysning, Mænd, hedrede
med Talenter, Indſigter og uftraffelig Vandel, felve
Videnſkabsmend, have kundet fornedre fig til
at anvende. deres Vid van at grundfeſte og vedlige⸗
holde en uforſkyldt og juſt derfor dobbelt folelig For:
agt imod en Nation, hvis Ulykke gav dem den ſter⸗
keſte Fordring paa vor Medlidenhed. — Skueſpildig⸗
terne have i Synderlighed giort fig ſkyldige i denne
Brøde — Naar fane man vel paa Scenen en Jode
ſpille anden end Harlekindtens, Aagerkarlens eller,
Gavtyvens Rolle, og ere dog Jøderne ikke ligeſaavel
ſom vi Menneſker, følgelig ligeſgavel ſom vi iſtand
til at udøve den reneſte Dyd, de edleſte Handlinger,
og mangler der vel Crempler paa/ at de virkelig have
udevet W

Ja hvad ſkal man ſige, naar Lovene ſelv ſynes
iſtedet for at beſkytte, paa den meeſt krenkende Maade
at haane denne Nation, ved at etablere Grundſet⸗
ninger, der forudfætte de groveſte Beſtyldninger imod
denne ulykkelige Nation, Beſkyldninger, ſom hvis
de vare ſande, giorde Jøderne til Menneſkelighedens
Afſkum, dem intet velordnet borgerligt Selſkab burde
taale. For kun at anføre eet Exempel: forndfætter
da ikke vore Love, At Jøderne ikke anſee en
for en chriſten Dommer aflagt Eed ſom
forbindende. 171

Jeg

—

34

Jeg haaber, endog den meeſt ſvagſynede, heraf
Harligen kau fee: hvor ſaare langt vi endnn ere fil
bage paa den ſande Oplysnings Baue; hvor ſaare
lidet det ville nytte, folgelig hvor uklogt det vilde vær
te / under en ſaadan Tingenes Stilling, uden videre
Forberedning at foretage en faa vigtig egen
ſom Jodernes Indlemmelſe i Staten.

Lad os nu underſoge:

Om Oplysningen blandt den mes
fie Nation er hos os for nærværende
ſaaledes, at man, uden rimelig Frygt
for Modvirkning fra dens Side, ſtrax
turde fÉride til denne Nations aldeles
Judlemmelſe i Staten?

Ere vi, os ſom heldige indtrufne Tidsom⸗
ſtendigheder tilbød: de umiskiendeligſte Fordele, ere
vi, ſom jeg har viiſt, endnu ſaare langt tilbage paa
den ſande Oplysnings Bane; faa mener jeg; vi be—
hove for at overbeviſes om, at den ikke er det, kun
at kaſte et flygtige” Øicfaft pan den jodiſke
ungdoms Opdragelſe og Underviisning, og, efter⸗
at have overſknet-den, at ſammenholde ſamme med

den vores nærværende Ungdom nyder; af
denne Sammenholdelſe uddrage vi da Reſultatet, og
efter ſamme beſvare vi det fremſatte Sporsmaal, bes
negtende eller bekraftende.

Lad os nu engang, betragter den jo diſte

Ungdoms Opdragelſe.

Ingen Forældre kan, efter lige Leilighed til at

give deres Born en anfrændig Opdragelſe, paa en
. mere

95

inere utilgivelig Maade ſorſomme det, end de jodiſke
Fædre; de ſynes end ikke at have det ringeſte Begreb
om ſaͤmme, end ikke den ſierneſte Formodning om
dens Nodvendighed; den jødiffe Ungdom nyder, faa
at ſige, ingen anden Opdragelſe end den de fane ved
Omgang med andre, og denne bliver da faa meget
ubetydeligere, ſom ſamme kun er indſkrenket til et
ſaare lidet Antal, og hvad ſom er det verſte, dette
allene af deres Jevnlige, ligeſaa ilde opdragne ſom
de ſelb. Mangelen pag Opdragelſe i deres Families
Skiod, erſtattes ſagledes ikke hos dem ved den Op—
dragelſe, ſom erholdes ved Omgang og noie Forbindel⸗
fe med Folk af ſorſkiellige Stender og Lykkesomſten⸗
digheder, ſynderlig med Folk af de finere Klaſſer.

Jeg taler her om den jodiſte Nation i min:
delighed, om den faa kaldte Middelſtand. :

Den jødifte Pöbel, forholdsmasſig langt
ringere i Antal end den chriſine, giver, ſaalidet ſom
denne, deres Born nøgen, end den ringeſte Opdra—
gelſe; den ſtore Fattigdom og Uſſelhed, hvorunder
diſſe Elendige ſukke, bidrager ikke lidet hertil.

De bemidlede Jzder, og forholdsmas⸗
fig. finder man langt flere Nige mellem den jodiſte
Nation end mellem den chriſine, et ærefulde Beviis
for hiin Nations rosoerdige Tarvelighed, utretteli⸗
ge Vindſtibelighed, de bemidlede Joder, ſiger jeg,
forſomme ikke fan ganſke deres Borns Opdragelſe,
der gives end iblandt diſſe nogle fan oplyſte og dans
nede Mænd ſom felv have nydt den mueligſte bedſte
Opdragelſe, og ſom gode Fædre troligen ſtrabe at

gieore

96

gisre deres kiere Born deelagtig i ſamme. Men da
de meget Rige ſaavel ſom de yderlige Fattige , hos
Joderne, ſom hos alle andre, kun udgior en ſaare
liden, ſikkerlig den mindſte Deel af Nationen, faa
kan dette faa meget mindre komme i Betragtning her,
hvor Talen blot er om den jodiſke Ungdoms Opdra—
gelſe i Almindelighed.

Nu, den jødiffe Ungdoms Under:
viisning.

Underviisning favner den jodiſte Ungdom ingen—
lunde; kun Skade, at denne er ſaadan at de tuſinde
Gange hellere maatte undvære den. Mon jeg har
ſagt for meget? Lad os engang ſce, hvori beſtaaer
den jodiſte Ungdoms Underviisning? Den beſtager
deri: at den lerer at opplapre en Mangde tankeloſe
Bonner; at udhyle i ct fordærvet, radbrakket, fans
Faldet hebraiſk Sprog, en Pentateuch, Raſchi og Tal:
mud, dem deres vakre Lerere, de nokſom bekiendte
indſigtsfulde, tolerante vg velopdragne polſte Js⸗
der, ikke undlade med vældig Arm at forklare, ty—
deliggisre og beviſe for deres kiere Diſciple, uagtet
diſſe gode Mænd rimeligviis ſelv intet mindre end for:
ſtage det, de lade fig lønne for at lere andre: ogfaa
lere de en deilig Hob udvortes Ceremonier; og bes
ſtager vel vore nærværende Joders Religion i andet?
lægge vi enn hertil lidt Underretning i at regne og at
ſkrive nogle heel fornnderlige Krageter; ſaa ſee vi
her i fin fulde Udſtrakning, den jsdiſke Ungdoms Un:
dervijsning, den de jodiſke Fædre troe faa aldeles ufor—
bederlig, at de endog anſee det for Synd at ville me;
fire paa ſamme. Og have de ikke Grund hertil, de—

3 reg

97

res Vorn oplares og underviſes jo i Talmuden, og
indeholder ei denne foruden Gudeleren alle muelige
Videnſkaber, ſaaſom: Philoſophie, Aſtronomie,
Geometrie, Arithmetik, Botanik m. v.

Sammenholde vi nu den jodiſke Ungdoms Op-
dragelſe og Underviisning, med den vores Ungdom
nyder, faa mener jeg, enhver fordomsfrie vil tilſtage
mig, at om end den Opdragelſe og Underviisning
vores nærværende Ungdom i Almindelighed nyder,
ikke i alle Henſcender er den fuldfomnefie, man kan
tanke fig, faa er den dog afgiort mange Procent be—
dre end den jodiſke Ungdoms.

Veed man nu, hvor ſaare meget Menneſkets
Oplysning og Foredling beroer paa Opdragelſe og
Underviisning i Ungdommen, betænfer man: at de
af mere dannede Nationer vedtagne Forbedringer i
Opdragelſes- og Underviisningsveſenet, allerede for
lang Tid ſiden ogſaa indtrengte fig hos vs, at vi
paa denne Bane ſiden den Tid dog ſtedſe have gaget
lidet frem, men i det ſidſte Decennio giort Kiempe—
ſtridt paa ſamme; at denne Forbedring derimod al—
drig ſtrakte fig til den jodiſke Ungdoms Underviisning
og Opdragelſe; men at denne for Aarhundrede ſiden,
var lige faa fordærvet ſom den er nu: betenker man
dette, faa vil man ſikkert tilſtaae mig: At den js,
diſte Nation i Almindelighed er endny

langt
+) See Henſyn paa Eftertiden og Betragtninger over

Forſlaget til Forbedring i den jodiffe Menigheds For⸗
fatning. Kiobh. 1796. S. 26. 5

April 1796. G

9%
langt mere uoplyſt end vi; men vi ere 1
nærværende Oieblik, endog faa langt tilbage paa Op—
lysningens Bane, at det netop af den Grund ikke er
raadelig ſtrax at indlemme den jodiſke Nation i
Staten.

Det fremſatte Sporgsmaal er ſaaledes beſva -

ret benegtende.
(Mere i neſte Hefte.)

Flere af Plinius den Yugres Breve,
8
(See Marts Heftet.)
1 8

Indhold.

linius beklager fig over Tabet af fin Ven Corellius Hue
fus, der feed af Sygdom valgte en frivillig Dod.

Caluſtrius Tyro!
Jeg har lidt et ſaare betydellgt Tab, derſom det
ellers kan kaldes et Tab, at miſte faa ſtor en Mand.
Corellius Rufus er død, og det frivillig; hvilket for—
øger min Smerte. Thi meeſt ſorgelig er dog den
Dodsmaade, ſom hverken har ſin Grund i Naturen

eller Skiebnen ). Naar Sygdom berover os vore
Ven⸗

) Menneſkets Liv, troede man, beroede paa tre Ting;
Naturen, efler huilken Menneſket kunde leve i 120 Aar;
Skiebnen (fatum) der fun i det hoieſte tilſtod Men⸗
neſket

99

ner, er det os dog en Slags Troſt, at det kunde ikke
anderledes være; men naar de ved frivillige Selv—
mord forlader os, da hindrer den Tanke: de kunde
levet længer, os fra at fænfe paa nogen Troſt. Hvad
Corellius angager, da var bet Fornuften, der gielder
de Viſe for en ubrodelig Lov, ſom fod ham fatte
denne Beſlutuing, endſkiont han havde mange Aarſa—
ger til at (eve; han havde en rolig Samvittighed, et
godt Rygte, og ſtod i ſtor Anſeelſe; han havde des—
tiden en Datter, en Kone, Bornebern, Ssoſtre, og
iblandt faa mange Ting, der maatte være hans Hier—
te kiert, ogſaa ſande Venner. Men han droges med
en faa langvarig og piinlig Sygdom, at alle diſſe
Baand, der bandt ham til Livet, losnedes af Leng⸗
fel efter Doden.

J hans tre og tredivte Aar, ſom jeg ſelv har
hort ham ſige, blev han angrebet af en Svaghed i
Fodderne. Det var en Familieſyge fra hans Fader;
thi Sygdomme gage undertiden i Arv ſom andre Ting.
Ved Afholdenhed og Kyſthed dæmpede han Sygdom—
men, faa længe han var ung, men tilſidſt, da han
blev gammel, leed han med Taalmodighed. J Do:
G 2 mitians
neſtet 90 Aar; og Tilfælde (fortuna) f. Ex. Fald,
Ildebrand, Skibbrud, Gift, Selomord. See Virgil

om den doende Dido:

Nam, quia nec fato, merita nec morxte peribat,

Sed miſera ante Diem, ſubitoque accenfa furore,
Eneid. L. IV, 696.

Thi, uheldig for Tiden, optendt af pludſelig Elſedv,
Diode hun uforſkyldt, og for Skiebnens Billie bod det.
Conf. Ci c. in Philipp. Multa mihi imminere vide ban:
fur prætst naturam præterqve fatum,

md

100

mitians Tid beſogte jeg ham paa hans Gaard uden—
for Rom; dengang leed han ret gruſomme og pinage
tige Smerter, thi Sygdommen var ikke blevet ved
Fødderne, men havde udbredt fig over alle hans Lem—
mer. Tieneſtefolkene maatte forfoie ſig ud af Kam—
meret, thi denne Skik havde han, naar der kom en
fortrolig Ven til ham. Endog hans Kone, ſtiont
hun kunde bie, gik bort. Han fane fig om og ſagde:
„Hvorfor troer Du vel, at jeg faa længe udholder
„diſſe ſtore Smerter, uden blot for at kunne over—
„leve Tyrannen ') en Dag.“ Havde Mandens Les
gem været faa friſk ſom hans Mod var raſt, faa havs
de han nok faaet udført hvad han onſtede? ). Imid—
lertid føjede Gud hans Onſte, faa at han rolig og
uden Sorger for fif Fædreland kunde dae. Alt an—
det, der nu fulde bevæge ham til at leve var for
fvagt. Sygdommen voxede, og han forſsgte at for—
milde den ved god Diet; men da den alligevel ved—
blev, ophørte hans Taalmodighed.

Alt

) katro, et haardt men paſſende Udtryk paa Domi⸗
tianer. Overſetterens Forgienger Thom. Schmidt
giver det paa Danſk ved Blodhund. See den ro⸗
merſke Statsminiſter og Statholder i Bethymen, C.
Plinii Cecilii Secundi Epiſtler, udi ti Bo—
ger, overſatte pan danſt eſter den latinſke Original.
Forſte Part, indeholdende de fire forſte Bøger ved
Thomas Schmidt, med en Fortale af S. T. Gus
ſtitsraad Ancherſen. Khavn. 1754.

) Del lader til af dette Sted, ſom ellers er lidt dun⸗
felt i Grundſpraget, at Rufus har haft det priſelige
Forſct, at myrde Domitian.

101

Alt i to Dage havde han intet ſpüſt; ſaaledes
gik den tredie Dag og den fierde med. Hans Kone
Hiſpulla ſendte vor felleds Ven Cajus Geminius til
mig, med det ſorgelige Budſkab, at Corellius havde
beſluttet at doe, og hverken hendes eller hans Dat—
ters Bonner formagede at rokke hans Beſlutning;
jeg var nu den eneſte, der maaſkee kunde overtale
ham til at leve. Jeg ilede. Da jeg var kommen
Gaarden nær, møder Julius Atticus ) mig med
Hilſen fra ſamme Hiſpulla, at jeg nu heller intet
vilde udrette: alt meer og meer var han blevet urok—
kelig i fit Forſet. Da Legen bod ham Mad, fkal
han have ſagt; nei, jeg har beſluttet ).
Dette Udtryk har opvakt ſtor Beundring hos mig, og
lært mig endnu mere at ſkatte hans Verd.

Jeg fænfer paa, hvilken Ven, hvilken Mand
jeg har tabt. Vel var han fine fulde ſyv og freds
ſindstyve Aar; en Alder der endog er tilfræffelig
for Folk med en bedre Helbred: jeg veed det. Han
var beſtandig ſyg: ogſaa det veed jeg. Han fane
fin Afkom overleve fig, og fane Fædrelandet i blom—
ſtrende Tilſtand: alt dette veed jeg. Dog ſorger jeg
for ham ſom for en ung og friſt Mand; og Du maa
kalde mig ſvag, men jeg ſorger ved Folelſen af mit
eget Tab. Jeg har miſtet en Opſyusmand over alle
mine Handlinger, en Lærer, en Styrer, kort ſagt,
ſom jeg nylig ſagde til min inderlig gode Ven Calvi—

G 3 ſius:
Omtalt af Martial Lib. VII. Ep. 31.
* Keupixa ſagde han, thi de Romere af Oplysning
og god Tone talede dengang Gradſt.

105

fugt jeg ſrygter for, at jeg nu ikke faa noie vil overs
veie ethvert af mine Foretagender. Troſt mig der
for, men ikke maa Du fortælle mig, han var gam—
mel, — han var ſygelig — thi det veed jeg jo;
men noget Nyt, noget ret vigtigt maa det vare, Du
ſiger mig, ſom jeg forhen hverken har hort eller læg.
Thi hvad jeg for har hort eller leſt, falder mig ind
af fig ſelö, men det er ikke tilſtrekkelig til at dæmpe
min Sorg, Ley vel!

D.
III, 6.
Indhold.
Ninius fortæller han har kiobt en corinthiſk Stotte, beſeri⸗
ver den, og vil have den opſtilt i Jupiters Tempel.
Severus! i
Af en Arv, ſom juſt tilfaldt mig, har jeg for,
leden kiobt en corinthiſk Støtte, der juſt ikke er me⸗
get ſtor, men ſaavidt jeg forſtager, ſmuk og fuld af
Udtryk. Endſkiont jeg maaſkee ikke er meget kyndig
i nogen Ting og allermindſt i dette Fag, faa ſynes
mig dog vel om denne Stotte. Den er nogen, ſaa
at dens Feil, hvis den har nøgen, let falde i Hiet,
og dens Skionheder gior ingen Bram. Den fore—
ſtiller en ſtaaende Olding: Been, Muſkler, Nerver,
Aarer, og Rynker ere livagtige; Hovedhaaret er
fyndt og flet, Panden hoi, Anſigtet rynket og Halſen
ſmal; Armene hænge matte ned, Bryſterne ere flaps
pe og Maven indfalden. Bag til feer man ſamme
Alder

*

fo3

Alder. Metallet felv, ſaavidt man kan dømme af
Farven, er gammelt og ægte . Kort ſagt: alt er
ſaaledes, at den kan tildrage fig Konſtnerens Opmerk—
ſomhed, ja endog fornsie den blotte Elſker af Konſten.
Dette har bevæget mig til at kiobe den, ends
ſkiont jeg flet ikke forſtager mig paa det. Jeg har
ellers ikke i Sinde at beholde den her hiemme, hvor
jeg endnu ingen corinthiſk Støtte har; men jeg har
tænkt paa, at lade den ſette i mit Fodeland, paa et
offentlig Sted, helſtei Jupiters Tempel. Jeg haa—
ber, det er en Gave, baade Templet og Guden ver—
dig. Da Du ellers pleier, at paatage dig, hvad
jeg beder Dig om, faa hav nu den Umage, at be—
ſorge et Fodſiykke af hvad Marmor Du felv vil; lad
mit Navn og mine Titler fætte paa den, ifald Du
ſynes at det behøves. Naar jeg finder nogen, der
uden for megen Uleilighed kan fore Støtten, ſkal jeg
ſende Dig den; eller og, ſom jeg heller vilde, jeg
ſkal ſelb bringe den. Thi Du maa vide, jeg har ber
ſluttet, at reiſe derud, hvis mine Embedsforretnin—
ger tillade mig det. Du glæder Dig vel over, at
jeg lover et Beſog: men jeg veed, Du gior en ſuur
eine, naar jeg lægger til, det bliver kun paa faa
Dage. Juſt de Ting, der hindre mig fra, at reiſe
ſtrax, gior at jeg heller ikke kan blive der længer.
Lev vel! 8
G 4 E.
*) Stotter af den ægte corinthiſke Metal var i for Prüs
hos Romerne. Hvad Gammenfætning denne Metal
har været af, er uviſt; thi at den ved Corinths Brand

fEulde være fremkommet af det ſammenſmeltede Guld,
Solv og Kobber, er ikke lidet uſandſynligt.

104
E.
III, 18.
Plinius fortæller, hvorledes hans Lovtale over Trajan, er
pblevet optaget blandt Romerne.
Severus!

Mit Conſulat paalagde mig, i Statens Navn
at holde en Takſigelſestale til Fyrſten ). Da jeg,
ſom Skik og Brug er, efter Stedets og Tidens Lei—
lighed havde beſorget det, ſyntes jeg, det anſtod mig
ſom en god Borger, at udarbeide Talen vidtloftigere
paa Papiret; forſt for at vor Keiſers Dyder kunde
fættes i tilborligt Lys; dernaſt at tilkommende Fyr—
ſter kan, ſom ved et Exempel, og uden al Anſeelſe af
nogen Lerertone, underviſes om, paa hvad Maade
de retteſt kan opnaae ſamme Hæder. Thi ſaa lige—
frem at give Fyrſterne Regler, er i fig ſelv meget
priſeligt, men tillige meget befværligt, og i viſſe Maa—
der ubeſkedent. Men at roſe en god Fyrſte, og der—
ved ſom i et Speil at fremſtille for de folgende et Lys,
de kan ſtille deres Vandring efter, gior den ſamme
Nytte og har ikke den mindſte Anſeelſe af Stolthed.

Jeg har ellers ved denne Leilighed havt en ſer—
deles Fornsielſe; da jeg vilde oplæſe Bogen for mine

Ven⸗

) ukyndige i Latinen, der enſke at kiende denne plinii
Loptale over Trajan, kan vi henviſe til en meget god
Overſœttelſe af den ved Ove Guldberg. Soroe
1763. J den fortreffelige Indledning, 222 Gider, til
denne Overſettelſe, findes en udførlig og tydelig Un»
derretning om Romernes Statsforfatuing, ſaavel i
Kongernes, ſom i Republikens og Cæſarernes Tid.
fægmand i det mindſte finder her ſamlet alt, hvad ban
kan onſte og behøve at vide derom. i

7

oy

Venner, og jeg hverken ved Bud eller Breve havde
indbudet dem, men blot ladet dem loſelig vide, at
derſom de havde gode Stunder, kunde de komme,
ſaa desuagtet indfandt de ſig dog; i det usleſte Veir,
og det to Dage efter hinanden; Du veed at man el—
lers i Rom ſielden eller aldrig har Leilighed til at høre
paa Oplæsningerne. Da jeg af Hoflighed den anden
Dag vilde ende Lesningen, bad de mig om, at ved—
blive Dagen efter. Er det mig eller Videnſkaberne
man har beviiſt denne re? jeg haaber Videnſka—
berne, der hidtil ſom henſovede nu begynder, atkom—
me til Live igien. Men betenk, hvilket Emne det
var, man vifte denne Opmerkſomhed; det ſelo ſam—
me, ſom man i Raadet, hvor man var nodt til at
here paa det, forhen kiedede fig ved, naar det varede
et Bieblik over den beſtemte Tid; ikke fordi der nu
ſkrives bedre end for, men med mere Frihed og alt—
faa mere underholdende. Ogſaa dette geraader vor
Fyrſte til Wre, at denne Takſigelſestale, der forhen
anſages for et forhadt Hykleri, nu anſees for ſand
og høres. med Velbehag. :

Tilhorernes Opmerkſomhed fornsiede mig
men ikke mindre deres Domme; thi jeg merkede, at
de alvorligſte Steder behagede dem meeſt. Vel veed
jeg, at det Antal, der horte mig, er kun lidet mod
dem, der ſkal leſe min Tale. Imidlertid fornoier
jeg mig dog over mine Tilhorcres Bifald ved de al:
vorlige Steder, i det Haab, at KAGE: vil have
famme Smag.

G 5 4 For⸗

106

Forhen lærte man at ſynge flet paa vort Thea⸗
ter ); nu har jeg det Haab, at Piben vil fane en
bedre Lyd. Thi alle, ſom ſtrive for at behage, har
noie at agte paa Smagen hos de Folk, de ſkrive for.
Jeg haaber, at man tilgiver mig det udførlige i min
Skrivemaade, da det friere og vidtloftigere unegtelig
ſynes mindre ſogt end det korte og ſammentrukne.
Desuagtet onſter jeg inderlig, at den Tid maa kom⸗
me, og gid den alt var der, da den bløde og kielne
Stkrivemaade, ſom billigt er, maa vige for den al
vorlige.
Nu veed Du, hvad jeg har beſtilt i tre Dage.
Jeg beſluttede at underrette Dig derom, at Du i Vi⸗
denſkabernes og mit Navn, ſtiont fraværende, kunde
glæde Dig lige faa meget derover, ſom hvis Du havs
de været perſonlig tilfæde. Lev vel! ;

Mine

+) Hans Majeſtæt Keiſer Nero fif det Indfald, at lade
fin Sang høre paa Roms Theater. Hans Stemme
fral langt fra ikke have været god ſom Qvpiſt“s.
Imidlertid blev det til en ſtor Forbrydelſe, at ſynge be—
dre end Cœſaren, og det har vel ikke manglet paa dem,
der udſkreeg det for Crimen læſæ Majeſtatis. Bed denne
Leilighed forfaldt Saugen ganſke, og følgelig Meng—
dens Smag ei denne Poſt tillige.

) Nateriæ latioris; andre lœſe lætioris, ſom vel ſynes
at kunde forſpares ved det folgende hilarius; men kien—
der man Tonen, der herſter i Lovtalen over Trajan,
faa friſtes man ikke til denne Leſemaade. Tonen den
kan paa ingen Maade kaldes munter, ſom ogſaa var
mod Emnets Natur: men derfor er den ikke deſtomin⸗

dre underholdende.

Minde: Sattge

I.

Edvard Storms Minde,
Ei qvede vi en Minde-Sang
J højen Chor Beg
Til Priis for den, ſom Wt og Rang
Gav Navn af Stor.
Kun den er edel, ſom er viis,
Er Brodres Ven;
Kun han fortiener Hiertets Priis
J Kreds af Mend.
Thi mindes vi Edvard, vor Broder.

J Trang og Smerter frem han færed
Paa Livets Vei;

Men Taalemod og Noiſomhed

Forlod ham ei.

Hans Siel fik Kraft ved opfyldt Pligt,
Ved virket Held.

Hans Venſkab ſtod urokkeligt

Som Dovres Field.

Thi hædre vi Menneſket, Edvard.

Og Brodre! verdig fulgte han
Sit Digter: Kald,

109

108

Thi reen og hyklefrie og ſand

Var denne Skiald.

Han kraftig ſang om Viisdom, Dyd,
Og Wdles Roes;

Og tidt hans Qvad til Samfunds Fryd
Har kaldet os.

Thi priſe vi Digteren Edvard.

Han fane, at Statens ſande Held
Er Folke⸗Verd;

At Lys og Kraft i Borgerſiel

Dets Grundvold er.

Thi ledte han den yngre Slagt

Til Sandhed frem.

Dens viſe Bud han ſelv gav Vegt;
Han fulgte dem.

Thi ſigne vi Lereren Edvard.

Ja, Edvard, ſtedſe ſkal din Aand
Iblandt os boe;

Og vi ſkal vandre Haand i Haand,
Som Viismand froe.

Og hver ſom virker Borger-Gavn
Med ærlig Hu,

Ham kalde vi med Broder: Navn;
Han er fom du.

Da hædre vi verdigſt dit Minde.
Riber.

109

24:
Bernhard Kaaſes Minde.
Sy tuſind' Dage alt henglede;
Kun Mindet er igien.
Forgiaves, ak! mon Diet lede
Her om faa mangen Ven.
Hans Vennefavn vi nod faa fort;
De Dage rev ham bort.
Saa mangen Broder maatte ile
Langt fra vor Samkreds hen;
Maaſkee han end i Dag tor ſmile
Ved at erindre den.
Skiont dybt mod Syd, ſkiont høit mod Nord
Han i vort Hierte boer.

Saa mangen Broder, ſom forſkionnet
Sin Jordplet efterlod,

Ved Brodres Agt og Venſkab lønnet
Her hented' Kraft og Mod.

Skiondt giemt i folden forten Jord
Hau i vort Hierte boer.

Dekaden, neppe føde, alt oved'
Sin Grumhed mod vor Fryd;
Vor Sermau Veſſel den os roved',
Vor Yndeft, Glæde, Pryd,

End lever Mindet varigen

Om vor bortgangne Ven.
Saag

110

Saag atter nys til vore Strande

Et. Sorgens Budſtkab lød:

„Langt, langt herfra i Colons Lande
Vor Bernhard Kaas er død.

J Ungdoms Vaar han fandt fin Grav
Hiſt over vilden Hav“.

Enhver, ſom ynder Samfunds Gleder,
Dybt føler aaſes Savn;

Enhver, ſom hylder Flagets Hader,
Hbit ſtatter Raaſes Navn;

Thi leve Mindet varigen

Om vor bortgangne Ven.

Henrunde end ſyv tuſind' Dage;
Hvo af os ſidder her?

Men da vil de, ſom er' tilbage,
Iſtemme En og Hver:

Sodt leve Mindet varigen

Om hver bortgangen Ven!

Soſt.

Stormen.
(Af Virgils Æneide, I, 88128.)
ed Septerets Greb paa Siden af Bierget

Slog han: (Wolus) Vindenes Her fore ud fra den

gabnede Hule,

Vol⸗

111

Styrtede frem, og Orkaner gtennembleſte al Jorden.
Baade Eurus, Notus og Afrikus, radſom bekiendt af
Idelig Stormen, angrebe Havet; fra Bunden de røre
Vandene op, og vældige Vover rulle mod Kyſten.
Mandfſkabets frygtſomme Skrig gienlyder, Tougene
hvine;
Morke Byger i Haft berøve Teucrernes Hine,
Himmel og Dag; den førte Midnat ruger paa Ha het;
Tordner dundre og hyppige Lynſlag, glimte i Luften.
Alting bebuder de Trojas Mænd, at Døden fig nærmer,
Strax en ryſtende Gyſen giennemfarer Wneas;
Sukkende han udſtrakker foldede Hænder mod Himlen,
Klager med diſſe Ord: o, lykſalige I, ſom forundtes
Døden for Trojas høie Mure; i Fedrenes Paaſyn!
Gieveſte Helt blandt Dangers Folk, du Son af Tydeus!
O, i ei mit Blod for din Haand, hvi undte mig
Skiebnen
Ikke den Lod at ende mit Liv pan Iliums Marker,
Der hvor den dierve Hektor faldt for Achil, hvor den ſtore
Sarpedon; der hvor Simois under fin Bølge bortruller
Heltenes Liig, og de bolde Kiempers Hielme og Skiolde.
Medens han taler, foer en hvinende Kuling fra Norden
Ind paa det ſpendte Seil, og Bolgen hæves mod Himlen
Aarerne brækkes; Skibet dreies og haardt mod dets Sider
Bolgerne ſkylle; en Sogang, hei ſom et Bierg fig
optaarner.
Nogle fvæve paaBolgens Top; giennem gabnende Belger
Andre ſee Grund; en Brending oproder ſandigeHavbund.
Mogle kaſtes af Notus pan blinde Skier og forliſe:
Paa

112

Paa en Fieldryg! Oybet, rædfom bekiendt for Italer
Under Navnet af Aras. Nogle drives af Curus
Ind fra den rumme Søe paa ſandige Grund; o den
Jammer!
Hvor den ſfkummende Brending dybt dem nedborer i
Sandet.
Eet, ſom Lyeiens Mænd og brave Orontes beſeiler,
Deiſer fra Luften, midt for hans Pine, den vældige
Soegang
Aster ind; nu kaſter den Styrmanden ud, og han ſtyrter
Hovedkulds ned. Men Skibet ſammeſteds dreies af
Bolgen
Tregange om, og Havets Hvirvler opfluge det ganſke.
Planker, Vaaben og Gods fra Troja flyder paa Havet;
Hiſt og her ſees endnu en Svommer, der kiemper mod
Doden.
Ilioneus fit ſterke Skib feer kuet af Stormen;
Saa den tappre Achates, Abas og Olding Alethes.
Alle har Lek, fra Sideplankernes losnede Felding
Strommer fraadende Hav ind i Rummet og truer med
Doden.

Theatret

har i denne Maaned giort en nye Acaviſition t
Hr. Stephen Heger. Jomfrue Barth har taget fin
Afſkeed. Mad. Bournonville har ſom Suſanne i
Figaros Giftermaal giort anden Prøve. — Reiſen
til Byen er det eneſte nye Stykke, ſom i Aprilmaa⸗
ned er opføre paa Skuepladſen. i

Lite⸗

1173
Litteratur.

84. Om nogle Fordomme og Feil, ſom herfke
hos våre Dages Oplysningsmend. Tale
holden paa Kongens Fodſelsdag, den 29 Je-
nuarii 1796 pan Gymnaſio i Odenſe, af Pros
feſſor Chriſtian Getthold Seidlitz. Odenſe,

bhios Jverſen. 8. 31 S.

He, Profeſſoren indrommer, at vort Aarhündrede

overgager de forrige baade i Cultur og Oplysning og

at ſaavel Religionen ſom Politiken, eller Statsviden—
ſkaben, bærer Vidne herom. Men denne glade Tan⸗
ke forſpinder ved „at lægge Merke til den hos vors

„Dages Oplysningsmend herſkende Tenkemaade og

„Adferd, der ofte mere forvilder end oplyſer“. —

Her omtales nu, hvorledes diſſe Dages Oplysnings—

mand behandle Bibelen og dens Lerdomme, hvorledes

de udſkielde de for Fornuften ſtiuſte Sandheder, der
blot paſſe ſig til den aabenbarede Religion; hvorledes

Chriſtendommens egne Lærere formaſte fig til, at ned—

fætre Chriſti Perſons hoieſte Værdighed; hvorledes

den Fordom herſker, at i Religionen intet mage insde,
ſom er overnaturligt og ubegribeligt. Her ſkrives

Pag. 7.: „Fornuften ſelv, naar den er forſynet med

„ſunde og vigtige Begreb om Guds Egenſkaber, Hoi—

„hed, Maieſtet og Übegribelighed, ſaavelſom fin egen

„Indſtrankning og Utilſtrekkelighed 1 Henſeende til

„Menneſkets vigtigſte Anliggende, kan let beviſe, at
„(de) af Gud ſelv agabenbarede, men for Fornuften
„ẽoptankelige eller ubegribelige Religions Lerdom—

„me ſ ere i fig muelige.“ Recenſenten indſeer ikke,

hvorledes Fornuften faa let kan beviſe det at være

mueligt, ſom den dog maͤge tilſtage, at være baade
uoptankeligt og ubegribeligt.

April 1796. 0 Der⸗

114

Diäernaſt vedrsres den Maade, paa hvilken vore
Dages Opklarere vil drage os fra Bibelen og dens Ler—
demme: „Ikke med Grunde, men med Magtſprog
„og kaade Spotterier, iſer i Flyve- og Ugeblade“.
— Det er en ulovlig Handling, af den danſte Bor-
ger, at drive Spot med den lutherſke Lære — det er
en politiſt Forbrydelſe, et Slags Forrederie. — Pro—
feſſoren vender fig nu til det Politiſke, og til de For—
domme, ſom herſke iſer imod Adelſtanden, Proprie—
tairſtanden og Preſteſtanden. — Fordi nogle enkelte
Medlemmer af diſſe Stender, enten ikke have duet,
eller ikke due meget, vil man have dem alle udrydder.
Nu paatales den haanende Nedſattelſe af Kongemag⸗
ten og af den monarkiſke Statsform; — At alle Kon:
ger ſkal være Deſpoter, fordi nogle have været det. —
Pag. 20. „De betenke ikke, at deti enhver Regierings—
„form fornemmeligen kommer derpaa an, at de, ſom
„ forer Statsroret ere gode og viſe Styrere, enten det
„er een eller flere; enten de fore Navn af Konge,
„Convents Medlem ꝛc.“ Til Slutning revſes den
Stolthed, Paatrengenhed, Hidſighed, phantaſtiſte
Enthuſiasmus, Paaſtaagenhed, Fremfuſenhed, Grop—
hed, Spotteaand, Intolerance, med hvilke Oplys⸗
ningsveſenet drives. Pag. 27 ſiges (og Hr. Pro—
feſſoren har maaſkee Ret) „Mage man ikke ſtudſe og
„forbauſes naar man feer, at diſſe Opklaringsmand,
„ſom ellers faa heit anbefale Tolerance og en uind—
„ſkrenket Tenke⸗Menings⸗ og Skrioefrihed, ſelv ere
„intolerante i hoieſte Grad, og tyranniſere over an:
„dres Meninger?“—
Dette var omtrent Talens Gang. Finder man
end intet Nyt i den, faa lader den fig dog leſe.

85. NTaturlig Magie, eller Taturens og Runſtens
lonlige og underfulde Virkninger fremſatte

i adſtillige oekonomiſke og technologiſke Kunſter,
ſam⸗

115

ſamlede af Andreas Svendſen. Anden Deel
med et Kobber. Paa A. Soldins Forlag, hos
M. Seeſt. 8. 342 S. :

Det lonner Umagen at kiende diſſe oekonomiſte Kun:

ſter, og nærværende gode Kompilation gior Hr. Svend
ſen re. Hypo er f. Ex, ligegyldig ved at drikke for—

falſtet Viin, og önſker ikke gierne at opdage Bedra⸗

geriet? Hvo vil ikke gierne vide Raad for Inſekter

og Utol? Hvilken fornuftig Landmand vil ikke glerne

glore fig bekiendt med Fordele i Havevaſenet; med

Brugen af nogle ikke hidtil med Fordeel brugte Verx⸗

ter, med blandede Kunſter med Vaxterne, med den

oekonomiſke og techniſke Brug af Verxtrigets Produk

ter. — Nyttige ere ogſaa Skrivekunſterne, ſamt de.
blandede Kunſter. Ere de end ikke alle, faa ere dog

endeel af dem probate; og mange kan forſkaffe megen

uſkyldig Moroe.

86. Moralſke Forelæsninger over Kydſkhedens
og det egteſtabelige Fordrags Pligter iſer
med Senſyn til diſſes Vigtighed for unge
Fruentimmer, af Fredrik Auguſt Fritſch.“

Oioerſat af Tydſk, paa P. M. Liunges Forlag.

S8. 100 S. . N.

Det ville nek have været mere paſſende, ifald denne Bog

havde faaet Titel af moralſke Prækener; thi den Tone,

ſom herſker i den, er ikke den, fon bor findes ved Fore—
lesninger. Hvad det egentlige Materielle angager, da
indeholder Bogen mange gode og nyttige Tanker. —

Det er f. Ex. folgeverdige Regler, tidligen at værner

fig til, at betragte fit Legeme med en vis Folelſe af

Wrefrygt; at indſkierpe de Unge Folelſe af den ſtren⸗

geſte Blyferdighed; at ſthe privat Omgang med let⸗

ſindige og flettenkende Perſoner; at vogte fig for
blotte Inklinations eller Oinhebspartier, og log
' 8 H 2 04 ſtaba⸗

116

ſtabs⸗Partler, dette ÜUdtryk er ſtievt og tvetydige,
Finance Partier var maaſkee rettere; at Ngteſkabet
maa være grundet pan en fornuftig Tilboielighed 2c.
— Her viſes, hvad man ved den phyſiſte Opdragel—
fe a) bør ſoge at undgaae, b) at befordre, og at man
ved den moralſke man tage Henſyn a) til Folelſernes,
d) til Forſtandens og e) til Hiertets Dannelſe. —
Konens og Mandens gienſidige Pligter og Rettighe⸗
der omtales Pag. 73. „J Huſet ſmykker Konen fig
„ikkun for Manden; og er han vel at fortenke,
„naar han i hendes efterladne Paakledning ſporer et
„foleligt Udtryk af Ligegyldighed imod fig, og ved af⸗
„tvungen Foragt hævner. fig paa en Kone, ſom ikke
„yttrer den mindſte Streben efter at ville behage
„ham?“ — Hvad Overſattelſen angager, da er den
heel ſtiv, og ſtundom tydſtdanſk. F. Er. Pag. 1.
Menneſkets Lykke hviler hos ham ſelv. — Den For⸗
nuftige venter ingen glade Leveſtunder af Tilfældet,
Pag. 2. alkierlig Skaber, Pag. 6. de betroede Ops
draglinge. Fordrag bruges beſtandig iſteden for
Forening; Pag. 68. at ſtraffe med uafbedelig Al:
vor m. fl.

87. Sorklaring angaaende Bibellæsningen, foͤrſt
i Vaiſenhuus⸗Nirken, derefter i Garniſons
Kirken, af Dr. Tic. Edinger Balle, hos
Schultz. 8. 95 S.

Bibdellesningen er ved den høie Dames Grev blever

faa navnkundig, at Hans Hoiærverdighed troer den

vil blive erindret i Efterſlagtens Aarbsger. Dette er

vel meget ſagt. Han fremſetter derfor dens hele Hi—

ſtorie. J et Grev til det Kongl. danſke Cancellie,
dat. 19 Septbr. 1793, foreſlaaer Hans Hoierver—
dighed, at han, iſtedet for at leſe over Kirkehiſtorien,
maatte holde Bibellesning i Vaiſenhuus Kirken hver
Son⸗ og Helligdags Aften fra Kl. 6 til 7 eller 8.
Denne

117

Sende Propoſltion bifaldes af Cancelliet. — Biſkop⸗
pen beſparer nogle Indvendinger, der mueligen kun—
de giores ham. — Direktionen for Vaiſenhuſet ſam—
tykker i, at der maa giores Brug af Kirken til be—
meldte Bibellesning; — Erklering fra Cancellie⸗Se—
kretair Gude, hvorledes det gik til under Bibelles—
ningen; her berores ingen Utugtighed. — Den i de
lærde Efterretninger aftrykte Prenumerationsplan for
bibelſt Son- og Helligdags Lesning. — Vaiſenhuus—
Kirken brænder af. Hans Hoierverd. har i Sinde
at høre op med Bibellesningen; men opmuntres af
gode Borgere at vedblive; nu havde han adſklllige
Kirker i Sigte, Pag. 32: „Ha! J Helliggeiſtes
„Kirke, ſaavelſom i Frue: og Trinitatis kan Skumle⸗
„riet finde Nering, her ere trende Gange: hvorledes
„oplyſer du dem, faa at der ikke bliver merke Vraaer,
„hvor det lader fig tenke, at Uteerligheb maaſkee kun—
„de bedrives.“ — Garniſons Kirken anſees for den
beqvemmeſte og Bibellesningen fortſettes der fra den
1 Novbr. 1795 til Sondagen den 13 Martii 1796.
— Den renomeerte Dames Brev; — Biſkoppens
Folelſer ved at læfe det; diſſe Folelſer kunde Hans
Hoierverdighed gierne beholdt hos fig ſelv; — Avertiſſe⸗
mentet fra Hans Hoierverdighed i Addreſſe-Aviſen
i Anledning af Damens Brev; — Atter et Brev
fra den høie Dame; hun dolerer over, han har ladet
hendes Brev aftrykke Ord for Ord; Pag. 40. „hap⸗
„de Deres Hsierverdighed blot bekiendtgiort mit
„Brevs Indhold paa en Maade og med ſaadanne
„Udtryk, ſom paſſede fig til Publicitet, faa fkulde jeg
„ſflet ikke anke derpaa.” Dette Brever meget fiffigt,
og man kunde, ved at leſe det, hartad friſtes til at
troe, at det ei er ſkrevet af en rigtig Dame. — Ad:
fEillige Erindringer fra Hans Hoierverdighed i An—
ledning af dette Brev, og Grunde, hvorfor Damens
1 H 3 forſte

118

forſte Brev blev aftrykt uden mindſte Forandring 3
Pag, 44. „Derſom jeg egenmægtig havde forandret
„udtrykkene i den mig tilſendte Efterretning, havde
„min Bekiendtgiorelſe ikke været noiagtig, og hvad
„ſom enn hos Fruen og mig ikke er andet end blot
„Fortelling om det, hun har hort, og jeg har leſt i
„hendes Brev, var blevet omſkiftet til en formelig
„Anklage.“ — Adſkillige Dokumenteringer, at det
udſpredte Rygte er falſtt, og at der neppe under Bi⸗
bellesningen er foregaaet nogen Skandal for Sæde:
ligheden. — Avertiſſementet i Addreſſe-Aviſen No.
65, underſkrevet Neligiondelſter; Hans Hoterver—
digheds Bemerkninger over det; Pag. 60, hvor der
tales om, at Politiet neppe vilde have driſtet fig tit,
at udprygle Skiogerne, ſiges „Er det puſkeligt for fat—
„tig Karl eller Pige, hvis Dragt formedelſt Mangel
„ikke altid kan være i bedſte Stand, at de maa frygte
„fer, ved deres Kirkegang, den ene at blive greben i
„Armen af Politiet med den haarde Titel: Du er
„en liderlig Kompan! ikke din Fod paa Pulpituret!
„den anden, at blive afviiſt fra Pulpiturtrappen, og
„henfort til Kirkegangen med den ſmukke Hilſen:
„hun er faa viſt en Dulle, lille Mamſel!“ Dette
kunde Hans Hoierverdighed have fremſat uden at
falde i den komiſk⸗loierlige Tone, ſom her herfker.
— En vidtløftig Beſvarelſe paa Piecen Forſvaret
for den høie Dame. Man maa ſandeligen forun:
dre fig over, at Biſkop Balle, der ſom Embedsmand
og ivrig Borger, har ſaa mange, tildeels heterogene
Forretninger, kan fage, eller vil tage fig Vid til at
ſerive alt det, han ſkriver, og ſtedſe være parat til at
beſvare hver Indvending, ſom giores bam. — Atter
et Brew til Hans Hoterverdighed fra en rig og for⸗
nem Mand, ſom bebreider Biſkoppen, uoverlagt at
have anbetroet fig til Publikum paa Tryk; og for⸗
langer at han (Biſtoppen) ſkal æffe af Damen, at

til⸗

115

tilſrrive ham et Brev ganſke forſkielligt fra det forſte;
eller at han ſkal indſtevne hende for Politieretten, at
beviisliggiore fine Beſkyldninger. — Dette beſvares.
Tvende Breve fra endeel Borgere, (men ogſaa her er
hans Hoierverdighed fan forſigtig, ei at komme frem
med deres Navne) ſom opmuntre ham til, igien at
tage fat paa Bibellesningen. — Hans Hoierverdig⸗
hed er redebon hertil, og Bogen endes med Forſlag
om adſkillige Indretninger, ſom bør finde Sted ved
den tilkommende Bibellesning.

88. Negnekunſt, tilligemed et kort Udtog af Geo:
metrien. Et Forſog af P. Poulſen. Priſen
er 2 Mk. 8 f. 8. 154 S.

r. P. har med denne Regnebog til Henſigt, at faae
den indført til Brug i Skolerne. Dette bevidnes i
Forerindringen. Naar den kommer i en duelig Le—
rers Haand og forebringes paa den rette Maade, da
troer Recenſenten, Erfarenhed vil viſe, at den kan bru—
ges med god Nytte. De fire Regningsarter baade i
ubenevnte og benævnte Tal ere fremſatte langt mere
fuldſtendig end enten hos Cramer eller Søndergaard,
der f. Ex. ſatte r Species — 1 Rd. 1 Mk. 6ß. iſte⸗
det for 1 Rd. 1 Mk. 8 ß. — Broken giennemgaages
tydelig og got, dog tales for lidet om Ti Broken.
Regula de Tri afhandkes ogſaa paa en mere raiſone—
rende og mere mathematiſk Maade end i vore ſedvan—
lige Regneboger. Ved et andet Oplag af Bogen var
det at onſke, Hr. P. ville ved den ſammenſatte Regu⸗
la de Tri, auvende den Reeſiſke Regel, viſe Maaden,
hvorledes den anbringes og Grunden til Opſetningen.
Den er alt for almeennyttig til at forbigaages med
Taushed, og preſterer mere end Kiederegningen.

Hvad det forte Üdtog af Geometrien angager,
da er ſamme meget praktiſt, og kan give megen nyttig
Kundſkab om mange Ting, der forefalde i det dagligebiv.

H 4 6.

129

89, J. $. Selmuths NTaturlœre for menig Mfand
og den opvoxende Ungdom til Overtroens
Üdryddelſe. Overſat efter tredie paa ny gien—
nemſeete og anſeelig forøgede Udgave med ad—
ſtillige Tillæg af Karl Anker Borch. — Med et
Kobber. Paa Hofboghandler S. Poulſens For—

lag, trykt hos Seeſt. ſtor 8. 338 S.
Forfatteren ſiger i Fortalen: nærværende Skrifts
„Henſigt er at opklare menig Mands Forſtand, og
„derved forſtyrre Overtroens Herredomme.“ Denne
Henſigt er for, ædel og vigtig; og man bor altſaa,
allerede i denne Henſeende yde Helmuth vor Tak;
men end mere bor vi gisre det, naar vi lere at indſee
Skriftets Vardie. Uden enten at henfalde til det
hole ſpeculative, ſom blot ſyſſelſetter den allerede vel
dyrkede Forſtand, eller til det hverdags Kram, ſom
ſtrax falder i Oinene, uden at man behøver at tage
nogen Naturlereſi Haanden, veed han at holde en vis
Middelvei. Baade lærd og lag Mand bliver file
fredsſtillet. Iſar viſer Forfatteren fine ſeregne Ty:
delighedsgaver ved Læren om Electriciteten, Luft-Be—
givenhederne og om Virden-Legemerne. — For at
gisre Kundſkaben end mere beſkuelig, finder man de
fornemſte Lerdomme at være yderligere oplyſte ved

paſſende og didhorende Exempler.

Skriftet indeholder ellers folgende Hovedſtykker.
1) Om Naturleren i Almindelighed, 2) om Legemer—
nes Beſkaffenhed, 3) om Legemernes Bevegelſe, 4)
om Bevagelſens Love, 5) om Legemernes Tyngde,
6) om Vandet, 7) om Luften, 8) om Vinden og Lo—
den, 9) om Ilden, 10) om Electriciteten, 11) om
Luft⸗Begivenhederne, 12) om Verden-Legemerne,
13) om Mineralriget, 14) om Planteriget, 15) om
Dyreriget. — J Overſcktterens Fortale yttres det On—
ſte, at Bogen maatte indføres operalt i Skolerne;
Nærværende Anmelder onſter det ogſaa; deg vilde der⸗
for

7

121

for ikke være af Veien, at en Mand, ſom Riber,
giorde ſit til, at fage den indfort ved Seminariet paa
Blaagaard; rimeligviis vilde han ſpore god Virk—
ning af Bogens Brug, og hans Vidnesbyrd herom
bringe den i videre Omlob. Overſettelſen er temme—
lig noiagtig, dog findes nogle ſelvgiorte Ord, f. Ex.
Dobbeltganger, Hexevond ꝛc., ſom ere vel driſtige, og
nogle falſke Talemaader, f. Ex, en Ildebrand rei—
ſte fig ic. '

90, Hvis Son er Chriſtus. Befvaret i en Pra—
diken for Sandhedselſkere. Overſat af det
Svenſbe. hos Thiele. 8. 40 S.

Den Troesbekiendelſe, ſom herſker i denne Prediken
beſtaaer i; 1) at Chriſti Menneſkelighed nedſtammede
fra Guddommen ſelv, eller i fin Oprindelſe var Guds
Son; 2) Herren Jeſus i Henſeende til denne ſin
Menneſkelighed kaldte den iboende Guddom for ſin
Fader, og opförte fig imod den med ſonlig Hengiven—
hed og kierlig Lydighed; 3) at Herren med fir hele
Levnet paa Jorden havde til Hiemed inderſt at for—
ene hos fig dette ſonlige og faderlige, eller at opdrage
fin Menneſkelighed til veſentlig Forening og Etveren—
de med Guddommen ſelv udi fig, og 4) at ſaaſnart
denne Forening var fuldført, faa var og er Herrens
Menneſkelighed faa guddommelig, at fra den udflyder
al Frelsning og paa den allene bar Menneſſfet ſtille ud
fin Kierlished og Troe, for at opnage fin Siels Sa—
lighed.

Dette udvikles faa vidtlaftig, at man med Sands
hed kan falde de Tilhorere taalmodige, der have kun—
net udholde at bivaane denne Prediken fra Begyndel—
ſen til Enden. i

51. Erklœringer, Breve og Soreftillinger, Gene:
ral-Prokureur Embedet vedkommende, af
f DES 92. Stan

H. Stampe, Ridder af Dannebrog z Ordener,
Gebeimeraad og Statsminiſter, IV Deel fra
1703 til 1765 incluſive. Paa Gyldendals
Forlag. 4. 810 S.
Meget vigtige Erkleringer baade for den nerverende
og den tilkommende Slægt, i

92. fToget om Publicitet, Skrivefrihed og Ano—
nymitet, fremſat i Anledning af Hr. M. C.
Bruuns Avertiſſement i Addreſſe-Aviſen No.
62. den 15 Martii af F. B. Wedel Jarlsberg.
hos Holm. 8. 16 S.

Indeholder adſkillige rigtige Tanker; og Hr. Forfat—

teren har formodentlig ret, ved at antage, at Anony⸗

mitet og Skrivefrihed ere uadſkillelige fra hinanden.

93. Juridiſt CLommebog «for Aaret 1796. Af
A ſeſſor J. H. Baͤrens. Khavn. paa Hofbog—
handler Poulſens Forlag. 8. 232 S.

Det er nok uden for al Tvivl at [flige Lommebsger,
der have deres Üdſpring fra faa gode og tenkende Ho—
veder, ſom nærværende, man ſtifte ſtor og udſtrakt
Nytte, Jundholdet er folgende. a) Deklamation,
fremſagt ved Gvelſernes Aabning i det juridiſt
praktiſte Selſtab den 7 Oetbr. 1795, af Tiels
Sofved, Selſkabets Præfident. b) De vigtigſte
Egenſkaber ved en god Vorger, udviklet i en Tale,
fremſat for Skranken i det juridiſte praktiſte
Selſkab i Anledning af dets Aabning den 7de Oe⸗
tober 1795, af Jacob Wiborg. Hr. W. beſtem—
me forſt, hvad han forſtaaer ved en god Borger, og
derneſt fremſettes de Egenſkaber han fordrer hos ham,
ſom i Serdeleshed ere: „at han ikke i nogen Hen—
„ſeende troer fig berettiget til, at øve Tvang imod Re—
7 gieringen; at han viſer Agtelſe for og Lydighed imod

„Love⸗

*

128

„Lovene og de offentlige Fokänſtaltninger; at han el⸗
„ſter og udbreder Sandheden, og endeligen at han
„maa være tilbsielig til Velvillighed imod Medbor—
„geren.“ Skion og kraftfuld er det, naar Hr. W.
ſiger til Slutning: „Truer en ſkadefroe Nidding, at
„forurette din Medborger, eller har Bagvafferen plet—
„tet hans re — han har Fordring paa din Hielp;
„men blev det din Lod, at beſtierme ham ved Loven,
„havdede du hans Ret, reddede du hans Are, ved
„at tale haus Uſkyldighed i Retferdighedens Hellig—

„domme, og du da, lig Iglen, der ikke flipper Huden,

„for den er fuld af Blod, tilraner dig den Formue,

„ſom du beſkiermede mod haus Avindsmend, og paa:
„Ruinet af haus Velfærd luttrer hans Åre, da Haan
„over dig! — du er ingen god Borger! din Skiend—
„ſel vil ikke udſlettes! — e) Senrich de Stampe,
Slige Efterretninger om en merkverdig Mand ere
intereſſante, de kan ofte udbrede meget Lys, naar man
vil bedomme hans Tankegang. di Anekdoter. e)
Üdſigt over Lovgivningen for Novbr. og Decbr.
1794 og for 1795. bor leſes, veies og tages til Ef⸗
tertanke; her udvikles Grunden til mangen Forord—
ning, og enhver ÜUdvikling røber megen Philoſophie.
Del vilde nok være got at bringe Hr. F. Forflag qvo-
ad Foeligelſes Commisſtonen, i Üdovelſe; f) In⸗
ſtruxen for Examinatorerue ved den juridiſke Exa⸗
men, ſamt nogle Cancellie-Stkripelſer og Ordre,
ſom have giort Forandring i ſamme. 8) Akade⸗
miſtt Nyt; her findes et vigtigt Reſponſum fra det
juridiſte Fakultet, ſom viſer at en Enke, naar hun vil
gisre betydelig Gave i levende Live, bor bruge Laug⸗
verge. h) Anmeldte juridiſke Forelæsninger. )
Juridiſt Embeds⸗Examen. ) Dodsfald. / Be:
fordringer, m) ÜUdkomne Skrifter. n) Aumeldte
Sbrifter. o Recenſerte Stykker. p) Anmeldel⸗
fe af udenlandſke Skrifter. 4) Fremmedes 910

i free les

124.

ſtab til danſte Lærde og danft Litteratur. 1) Aller
haande. Her glæder man fig at fee at ved Khavns
Forligelſes-Commisſion er fra dens Vegyndelſe den
13 Aug. til Octbr. Maaneds Udgang 294 Sager
blevne forligte. — Bogen er trykt paa ſmukt Papir
med nette rene Skrifter, prydet med Stampes Sil—
houette, og tilegnet Hr. Geheimeraad Guldberg.

J Anledning af den ophævede Bibel—
læsning er udkommet.

1. Underſdgelſe, om Biſkop Balle bor ophæve
Vibellesningen paa Grund af den høie Dames
Brew til ham. 8. 8. S. hos Horde.

Et par Ord til Forſvar for den høie Dame,
der ſkrey til Biſpen, med Henſyn til det ſidſte
No. 13 af Borgervennen, hos Holm 1796.
8. 16 S.

3. Troſt, Raad og Huſvalelſe til den i diſſe Tider

fax forfulgte Bibellesningsdame, med Motto:

Furierne vil faae Snoge-Pidſken fat,
Og kloe Jer Krop for ſaadant ſyndigt Fnat.

Bruun.
8. 8 S. hos Hoecke.

4. Lovtale over Damen, ſom var faa klardiet i
Bibellasningen. 8. 8 S. hos Horde.

5. Poenitentze, Sang af den fit grove Brev an⸗

grende Dame. 8. 8 Sid. Mod Motto „Der er
ingen Fred i mine Been for mine Synder”.
hos Hoecke. David.

6. Samtale angaaende Bibellesningen, holden ved
Garniſons Kirke, Søndagen den 2ode Martii
1796. 8. 8 S. hos Hoecke. .

7. Diſkurs imellem to Fiſterkierlinger angaaende

den høje Dames Brey til Biſkoppen, tilligemed
en

947102,

2

*

*

—

NA

125

en Betenkking over Damen, og denne Samtale.
Med Motto: J Følge hendes pobelagtige Ten⸗
kemaade er det naturligt, at hun ſnart efter
maatte anſee det vovede Skridt for en himmel—
raabende Forbrydelſe, og giore fig de graſſeligſte
Bebreidelſer derover. Danſke Tilſtuer 4 Aarg.
Khavn. 1796. hos Seeſt. 8. 8 S.

8. Diſkurs imellem to Strandkadetter om den
høje Dame, der ſkrev faa ſmukt et Brev til
Biſpen. Khavn. 1796. hos Hoecke. 8. 8 S.

9. Samtale holden imellem en For valter og en Bon⸗
de angagende Hans Hoieerverdighed Hr. Biſtop
Balles Ophavelſe af Bibellesningen, og noget
om den høie Dames Brev. Med Motto: J
ere dyrekigbte, ærer derfor Gud i eders Legeme
og i eders Aand, hvilket hører Gud til. 1 Cor.
6:20. Khavn. 1796. hos Horde; 8. 19 S.

Derſom den fornemme Dames ubehøvlede Sen—
debrev til Hans Hpierverdighed Hr. Biſkop Balle
ikke har frembragt andet Got, fan har det dog været
en Anledning for de Herrer Forfattere til ovenſtagen⸗
de Piecer at fortjene nogle Fireſkillinger, og denne For—
tjeneſte har eee ogſaa veret Henſigten
hvorfor de ſkrev.

No. 1: antager, at den omfkrevne Uaudelighed
under Bibellesningen, er gaaet for ſig paa Pulpituret
og foreſlager derfor, at ingen, hvis Üdſeende rsbede
mindſte Uordentlighed, ſkulle have Adgang didhen;
dette fkulle Politiet paſſe paa, ſaavelſom og, at begge
Kjon afſondredes fra hverandre. Hvilken Sidder ?“

No. 2. F. misbilliger, at Borgervennen, der
ikke er beſtemt til et Stridsſkrift, giver ſig af med at
gjøre Angreb paa Folk, der intet ont have gjort: Den;
høje: Dame har af ædel Varme for W

*

126

Dyd ſkriftlig, under fit Navn blok fortalt Biſkoppen
Noget, ſom man for Aar og Dag ſiden har hort t
Selſkaber. At den høie Dame har overdrevet Sa—
gen, undſtylder F. med hendes Sver for Religionen;
og ſporger han, om det kan anſees for overdrevent,
naar hun udtrykker fig: man ſiger; jeg har hort;
Damen fortalte Biſkoppen det ſlemme Rygte, ſom
ingen anden vilde fortelle ham. f

Hverken F. eller nærværende Anmelder kan bes
gribe hvad Kald Hans Hoierverdighed havde til at
bekjendtaſore Damens Brev; naar han ikke kan kom⸗
me frem med hendes Navn, burde han nok heller ikke
opvekke Folkes Nysgſerrighed til at udforſte det? —
Til Slutning anmerker F. at Biſkoppen gjerne kunde
holde Bibellcsningen ved Dagen iſtedet for Aftenſang.

No. 3. Sfal være en Art af Ironie; Forfat⸗
teren foreſtiller Damen, for hvor megen Bagtalelſe hun
har blottet fig; beder hende at tröſte fig ved ſin høie
Byrd, og giver hende det venſkabelige Raad, ikke at
laſe nogen af de afſtyelige Piecer, ſom gjøre Anfald
imod hende.

No. 4. Af ſamme Suurdei.

No. 5. Det meeſt Usle af alle diſſe usle Pros
dukter. Til Prøve, 4 Linier af 18 V.
Til mig! til mig J komme mage
Hos mig J Troſt ſkal finde
Jeg Syndſens Skurv vil af Jer klaa ꝛc.

No. 6; anmerker (og waaſkee er dette ikke ſaa
urigtigt) at Biſkoppens Bekjendtgſorelſe i Aviſerne
var alt for overilet; og haaber, at Balle Begynder Bi⸗
bellcsningen igjen næfte Vinter.

No. 7. tvivler i Forſtningen pad, at en Dame
har ſkrevet Brevet, men antager det dog til Slutning

2 $ 53% É 148 ſom

127

ſom mueligt, ved at betanke det er en Dame af hei
Byrd. : !
2 No. 8. vil have, Damené Portrait ophængt paa
Borſen ved Siden af Magiſter Lungepolſe og Piſke—
baands Jøden.

No. 9. Det er ſyndigt, naar man misbruger
den edle Bogtrykkerkunſt, ved at anvende den til at
bringe flige Dumheder, ſom nærværende Samtale in—⸗
deholder, videre omkring, end de ellers ville ville have
kommet; vi vil ikke misbruge Leſerens Taalmodig⸗
hed; men for at vi ikke ſkal auſees, at bruge Magt:
ſprog, nodes vi til at afſtrive folgende, ſom endda er
det allerbedſte af hele Stadſen. Efter at F. har ſagt,
at det nok vilde have god Virkning, naar Biſkoppen
vilde vedblive Bibellesningen, og immer tage fat
pan ſaadanne Materier, ſom henhorte par faa:
dant Levnet, ſtager der „Hvo veed om ikke Herren
„(du) kunde gribe diſſe Skjoger og Hoerkarle, ſom
„han greb Saulus, ſom funfede imod Menigheden,
„da han var paa Veien til Damaſkus, og flog ham
„ned til Jorden, at diſſe unge deilige Skjoger maatte
„raabe tilſidſt: Herre! hvad vil du, at jeg ſkal gjøre ?
„bvor trzſtelig og glædelig var det da ikke, at rive ſaa—
„danne Sjele af Satans Klser, og det ſkeer bedſt,
„ved at vedblive at raabe høit af Struben og at op—
„lofte fin Roſt, ſom en Baſune, paa Zions Mure.

103. Den evige Fred. Et philoſophiſk ÜUdkaſt af Im⸗
manuel Kant. Fordanſket med en oplyſendeCom⸗
mentar. Forſte Hefte. Khavn. 1796. paa Schu⸗
bothes Forlag. 8. 91 S.

Olige fortreffelige Verkers Forplantning paa dan
Grund, maa være et meget velkomment Syn for ens
hver tenkende Mand; ikke tillader Rummet her at
fremfætte de vigtige Lerdomme ſom her findes. (Hvad
Hoved⸗Momenterne angage, fee Minerva for e

Nag

128

' Naar man kjender noget til Kants indviklede
Perieder, maa man billigen beromme Overſettelſen;
den er meſterlig.. Med ſtor Lengſel feer man det til:
kommende Hefte imode. Det ſkal indeholde en oply—
ſende Commentar, efter det. Mynſter, ſom Garve har
givet i fin Overſattelſe af Cicero.

104. Anmeldelſe til alle Beboere af Hytter, Zuſe
og Paladſer i Dannemark.

Forfatteren til Bogen, Erholungsmittel glæder fig
over, at man i de offentlige Blade allerede faldbyder
brendeſparende Ovne, da han troer, det maaſkee kan
være en Folge af hans Opmuntring til flige Ting.
Han anmelder, at han har et Skrift i Arbeide, ſom
ſkal være en Dialog under Titel af Præparator; det
ſtal beſtage af 5 til 6 Ark, og nu fremtræder da

Præparator til at befordre en ſtor Beſparelſe af
Brænde, eller Tytte og Nodvendighed af
Velfordsſelſkabet. En Dialog af Heymann
Joſephsſohn, overſat af P. S. 2. Khavn.
1796. hos P. Poulſen. 1; 2 og Zdie Ark. 8.
En ſaare kjedſommelig Dialog, men man bor

være overberende med Forfatteren ved Henſyn til bans

gode Sindelag for det Almindelige, og man bor onſke
haus oprettede Selſkab god Fremgang.

si

Iris og Hebe.

En Fortſattelſe af Maanedſkriftet Iris,

Maj 1796.

— —
— — 5

Nakſkovs nu værende Forfatning;
Dens Mangler, med Forſlag til (akse For⸗
f 4 bedring, i

ved 3
Dr.. Guſtar Undvig Saden⸗

Viſelandsdommer i Lolland og Falſter, ſamt Borgemeſter
| og mode i Nakſkovo.

i Kößfhnteßkadpeen K
Hr. Geheimeragd Reventlau,
Generaltoldkammerchefen
Hr. Kammerherre Moltke,
Generalprokuroren 2200
Hr. Conferentſergad Colbisrnſen,
hvis: bekiendte Virkſomhed :
lover vore forarmede Kiobſteder
bebre ÜUdſigter, 3
J dyb VÆrbodighed tilegne 0 5)

— Guftav Zudvig SSD
ERR BRS ae ten EPE SEREKt *
Min Henſigt med diſſe fan Ark er ikke, at give
over Nakſkov den muligſte, fuldſtendigſte Beſkriwelſe,
ſom kunde ſtaae ved Siden af en Ribes, Bergens,
Skieldſkiors, eller nogle de andre meget faa gode
Sel, 2 . SA; … fopoz

130

tepografiſte Beſkrivelſer, vi have over vore Kiobſte⸗
der. Den liden Tid, man kan have tilovers fra fire
Embeder, tillader mig det ikke, da Embedsmanden,
naar han nogenledes vil gage fort med Tiderne, maa
anvende den Tid, hans Embeder levne ham, paa at
udvide de fine teoketiſke Kundſkaber, der ſtaae i Sam—
menhæng med hans Embedsforretninger. Ikke heller
har ſeg i de to Aar, jeg her paa Stedet har” været
Embedsmand, kundet ſamle mig alle de til en fuldſten⸗
dig Beſkrivelſe over en Kiobſted nødvendige udfor⸗
drende Materialier. Ogſaa er Byens Arkiv, der, til
Hiſtorien i Almindelighed og Byens: fan: antiqvariſke
ſom ſtatiſtiſke Beſkrivelſe i Sardeleshed, giemmer et
og andet leſeverdigt Oldbrev, ſom, ſaavidt mig be⸗
kiendt, ikke endnu er giort offentligt, ved Raadſtubyg—
ningens Reparaſſon for tre Aar ſiden bragt i en Uor⸗
den, ſom Tiden og Mangel af Regiſtrant hidtil har
ikke tilladt, at have. Men da jeg tilforn har boet
her i Byen, ſom kongelig Embedsmand, uden dog
egentlig at have mit Embede i Byen ), jeg og nu
har kiendt Nakſkov i en Tid af 11 Aar, tor jeg maa⸗
ſkee tiltroe mig faa megen Kundſkab, ſom udfordres
til at give denne Efterretning, Leſeren her fager at fee.
Man maa derfor hverken vente nogen antiqvariſk Be—
ſkrivelſe over Nakſkov, eller noget af hvad der hører
til Fortidens Forfatning af denne By. Maaſkee tor
jeg om nogle Aar, underſtottet dertil med flere Ma—
terialier, og mere Tid, love en fuldſtendigere Be—
ſtrivelſe over denne i mere end en Henſeende merkelige
Kiobſted. Kun altſaa denne Gang Nakſkovs nu væ:

rende Forfatning. 3
At en ſaadan noiere ſamlet Kundſkab om en
Kiobſtæd, end den man almindelig har, og kan have,
og ſom ikke bør kunde ventes fra nogen heller end
Kiobſtedernes Magiſtrat, at en ſaadan Kundſkab har
; ENG fin

>) Som Herredsfoged i golands Norre Herred.

n

181.

fri ſtore Mitte, faa for Embedsmanden i Kollegierne,
ſom for enhver anden, der, i Folge ſit Embede, ſtager
i Forbindelſe med Kiobſtaden, behøver jeg vel ikke at
beviſe. Dette indſage og den i mange Henſeender
durlige Ribe Stifts Befalingsmand, Hr. v. Hellfried,
og derfor, ved fin Tiltredelſe til Stiftamtmandſkabet,
lod fig det være fir forſte Pligt, at ſkaffe ſig en de-
tallieret Kundſkab om den nærværende Tilſtand af
Kisbſtederne i ſit Stift. Han ſaage nok, at ved ſtrax
ſelv at tage omkring til Kiobſtederne, og der viſe fig
ſom hy Stiftamtmand, modtage alle de ydmygende
og latterlige Hoflighedsbeviisninger, ſom Stiftamt⸗
mend af krybende Magiſtratsperſoner og ydmygede”
Kiobſteds Borgere ſedvanlig bevertes med ved deres
Narverelſe i Kiobſtaderne “), og faa, efter faa Tis
mers Ophold, reiſe bort, intet lertes. Ved Skrivelſe

derfor til ſamtlige Magiſtrater i fit Stift, affordrede

han, ſtrax efter at de vare notifiſerede hans Anſet⸗
telſe ſom Stiftamtmand en detallieret Underretning
om hver Kiobſted, og forſt, efter at have faget denne
Underretning, reiſte han ſelv omkring til Kiobſtee—
derne, dem han da med et granſkende Die kunde gien⸗
nemvandre, til Nytte for ſit Stift, og til grundig
Foknoielſe for ſig. un

J 2 J

i

* * *
*) angt fra mig vœre det, berved at ſtikle paa den an⸗
ſtendige Agtelſe, hver og en ſkylder fine Foreſatte,
men enhver, der kiender noget til Provindſerne, vil
tilſtaae mig det Fornedrende, Krybende, Ariſtokratiſke
og Tvungne, ſom alt for ofte ſtikker frem i vor Om⸗
gang med de Store, eller her paa Landet faa kaldte
Herſkaber, hvor Alt ſkal lugte af Underdanighed og
Maade, alt maales efter Rangforordningen og Pan⸗
teprotokollen, og Kenverſaſionen derfor for den fig
folende er heel ubehagelig. Følgerne heraf er, at
den for fin naadige Overmand al Underdanighed
meſtekrybende, ſtundum er den meſt deſpotiſke mod den,
ban igien anſeer ſom fin Undermand.

132

I Folge denne Skrivelſe, hvoraf Bilaget Bog⸗
ſtav A er Gienpart, og efter den deri foreſkrevne
Plan, er den Beretning om Varde Risbftæds For—
fatning og mulige Forbedring, ſom findes t Maa—

nedsſkriftet Minerva for Juli Maaned 1793, af Hr.
Byfoged Fogtman forfattet. Omtrent ſamme Plan

folger jeg og i denne Efterretning. — Og nu da til

A.
Nakſkovs nu værende Tilſtand.

1) Byens Indvaanere beſtaae af 370 Familier.

Extraſkat ſvares af 1050 Perſoner.
2) Diſſe Familier beſtage af
2. Bed Kirken og Skolerne.

Sogrepraſt og Kapellan . . 2.
Klokker, ſom p. t. tillige er Bedemand i Bhen 1.
Undergraver og . 1.
Organiſt : . 1.

Rektor ved den latinſke Skole med tvende Horere 3.

Skoleholderen ved den danſke Skole ir e 1e

b. Magiſtraturen.
Byens Magiſtrat beſtager af HR 7
En Borgemeſter, tvende virkelige Raadmand og
en Viſe⸗Raadmand ), Borgemeſteren er tillige
FA By:

) Paa Foreſtilling for 3 til 4 Aar ſiden fra en Deel
Borgere her, der ikke uden Grund ſyntes, at det lille
Nakſtop gierne kunde noies, ligeſaavel ſom det ſtorre
Svendborg, og mange flere, i Storrelſe med Nakſkov
lige, Kiobſfcder, med en mindre Magiſtrat, bar og
det Kongelige Danſte Canſelli givet. Byen Haab om

; dette

Anre- —

Mon

133

Vyfoged i Byen, og Hekredsofoged i Lollands
Sonder-Herred, ſamt den nu værende ogſaa Viſe⸗
Landsdommer i Stiftet. Den forſte af de nu
værende virkelige Raadmend er tillige Amtsfor⸗
valter i Halſted⸗Amt; den anden har hidtil hands
let, men er nu Avlsbruger. Viſe-Raadmanden
er tillige Birkedommer ved Baronierne Vinters⸗
borg og Juellinge, ſamt Prokurator ).

138 By ⸗

dette Ouſkes Opfyld elſe ved nu værende Raadmend
Afgang. Nakſkovs Borgere ſynes ſaaledes at have
givet mig Bifald, i bvad jeg ved en anden Leilighed
har paaſtaget (See Minerva for April 1793 No-
get om de ſmaa Kiobſteder). Bedre enes man
med en end flere. Man tanke fig, vore vigtigſte Ind⸗
komſter ofteſt ere Sportler, der un for Skifter, nu
for Borgerſkabsbreve, nu ved andre Leiligheder ſkulle
Deles mellem faa mange, der alle ſkal leve. Man
tœnke fig, hvor tungt de ofte maa falde vore af Skat⸗
ter nedtrykte Kiobſtedsmeend. Ogſaa tænfe man ſig,
hvor ubeſtemte diſſe Sportler ere. Thi endnu har vi
io ikke faget vort i 7 Aar forventede Sportelregle—
ment. Dog hvor gierne ville jeg, at denne misten⸗
kelige Sportulereu var fraſkildt Juſtitsbetieninger,
ſom hver anden Kongens og Statens Betiening. Dette
er, i mindſte hvad forſte angager, forlœngſt iverkſat
i Sperrig. Maaſkee ter vi, ved vor oplyſte Generals
prokuror, hvis Embedstid udmerkes af faa mangen
god Anordning, ogſaa engang fee den, at al Sportu⸗
leren henlægges til den kongelige Kaffe, og fan Magi⸗
ſtraterne ſom Juſtitsbetientene ſettes paa viſſe Penge.
Maaſkee er det derefter, Sportelreglementet hviler.
Ja maaſkee lykkes det denne værdige Mand, at give
vort Juſtitsvœſen paa Landet en heel Reform. Hoi⸗
ligen trænger det i det mindſte hertil.

) Denne brave Mand har nu hen ved 12 Aar tient ſom

Raadmand uden al Len. Hans Birkedommetieneſter
indbringe ham ikke 200 Rdlr., og den i ovrigt herlige
Indretning med Forligelſeskommisſionen har ikke At

8 r 1 Lor

134
Vy⸗ og Raadſtuſkriverenn NER
Han er tillige Herredsſkriver i Nørreherred, og den
nu værende Generalauditor ).
Raadſtutiener, ſom tillige er Vurderings⸗ og Stævs

flingsmand ; 2 1.
Arreſtforvarer . e 7
Byens Trommeſlagere . 1
Gadevegtere ; | : 3.

»Skorsſteensfeier 2 s
3.

Markvogtere, ſom lonnes af Byen É
Borgerſkabet har ſer Repreſentanter. Diſſe ud;
na vnes nu ſaaledes: at Magiſtraten dertil brin⸗
ger flere i Forſlag, hvoraf Borgerſtabet da felv
"vælger dem, de onſke, ſom derefter af Stiftets
Oyrighed bifaldes. Og ſaaledes troer jeg, diſſe,
ſaa kaldte eligerede, Borgere allevegne burde ud—
maldes. Da de ere et Slags Forſvar for Byen,
> men tillige, hvad Regnſkabsveſenet angaaer,

Kontroller mod Magiſtraten, ſaa kan det ikke
| være

; giort Skaar f hans ſom alle Juſtitsbetienters Indkom⸗
ter, men tillige betaget ham og Fannlie den Under—
N ſtottelſe, han ſom Sagforer havde: En ſaadan Mands
7 og Faunlies Kaar ere derfor heel beklagelige. Ja end

Kreditorer forbyder, fuldelitz at ſompatiſere i i Medbor⸗
i 9 geres grundede Glade over en ellers ſtolt Indretning.

>) Ogſaa hans Embede har betydeligt tabt 1 Indkom⸗
ſter ved Forligelſeveſenet, da det, fra en Tieneſte paa
690 til 700, Rolr. aarlige Indkomſter, nu viſt ikke er
400 Rolr. Manden er virkelig faa meget mere at
beklage, ſom han agarlig maa ſvare en Penſion til ſin
For mands Enke af 80 Rdlr., og ſom han ien ſblent
rorig, dog bor Alder af 77 Aar, ikke vel kan være tient
med at flytte,

1135

være Borgerſkabet ligegyldigt, hvo dertil uds
maldes; men heller ikke kan det være. Magi:
ſtraten ligegyldigt, om dertil tages Mænd, ſom,
under Skin af, at ſee paa Byens Bedſte, ophidſe
deres enfoldige Medborgere, Unagtelig bor der⸗
for ſaa Borgerſtab ſom Magiſtrat have lige Ind⸗
flydelſe i diſſe Repreſentanters udmaldelſe 6.

Forligelſeskommisſionen beſtager af tvende duelige

Mænd ), der arbeide med Held . 2.
Prokuratores ere her i Byen : -

Af diſſe have dog de tvende tillige andre Embeder;

9

den ene nemlig ſom Viſeraadmand og Birkedom—
mer, den anden ſom Herredsfoged i Norreher-⸗,
red ), for hvilket Tinget holdes her i Byen;

g | J 4 e „ hvor )

) Forrige Vorgemeſter Hr. Wallter og Proprieter Hr.
Dons til Aſſerſtrußp. Paa tre eller fire Sager ner,
har Kommisſionen forligt alle hidtil den forekommende

Sager. En virkelig Velgierning for Byen, bvor

ingen Tingdag gik forbi, jo ny Sager afhengiggiordtes
af Aarſager, ſom nu, deres Virkning er ſtandſet, ei
behove her at anføres. Ja, hvor Kommiſſarierne ere
redelige Mænd, der intet Partt tage, ikke derfor af⸗
node enten af Parterne et aabenbart urimeligt Forlig,
der, kan jeg ikke andet tro, end at diſſe Kommisſioner
maa ſtifte Nytte; men ikke ſaaſnart marke man hel⸗
ler, at Kommiſſarierne ere det Modſatte, for Forli⸗
gelſeskommisſionen kun vil anſees ſom en Inſtance
mere. 1 ö

) En Tieneſte af ikke hundrede Rigsdalers Indkom⸗
ſter, der dog nu paa femte Aar maa føde en Mand
med Familie. Gud! er Retferdigheden ikke ligeſaa
vel vigtig for et Land, ſom Religionen, og dog medens
et heelt Herred af 10 Sogne ikke bidrager til hins
Handthever over 100 Rdlr., koſter dennes Forkynder

: 0 Sogn tyve Gange faa meget, ja fundum
end mere. 3 .

136
hvor Herredsfogden derfor boer. Nu verende
Herredsfoged er tillige Kollektor for beuge Lotte—
rierne, ſamt ſtemplet Papirs Forhandler.

e. Ved Told: o og Konſumſions Veſenet.
En Told⸗ og Konfumfi ions Indſpektor, der p. t.

har Karakter af Kammerjunker . å
Told og Konſumſions Kaſſerer 4.
Underbetientene ere ; . 7.
Kongelig e Overmaaler 09 Veierme—⸗

ſter ) *
En paa ſamme M me beſtikket Wlager r.
Eedſporne r , 6.

Havnefoged : s 135
En Lods, ſom lodſer ud a Fiorden til Albo, ſamt
desuden en Reſerva-Lods 2 2

: d. Ved Medifinal Væfenet.
En kongeligt ee for s

Amt s 1.
En Liſentiatus Mediſi e der er en fær duelig

Aer i i s 5

: En

) Ghavel denne, ſom Vragertieneſten, Bedemands⸗
tieneſten, Havnefoged, Organiſt, Skoleholder og
nogle flere mindre Tieneſter ere tillagte Magiſtraterne
at bortgive, uden Tvivl for med ſamme at hielpe en
eller anden fattig men ſtifkelig Borger. Neppe er det
derfor rigtigt, bvad i mange ja vel de allerſleſte Kiob⸗
ſtæder finder Sted, at de af diſſe Tieneſter, ſom ind»
bringe Noget, fælges til den Meſtbydende, ligeſaa
lidet ſom at Magiſtraterneß der have bevebrod foruden,
udnævner en blant dem ſelv.

En Jordemoder, af Magiſtraten beſkikket „ ,.

En Apoteker ) , ; I.
e. Bed Poſtve ſenet.

En Poſtmeſter, der tillige er Virkedommer ved
Baroniet Kriſtiansdal og Herredsſkriver i Son⸗
derherred . . . 3

. Privilegerede ere, foruden Apotekeren,
ſom forhen er nævnet.

En Farver 9 fi 10
En Stats Muſikant s s .

En Giæfigiver eller Herberger for de Neiſende. 1,
Den Vanſtelighed, man havde ved at faa no⸗
J 5 gen

) Som Nakſkovs Apotek er i Henſeende til det lidvortes
den ſmulkeſte Bygning i Byen, opfort af forrige, for
8 Aar ſiden afdode, Apoteker Georg Jeſſen, faa blev
det og i Henſyn til fit Indvortes, ved denne fær duelige
og af Bhen fortiente Mands Flid, et af de bedſte, om
ikke det bedſte Apotek, man i Provindſerne udenfor
SK havn kunde opvife. Foruden i Almindelighed gode
pharmaceutife Indſigter, var han og en duelig Læger,
og fær god Botanikus, der nemlig udſendte ikke fag
Urter til andre Apotekere, ſaavel uden: ſom indenſands.
Hans Son, en Diſeipel af den beromte Wieglieb,
ſom efter hans Dod fif Apoteket, [od han med megen
Bekoſtning reiſe i Toſkland og Frankria, beſidder med
et godt Geni ikke almindelige kymiſke Indſigter, hveri
han viſt (efter Kyndiges Dom) under andre Omſten⸗
digheder ſkulle have bragt det vidt. Men Skade, Lyſt
til Avlsbrug har og ſmittet ham. Foruden derfor en
Avlsgaard udenfor Byen, ſom han driver, har han
nu og af fin Svoger, Proprietær Dons, Kurator for
Baronen til Vintersborg, forpagtet en under bemeldte

. Baroni betydelig ſtor Hovedgaard Sebyholm. — Let⸗
telig kan derfor Apoteket blive en Biſag.

138

gen fil at paatage fig denne Næring i en Kiob—
ſted ſom Nalſkov, der ligger, faa at ſige, i en
Afkrog, og derfor ikke af mange Reiſende be—
beſoges, i det mindſte ikke af faa mange, at
det allene, at huſe diſſe kuude blive nogen tilſtræk⸗
kelig Næring for en Mand, og den ſtore Trang
Byen dog havde til en Giæfigiver, der gik ſaa—
vidt, at Reiſende her, ſom deſtoverre i fiere
Kiobſteder, ofte maatte tage bort, uden at kunde
fage Nattely, giorde, at man i ſidſte Aar fik uds
virket allernaadigſt Privilegium, der fritager
Gieſtgiveren for alle Byens perſonelle og reelle
—Tynger.
g. Penſioniſter, hvoraf dog de allerfleſte ere
Præſteenker, og en, to til tre blant diſſe tillige
have nogle faa Renter s s 10.
h. Blot af Formue kan her i Byen ikke ſiges
nogen at leve, da ingen er faa bemidlet, han
jo ved Kornhandel ſoger at erhverve fig end
mere.
1, Kigbmend.
Alle paa nogle meget faa ner handle de med
Exporter ſer Kornvarer, hvoraf aarlig en 60
til zooooo Tønder udføres af Nakſtov Y.
Alle diſſe ere og paa en ner tillige Kræmmere,
der udſalge i Boder, faa at man hos en og
ſamme

) J det mindſte ere i ſidſte 1795 Aar udforte 70000
Tender Korn, og fægser man nu til, hvad muligt for
fine Aarſager kan være glemt at angive, og hvad fra
Vigerne udſniges, udfores viſt aarlig fra Nakſkov Told⸗
diſtrikt over 100000. Tønder Korn. i

139

ſamme Handelsmand kan faa ſaavel en Ladning .;
Korn, ſom ogſaa en lybſt Bliklygte, eller en
tydſt Kam, eller en Alen Multum, ja vel en
Hat og en Almanak, om man vil have den.
Sandelig ſorgelige Tegn paa vor Kiobſtedshan⸗
dels Barndom! Naſten alle diſſe Handlende,
paa et Par nær, drive og Brendeviinsbren—
deriet. Dog Vanfſkeligheden her i Byen med
Vandet, men endnu langt mere den Mængde
Fleusborgbrendeviin, ſom baade hemmelig og
aabenbar indføres, forbyder at drive denne
Naring i det Store. De ſtorſte Srændeniing,
brenderier er paa 7 Tønder.

Til de Handlende, i det mindſte 1
Kræmmere, kan og regnes de Jodefamilier, ſom
deels med, deels uden Tilladelſe opholde ſig her
i Byen, og hvis Antal er ; 1212.
ſom beſtager af 58 Perſoner. Af diſſe have
kun de 6 Familier Tilladelſe at boe her, deraf
de tvende tillige ere Slagtere ſaavel for de
Kriſtne ſom deres egue Folk, og en er privile—
geret Kludehandler for de indenlandſte Papirs⸗
møller ).

6

+) At faa mange Jader efter deres nu værende Forfat—
ning ere Byen tel Fordeel, paaſtager viſt ingen. Men
en af dem havde i nogle Aar fkaffet fig en betydelig
Kredit og Indflydelſe, der beſkyttede ſaavel ham, fam
alle de, han behagede at beſkytte. Joden endte nu
vel ſin Komedie, med at nyde endog fine Mæfenater
for fere tufinde Rigsdaler. Imidlertid ere mu en

Gang de andre Yeder her, og at jage dem bort, er at
gigre dem med Kone og Born ulhkkelige.

140

J. Fabriker har Nakſkov aldeles ingen af, ſkinut
den vel til en eller anden f. E. en Stivelſefabrik
kunde være beqvem, for ſaavidt Byens Mangel
paa godt Vand ikke heri ſtulle giore Hinder.

m. Haandverkerne her i Byen ere deels i
Laug, deels uden Laug.

J Laug ere:

Bagerne i 3.
ſom kun have to Sbende og Drenge.
Handſkemagere ; 5.

Deraf have de tvende reiſt paa Profesſionen.
Laugets Svende og e belobe f ig til fer.
Skomagerr 27.
Af diſſe have de folv reiſt. Sende og Drenge
ere tilſammen i Lauget 28.

Skredere . „ : 8.
Hwvraf d de tvende egentlig ere Fruentimmer⸗
Skradere, dog de tillige ſye for Mandfolk. De
fire af Meſterne have allene reiſt. Svende og
Drenge cre tilſammen fer.

Smede . s 7.
Deraf de tre ere Grovſmede. Af Kleinſmedene
har en reiſt. Svendenes og Drengenes Antal

er kun 7 ;

Suedkere : . 4

Diſſe have alle reiſt. Spende og Drenge i Lau:

get ere 3.

Frimeſtere 6 $ 2.
Tomr

147

Tommer- og Murmeſtere) » 5.
Diſſe have et forenet Laug. De tvende af dem
— ere Tommermaend. Den ene af Murmeſterne

N har allene reiſt. Spendenes og Dreugenes Au⸗
tal i Lauget ere 14.
Desuden er ſom Murmeſter en Frimeſter x.
Va vere 5 = 3
Svende og Drenge 3.
Uden for Lang ere:

Barberer . s 2.
Blikkenſlagere 5 s .
Bleegmand £ . I.
Bogbinder . * 5 7
Bodkere . t 3.
Dreiere 5717 : 2.
Farver, foruden den ovenfor anmeldte privile-
gerede s . 112
Feldberedere . . 4.
Gartner, ſom tillige holder Keglebane 1.
Giortler I s ' I.
Glarmeſter 5 . 1.
Guldſmed . 6 50081.
Hattemagere 5 s 3.
Hiulmand * 1e en.

Kobberſmed 5 s 55
Malere *) ; . 4. N

Mol
* +) At dette er et lovligt Laug, ville ellers de andre Stæ⸗

ders Lauge og flere ikke tilſtage.
) Et viſt nok for fort Antal af denne Profesſſon, der
5 9 555 ſom Nakſkov ikke kan føde een, end ſige ſlere
talere. :

142

Mollere ) oa 115 F.
Parykmagere og Haarſtiqrere . 2.
Rebſlagere ; . 2
Sadelmagere - . 3.
A eee . 3.

Stolemager . ' 1.
Urmagere 5 ; 2.

Desuden Tieneſteſolk i hele Byen af begge Kion,
Laugenes Svende og Drenge undtagne 216.

ns Jordbrugere 65.

Thi naſten hver og en af Byens. Jundvaanere,
der har nogen betydelig Viering, eller dog ind,
bilder fig at have den, driver tillige Abl, ſkiont
cgentlig ingen af alle diſſe kan kaldes Jordbru—
gere, for ſaavidt ikke en af dem alle lever ene
heraf, hvilket da vel ikke heller er Henſigten af
eller paſſende med Kiobſtaders ſer Soſta ders
Indretning. Af diſſe mange Jordbrugere holde
og ikkun de 34 for beſtandig Heſte og Vogne,
for deels deres Avlsdrift deels og deres Handel
til Skibning, Skovene o. ſ. v. De svrige
holde Dres ikkun Heſte om Sommeren, deels
8 : flet

2) Til Byen ere fer Vindmoller og en Heſtemolle.

7) Efter gammel Praxis paaſtaae diſſe üdelukkende Jet
til, den fri Slagtertid undtagen, at fælge Kiod til
Byens Indvaanere. Hvorvidt diſſe hermed ere tiente, >
er et Sporgsmaal, jeg ſelv ſtrax giorde mig. Biſſe
Tider. paa Aaret kunde viſt Kiodet kiobes lettere af
Landsbyſlagtere. Derimod en ſtor Deel af Aaret
ſlagtes ikke paa Landet, man ville altſaa komme i For⸗

»legenhed i Kiobſtaden, naar ikke vare Slagtere, ſom
vare forbundne til alle Tider at ſlagte Men denne
Forpligt vil de uden hin Ret ikke paatage fig:

143
flet ikke / men lade deres Jorde drive enten af
deres Medborgere, eller ſom ofteſt af omlig⸗
gende Bønder, og Jordene vorde da drevne der
efter, til liden Nytte for Eierne, og til ingen
for det Almindelige. Alle de Nakſkop tillig—
gende Jorde af Ager og Eng ere i den ny Ma—
trikul anſatte for fri Hartkorn 115 Tdr. 6
Skp. 2 Fdkr. 2 Albm. Foruden den Magi⸗
ſtraten og Byens tvende Præfter pro officio
tilhørende Jord, er og alt Byens Agerjord ind—
deelt i 202 Gaards Jorder. Thi fordum
har efter Gaardens Storrelſe hver Gaard i
Byen havt fin viſſe Jord, hver Gaards Jord
til 2 Tdr. Land beregnet. Diſſe Gaards Jor⸗
der have uden Tvivl været uafhendelige fra de
Steder, de engang vare tillagte. Men ved
upaatalt Misbrug er denne gode Indretning
kuldkaſtet, ſaaledes at Jordene nu afhændes
for fig ſelv, faa der gives Gaarde, hvis Eiere
have 14 Gaards Jorde, og andre derimod
ſom ikke have nogen. Priſen for en Gaards
Jord af det gode Slags er fra 100 til 120
Rdlr., de mindre gode”) koſte fra 80 til 100
Rdlr. Men end vigtigere for Byen, for fags
vidt det kommer til rerllere og mere almindelig

Nytte,

2 Denne mindre Godhed beſtaaer dog meeſt i, at ikke

alle Jorde har den fuldkomneſte Storrelſe, en Gaards
Jord ſkulle have, da far en ſtor Deel er bortkommen
en Skieppe Land eller mere, ogſaa viſt en Misbrug.
Paa en ſagdan Samling af flere Skiepper Land er den
udenfor Byen liggende, Apoteker Jeſſen nu tilborende
Aolsgaard, Riddersborg Faldet, ophygt.

144

Nytte, er et betydelig felleds Overdrev eller
Gresning, Skoven faldet, hvorpaa aarlig gras—
ſes omtrent en 230 Kior, og ſtundum derover.
Dette vigtige Overdrev er ſaaledes inddeelt
mellem Byens Indvaanere, at enhver Huus- og
Gaardeier har ſine viſſe Beens eller en fierde
Deels eller halve eller hele eller flere Hoveders
Græsning, alt i Forhold til hans Huſes eller
Gaards Grund. Kongelige Skatter og Af
gifter af diſſe Jorde ſvares ikke. Dog er i de
ſidſte Aar, — ſaavidt vides egenmegtig“) — paa⸗
lagt Eierne at ſpare + Deel af den hele Næ⸗
ringsſkat. Saa fvares og af Byens Jorde
Tiendekorn til Kirken 12 Tønder Rug, 15
Tor. Byg og 6 Tdr. Havre *), ſamt i Re
fuſion

f

) Maaffee fordi man ſaae, at en Deel af de faa kaldte
ſmaa Borgere (eller ſom Kiobmanden, der nylig
hade ſluppen Ploven, og fat fig ned for at handle,
ſagde — Byens Mindremend, da han anſage fig ſom
Groſſerer for en af dens Stormend) lagde fig Jorde
til, ſom man ville giore dem trykkende, for at'have
ſig ene forbeholdne. Jeg ter langt fra ikke for, at
diſſe Borgere ſkal have Jorde Men Paalcgget kan
jeg ingenlunde billige. The Agerbrug kan allermindſt
i en Kiobſted ſom Nakſpov anſees ſom Nering. Der
er i hoieſte et Middel til fin Narings Fortſettelſe,.
uiindſte troer den Aolbrugende Kisbſteds mand det.

) Hvor let flippe Kiobſtcderne, ſom ſynes at være
meſt favoriſerede i det mig ſynes, de mindſt burde
favoriſeres, jeg mener Agerbrug, hvor let ſlippe de
den for Landmanden til Marv og Blod trykkende Tis
endeafgift! Meget er i vore Dage giordt for Bonden.
Men kunde jeg glemme det fæle Stavnsbaand, jeg
ville da ſige, at inet kunde vere op mod .

tr

145

fuſion, deels til Amtſtuen, deels til nogle om⸗
kringliggende Sa degaardeeiere 29 Rdlr. 5 Mk.

3 P. Endelig har og nn Jordeierne, der el—
bers ſkulle beſorge de Reiſendes Befordring,
vedtaget aarlig til det nu oprettede Vognmands⸗
laug at ſpare af hver Gaards Jord 2 Mk.

5. Vertshuusholdere.— „ 2
Viff nok et uforholdsmasſig Tal til Byens "I
Storrelſe. Og dog ere blant diſſe mange ins.
en egentlig Brygger eller Oltapper, ſom til
Haandverksmanden, Dagleieren,, eller den får:
tige Borger udſelger ſaavel Ol ſom Melk,
vorfor og Mængden lider ſtor Mangel her;
paa. Atterſ en Folge af, at Jordene ere af⸗
handede fra Huſene, og komneſ i de Formuen—

des Hænder, hvorped de ere opdreone til en 5
ſaadan Priis, at ingen kan beſatte ſig' med at
kiobe faa mange Gaards Jorde, ſom udfor⸗
Dres til ſom Brygger og Brendevlinsmand,
at kunde anlægge denne Mæring i det Større:
Ho der un har ſaa mange Penge, er for ſtolt
til at være Øltapper, han mage vere Kiob⸗

mand. Havde: derimod hvert Huus ſin Jord, .
da ville det være lettere at fage flere ſam⸗
lede af de mindre Huuseiert for, en. Mand;

Maj 1796. K dænuisgr der

Beſtemmelſe. Dog et for Bonden gladeligt Rogte,

bar i denne Tid udbredt ſig, at ders, værdige Tals⸗
mand ved Tronen, vor oplyſte Kammervrefdent, og⸗
. faa heri vil viſe — ſpient felven af Landet» betydelige
Jorddrotter — hvor meget han lader haant ad nok
ſaa fordeelagtige Rettigheder, naar de trykke den
Hgrbeidende Mængde, Danmarks vigtige Vondeſtand.

146

der ſom Brygger ville nedfætte fig, ja mange
Handvarksfolk, ſom jeg veed, nu af Nod have
lagt fig Jorde til, ſkulle med Fornsielſe kom—
met en ſaadan Mand til Hielp, og havde for
ſin Gaards Jord kundet betinget ſig Ol, Melk
o. ſ. v.

P- Skibsfolk og ſoefarende Matroſer. 21.
Hvoraf de 9 ere Skippere, der fore deels egne
deels Kiobmendenes Fartsier, de vorige ere
Matroſer. Byen har for nærværende Tid
elleve ſtorre og mindre Fartoier, hvis nærmere
SBeffaffenhed kan erfares af Bilaget Vogſtav
B. Hr. Toldkaſſerer Thorse har været faa god
at meddele mig.

q. Dagleiere af begge Kion. . 41.
Blant diſſe ere tvende faa kaldte Vognmand,
der lade ſig bruge til for Byens Indvaanere,
ſom ſelv ikke have Heſte, at hente Vand, Sand,
ſtibe og ellers at kisre, dog ikke uden for Byen,
ſom ene er forbeholden det for ikke længe fi den
frivillig oprettede.

r. Vognmandslaug, hvis Intereſſentere ere 6.
Da Antallet af de denne By Giennemreiſende
ikke er — ſom tilforn erindret — ſaa ſtort, at
Befordringsveſenet her, ſom for Siællands
Kiobſtæder, kan være nogen betydelig Næringss
green, og det alligevel i dette Land, hvor Veiene
ere faa neſten ubeſkrivelig flette, er en ikke ube—
tydelig Byrde, faa bleve alle Jordeierne ved

1 a att. en

147

en Raadſineſamling enige, at formaa nogle
viſſe til i et ſamlet Laug at indgage og beſorge
de Reiſendes Befordring, imod at dette Laug
ſtulle nyde aarlig" af hver Gaards Jord to
Mark, ſamt desuden for at befordre Poſten en
Gang hver Uge fra Nakſkov til Stokkemarke,
ſom er to Mile, ligeledes aarlig 50 Rdlr.
Denne Forening blev ganſke hoitidelig indgaaet
i Magiſtratens og de eligerede Borgeres Over—
værelfe paa Raadſtuen, og uden Mod figelfe til⸗
fort Protokollen, efter at Magiſtraten i For
veien havde opfordret enhver, ſom kunde have
noget derimod, herom at gisre Erindring.
Imidlertid, ſom ſielden mangler paa Folk, der
have Fornsielſe og Intereſſe af at ophidſe den
enfoldige Mængde, ſaa fif man og her en heel
Deel af de mindre Jordeiere indbildet, at dette
ny Paalæg paa deres Jorde og den hele Ind⸗
retning med dette Vognmandslaug, kun var
de ſtore Jordeiere til Fordeel og Mangden til
Byrde. — Alt for ofte undertrykkes den fat⸗
tige Mængde af fine færre men rigere Medbor—
gere, og jeg kiender Kiobſteder, Hvor nogle
faa formuende Familer indbilde fig, at alt ſkal
indrettes efter deres Intereſſe. Lægger man
nu dertil, den elendige Oplysning, vi i vore
Kiosbſtedsſkoler give vor Almues Ungdom, og
den Smag paa den kiere Frihed, ſom vor AL:
mue dog i vore Dage have faget, ei at tale

N

nN A 201i 4 om

148

om mange flere; Omſtandigheder“), ſaa for⸗
tenker jeg ikke Almuesmanden, om hau ſtun⸗
dum er mistenkelig; ja vel af Mangel paa
Oplysning gaaer, undertiden, for raſk frem. i
denne ſin Mistanke. — Da den forſte Termin
af det til Lauget ſtipulerede Paalæg var forfal⸗
den, negtede man derfor Paalægets Udredelſe,
ja da eſter Stiftamtmandens: Approbaſion Paa⸗
let ved Byfogden ſkulle udpantes, modſatte
med Magt henved 30 af de ſmaa, Jordeiere fig
denne Udpantning. Siden det danſte Kanſel⸗
lies Befaling, hvorefter diſſe Borgere tiltales
af Juſtitſen, ere de allerſleſie frafaldne, og
indſee de have feilet. Degvrige vil da vel og,
naar Dom er gagen i Sagen, lere det, ſtiont
foleligere. — Lauget befordrer efter Taxten,
ſom er 3 Mk. for Milen om Sommeren, 8:
3 Mk. 8 ß. om Vinteren. Dette Laug er
øvrigt forſynet med den i Anordningerne beft,
lede; Poſtmundering, Poſthorn, ſamt Vogne
og videre; og tor jeg vel ſige, det i alle Hen⸗
ſcender ikke giver. i Befordringens Godhed nos
gen Sigllands Kiobſted eſter. Saavel de kon
gelige Poſtforere, ſom alle Neiſende ere derfor
wist kenne med Möretmihei
' : 9*9 1 5
9 2 Deriblaut j. jeg allene vil nævne den, at Alhesman⸗
7 910 meget vel peed, hans Hvriahed almindelig er faa
flet aflagt, at den mere formuende Borger formodes

lettere at kunde drive noget igiennem end den fat⸗
tigere.

149

s. De Fattiges Antal, ſom deels ugentlig
deels maanedlig nyde Almiſſe, ſaavel af Fat⸗
tigkaſſen, i fom ellers godvillig ” 05 dees Med⸗

borgere ere om tree „ 380.

Men foruden diſſe er endda fete, ſom gierne

kan anſces ſom Almiſſelemmer, maaſtee hen⸗

veͤd en tyve Familier. Herefter kan da gierne
de Fattiges Antal anſettes til xoo. Naar
nu betankes at Indvaanernes Antal her in

Nakſfkov er i det allerhoieſte 1600, ſaa er alt⸗

ſaa af hver 16 Perſoner 1 Betler — et ſande⸗

lig greſſeligt Forhold! Men e mere om Fattig⸗

væfenet fi fi den. il

3) Politiets

Borgemeſteren er ſom tillige Bhfoged, Vore
timeſter, og Politiforordningen af 22 de Octbr 170%
med de mindre didhenhorende Anordninger er "faa
for Nakſkov, ſom de vorige Kiobfleder Neglen. for
Politiets Adminſſtraſſ on. Enhver der kiender noget
til Landet, jeg mener alt, hvad ſom er uden for
Kiobenhavn, veed og hvor lidet man overalt kiender,
hvad der hører fil et godt Politi, ja Steder kunde
vel nævnes, hvor i halve Sekler ikke er holdet nogen
Politiret, og hvor ikke Spor til allermindſie Politi
findes. Her i Byen haves ikke engang Wolitibetiehfer
men Byfogden mag hielpe ſig med Vagterne og
ſtundum Raadſtutieneren, hvis Pligt det dog ikke er/
at asſiſtere Byfogden i Politiſager, da han kan have
105 med at gage i Byens 5 melem Magi⸗

E. Feen Ven ſtraten

s !
1121

> 3 — —

r.. ͤ —ʃ—6D2! CELNEESE E DN

450

ſtraten indbyrdes, og denne og Borgerne. — Flere
Aars Erfaring, ſom Byfoged og Politimeſter har
lært mig, at man lever roligere for ſultne Vinkel—
ſeriveres, avindſyge Sagforeres, og ſaadanne den
enfoldige Mengde forfsrende Folks Anfald, ved at
fer og ikke ſee. Desuden er en Politimeſters Myn⸗
dighed paa Landet og i Kiobſtederne alt for liden,
eller rettere dens Handthavelſe ſkal giennem Erkle⸗
ringer og Betenkninger — der ofte affattes ſom de
affattes, og dog alt for ofte giere Udſlaget — gane
igiennem faa. mange Kanaler, at en Politimeſter,
der pille pagtage ſig at reformere, jeg vil ikke ſige,
alle Uordener, men dog de fleſte, ſkulle giore ſit Liv
til et Helvede, — Dog et om ikke i alle Henſeender
fuldkomment, dog nogenledes godt Politi, der i det
mindſte ikke lader gage de allergroveſte Uordener upaa—
talte, er alt for vigtigt til, at Skikane kan eller mag
afholde den ærekixre Embedsmand fra og heri at giore
fin Pligt. Det er et aarvaagent Politivæfen, ſom ſkal
forebygge Forbrydelſer. Onſteligt var det og, at By⸗
fogden ikke — ſom allerofteſt er Tilfaldet — var tillige
baade Politimeſter eller Politifiſkal og Politidommer.
Hvor der da er i Kiobſtaderne Magiſtrat, kunde
dette rettes ved at lade Magiſtraten domme, derſom
ellers alle Magiſtratsperſoner vare Lovkyndige, men
hvilket kun ſielden finder Sted; thi ellers burde vel
overalt, hvor der er Magiſtrat, denne i alle. Sager
dømme med Byfogden, da unægtelig retfærdigere
eller dog mere tilfredsſtillende Domme kan ventes fra
en Ret, ſom beſtager af flere, end af en eneß e, i
hvis Hænder aldrig Dommermagt burde bei bes,

fans

Kl

151

ſaavidt det kan undgaaes, ſom det vel ikke kan f. E.
i Norge, men lettelig i det lille Danmark ved kom—
binerede Retter. En vigtig Green af Politivæfenet er

4) Brandveſenet.

Nakſkovs Brandvaſen er, med Henſyn til de
allerfleſte andre Kisbſteder i Provindſerne, ikke

ringe. Nakfkov er og ei i Mands Minde overgaaet

nogen faa betydelig Ildebrand, ſom de allerfleſte an»
dre Kiøbftæder har prøvet, og end jævnlig prove.
Aarſagen hertil er — fum jeg troer — ifær, at man
nøie har overholdet Forbudet mod Straatage, ſaa
hele Byen er paa et Par Bygninger nær, der ikke
ſtage i Sammenhæng med den gvrige Deel, tegl—
hængt. Byen, ſom er inddeelt i fire Fierdinger, og
diſſe igien i otte Rader, har 356 Bygninger, hvis For⸗
ſikringsſum i Brandkaſſen beløber fig i alt til 183/050
Rdlr. Foruden det lovbefalede Brandredſkab en:
hver Gaard og Huuseier har, ere i Byens Sproite—
huus trende Sproiter: nemlig en ny og ſtorre, og
tvende mindre og ældre. Til hver af, diſſe ere anſatte
en Brandmeſter, en Sproitemeſter, tvende Straal—
meſtere, tvende Asſiſtentere, fire til at regiere Slan—
gen, og to til at oſe Band, ſamt til at pompe 24
Brandkarle ved den ny sog ſtorre, ſaaledes at tolv og
tolv kan verle, hvortil man har maattet taget Byens
Tieneſtekarle, af Mangel paa andre, ſom ere ligele—
des til at pompe, anſatte ved de tvende mindre
Spreiter, nemlig ſexten Brandſvenne ved hver, ſom
verle ofte og otte. Foruden Laderſlanger til Sproi—

n terne

152

terne ere og ved forrige Brandindſpektor Hr. Vår
gemeſter Wallters Forſorg anſkaffede Hampeſlanger
der er en unægtelig Forbedring i Brandredſkaberne /

da ſaadanne Hampeſlanger langt bedre konſerveres,

end Laderſlanger, der med den ſiorſte Omhyggelighed
dog ofte ſpringe, naar deres Brug er allernodven⸗
digſt. Til alle offentlige Sproiter burde derfor ſaa—
danne Hampeſlanger anſkaſſes, dog har de her i
Nalſtov maaſkee den Feil, at de ere for ſmalle, med
mere Vide ville de kunde give mere Vand. Brand—
indſpektsren har Hidtil været Borgemeſteren ſom By⸗
foged, men da hverken min Helbred eller mine andre
Embedsforretninger, i Folge hvilke jeg deels ſom
Landsdommer, men end mere ſom Herredsfoged,
ofte om Natten maa være af Byen, tillode mig. ſaa⸗
ledes at iagttage mine Pligter, ſom jeg troer de bor
iagttages, faa er paa min Foreſtilling af Stiftamt⸗
manden en anden beſkikket. — En vigtig Mangel
ellers ved vore Brandvaſen, faa i Nakſkov ſom i

flere Kiobſta der af lige Storrelſe er unægtelig? at i

der gives fan eber ingen, hverken blant Handværferne
eller Byens Embedemand, der har de Indſigter, der
udfordres bande til Brandredſkabernes Indretning,
ſom det hele Brando ſens VBeſtyrelſe, Brandfolkenes
rigtige Mynſtring mi v., og dog vil man ikke høre
andres Raad. Sprsiter og andre Brandredſtaber
anſkaſſes derfor, der koſte ſtundum meget, og dog
ikke due, fordi Vedkommende ikke forſiode ſelv at
gisre Udkaſtet dertil; og dog ſkammede fig ved at høre
andres Raad. Dog i Hovedſtaden maa ikke vere

| — * denne

23 ——

153

denne Mangel, og aͤligevel har vi deſto verre ſeet,
at Vrandvaſenet ikke der er noget non plus ultr: 4.

5) De. offentlige Stiftelſer.

Diſſe ere Kirken, den latinſke Skole, en danſk

Skole og treude Stiftelſer for de Fattige.

a. Kirkens Kapitaler ere omtrent 5000 Rdlr. Des,
uden har Kirken aarlig i Jordleie og Landgilde
omtrent 70 Rdlr., ſamt i Tiendepenge og Korn,
ſaavel af Nakſtovs Bye, ſom af de tilliggende
"tvende Landsbyer Krukholm og Abildtorpe Byer
149 Rölr. Blok- og Tavlepenge omtrent r
Rdlr. Ligpenge garlig omtrent 120 Rdlr. Sto—
leſtadspenge 160 Rdlr. Kirkens aarlige Ind⸗
komſter ere ſaalebes dmtken 700 Rdlr, og ders

over ſtundum.

b. Den latinſte Skoles Kapitaler ere 4700 Rdlr.

Deus aarlige Indkomſter ere fradragne, hvad
Skolens Lærere fane, omtrent aarlig 650 Mdr. ;
ſom indlomme deels i Renter af faſte Kapitaler;
deels af Korndeputat fra Amtſtuen, ſom leveres i

"Penge efter Kapitelstaxten, deels og Degnepenſio⸗

ner, Blok- og Tavlepenge, Akſiſe, fame Akſident⸗

fer for Ligſang. Skolens Lærere ere en Rektor
og tvende Herere. Dog har Rektor hidtil, i
Vetragtning af de 200 Roͤlrs aarlig Penſion,
han maatte betale til fin Formand, foreſtaget, tre⸗
die Lekſie eller den naſt overſie Klaſſe, mod at
hide Indkomſterne heraf, men ſom nu falder bort,
da Anteſeſſor er dod, og en tredie Lekſies Sporer

K 3 ; der⸗

154

derfor antaget, Diſeiplenes Antal er for nærvæs
rende Tid 25, hvoraf de i Meſterlekſie i Stipen—
dier aarlig nyde 30 Rdlr., de øvrige i de tvende
andre Klaſſer fra 20 til 6 Rdlr. ). Saa kan
og hver Diſcipel ved ſin Udgang fra Skolen til
Univerſitetet have ſom Oplagspenge omtrent 80
Rolr.

„Den danſke Skoles Kapitaler ere 1452 Rdlr.
Af diſſe Kapitaler med Blokpengene fra Kirkens
Tavle, Skolens Anpart af Akſiſen, ſamt nogle
Jorde haves omtrent aarlig 100 til 110 Rdlr.
Skolevaſenet er i svrigt her, ſom jo naſten overs
alt i Kongens Riger og Lande, maadeligt. Kris

ſtendom leres udenad efter Lerebogen, men heller

ikke mere; ſkrive og regne kan ſtundum Skolehol—
derne ſelv ikke ret, diſſe Ting læres og derfor kun
til Nod og Neppe. Dog, hvad Nakſtov angaager,
faa kan for 70 Rdlr., ſom er Skoleholderens
aarlige Lon, ikke forlanges ſtort. For Skolen
er en under 30 April 1728 kongelig konfirmeret

Fundats, i Kraft af hvilken Skoleholderen er

forbunden frit at underviſe 24 fattige Born. For
hver af de øvrige maa han nyde 2 ß. ugentlig,

naar de kun lære at læfe, 4 f. naar de tillige lære
at ſtrive, og 6 ß. naar de desuden ogſaa lere at
regne.

) Unagtelig var det meget bedre, om alle diſſe Sti⸗
pendier, ſom gives til Diſeiplene i Skolen, henlagtes
til Univerſitetet. Jdet mindſte burde ingen Stipen—
dier i Skolen finde Sted, før en Diſcipel havde naget
Meſterlekſie, og det endda kun, naar Lerlingen ingen
Forclore i Byen havde, z

an i

155

. regne. J Sfølen kan omtrent være ugentlig 40
Vorn, et viſt nok for ſtort Antal for en Lærer,
Forommeldte kongelige Fundats vil og derfor, at

Slkeoleholderen ſkulle have en Medhielper, ſamt at
i Skolebygningen ſkulle være to Lareſtuer, ſaale—

des at de ſtorre Born kunde være frilte fra de mins

dre, alt viſt nok meget godt indrettet. Men

Skoleholderen har lidt nok for fig ſelo, og hans

uſle Lon taaler ingen Deling ?). Foruden denne

SGlkeole er og en tre til fire faa kaldte Leremodre,

der privat informere ſmaa Born, eller hvortil

Vornene ſendes, for — ſom mange Forældre. me—

get ſmukt ſige, — at kunde have Ro for dem hiemme.

Diſſe faa kaldte Puge- eller Vinkelſkoler, har man

vel villet modſette ſig, ſom et ulovligt Indgreb i

den offentlige beſkikkede Skoleholders Rettigheder;

men jeg for min Deel ſeer ikke, man kan betage

Forældre Ret til at lade deres Born nyde Under:

viisning, hvor de finde den bedſt *), iſær da

K N * den

) Dog af denne for Byen vigtige Stiftelſes agtbare
Forſtander, der allerede 1 levende Liv har ſkienket
Skolen five Gaards Jorder, S. Friderik Kriſteſen,

Formand for Buens eligerede Borgere, tor Skolen

og vente en Gang at fee fa ſat i Stand til rigeligere

at kunde lonne en Skoleholder. Langt ſikrere Nytte
giores ved ſaadanne Gaver, end ved de til Fattige og

Hoſpitaler, der alt for ofte kan blive end mere Ops

muntringer til Dovenſkab. 5 i

) Langt fra jeg derfor er af deres Mening, der nægte

Staten al Ret til at blande fia i Opdragelſen. Me⸗
get mere troer jeg, at ingen Opdragelſe kunde være
bedre, end den der af Staten beſorgedes i offentlige

Inſtituter, naar Bornene uden Forſkiel af Stand

bragtes dertil, lige fra, deres ſpedeſte Alder, det er
lige fra de ſlap Melken. i

156

den orbentlige Skoleholder dog umuligt kan leſe
for hele Byens Ungdom. Skoleholderen i Nak⸗
ffov beſkikles af Skolens Indſpektorer, ſom ere
begge Preſterne og Magiſtraten. Dog den nærs
værende er af Stiftets Biſkop anſat, af hvad
Da fog vides ikke, men venteligt, at denne Ind⸗
ſpe ſſonens Jdmyghed fedte, for at gabne Byens
S oleverſen.

d. Fattigveſenet. De hertil hørende Stiftelſer ere
et fan Faldet Byens Hoſpital, hvori foruden Fat
tigfogden og en Opvarterſte ere 16 til 18 Far⸗
tige, ſom nyde fri Huns og Varme, ſamt noget
lidet til Kleder, og i Sygdoms Tilfælde fri Mes
dikamenter og Læge. Desuden ere tvende private
Stiftelſer, eller Hoſpitaler, hvori hvert ere fire
Lemmer, ſom ligeledes nyde fri Huus og Varme,
ſamt garlig tilſammen i det ene 10 Rdlr., og det
andet 8 Rdlr. Saavel en Deel af diſſe Hoſpita⸗
lers eller Fattighuſes Lemmer, ſom og nogle
Hunsarme have tilſammen omtrent 25 ugentlig,
enhver fra 24 til 8 ß. der udredes af den paa
Byens Indvaanere aarlig lignede Fattigſkat. Saa
uddeles og mod hvert Aars Slutuing en 120 til
130 Rölr., ſaaledes, at hver fager fra 3 Rdlr.
til 3 Mk. De til Fatagvaſenet henhorende Ka—
pit ler ere omtrent 6500 Rdlr. Af diſſe, fame
den aarlige Fattigſkat, de Fattiges Anpart af AE
ſiſen, Tavle- og Blokpenge, endelig og, hvad
ved Bader, Huuskisb, Bryllupper o. ſ. v. ind⸗
kommer, beſtyres Fattigvæfenet. Indſpektorern.

E st sen for

157

for ſamme ere.Sognépræften og Magiſtraten, og
en af Byens Borgere beſarger ſom Kaſſerer eler
Forſtander den ugentlige Uddeling, ſamt de i ove
rigt ved Fattigvæſenet forefaldende lobende Udaif⸗
ter og Forretninger, for hvilke han derfor aarlig
til Inſpektorerne aflægger Reguſtab ).

6) De offentlige Bygninger.

Diſſe ere Kirken. Sognepreſtens Bolig. Den
forrige. latinſke Skole. Den ny lat nſre Stolebyg⸗
niug. Den danſte Skole. De til ommeldte Fat
tighuſe henhørende Bygninger. Naadſinen. Tvende
Markvogterboliger. Fire Konſumſtonsboder, og en—
delig Meſtermandens Huus.

Kirken, paa Taarnet nær, der behover nogen
Reparaſion, ſom til foreſtagende Sommer agter fald⸗
fort, er i svrigt i god Stand. |
Det ſamme lan juft ikke ſiges om Preſteboligen,
der vel tilhører Kirken, men hvis Vedligeholdelſe dog
paaligger Sognepreſten. Som en aldrende Mand,
kan den nu værende ikke taale den Uro og de Uleilighe⸗
der, ſom ere forbundne med en Hovedreparaſion,
den Bygningen heiligen trænger til, men ſom en for—
muende og bemidlet Mand agter han at udfætte. til
Reparaſionen for. haus Cftermand en ſaa klakkelig
Kapital, at baade denne og Kirken Fan, blive ſkades⸗

„) Efter gammel praxis, indſendes bverken dette Rean⸗
ſkab, eller Reguſkabet for den danke Skole til Direk⸗
ſionen eller Stiſtamtmands og Biſkops Revifion, men

at denne Praxis er lopgrundet, tvivler jeg heel me⸗
get om.

158
los. Sandelig, hvem der af Erfarenhed har prø-
vet, hvor meget en til et Sted ny ankommen ſer
fattig Embedsmand lider for beqvem Bolig til fig og
Familie, og hvad Kneb man ofte bruger, for ved et
indviklet Gaardkiob, at fane en ſaadan Embeds⸗
mand i fir Vold, kan ikke andet end — ſnart ſagt
— misundelig priſe den Geiſtlige lykkelig, der er fri
for denne vigtige Neringsſorg, men deſtomere undre
fig over, at den Geiſtlige ſelv ofteſt ikke bedre ved at
ſette Priis paa denne Lykke, end at han, ſom Til
fældet er med faa mange vore Praſtegaarde, lader
fin Bolig forfalde. Ja vel var det ouſkeligt, at Dis
ſpernes Viſitaſioner maatte faa kiendelig ſpores i hver
og et af Preſteboligens Vorelſer, ſom de allerſed—
vanligſt ſpores i Fa deburet og Stegerſet. f

Den forrige latinſte Skolebygning, beliggende
paa Kirkegaarden, er nu ved kongelig Reſolution af—
hendet til Byen, for at bruges til et Sygehuus,
Arbeidsanſtalt eller ſaadan offentlig Indretning,
hvorom man ikke endnu er bleven enig, og hvortil
den alletider kan blive mere ſkikket, end den nogens
finde var til en latinſt Skole, ſer, naar med ſamme
— ſom dog vel engang ſkeer — ſkal forbindes real
Underviisning⸗

Denne Mangel, Rektors egen Forlegenhed for
Bolig, vel og en tilgivelig Lyſt at boe godt, giorde,
at nu værende Rektor, den af fin Statens Ven bes
remte Mag. Boye, lige fra fin Ankomſt her til
Rektoratet for 13 til 14 Aar ſiden har tenkt paa en
ny latinſt Skolebygning, der med Verelſer for Un⸗

der⸗

159

derviisningen tillige kunde give Bolig for alle Lærerne,
Til den Ende indkisbte Hr. Rektor Baye, en paa
Byens reelleſte Gade beliggende meget ſtor grundmu—
ret Bygning, med en ikke mindre betydelig dertil
horende ſtor Gaardsplads, hvorfra er Udgang til
Fiordſiden. Denne fvære Bygning blev nu ganſtke
kalfatret, og indrettet faa beqvemt og ſmukt, ſom
man af en Mand af Rektor Boyes Smag og ual—
mindelige Indſigter, endog i det Tekniſte kan vente.
Medens nu denne betydelige Bygning ſtod paa, ind—
gaves Forſlaget, om at fane den til offentlig Skole—
bygning, men her mødte, fan fra Biſpen ſom fra
Indſpektsrerne *), faa mange Vanfkeligheder, at:
Hr. Boye vel indſage denne Plan, i det mindſte ikke
ſtrar lod fig fætte igiennem, men at man dertil maatte
ſoge at vinde Tiden, Dog under denne Tids Vin—
den skulle alligevel Penge til en faa koſtbar Vygnings
179 2 Fort⸗

+) Diſſe ere i Nakſtov, ſom de allerfleſte andre Kiobſta⸗
der, der har latinſt Skole, Sognepreſt med Borge—
meſter og Raad. At nu af denne Inſpekſion ſkulle
kunde kraves, ſom en Folge nogen, endog mindſte
Subordinaſion, kan kun den uvidende af fit uſortſente
Embede opblaſte Daare indbilde ſig. Imidlertid
fEulle jeg for min Deel intet have mod, om man bes
tages denne Indſpekſton, ſom over videnſkabelige Stif—
telſer ere gierne vore Kiobſteders Magiſtrater og ræs

ſter. Ogſaa kan jeg af Erfarenhed, og uden aller—
mindſte Henſyn til Nakſkov bevidne, at jeg kiender
mange Kiobſtcder, hvor denne Indſpekſion, og det
deraf flydende Forhold mellem Rektor og de fan kaldte
Inſpektorer, ſette et forargelint lUUvenſkab mellem
diſſe Embedsmeend, der paa det Hele i Byen ikke har
Liden fradelig Indflodelſe. Dog om de latinſke Sko⸗

lers ekonomiſke Adminiſtraſion kunde ſiges meget mere,
men ſom ber ikke er paſſende.

160

Fortſottelſe. At fade diſſe Penge til Laans hos Pri⸗
vate, var ſag meget mindre at tenke paa, ſom om
aldrig andre Bevaggrunde, Misundelſe allene kunde
forbyde at hielpe i ſſig Begivenhed, hvor man heller
vnſker at fore figen pengeforlegen Mands Trang til Nyt⸗
te. Meer ommeldte Hr. Boye maatte derfor være
fig om Pengelaan fra en eller anden offentlig Stif—
telſe. Forlag hertil fik han let af ſin da levende:
Ven ſal. Provſt Satterup, en Mand, der med en

Sick for høi til en Landsbyekrog var nindſkranbet dens

oprigtige Ven han var Ven af, og hvis driftige For

ſtand, ogſaa ſtaſfede haus Venner reelle Tieneſter.

Denne Mand, ſom desuden ſelv meget enſtede den

latinſke Skole en bedre Bygning, fik og Rektor Boye

forſtkret om et Laan fra Stiftets geiſtlige Enkekaſſe,

ved enſtemmig Lofte fra bemeldte, Kaſſes Direktorer,

de ſer Herrer Propſter i Lolland og Falſter, der laante

og Rektor Boye firar et Par hundrede Rigsdaler,
ſom af Kaſſens Penge lage frugteslsſe. Hr. Baye
fortſetter nu rolig Bygningen „ afvartende bedre Ti⸗
der og Omſtendigheder til kat fee fin Plan, at fane
den til en offentlig Bygning for den latinſke Skole,
fat igiennem. Men til Uheld for Rektor og Pla⸗
nen, dser Propſt Satterup, forinden den Termin,
hvori Laanct ſkulle veret iverkſat, var kommen.
Hans Eftermand i Propſtiet, gav vel og Hr. Boye
fin Stemme til Laauet, men endnu fattedes Biſpens,
ſom er den ſyvende Direkter. Dog, da Pluraliteten
pleier i alle Kollegier at gisre Udſtaget, havde Hr.
Boye intet af fpste/ ion det ſyntes. en
for⸗

0

161

forſamles ved Landemodet, Fort for Terminen, ſamt
lige ſyv den geiſtlige Enkekaſſes Direktører, for at
afgiore Kaſſens Sager. Her modſcrtter fig nu Bis
ſtop Bloch Laanct, og da Mag. Boye i de nu levende
for Provſter ikke havde nogen ſaa oprigtig Ven, der
forde og kunde med Varme. fremfætte de Grunde,
der havde bevæget dem til at give Hr. Boye Løfte om

Laanet, og af hvilke Grunde Hr. Biſtop Bloch maa—
ſkee ſtulle fundet fig overtydet, faa gik ei allene Laa—

net overſtyr, paa Grund af en Artikel i Fundatſen, —

ſom man i det mindſte den Gang anførte — at intet
Laan af denne Kaffe maatte finde Sted, ſaalenge en
eneſte af Kaſſens Direktorer modſatte ſig ſamme;
men Hr. Boye blev endog for de til Laans bekomne

Penge, ſtrax til Retten ſagſogt af ſal. Provfis Sat
terups Eftermand i Propſtiet, ventelig efter hoiere
Ordre. Kort, Rektor Voye maatte nu over Hals
og Hoved med betydeligt Tab ſaa for fig, ſo m det

Offentlige, der ikke kunde fage en i mange Henſeen—

der mere beqvem Bygning til en latinſe Skole, fælge
denne ſmukke Bygning ). J det. Sted kiobte han

ſig nu en anden, der maaſkee i behagelig Beliggenhed

ikke giver den forſte noget efter, men ſom dog viſt

ſtulle have kommet fin Eier ligeſaa dyrt at ſtage, hvis

ikke det oplyſte danſke Kanſelli var kommen imellem,
og — uagtet alle Modſigelſer — fundet Pladſen, hvor—

paa denne nu af Rektor kiobte forfaldne Bygning ſtod,

beqvem til at fætte en ny latinſk Skolebygning paa.
L

Maj 1796. Denne

+) Over Indgangen ſtod den ſmukke Inſkripſion: Fami-
lic. Muſis. & Amicis. Poſuit. Johannes. Båye,
Hvorfor maatte den ikke blive ſtaaende?

262

Denne my Bygning er nu opfert i ſidſte Sommer,
og Rektor opnagede ſaaledes endelig fit Onſke ).
Ved de andre offentlige Bygninger finder jeg,
Raadſtuen undtagen, intet at erindre. Kun for tre
til fire Aar ſiden er Raadſtuen ny opbygget, men
Deftoværre heel maadelig. Ja uforſparlig er Omgangen
med denne Bygning, hvorfor dog Byen er fat i ikke
ubetydelige Omkoſtninger. Jen dertil indrettet Ting—
fiuc holdes ſaavel Bytinget, ſom Tinget for Norre—
og Søndre: Herred. Desuden er og en anden fag
Faldet Raadſtuſal for Magiſtraten og Borgerſtabet,
med et ved ſamme værende lidet Arkiv Verelſe, men
faa uforſparligt indrettet, at man til videre derfra
har maattet flyttet Pengene, og hvad videre vigtige
Papirer der gicmtes. Saa have og i Raadſtubyg⸗
ningen, ſaavel Raadſtutieneren ſom Arreſtforvareren
deres Bopæl. Endelig ere der otte Arreſter, hvoraf
dog kun de tvende ere over Jorden, de andre fer ders
imod i en meget fugtig Kielder, hvor overalt aldrig
Arreſter burde finde Sted. Allerede ſtrax efter diffe fæle
Kielderarreſters ny Indretning, tilſatte og derfor en i
dem indſat Arreſtant Livet, Saag lidet ſom muligt
bruges de derfor, men da fra hele Amtet hertil ſen—
des Arreſtanter, fan kan de tvende de allerfleſte Tider
ikke
) Laſeren tilgive, om jeg maaſkee noget for længe har
opholdt mig ved denne Bygning. De betydelige Be—
koſninger, man har udſpredet, at Stiftelſen for
denne Bygnings Skyld ſtal være fat i, og den lille
Deel jeg efter mi: Embede ſelv maaſtee har i dens
Tilværelfe, undſeylder det vel. At dog denne Byg—
ming endnu kun har koſtet det Offentlige 350 Rdlr.,
vil erfares af en Beregning tilfoiet blant Bilagene
under Bogſtav C. ' ;

163

ikke være tilſtrekkelige. Ved Vakanſe af Raadftus
tiener, da den ny fager at bo i Byen, kan maaſkce
nages en bedre Indretning med Arreſterne.

7) Byens Skatteveſen.

Gaa kieudelig meget Kiobſtedernes Nering i
den ſidſte halve Deel af dette Sekel er aftagen, faa
betydelig alligevel er i ſamme Tid Skatterne tiltagne.
Intet Under derfor, at Magiſtraterne lide de Bam
ſteligheder, de virkelig lide, for at fane dem ind—
drevne. Ja diſſe Vauſkeligheder gage ofte til Ski—
kaner, da mangenvel endog tor lade fig forſtage med,
ſom man brugte felt Pengene ?). Dog hvad Under?
Man fee her et Regiſter paa Nakſkov Byes Skatter:

Ertraffat i z 1050 Rd.
Embedsſtat “) 2 Io2 +-
Rangſkat . 2 70
Tieneſtekarleſkatten 6 42
Qvartproſentſkatten . 20

L 2 Sproite⸗

) Gid derfor Vedkommende ville erindre ſig, at det er
langt lettere et varmt Kontoir at revidere et Regn⸗
ſtab, end i en fattig By at indfordre Regnſkabets
Indhold. Man fee Magiſtraterne, ſom enhver ane
den Oppeborfelsbetient paa Eingre, at de ikke ſorode
Borgernes, til Statens Nodvendigheder ofte ved Sved
og Moie ſammenſkrabede Afgifter, men man minde
fig og de Vanſkeligheder, Oppeborſelsbetienten i vore
forarmede Kiobſtoder lider, og udfætte ham derfor ikke
for enhver Skriverdrengs haanende ÜUdfald.

) Til Underretning for hvem, der af en eller anden
Aarſag ſkulle ville onſke fig noiere Kundſkab om Em—
bederne her, findes under Bilaget Litr. D, en Speſifi⸗
kaſion paa denne Skat, der dog hvad Juſtitsbetie⸗
ningerne end angaage, ſerdeles Byſkrivertieneſten, der
ved det oprettede Forligelfesvæfen bar tabt meſt, er
en heel ufuldkommen Maaleſtok.

164

Sprsite- og Vagterſkatten 190 &

Brandſkatten a e 190 2:
Inqvarteringsſtatten pec 340
Doktor- og Kirurgſkat . 30 „
Staaende aarlige Lonninger) - 339 „

Desuden til Reparaſioner, Delinqven—

ter og andre uviſſe Udgifter omtrent ”J 150. .

Naar nu hertil lægges Told- og Køn:

ſumſions Intraderne, ſom for Aaret

1795 vare **) .., ſamt „ 6596
Fattigſkatten s 183 „
fan fees hvor mange Skatter en endda kun faa lille
Kiobſted ſom Nakſkov, der neppe kan regnes til
Kiobſteder af anden Storrelſe *) har at ſpare,
og man undre ſig da vel ikke over Vanſkelighederne,
ved at fage dem inddrevne, ja det Tab af baade Tid
og Penge, Skatternes Inddrivelſe volder de uſſelt
lonnede Kisbſtedsmagiſtrater ).
15 ; 8)
*) See Bilaget Bogſtav E.

*) Som endda. for afvigte Aar vare kun ringe mod
i hvad de fædvanliaere.

) See Bilaget Voaſtav F.

*) Samtlige vore danſke Kiobſteder kunde — ſom
Jeg troer — deles i tre Klaſſer, i Forhold til baade
deres udvortes og indvortes Storrelſe, de ſtore ſom
Aalborg, Randers, Odenſe o. fl.; de mindre fom
Svendborg, Nakſkov og flere, og de mindſte, ſom
da er Mængden,

) Man har end ikke her i Nakſkov, ſom dog i
mange Kiobſteder, lonnede Skattekrevere, men dette
giores ved, efter Omgang udmeldte Borgere, hvoraf
mange hverfen fan leſe eller ffrive, og derfor enten
Tide megen Uleilighed og Bryderi ved at fane Gfatten
indfrævet, eller og maa betale andre derfor, en Ude
Lift, der ikke er let for en fattig Mand. .

165

3) Byens Velſtand.

Derſom en Mængde Handlende og en ikke lille
Samling af alle Slags Handverkere, er et Beviis
paa en Kiobſteds Velſtand, faa har viſt Leſeren ab
lerede giort ſig et ikke ufordeelagtigt Begreb om Nak—
ſkob. Men det forde maaſkee kun være den flygtige
og uerfarne Læfer, der lader fig noie med dette Beviis.
Den mere ſtadige Leſer har maaſkee allerede tvivlet
om dette Beviis, og lagt Merke til de Fattiges
uforholdsmæsſige Antal med Byens Folkemengde.
At vi har i Byen en Mængde Kiobmend, er alle—
rede angivet, ligeledes, at en ikke ubetydelig Hob
Korn udfsres. Men deſto verre ſkeer denne Udfor—
fol langt fra ikke af de Handlende felv.… Mangden
udføres af Wreboer fra Marſtal. Denne lille Flekke
er i de ſidſte tyve Aar, ſiden dens driftige Indvaa—
nere fik Smag paa Farten til Nakſkov, paa vor Ruin
faa betydelig tiltagen, at den i ſamme Tid har for:
meret fine Ildſteder til et Antal af henved 500, og
fine Fartsier til 110, og foruden herſter i diſſe
Folks ſtraatyggede Hytter med den behageligſte Tar—
velighed, endogſaa forundringsverdig Velſtand, at
det vel er tilgiveligt om en Nakfkovs Indvaaner ikke
uden. Krenkelſe kan være Hienvidne hertil. Det er
med diſſe Marſtallers Penge, at en ſtor Deel af vore
Handlende, uden enten at have lært Handelen eller
eie noget, nedſette fig paa Guds og Kreditens
Forſyn. Strax ſkal de nu være Kornhandlere, og
Korn kiobes pan Gaden, Torve og Veie for Penge
dem forſtrakte af Wreboeren, ſom til Opgield giver
8 paa

166

paa Tonden 4 a 8 fl., eller efter Omſtendighederne
nøgle Skilling mere. Skiont vi derfor vel have
blant vore Handlende tre til fire nogenledes formu—
ende Familier, faa er her dog kun en eneſte Familie,
der i de ſidſte ti til tyve Aar kan ſiges ene ved Han—
delen at have erhvervet en Formue af henved 40000
Rdlr. End maadeligere er det med Handverkerne,
hvoraf vel nogle ſlage ſig igiennem, men mere er det
ikke heller, og kan under nu værende Omſtandighe⸗
der ikke heller være fan lidet i Nakſkov, ſom de alfer:
flege andre vore Kiobſicder. Dog herom mere i
det Folgende.
9) Byens Oplysning.

Det er af Oplysningen, man kan ſlatte fig til
Sedeligheden. Hin at kiende, kan derfor ikke være
urigtigt, derſom i denne Sag kunde ſiges noget
ſeregent om det ene Sted, fremfor det andet. Meu
deſto verre ſtaaer det nok med vor Oplysning lige
maadcligt overalt udenfor Hovedſtaden. Thi Oden⸗
fees og Helſingoers ) Oplysning kan jeg ilke ſige,
jeg onſker almindelig i vore Kiobſteder, uden faa at
vi med ſamme maatte faae Randers og Aalborgs
Handelsdriftighed. Saavidt Kirke- og Skoleanſtal—
ter kunde bidrage til Oplysnings Fremme, er Leſeren
allerede underrettet om diſſe Indretninger her i Nak—
ſkov. Nogle fan enkelte har og en Samling af gøde
Bøger, men det er meſt Embedsmandene. Af de

ov⸗
*) Til koſtbare Theater- og Klubanleg, veed man i

diſſe Steder at giore Üdveie, men ſeilbare Agers

Kensning og nyttige Havneanlag maa lauge blive
pia defideria.

167

gvrige Vogſamlinger veed jeg kun en, nu afdøde
Kiobmand Kolle tilhørende, der er værd at nævne,
for ſaavidt den indeholder en Samling af naſten alle
1 de ſidſte tyve Aar udkomne danſke Skrifter. Mans
den ſatte en Stolthed eller Pragt i at have Hylder
fulde af diſſe ſmukt indbundne Bøger, og hvor var
det for vor Litteratur ønffeligt, om denne Pragt
maatte blant vore formuende Kiobſtædsborgere blive
almindeligere, end den ſedvanlige, der kun føder
Lybekker og Hamborger, medens Naboer og Gien—
boer trint omkring vore faa rige Kisbmend ere fer—
dig at doe af Sult. Ogſaa var her i Nakſkov en
Gang et Laſeſelſtab. Men Leſelyſten er endnu her,
ſom paa flere Steder langt fra ikke almindelig.
Man leſer ved en Kop Theevand, en Pibe Tobak,
eller for at falde i Soon. Men de lange Vinteraf—
tener maa forſlages enten paa Loibanken, Sofaen,
eller i Selſtab ved et Slag Kort. Unagteligt er det
alligevel, at Lyſt til at læfe er i de ſidſte ti Aar,
ſiden de mange periodiſke Skrifter kom i Gang, me:
get tiltaget. Minerva, Iris, Tilſkueren, Journal
for Politik, politiſk fhyfiſt Magaſin o. ſ. v., kan ders
for vel imellem treffes paa vore Handlendes Diſke og
Borde. Ogſaag er det viſt, at blant alle vore perio—
diſke Skrifter, fornemmelig Minerva har ſine ſtore
Fortieneſter. Ja ſiden Holbergs Tid tor jeg ſige:
at neppe noget Skrift har giort ſtorre Revoluſion i
den fan kaldte Middelſtands Oplysning ). Man⸗
L 4 deu,

+) Skulle jeg ved Minerva erindre noget, da bfev det

de alt for ſmigrende Lovtaler, med bvilke man i
nogle

168

deu, i hvis Hænder før ikke kom anden Bog end
Loven, Toldrullen, Alterbogen eller en anden ſaadan
Brodbog har dog herved faget ſtundum ikke liden
Smag paa Læsning. Men, ſom ſagt, faa længe
endnu ingen almindelig Revoluſion er foretagen i
vore Skoler, kan heller ingen almindelig Leſelyſt og
Oplysning ventes udbredet. Bliver Puglingen forſt
Mand, fager Familie, Siendomme, Naringsſorger,
fatter han vanſtelig Smag for Læsning, har han
ikke faget den fra fin Barndom. Skulle jeg ſige
noget om Nakfkov, der juſt ikke i lige hoi Grad
gicelder om alle de andre vore Kiobſteder, da blev
det, at Nakſtovbs By udmærker fig ved Lyſt til Prog
ſeſſer og Stridighed, faa mellem Magiſtrat og Bor:
gerſkab, ſom mellem Embedsmendene indbyrdes og
Borgerne indbyrdes. Om Skylden ligger bos Em—
bedsmendenc eller hos Borgerne, eller hos ſamtlige,
behsver jeg her ikke at underſege. Men viſt er det,
at ſaalange Enighed ikke bliver mellem Borgerne,
ſaalenge bortjages ikke Wreboerne, og ſaalenge kom—
mer heller ikke Velſtand til Nakſkob. Viſt er det
og, at oplyſte Embedsmend 1 men Kiobſted meget
kunde bidrage til at bortjage den i vore Kiobſteder
herſkende kleinſtaͤdtiffe Tankemaade, ved, iſteden
for at ſiride med hinanden, om hvem der bedſt kan
ſkika⸗

nogle Aargange af dette Maanedsſkrift, i den Deel

af den hiſtoriſte Artikel, ſom handler om Fedrene—
landet, altid ophoiede de ny Indretninger og Love og
Foranſtaltmnger, ſom her ei Landet foiedes; Loptaler

der viſt ere upaſſende i en upartiſk Hiſtorie, og mis—
fænfelige hos den, der ſkriver fin egen Tids Hiſtdrie,

; 5 naar den gaaer ud paa enkelt ſormagende Mands
des.

169

flifanere, for ved Skikaner at giøre fig maaſtee fryg⸗
tet og agtet, eller ſtaffe fig Fordele mu ved Embeds—
vakanſe, nu paa anden Maade, derimod at udbrede
i fin Sirkel gode Bogers Læsning, og med ſamme
en bedre Tankemaade. Hertil burde og vore Kiob—
ſteders Klubber tiene iſtedet for, at nu ofte den
ſamme Spille, og Uenigheds Lyſt finder Sted der,
ſom i vore andre Samqvem. Dog Proſeslyſten her
i Nalſkov kisles vel noget ved de indrettede Forligel—
ſeskommisſioner. 5 ;

Aarſagerne til Nakſßovs Forfald.

Aarſagerne til en Kiobſteds Aftagelſe kunde
inddeles i de Aarſager, ſom ere felleds for alle Kiob—
flæder, eller dog de allerfleſte. De, ſom kun viſſe
Kiobſteder have felleds, og endelig de, ſom ere
færegne for en vis Kiobſied.

Her at anføre alle de Aarſager, ſom paa nogen
Maade bidrage til Kiobſtedernes Afmagt, ſkulle
være at ſkrive en Afhandling om Kiobſtederne i Al—
mindelighed, ganſte uden for mit Formaal, vel og
over de Kundſkaber, jeg tor tilſkrive mig. Thi hvil
ken Mængde byder fig ikke her“)? At jeg ſkal nævne
en: Da tanke man fig: Kiobenhavns Storrelſe paa
de andre Kiobſteders Bekoſining, en Feil, man vel
kunde have formodet, den i forrige Aar hin Hoved—
ſtad overgagede Ildebrand havde givet Anledning til

2 5 at
+) En Deel af Aarſagerne til vore Kiobſteders Forfald
ere indførte, ſaavel i foranforte April Maaneds
Minerva for 1793. Noget om de ſmaa Kiob⸗
ſteber, ſom i den Afbandling, der gav Anleduing
til min.

170

at rette. Man taufe fig og vore fan Over-ſom Un⸗
dersvrighed, der ſnart anſee Embedet, ſom noget der
fylde deres høie Stand og Fodſel, og derfor fætte
Embedspligter til Side for Fornsielſer og Hunsſys—
ler, ſnart troe, at hvem Gud giver Embede giver
han og Forſtand. Men nu fil de mit Formaal nær
meſt vedkommende Aarſager, og da:
I. De ſom Nakſkov har falleds med
flere Kisbſteder.
a4) Af diſſe anſeer jeg den forſte og fornemſte Aarſag
til vore Kigbſteders Forfald den; at Kiobſte⸗
der nu ikke langer ere Kisbſteder,
formedelſt de daglige Indgreb, ſom giores i deres
Rettigheder. Rettigheder, der ikke ſom Adelens
ere Monopolier tilſnegne og uſurperede paa de ans
dre Statens Borgeres Beloſtning; men Rettig—
heder, hvorfor Kiobſtæderne i Krigs- ſom 1Freds—
tider gisre Regieringen fuldkommen fyldeſt; Ret—
tigheder under Betingelſe, af hvilke de allene fandt
fig i, at lade deres Flekke indrette til en Kiobſted,
og paatage ſig den Pligt, at lade ſig belegge med
Tyngder og Afgifter, ſom den jordloſe Huusmand
pan Landet ikke kiender, og ikke kan kiende, da
han intet eier at ſvare Skat af; Afgifter derfor,
ſom den ligeledes jordloſe Kiobſtedsmand aldrig
burde ſpare, og ikke kan ſpare, faalænge ham
ikke holdes tilgode de fine Rettigheder, hvorfor
han har paataget ſig diſſe Afgifter. Man ind—
vende ikke her, at Kiobſtodsmanden almindelig
ilke kan kaldes jordles, da næften alle Kiobſteder
har

171

har endog ſkattefri Jorder, Thi jeg ſparer her—
til: forſt er Kiobſtedsjorde ikke faa ganſte ſtat—
tefri, thi udredes af dem end ikke de kongelige
Skatte, faa hviler dog Tiendeafgiften paa dem,
ſom paa andre Jorde. Naar dernaſt eftertenkes
de mange Udgifter Kiobſtedsmanden, ſom ikke
altid kan gage ſelv med ved fin Jorddyrkning, har
fremfor Bonden, faa er denne Skattefrihed fans
delig ikke faa betydelig, ſom den i forſie Hickaſt
ſynes. Men lad end denne Skattefrihed ſige no—
get, ſaa tor jeg friligen i Medhold af Hiſtorien
paaſtaae, at vore Sædegaardseiere langt fra ikke
kan opviſe en faa lovlig Hiemmel til deres Skatte—
frihed, ſom Kisbſtederne det kunde. Thi hvo
der vil giennemgranſke vor muniſipal Hiſtorie, frak
neppe finde en eneſte af vore gamle Kiobſteder,
der jo paa en eller anden Maade ofte dyre har til—
kisbt fig dens Kiobſtedsfrihed ). Overalt ter
jeg

) Saaledes har Raffov i Krigstid taget Blytaget af
ſin Kirke, og givet Regieringen det til Kugler, uden
at have faaet mindſte Godtgiorelſe. Dog dette er
anvendt til det Offentlige. Men hvor mangen privat
Kirkeeier har ikke ſig ene til Nytte ſeildet Kirkerne ved
deres Bly, faa overalt i bele Danmark de allerſteſte
Kirker nu ere teglheengte, og med Tiden viſt vil blive
ſtraateggede. Ja, derſom ikke andet Opſyn med
vore Kirkeeiere trefſes, end hidtil er truffen, tor jeg
ſpage, at den Tid vil komme, ſom allerede leenge
har været Tilfældet med vore gamle. grundmurede
Tinghuſe, at man ſkal holde vore Religionsforſam⸗
linger i Herregaardens Lader, ligeſom de tinglige
holdes i Borgeſtuer eller Hunzmandsſtuer, bvor man
ikke kan vende fig for Senge, Vugger og Rokker,

eller træffe frit Aande for Tobakstog, eller hore fig
felv for Borneſtrig.

17

2
—
—

jeg paa Kiobſtedernes Vegne love, at naar diſſe
maatte holdes ved deres Rettigheder, og Regie—
ringen ville paaſtaae, ſom viſt ikke var for meget,
at intet Jord maatte være ſkattefri, ſkulle de fat—
tige Kiobſtadsborgere intet have at erindre mod
denne Regieringens retfærdige Foranſtaltning.
Men hyori beſtaae diſſe Kiobſtedernes Rettighe—
der, naar man frit tillader alle Slags Handver—
kere at boe paa Landet, naar man frit tillader Her—
remanden at opkisbe al fin Vondes Korn, ja vel
Fremmedes med, og igien til Bonden overlade
de denne fornodne Varer, ſom ene i Kiobſta derne
burde ſoges. Enhver Forvalter agerer nu Kiob—
mand, uden af denne Naring at ſpare mindſte
Afgift. Ethvert Gods har en eller flere Skrædere
og Skomagere, der ſyer ikke allene for Bonden,
men endog for det naadige Herſkab, Forvalteren,
Ladefogden, Praſten, Fort hver og en paa God—

ſet, og ſom ofteſt er Kledet endda ikke kiobt i ner⸗

ledes — ſporger jeg nu — ſtal vel en Handlende

meſte Kiobſtod, men vel af en Skipper, ſom lag—
ger an i den Herregaarden nærmefte Vig, hvorfra
han igien direkte udforer Landets Produkter. Ja
jeg kiender Steder, hvor man gaaer faa ublu til
Varks, at man ved en ſaadan Big ſkal finde man—
gen Gang et frørre Torr, og ſtorre Udſkibning end
i Landets Kiobſteder, og det uagtet de ſamme
Kiobſteder lenne godvillig med et overordentligt
aarligt Tillæg Vedkommende, for med diſſe ſka—
delige Suughandlere at have Indſeende. Hvor—

og

173

og en Handvaerksmand i en Kiebffæd, der har

Grundſtat, der har Naringsſkat, der har In—
qvarteringsſkat, der har den fæle Konſumſion,
fort der har faa mange Skatter at ſpare, hvorle—
des ſtal han, ſom desuden har koſtbare Bygninger
at vedligeholde, i det mindſte hvis Vedligeholdelſe
med Tegltag alletider koſter mere, end hine ſtraa—
teggede Hytter paa Landet, hvorledes ſkal en ſaa—
dan Kiobſtadsmand kunde beſtage med en Hands.
lende eller Handværfer paa Landet, der kiender
til aldeles ingen af diſſe mange Byrder?

b) Men ikke nok vore Kiobſteder fornermes i deres
Rettigheder, dem de dog ſkatte af. Diſſe mang»
foldige Skatter og Paalag ere dertil i det
hele betragtede, endog uden Henſyn til Landbe—
boerens Indgreb i Kisbſtædernes Rettigheder,
uforholdsmesſige med Landmandens.

Denne Diſproporſion vil man finde, hvad enten

man holder det til en Kiøbftæd liggende Hartkorn,
med et ligeſag ſtort Qvantum ufrit Bondehart—
korn; eller — hvilfet Forhold nok er rigtigſt
— ſammenligner en vis Kiobſtedsſkatter med ee
viſt Landdiſtrikt. Saaledes, hvad forſte Forhold
angager, faa betaler Nakſkov i garlige Skatter,
viſt i det allermindſte, Konſumſionen iberegnet,
Toldafgifterne derimod fradragne, 7700 Rdlr.
Det Nakſtov tilliggende Hartkorn er, ſom tilforn
anfort, 115 Tdr., ſom beregnede til de Skat—
ter, Landmanden aarlig haver at ſpare, og ſom
jeg vil Mee til 5 Rdlr. en Tønde Hartkorn,

dier

174

gior 575 Roͤlr. Eller, at jeg ſkal tage et andet
Forhold: Lollands kontribnable Hartkorn udgior
16048 Tor. Lolland har med Nakſkov fem
Kiobſtedrr; der henforte hvert til ſit Diſtrikt, vil
jeg ſette en tredie Deel af Hartkornet paa Nak—
Con, ſom den ſtorſte, og til Seilads Bedſte, ſtiont
de andre Kiobſtader igien har Fordele, dem Nak—
ſtov mangler. Til Nakſkovs Diſtrikt vil jeg alt⸗
fan ſette 5349 Tender Hartkorn. Dette Qvan⸗
tum ſparer i Skatten 5 Rdlr. af eu Tde Marts
korn er 26745 Rdlr., herimod ſparer Nakſkov
de foranforte 7600 Rdlr., altſaa neſten en tres
die Deel af det hele Diſtrikt. Kort Forholdet
mellem Kiobſtedsmandens og Bondens Skatter er
viſt meget ulig. Ikke, at jeg dermed vil ſige:
Bonden har mod Kiobſtedsmanden for fag Skat—
ter at ſvare, nei det være langt fra, enhver kan
have nok i fin Deeh og den lollandſke Bonde ifær
har det ſandelig med fin fvære Ploining, og fit
ved de allerfleſte Gaarde trykkende Hoverie, hvori
den anordnede Hoverikommisſion ingen Lindring
har Fundet ſtaffet, da her i Lolland faa Godſers
Vonder vare faa oplyſte ſom i Jylland, at oppebie
denne velgiorende Kommisſion “).
0
29 Sagen var nok, i Folge de mange 3
der udgiorde og neſten ene, udgiorde Kommisſionen
— thi de fleſte Amtmænd ere jo deſto verre ogſaa Pro-
prietærer — ventede man fig ikke, hvad man dog af
en Grev Reventlau, ſom forte Præfidium i Kommis⸗
ſionen, burde ventet fig. Ja gid kun de mindre
Kommisſioner, ſom i foreſtagende Sommer fral fort—
fette brad den ſtore har efterladt, træde i denneg
Spor, Bonden har da Aarſaz at være forneiet.

175

e) Men en fil Kisbſtedänes Aftagelſe ſer vigtig

Aarſag, er unægtelig frem for alt det tryk—
fonde Told; og Konſumſionsveſen.
Dog, hvor ofte er ikke ſagt og lydelig ſagt, hvor
meget denne Judretning ſtandſer al Flid og Ar—
beidsdrift, ja i Bund og Grund ødelægger Kiob—
ſtederne? Hvor ofte er ikke ſagt, at Kongen mins
dre vinder end taber ved en Indretning, der for,
armer faa mange tuſinde Borgere, og underleg—
ger dem ikke Lovens retfærdige Strænghed, men
en vindeſyg Embedsmands deſpotiſte Behandling,
der kan udøves upaatalt endnu i vore Tider, hvor
man dog ellers i alle andre Grene ſoger at udbrede
og opretholde borgerlig Frihed. Tenker nogen
her, jeg overdriver Sagen, da ſkaffe han fig lokal
Kundſtab om vore ſmaa Kiobſteder. Han ind—
lade fig derom i fortrolig Samtale, med ikke de
fan kaldte ſtorre Borgere — thi diſſes Fordeel er
faa flor, at den byder dem at tie — men de
mindre eller fattigere, ſom allerofteſt ere udſatte
for Lovenes og diſſes Opſynsmends Stkikaner.
Diſſe Folk ſkulle aabenhiertede fortælle, hvorledes
Kisbmand og Bager, og Brygger og Brænde
viinsmand i mangen Kiobſted maa tinge med
Vedkommende, for af fee igiennem Fingre med
fig; ja de ſkulle indlyſende godtgisre, at uden
denne Overborelſe diſſe Neringer efter vore Kisb—
ſteders nu værende Forfatning ikke kunde drives.
Kort Told: og Konſumſionsveſenet, ſerdeles det
ſidſte er efter nu værende Indretning faa indly⸗
; ſends

176

ſende til vore Kiobſtoders Rnin, at den end tyde⸗
ligere ſpores ſiden Aaret 1778, da Konſumſionen
fattes paa nu værende Fod, hvorved vel Kongens
Kaffe med Henfun til viſſe de ſtorre Kiobſteder
vandt, men Velſtand der allerede ved Extraſkatten
fra Aaret 1762 kiendelig begyndte at aftage, reeut
forlod Mængden af vore ſmag Kiobſtrder.

d) Ogſaa er unægtelig, at Laugenes maade—
lige Forfatning og Indretning i naſten alle
vore Kiobſteder meget bidrager til diſſes flette
Forfatning. Jeg forſtager herved, ikle allene
det Indgreb, ſom af Fuſtere fær paa Landet gio—
res Laugene, hvorom tilforn er talt, men her
mener jeg iſer den ſkisdesloſe Overholdelſe af
Laugslovene, der ſandelig, faalænge vi ſtulle have
Laug, dem vi vel til videre maa beholde, fortiene

biedre at overholdes.

e) End er den blant Almuen overhaandstagen Kaffe
og Brendeviinsdrik, en ilke ubetydelig
Aarſag til Lediggang, og deraf folgende Uvirk—
ſomhed. Dag reiſe forſt Kiobſtederne fig i det
Dvvige, falder nok dette bort. Men nu til de

II. Aarſager, ſom Nakſkovhaver felleds
med alle lollandſke Kiobſteder.“

a) De holſteenſke og ſlesvigſke Kisbſtæ—
ders Friheder paa de danſke Kiobſteders Be—
koſtning. Denne Aarſag gielder vel i flere Kiob—
ſteder, dog faa meget mere i de Lollandſke, ſom
diſſe ligge Holſteen faa meget nærmere ved en fort
og med ingen ſynderlig Fare forbunden Seilads,

hvor⸗

177

hvorfor mellem Holſteen og Lolland er megen Tra—
fik. Hvad ſtadelig Indflydelſe de holſteenſte Kiob—
ſteders Friheder har paa de mindre favoriſerede
danſte Kiobſteder føler Ribe, Friderits, Kolding,
men Nalſtov føler det ſandclig ikle mindre, ſer
vore Brandeviinsbraͤndere. Denne Naring er
desuden, betynget med det fvære Konſumſionspaa—

lag, dobbelt vanſtelig i Nakſlov, ſom har faa ſtor

Mangel paa Vand, at Bryggere og Brandevins—

brandere maa lade fig tilkisre alt det Vand de

forbruge. Saa meget foleligere for denne Næs

ring er derfor den Mængde Flensborger Brende—

viin, ſom baade gabenlyſteog hemmelig føres her—

til, og ſom gior, at man neſten ikke kan fage en

god Drik Brandeviin her i Byen, da endog det

her er brændt, dog blandes med det meget

ringere, ildeſmagende og lugtende flensborger

Brendeviin, hvoraf meget end ikke ſtal være dis

ſtileret i Flensborg, men bringes dertil fra Russ
land. Som det gaaer med Brandevinet, gager
det og med de andre Varer, f. E. Vine, ſom
Lybek, Kiel, Flensborg og flere tydſke Sta der 1
ſaadan Menzde forſyner os med, at ingen Kiob⸗
mand vil eller kan finde ſig holden ved at handle
med god kiobenhavnſt Viin, da hint, hvorvel
ikke allene ringere, men endog Helbredruinerende
kisbes lettere fra Steder, "hvor Toldafgifterne
ere maadelige, ingen Alſiſe, ingen Konſumſion
finder Sted. i

Maj 1796, M b)

178

b) En for alle de lollandſke Kisbfræder ſtor Skade
er viſt og de flette Lande veie, ſaa de ſtorre,
ſom de mindre. Af Veiveſenet her at ſlutte,
kan man ſandelig ikke fatte fordeelagtige Tanker
om Landets Oplysning og Velſtand. Viſt nok er
Landets leeragtige Jordbund en naturlig Aarſag
til denne Mangel, men ogſaa er det viſt, at denne
Mangel hidtil faa lidet ved menneſkelig Flid er
afhiulpen, ſom om det var en Sag, der aldeles
ingen Opmarkſomhed fortiente. Selv den for
Landmanden fan herlige Udſliftning, har dog med
Henſyn til Veivaſenet for Kiobſtederne ingen
Nytte, men derimod er ofte heel ſkadelig. Thi
den gierrige Jorddrot ofteſt kun tenkende paa fin
egen Fordeel og fin Bondes, for ſaavidt dennes
indlyſende bidrager til hans, ſtifter ud, kalfatrer
og aflægger de gamle Landeveie, anlægger og inde
grofter vel nogle ny, men uden at de fyldes eller
anlægges efter: ordentlige Regler, faa diſſe ny
Veie ere ganſke impaſſable. Ja ſaavidt gaaer
den liden Agt man her har for Veiveſenet, at
man endog om Efteraaret afleder ved Render
Bandet fra fine Vintermarker lige ud paa Landes
veiene, ubekymret om enten det der bliver ſtagende,
eller har Affald, kun det løber af den beſagede
Ager. Vores Veie have vi beplantede med Pile,
diſſe ſtevnes ikke ofte i mange Aar, faa Reiſende i
Morket meget ere udſatte ved dem at komme til
ſtor Ulykke. Skulle nogen mistenke dette mit
Skilderie over vore lollandſte Veie, da paſſere

han

179

han i November og følgende Vintermaaneder
Touren fra Saxkiobing til Nakſkov, og han kan
da fra denne, dog en Alvei, ſlutte fig til de mindre

Veie.
c) Saa for de lollandſke Kiobſta der, ſom fornem—

melig Nakſtov, er og til megen Tab den maa—
delige Indretning, Poſtens Befor—
dring er her i Landet paa. Naar endog de meſt
afſides Kisbſteder i Jylland, og overalt i Dan—
mark har Poſt to Gange om Ugen, faa har ders
imod Lolland og de Ktobenhavn, faa meget nær:
mere end hine, liggende lollandſte Kiobſteder, kun
en Gang hver ottende Dag, Poſt. Ja beſynder—
ligt, Nakſkov er endog fan unaadig behandlet, at
den, for at fane Poſten til fig, ſelv ſkal bekoſte
den herfra befordret tvende Mile, ſom aarlig ko—
ſter den so Rigsdaler. Ikke allene dette er ubil—
ligt; men og, at Nakſkov og hele Lolland, der
hører til Fyens Stift, og ligger Fyen faa ner,
dog ſkal lade fine Brove til og fra Fyen gage over
Kiobenhavn. Enhver feer let, hvad Sinkelſe faa
i private ſom offentlige Ting, og deraf flydende
Skade denne Poſtvaſenets Indretning volder,
Foruden det, at man kun hver ottende Dag her
har Poſten, faa er endda dens Komme ofteſt heel
nordentlig, og Expediſionen for kort. Den lol—
landſke Poſt afgager fra Kisbenhavn hver Loverdag
Eftermiddag, og ſkulle fag komme her til Nakſkov
næffe Mandag Eftermiddag, men kommer der—
imod aldrig før Mandag Aften ud paa Natten,

M 2 : ja

180

ja offeft endog ikke for Tirsdag Morgen, ſiundum
Formiddag, og gaager altid bort Tirsdag Eftermid—
dag. Endelig kommer jeg da til

III. De for Nakſkovs Forfald ſeregne

Aarſager.

a) Den Mængde Handlende, Kiobmand,
Kræmmere eller vel rigtigere Hokere, hvoraf Nak—
ſkov — ſom endelig flere Kiobſteder — vrimler,
og den Fod diſſe drive deres Handel paa. Thi,
naar man ikke veed anden Nering, faa ſkal man
enten vere Prokurator, eller Skoleholder, eller
Krammer. Dog Dørene for de tvende forſte
Naringer, ſrulle man dog troe, ſnart vare tillukkede
ved eu forbedret Undervüsning, og den Indret—
ning med Forligelſeskommisſioner, men deſto—
mere vil maaſkee den tredie Udvei ſoges. Leſeren
ville erindre fig den Mængde Handlende her ere i
Nakſtov. Dog jeg vil lade den Mand tale, af
hvem man kunde vente fig en grundig Afhandling
om Nakſkovs Mangler, Aarſagerne hertil, og
Hielpemidlerne herimod — hvis hans andre For—
retninger tillode ham det — da han i Forveien
forſynet med de dertil fornsdne theoretiſke Indſigter,
har henved fiorten Aar været en, ſkiont her ube—
merket, opmerkſom Tilſkuer af vor lille Bye:
„Den Lethed“ — ſiger han ) — „der er ved at
„ blive Kræmmer; den Kredit den udenlandſte
„Fabrikant og Kisbmand gives: det fornemme
Udſeende Krammeren anmaſſer fig, tilligemed

den

9 See Minerva for Auguſt 1793. S. 130.

281

„den Foragt Haandverkeren er nedſiunken til:
„ alt dette [offer en heel Deel unge Menneſter til
„at appliſere fig til denne magelige Krammer—
„ſtand, der nu er kommet til ſaadanne Krafter,
„at Handverksmanden har Ondt ved at arbeide
„ fig op over den. Patrioten Moſer ærgrede fig
„i fin Tid over fine Landsmands Krammeres
„ Stolthed og uredelige Omgang med Haandver—
„ keren. Det er en gammel Klage. J en Deel
„ Smaaſteder lader Kremmeren en Skipper kisbe
„ fine Manufakturvarer i Lybek, eller i Mangel
„af Skibsleilighed, ogſaa i Fleusborg. Skippe⸗
„ren gior nu og da Udlæg, eller han giver den
„ danſte Krammer den Kredit, han ſelv fager af
„den tydſte. Intet er lettere end paa denne
„Maade, at ſette fig ned. Derfor vrimle det
„her af Kræmmere. Enhver, ſom ei gider lære
„noget, eller ſom ffammer fig ved at arbeide,
„for han eder, flader fig en Diſk og Reol ſam—
„men, og rangerer deri tydſte Fabrikvarer. Og
„nu er han ſtray en Mand, der feer ned paa den,
„ſom ernærer fig af Haandarbeid.“ Saavidt
Statens Ven og hans Skilderie over Nakſkovs
Handel. Ja, — hvor enhver Stodder, der neppe
kan ſkrive ſit Navn, ikke regne de fire Speſier,
uden Formue til at underſtotte Handveerkerne, — ſaa
længe ſaadanne Folk kunde nedfætte fig ſom Kisb—
mend, handle i det Store og i det Mindre, lade
Skoe og Støvler gigre hos Landsby-Skomagere,
Klader ſye i Hamborg eller Kiel, Hatte hente fra
M 3 Lys

182

Lybek, opkiobe og udføre Heſtehaar, for ſiden
igien at indføre dem tilberedte, Fort handle nu med
Korn, nu med Almanakker, — der maa Handelen
kun være maadelig, og Udſigterne for Handver—
kerne og de andre Neringer end maadeligere.

b) Til beſtandig Skade for Nakſkov, er og det til
deels forhen omtalte Indpas, Wreboerne have
i ſaadan Grad faaet, at man naſten kan ſige Nak
ffovs Handel, i det mindſie den ſtorſte Deel, er i
deres Hænder. Man tanke fig diſſe Folk, ſom
fra deres Flekke med Kiobſtedsmanden og Bonden
driver den betydeligſte Kiobſtedsncring, uden at
bære Kiobſtrdsbyrder. De i ſidſte Aaringer høie
Kornpriſer, der rigtig nok har bragt nogle enkelte
af vore Handlende paa Benene, ſkulle viſt og have
jaget en Deel af diſſe Marſtaller fra Nakſkov,
havde Regieringen kun vidſt Middel til, uden For—
bud paa Kornets, fornemmelig Hvedens Udforſel,
at lette den ved hoie Kornpriſer trykkede Almues—
mand. Men juſt dette Forbud ophielper Wre—
boereu, hvis Snuhed maaſkee er nødvendig at
tage paa Raad, om Korn, Forbudet uagtet, ſtal
udfores nu til Lybek, nu til Hamborg. Kiob—
manden, der ſom ofteſt ikke har været uden for
Fiorden, maa derfor betro fig til ſaadanne heel
befarne Folk, om Smughandel ſkal lykkes, eller,
om i det mindſte dyrt indkisbt Korn uden Tab
ſkal afſættes.

c) Jordbrugs Almindelighed kan viſt ikke
være til Fordeel for nogen K iobſted/ er det viſt

ikke

183

ikke heller for Nakſkov. Det er forſt i vore Tis
der man ved et forbedret Agerbrug ſynes at ind—
ſee, hvad en Tønde Land betyder, og denne For:
deel kan Kiobſtadmandens Stolthed og Begierlig—
hed ikke lade Landmanden beholde udeelt. Thi
denne Orm finder Sted ei flere Kiobſteder, ſom i
Nakſkov. Dog troer jeg ikke den nogenſteds har
grebet mere om fig, end her i Nakſkov, hvor
Embedsmanden, Kiobmanden, Handvarkeren,
fort hver og en er Avlsbruger. Og ikke lader
man fig nsie med Byens Jorde, men en Deel
Familier have og foruden deres Jorde i Byens
Marker, desuden Herregaarde og Avlsgaarde paa
Landet, nu i Eie, nu i Forpagtning; flere kommer
hvert Aar til, da det vel ſynes fan ſmukt, at have
fin egen Eqvipage, at kunde tale om fin Gaard paa
Landet, og der tage ud og luſtere. Imidlertid
lægger Kiobſtedsmanden ikke Marke til, hvor
meget han ved dette uordentlige Agerbrug taber,
hvor ofte han for fit Agerbrug maa tilſideſcette og
forſomme de fine Pligter, der binde ham til Kisb—
ſtoden, og ved hvis Pligters Jagttagelſe han ville
gavne baade ſig og det Offentlige, langt mere end
ved et Agerbrug, han ofteſt, deels ikke forſtager
ret at drive, deels ikke altid har Tid at paſſe.
Man tanke fig Handverksmanden, ſom mere
end de tvende tredie Dele af Aaret ganſke ligger
fin Hovl, fin Læft til Side, for at paſſe fine Jorde,
og overlader fit Handverks Beſorgelſe til en for—
fviret Svend og nogle raa Leredrenge. Ja diſſe
! M 4 mag

184

mag endda hos ſaadanne Meſtere arbeide, oſtere i
Stalden og i Marken, end paa Verkſtedet, lere
derfor deres Handverk kun ſom Fuſtere. Hvad
der kan ſiges mod Handvarksmanden ſom Avls—
bruger, gielder og om Embedsmanden. Enhver
veed, hvor meget Embedsforretningerne daglig
tiltage. Skal Mulgbrug ſkaſſe Fordeel, maa der
noie Opſon og Ud; uden ſamme har Avlsbrug
alt for megen ſkadelig Indfiydelſe pan vor oekono—
miſke Forfatning. Lettelig forſommes derfor .
ſtundum de offentlige vigtigere Pligter, for at
pleie de bekonomiſke eller Huuspligterne. Og kan
end hine med diſſe ligegodt beſorges, fan troer jeg
dog Embedsmanden, af hvem man ifær, hver i fin
Kreds, burde vente Oplysnings Befordring, kau
gavne det Offentlige bedre, end at rode i Jorden,
ved nyttig Læsning, og Opmuntring til Læsning
for dem han har med at beſtille, ved ſelb at un—
derviſe ſine Born o. ſ. v.
d) End videre er den vanſkelige Indſeiling
giennem Nakſkovs Fiord til megen Hin—
der for Bien og dens Handel. Skibe af nøgen
Storrelſe kunde derfor ikke paſſere ladte ind og ud
af Fiorden; men en ſtor Deel maa prammes ud.
Hvad Ophold og Bekoſtning dette volder de Hand—
lende er indlyſende. J flere Aar har man og der—
for tankt paa at rydde den for Byens Handel ſtore
Hindring af Veien, men endnu ev intet heri
fuldført,

e)

185

e) Eu af Nakſkobs Mangler er viſt vg Vandet,
dog paa Sundheden troer jeg ikke den har faa
ſtor Indſlydelſe, ſom den almindelig af Uvidende
er udraabt for, da man ikke kan ſige, her er mere
Sygrlighed eller Mortalitet, end paa andre Ste—
der af lige Storrelſe ) Derimod er det ringe
Vand til ftørre Hinder for viſſe Neringsveie, ſom
behøve Band. Thi fornden at ingen kan være
tient med det Brondvand, han har i fin Gaard,
til enten at brygge eller brænde af ); men mage
hente Bandet frauen Dam uden for Byen, faa
vil man at dette af Lovgravene, hvori det tages,
faa kaldte Lopvand ikke ſkal til at brænde have
den Styrke, ſoin ellers andet Vand har. Kan
vel være, at et ſtorre Qvantum Vand udfordres,
end af andet godt Vand, men hvad ØL angaager,
Da veed jeg tilforladelig, at af dette Vand kau
brygges faa godt Ol, ſom andenſteds af noget
bedre Vand. -

f) For Nafffovs, færdeles de fattige, Indvaanere,
er vift og Torvehandelens Forfald til ſtor
Skade. Man opkiober ved Portene, ja vel felv
paa Landeveiene, og for fine Dorre, ei allene Korn,
men og Brænde, Torv og Fødevarer, ſom da
ſiden til de Fattige udhokres i dyre Domme. Mis:
brugen, var fan gammel, at man fnart aldrig
mindede fig at have fcet paa Byens Torv uden

a M 5 tommt

») See hosanforte Mortalitetsliſte for Nakſkov i de
ſidſte 10 Aar under Bilagerne Bogſtav G.

79 sk Tbevand førger man gierne at have Regn⸗
vand.

186

tomme Vogne. Ja boede man i Enden af Byen,
hvor man deſto viſſere kunde træffe Fordeel af
denne lopſtridige Uorden, forde man endog, med
al Forſikring ved andre Leiligheder om at ſee paa
Vyens Bedſte, dog ved denne Leilighed paaſtage,
at det horte til en Kiobſteds, i det mindſte Nak—
ſtovs Privilegier, at enhver maa opfisbe Alt for
fin Dor. Sagen er, det bringer faa megen For—
deel med fig, at have den fattige Handverksmand
i fin Bog; gierne vil man derfor, at Alt ſkal gage
igiennem de Handlende, ſom herved fage end
mere Overvegten, og kan tinge efter Behag med
Haandvarkeren, der ſtal tage Alt hos Kisbman—
den, Fødevarer, ſom Haandverksmaterialier.

g) Endelig regner jeg det, efter min Erfaring og
Overbeviisning, nu ſom for to Aar ſiden ') til
Skade for Nakſkov, at denne Bye ingen aarlige
Kornmarkeder har. Dog om Markeder mere
blant.

C.
Forſlag til Nakſkovs Opkomſt.

1. Nakſkov, ſom de andre Kisbſteder,
haandhæves i fine Rettigheder.

Allerede har jeg talt om den Fornærmelfe, Kisb—
ſtedsborgere, der for deres Kiobſtedsnæring maa
betale Skatter og Afgifter, dem Landmanden ikke

be⸗
) See foranſorte Afhandling i Minerva Ea April
1793. S. 37.

Få

187

betaler, lide, ved dog at maa dele Rettigheden til
Kiobſtedncking med Landmanden, ſom ingen Deel
tager 1 Kiobſtadsbyrderne. Man tanke fig den i
Kiobſtaden boeſiddende Haandverksmand, der har
faa mange Skatter og Afgifter at ſpare, hvorledes
ſtal han kunde udholde at konkurrere med Haand:
vwrkeren pan Landet, hvor Extraſkatten er den aller—
eneſte Skat der ſpares af den Jordloſe? Hvorledes
ſral den Handlende i Kiobſtaden, hvorfra alt maa
udffibes ved de ordentlige Toldſteder, hvor Kongen,
i det mindſte altid hans Betiente, vil forngicg, hvor—
ledes ſlal han, der foruden de fvære Toldafgifter har
faa mange andre Skatter at ſpare, kunde beſtage
med den Handlende paa Landet, hvor, uden ſtor
Reſiko, alt kan baade udſniges og indſniges uden
deraf at erlægge det mindſte. Man ſige ikke her:
enhver bor have Frihed at kiobe og fælge, hvor han
kan fane letteſt Kisb, og hvor han fager fine Barer
bedſt betalte. Ingen kan ſandelig mere end jeg være
overbeviiſt om den edle Virkning, Frihed i hvert og
et fører med ſig; ingen mere end jeg onſke, at Frihed
i hvert og et af vore borgerlige Anlæg maatte ſpores,
ingen mere end jeg hade Alt, hvad der har Spor af
unsdvendig Tvang. Men ogſaa Frihed maa være
lovbunden. Den ſtorſte Ret, ſige Juriſterne, er
ofte den ſtorſie Uret, mon ikke det ſamme kan ſiges
om Frihed, mon ikke ofte den ſtorſte og meeſt toile—
loſe Frihed er nermeſt at vurde til Trang. Og nu
da til Sagen: er det nødvendigt at have Kisbſteder,
og er det viſt, at formuende Kiobſtæder i mange Hen»

3 ſceen⸗

188

ſcender bidrage til et Lands Vel, bor da ikke Kiob—
ſtederne beholde deres Rettigheder, uden hvilfe de
ikke kan præfiere, det Kiobſtæderne ſlal preſtere, faa
længe de dog under ſamme Omſtendigheder ſtal ſpare
mere end Beboerne paa Landet. Heller derfor rent
hæve Kiobſteder, men da ogſaa Kiobſtedbyrder.
Som jeg troer, kan vel og den Tid komme, at man
vil finde Kiobſteder mindre nodvendige, men meget
man viſt gage i Forveien, forend det kan ſiges.
Endnu ere Kisbſteder viſt heel nͤdvendige, og Kiob—
ſtrdernes mere eller mindre gode Forfatning, et ikke
uſikkert Termomcter til at bedømme det hele Lands
Forfatning efter. Saa upolitiſtt ſom uretfærdige
viſt derfor, naar Kiobſtederne ikke maa haandheves
i de ſine Rettigheder, der dyre betales.

2. Forandring i Skatteveſenet.

Denne Forandring bor finde Sted ikke allene
med de kongelige Skatter, men endog med de ſaa
kaldte Byſkatter eller Grund: og Naringsſkatten.
Den Mængde Skatter, ſom den fattige Kiobſteds⸗
mand har at ſpare, kunde ei allene formindſkes, og
et med Embedsmandens Skatter billigere Forhold
træffes, men cu lempelig Ydelſesmaade burde og faa
meget muligt treffes. Bceſynderligt, at naar vi
efterſee Fortegnelſen paa vore Skatter, findes, at den
fattige Borger betaler langt mere end den Rige, for
hvem Skatterne alletider ſaaledes ere indrettede, at
han kan unddrage ſig dem. Saa for Exempel
Qvartproſentſkatten, denne faa billige Skat, naar

den erlagtes af den, der burde erlegge den. Men
be⸗

189

behaver jeg her at demonſtrere noget, hver og en
veed, at denne Skat aldrig, eller dog heel ſielden,
erlegges af Kreditor, men af Debitor derimod, ja
at denne — naar han i Medhold af Lovene ikke vil
erlegge Skatten — trues med at opſiges de laante
Penge. Nu en den Fattige meget haardt trykkende
Afgiſt, der vel ikle erlegges ſom Skat, dog er en af
de allerſpereſte Skatter, jeg mener det ſtemplede Pa—
püir. Denne Skat erlegges naſten ganſke ene af
den fattige Borgerklaſſe; thi hvo veed ikke, at det er
Debitor, ſom i alle Tilfælde maa giore Udlæg til
de Bekoſtninger, ſom medgage ved et Laan. Nu
ogſaa Extraſkatten, ſom den fattige Haandverks—
mand ſkal udrede for fig og Kone og Born over 12
Yar og Svende og Drenge, ſtundom og en Tieneſte—
pige, og derfor let kan belobe fig til aarlig en 6 Rd.,
dem han viſt ikke udreder uden at favne og føle Sav-
net, naar derimod den lige over for ham boende
mere formuende Medborger hverken udreder ſaa
meget, da han ikke behøver faa mange Folk, eller
om han og behover dem, dog ikke kan føle en Afgift
af 6 Rdlr. aarlig. Saa til Naringsſkatten: Vore
Kiobmend, ſelv de ſormnende, have dog noget at
fvare Neringsſkat af, men vore Haandvarkere,
hvoraf de allerfleſtes Forfatning er ſaa uſſel, at de
ſielden kunde holde en Dreng, mindre en eller flere
Svende, hvad have diſſe Folk at ſvare Næring af?
Og dog maa de ſpare ei allene denne, men ſtundom
og en fvær Grundſkat efter en Opmaaling og Lig—
ning, der i en Mængde Kiobſtæder er naſten hun⸗

; drede

190

drede Aar gammel, fornden mange andre vel mindre
betydelige, dog for den fattige Kiobſtedsborger tryk—
kende Afgifter. Et af de allerfleſte Hielpemidler faa
til Nakſtovs ſom hver anden vore Kiobſteders Op—
komſt ville derfor være en total Revoluſion i Kiob—
ſtedernes Skattevaſen, en Revoluſion, der vel kunde
foretages efter almindelige Regler for alle Kiobſte—
der, men dog maatte modifiſeres efter hver Kiob—
ſteds ſeregne Beſkaffenhed. Saaledes maatte til
Grundſkattens rigtigere Beſtemmelſe en General Op—
maaling foregage i alle vore Kiobſtader. Hvem der
har praktiſk Kundſkab til diſſe, kan det ikke være ube—
kiendt, hvor ofte en Mand ſidder hen i en Kiobſted
med et Terrain dobbelt mod hans Naboe eller Gienboe,
og dog ikke fvarer dobbelte Afgifter af ſamme, nei
i mangen Kiobſted ſtundum end ikke faa meget, ſom
Naboen med det mindre Terrain. Denne Uſtik fin—
der fornemmelig Sted i Kisbſteder, der i gamle
Dage have været Feſtninger, og dette ſom bekiendt
har en ſtor Deel af vore Kiobiſeder fordum været.
Ved Fæfiningens Nedleggelſe ere da gierne de forhen
til Fortifkaſſonen henhørende Volde og Pladſe faldne
til Byen, hvilke formuende Indvaanere have tilegnet
fig, alt ſom de enten lage beqvemme ved deres
Gaarde, eller paa anden fordeelagtig Maade kunde
afbenyttes. Da diſſe Pladſe i mange Kiobſteder af
Re gieringen ere overladte Byen til Brug med For—
beholdenhed af Ret fra Regieringens Side til at
reklamere bem, om det igien ſkulle findes nyttigt at
indrette Byen til en Feſtning, faa har Beſidderne

pag

„„,

191

paa Grund af denne Forbeholdenhed modſat ſig af
ſamme at fvare nogen Grundſkat, og man har hidtil
ladet dem uden Modſigelſe henſidde. Saaledes har
mange Grundeiere i Nakſkov betydelige Stykker af de
gamle Feſtningsverker i Brug, uden enten ved forſte
Erhvervelſe at give noget herfor, eller aarlig deraf
at fvare nøgen Grundſkat. Ja naſten alt til den
gamle Feſtning henhørende, er ſaaledes indtagen, faa
man endog har betaget Byen en paa Volden behage—
lig Spadſeretour, ved og der at ploie. En vigtig
Lettelſe i Byens Skatter for den fattige Borger i
Nakſkov ville det derfor blive, om foretoges til
Grundſkattens Beſtemmelſe en ganſke ny Opmaaling,
hvorunder da diſſe mange betydelige Eiendomme,
ſom ſelges og kiobes, og i gvrigt behandles ſom
fuldkomne Eiendomme, bleve med indbegrebne. —
Som med Grundſkatten, faa burde viſt nok og en
heel Forandring foregage med de andre Skatter.
Men omſtandelig, at forklare denne Forandring, ud—
fordrer en egen Afhandling, der ville overſkride
Grendſerne for diſſe fan Ark. Kun vil jeg ſige, at
kan mange vore trykkende Skatter ikke hæves, faa
ſorge man dog for: at de blive den fattige Borger,
der intet har at betale Skat af, ſaa lidet muligt tryk—
kende. Saaledes med Qvartproſentſkatten, da burde
denne erlegges af Kreditor og ikke af Debitor. Mes
gen Misbrug ville der forekommes. Kreditor ville
da nok ſorge for, at fage ſin Pantcobligaſion,
naar den var betalt, ud af Protokollen, for ikke
længer at betale Qvartproſentſkat af den, ſom nu
man⸗

192

mangen fattig Debitor ofte i hele Aar maa, af Man—
gel paa Penge til at fane den üßſlettet for. Vel
indſcer jeg, det i Oppeborſelen ville foraarſage nøgen
Vanſkelighed, naar Kreditor ſkulle erlegge Skatter,
men Vanſteligheden er dog ikke uovervindelig, De
Vanſkeligheder, der ere ved at fane denne Skat ind—
dreven hos de mange ſmaa fattige Huuseiere i vore
Kiobſteder, veed kun den, der har provet det. Men
ikke mindre ere Bryderierne ved Extraſkatten, dog
ogſaa denne Skat oppeberes i de fleſte vore Kiobſta⸗
der paa en uligelig Maade. Den Fattige ſtal lige med
den Rige betale denne fvære Skat, det er nu viſt ſaa
ſom det er; men derfor er nu engang en Lov, dog denne
tillader tillige, at Skatten for de Fattige, der ikke kunde
ſpare, maa lignes paa de Rigerk. Men hvorledes ſkeer
mange Steder denne Ligning? og hvad Maal har
man for at bedømme, hem der er faa fattig, at
ban ikke kan ſvare Skatten? Er det kun den ſaa
kaldte Tigger? Jeg mener, han aldrig engang
burde anføres til Skat; thi hvad har han at ſpare
Skat af? Kan den vindſtibelige, men fattige Dag
leier og Haandverker ikke og regnes hertil? Enken,
der med ſmaa nopdrague Born mag ernære fig af en
lille Penſion, ofte ikke over 20 Rdlr.? Hyor bety—
deligt de Fattiges Antal her i Byen er allerede til—
forn erindret, og dog ere kun henved 80 Perſoner
fritagne for denne Skat, hvis Beløb endda ikke uds
redes af de mere Formuende allene, da Kongen godt—
gior en to tredie Deel for Byens Embedsmands Em—⸗
bebsſkat, faa at ikke for de Fattiges Extraſkat 30
f f fal⸗

7193

falder Byens formuende Indvaanere til Vyrde; det
hoieſie derfor de meeſt formuende Familier her i
Byen ſpare i Anſetning for de Fattige er maanedlig
8 . Kort, mere Orden, mere Ligelighed i Skat—
terne ville merkelig bidrage, faa til denne, ſom vore
andre Kiobſtæders Opkomſt.

3. Told⸗ og Konſumtionsveſenet for,

andres.

Skal nogenſinde alvorlig tænkes paa Kiobſte—
dernes Opkomſt, maa nodvendig en Forandring heri
foregaae, men ifær og fremfor alt ſkulle jeg tilraade
det i Konſumſionsvaſenet, hvorved juſt den fattige
Mangde nermeſt og allermeſt lider. Man nedfætte
dog den trykkende Konſumſionsſtat, ſom ſkal ſpares
af Kornet, der forbruges til det faa nodvendige
Brod og Ol. Ja ved ganſke at eftergive Konſum—
ſionen af Malt til Hl, ſtulle ikke allene vindes det, at
man fif drikkeligere daglig Ol, end man ſedvanlig i
vore fmaa Kiobſteder fager, men man ſtulle da vel
og begynde at fane Smag paa godt ſterkt Ol, langt
tienligere for Sundheden, end det fordærvelige Bren—
deviin, hvis Brug da maaſtee kunde indſtrenkes.
Saalenge Told og Konſumſion ſkal finde Sted, faa
moderere man i det mindſte Afgifterne ). Men

Maj 1796. N man
) „Man tanke fig allene 4 Mark for en Tende Malt
„til Ol, 9 Mark for ſamme til Brendevün, og det
„endda under det fan hyppig i Svang gagende Bren—
„ devümsbrenden paa Landet, hvormed de i de ſmaa
„Kiobſteder uſſelt lonnede Konſumſionsbetiente let
1, forledes til at fee” igiennem Fingre, og hvorover

„Kiobſtcdsborgeren, hois Leiligbed det ikke er at
. y lægget

194

man give og Told⸗ og Konſumſionsbetienten ſaadanne
tilſtrekkelige Indkomſter, hvoraf de anftændig kunde
Tove ). Men ſaa ſtraffe man og med pderſte
Strenghed den uredelige Betient, der findes at have
tilſideſat Eed og Pligt. J ovrigt var vel den bedſte
Forandring i Told og Konſumſionsveſenet, om det
ganſke kunde hæves, og i det Sted uden Kontrol afs

gives

ur lægge fig ud med Konſumſionsſorvalteren eller Kon⸗
„ trolleuren, ei tor klage.“ — Dette om Bondernes
Srændeviinsbrænden, har jeg dog ſagt meſt med Hen⸗
ſyn til Jylland, hvor denne lUlſkik er næften almindelig,
faa endog en vis Proprietær, hos hvis Vonder en
DeelBrændeviinspander bleve konfiſterede, mistenktes
for felv at have udfat Betientene paa dem, da de ikke
ville foreues med ham om Hoveriet, endſkient Bonden
berved ikke [od fig kujonere, faa Proprieteren tilſidſt
maatte ſelge Gaard og Gods til ſelbe Bonderue, da
ban ſaae den velgiorende Hoderikommisſion gikke ville
billige bans overdrevne Fordringer. Et værdigt Bi—
drag til vor Publiſitet ville det ellers blive, om man
Havde denne Kommisſions Akter trykte, og blant til—
lige nogle af de ved Amtmendene trufne Foreninger,
for at kunde jævnfore dem med Kommisſionen. Her
i Lolland derimod, er deels Bonden ikke faa formu⸗
ende, at han ſelv kan brænde, deels behover han det
ikke, da i neſten hver og en Strandby haves Oplag
af Flensborg Breendevün, der volder for Kiobſtoderne
ſamme Skade, ſom hin anden Üſkik. — „Ikke det
„ ringeſte — Bandet undtagen — putter den Fattige
„i fin Mund, det jo maa indloſes med den trykkende
2 nee“ See Minerva for April 1793.
. 36. '

) Tanker man at have udrettet noget til Fordeel for
de Handlende ved det ny Sportelreglement, da torde
Henſigten, faa herlig, dog maaſkee forfeile. Overalt
vel rigtigſt, at diſſe, ſom alle Embedsſportler gik i
Kongens Kaſſe. Denne Sportuleren er og bliver al⸗
letider mis tankelig.

195

gives af enhver Kiobſted noget forholdsmæsfig til
Byens Handel og Trafk. Jeg er vis paa, at f. E
af Nakſlov, hvis Told og Konſumſion nu ikke gior
mere end 6596, hvoraf endda en Sperm Betiente
ſtal forlods have fine Lønninger, Kongen gierne i
frivillig Afgift fik, uden al Afdrag aarlig 10000
Rdlr. Viſt er det, at paa den Fod Told- og Kon:
ſumſionsveeſenet for nærværende Tid ſtager, er den
en af de ſtorſte, om ikke den allerſtorſte Aarſag til
vore Kiobſteders maadelige Forfatning ). Et ans
det Toldveſen, vore Kisbmand ſkulle da viſt og paa
en for Landet og dem felv fordeelagtigere Maade an-
logge deres Handel.
4. Laugenes Rettigheder overholdes, .
Ikke nægter jeg de Grunde, hvoraf man bevi—
fer ingen Laug burde være, Men nu de en Gang ere
oprettede, da ſtrax at afſkaffe dem, kan jeg ingen—
lunde finde raadeligt. Heller troer jeg, man allene
for det forſte bor ſoge, at overholde de Anordninger,
der for Laugene foreſkrive viſſe nyttige Regler, ved
hvis ſtrenge Jagttagelſe og Overholdelſe, Handverke—
ren allene vil kunde reiſe ſig fra den dybe Foragt,
han hidtil næften overalt uden for Kiobenhavn er
nedſiunken i. Man ſorge derfor for, at ikke en, ſom
forſt i Dag er bleven Svend, i Morgen kan blive
Meſter. Man opmuntre ved Friheder f. E. fra Næs
ringsſkat og ved andre Belonninger vore Handverks—
N 2 ſvende

) Om Nakſkov Kiobſteds aarlige Konſumſion, vil man
ellers finde en detailleret Efterretuing i VBilagerne
under Bogſtav H og J.

196

fvende til at reiſe og ſee fig omkring, for at kunde
polcre deres Profesſion. Man tillade ingen Hand—
verksmand at brænde, end ikke til eget. Huusbrug,
mindre til at fælge. Kunde kun Handverkeren faae
godt Ol at kisbe, han ſkulle vel ſnart lade Brende—
vinet fare. Man forbyde ſtrengelig og alvorlig
overholde, at Meſterne ikke bruge deres Drenge til
at rende Wrinder i Bye, og ſaadant andet Huusar⸗
beide, hvorved de intet lære af deres Profesſion, den
de ſom Lerlinge lægge en flet Grund i, og ſiden ſom

Svende og Meſtere altid blive Fuſkere i. Man lade

enhver, for han bliver ſaavel Svend ſom Meſter,

under noie Opſigt forfatte ſit Proveſtykke, det man

da bedømme med al retfærdig Strenghed. Man

ſorge og for, at Bekoſtuingerne med at blive Meſter

og Borger, faa meget mulige formindſkes. Der—
imod ophæve man alle de ſkadelige og urimelige Lauge
ſlikke, der kun fore til Sviir og Lediggang, og volde
unødvendig Tvang. Men ogſaa er det viſt, at Hand:
verkerne i Kisbſtæderne endda aldrig kan komme ſig,
ſaa leuge de med flere Byrder ſkal konkurrere med

Handverkerne paa Landet, ſom baade ingen Byrder
har, og dertil lettere kan faae de til ſit Handverk
nodvendige raa Materialier end Kisbſtedshandver—
keren, der ligeſom maa ſtigle fig til de raa Materia—
lier, han ſtal forbruge? Thi, hvor vanſkeligt for
Handſkemageren og Feldberederen, og Skomageren
og Berſtenbinderen, og Hattemageren og mange an—
dre Profesſioniſter, at drive med Fordeel deres Hand—
verk, ſaalenge vore Kiobmend ere fag upartiffe at
i ; Ude

197

udføre til eybek og Hamborg og Roſtok og flere udem
landſke Sta der, Skind og Huder, og Uld og Haar /
og ſiden igien indſnige alle diſſe raa udførte Materia—
lier forarbeidet, eller rettere ſaalenge vor Kiobſteds⸗
handel ſtager paa en faa ringe Fod, at Kisbmendene,
der have nedſat fig pan Lybekkernes Kredit, nodes til
at danſe efter diſſes Pibe, om de vil frem, og derfor
fan meget mere maa ſkaffe deres Befordrere og Vel—
yndere “) ſaadanne raa Barer, ſom de ſielden have
rede Penge at fornoie dem med. Kort den ene Nær
ring dependerer af den anden, den enes Forfald dra—
ger den anden efter fig.

5. Vejene forbedres.

Derſom det er rigtigt, ſom dog Kyndige paa⸗
flade, at Leerbund er den beqvemmeligſte Jordart til
at anlægge Chauſſeir, ſaa kunde Lolland viſt fage de
bedſte Veje, naar man kun dermed engang ville gisre
Begyndelſen, og derover havdes det fornødne Til
ſyn. Ikke at her ere jo for nærværende Tid Tilſyns⸗
mend nok over Vejene. Thi dette Tilſyn paaligger
jo i Folge Lovene, Amtmand og Herredsfoged og Dir
kedommer, og Proprieter og Sognefoged, men
imidlertid ſpores det ikke paa de lollandſke Veie, at
de ſaavel ere forſynede med Vejinſpektorer, og maa
ſtee forde de finde fig bedre tiente med en Eneſte, for⸗
7 N 3 ſynet
) Skal vi da ingen ganſke ny og omarbeidet Konkurs

og Fallitorden have, faa var det dog onſteligt for vor

Handel, at man i det mindſte fif beſtemt, at Lybek⸗

kerne i vore Kiobmands Konkursboer ikke nyde ſtorre
Ret, end vore Handlende nyde hos dem.

498

ſynet med tilſtrekkelig Myndighed, og med Indſeende
ſaavel over de mindre Veie, ſom de ſtorre. Nettens
Betiente boe deels i Kiobſtederne, ofte langt fra det
Diſtrikt, hvor deres Vejinſpekſion falder, har dertil
andre Embeder ), ere forſynede med for liden Myn—
dighed, da de ved heri af ville giore deres Pligt
lettelig kunde ſtode dem, hvis private Fordele herved
kom i Kolliſion med den offentlige, og hvis Under—
ſtottelſe dog er nodvendig for en ſtakkels Underbe—
tient, hvis Lykke hænger ſaa meget af hans Fore—
fatte, eller fan kaldte Orermand. Manget Godſes
Vonder, ſom ved alvorlig Arbeide paa de ny Lande⸗
reie fik et nyt uvant Hoverie, ville da maaſtee forſt
udbryde i Klage over det til Hovedgaardene private
Hoverie, hyilket ſidſte dog faa meget mindre burde
fiaae i Vejen for almeennyttige Indretninger, ſom
den private Huusbonds Ret til Hoverie af Bonden,
uden Tvivl grunder fig paa en fvag Rrgierings ſtilti—
ende, men un hævdet — om ellers Uſurpafioner
kan hævdes — Eftergivenhed paa det Arbeide, Bon—
den i Folge Hiſtoriens Udviſende fra Arrilds Tid har
været pligtig at yde det Offentlige, en Eftergivenhed,
ſom derfor viſt heller ikke maa udſtrakkes videre, end
for ſaavidt Regieringen ikke felv behøver dette Ar—
beide. Kort for at fane Vejene, ſaavel i andre Stif—
ter ſom i Lolland, forſvarlig iſtandſatte maatte —

troer

) Thi til Skam for vort Juſtitsvæſen være det erindret:
at det lille Lolland har fire Herredsfogedtieneſter og
tolv Birkedommertieneſter, hvoraf ikke eneſte Tieneſte
allene kan endog kun nogenledes fode ſin Mand. Alle
bave de og derfor flere Tieueſter ſamlede.

299

troer jeg — beſkikkes for hver Stift en Vejinſpektor
ganſte uſubordineret nogen Oprighed i Provindſerne,
kun hængende af vedkommende Kollegium, dog at
Hyrigheden, Jorddrotten og enhver anden Vedkom—
mende paalagdes at give denne Embedsmand al mu—
lig Underſtsttelſe, men faa meget mulige burde en
ſaadan Vejinſpektor dog forſynes med Midler, der
fatte ham iſtand til at udføre fine Pligter ſaaledes, at
han faa lidet muligt behøvede at gage igiennem hine
Kanaler, hvor han muligt ſtundum kunde fløde paa
Grunde, der ſtandſede hans Kaas. Hver og en faa
Over- ſom Underbetient i Stiftet, Jorddrotten, ſom
Bonden, ſkulle derfor være pligtig, at opfylde uden
Indſigelſe, hvad han Vejveſenet angagende maatte
fordre. Skulle Vedkommende finde fig fornærmet,
da flød Vejen jo aaben for dem til Klage. Kun Vej—
inſpektoren var en redelig Mand, og der faa lidet
muligt ſtod i Konnexion med Vedkommende, altſaa
maaſkee ikke enten Stifternes Landinſpektorer, eller
andre, der i det Stift, de anſattes, havde havt bety—
delige Opmaalinger. Sandelig gode Veje ere ſaa
vigtige, for baade Kiobſtedsmanden og Bonden, bi—
Drage faa meget til et Lands Vel, at for ſamme ikke
kan giores for meget, men hidtil er viſt heri, Konge—
veien i Siælland undtagen, for hele Danmark giort
for lidet, ja for Lolland aldeles intet, thi Vejforord—
ningen af 1793 ), faa vel indrettet den kan være,
N 4 hiel,
) Beſynderligt, hvorfor i denne Forordning, Landeveiene
i Lolland er anſat fra Gaabenſe til Rorby, iſtedet for

her til Nakſkov, ſom baade er den vigtige Bye i Stif⸗
tet, og bvortil er ſtorſt Paſſage.

208

hielper intet, ſaalenge den ikke kan ſattes i Ereku⸗
ſion. Kiobſtederne, ſom Landmanden, bidrog viſt
villig noget hertil. — Men imidlertid, ſaalenge
nærmefte Opſyn ſkal paaligge Rettens Betiente, var
det at onſte, at dette Vejopſyn indſtrankedes blot til
Herredsfogderne, i det mindſte hvad Alveiene eller
de ſtorre Veje angager, og at diſſe da ikke manglede
de til deres Pligters Opfyldelſe fornødne Midler og
Opmuntringer.

6. Den lollandſke Pofts Befordring
beſorges paa ken for Byen fordeel—
agtigere Maade.

Naar man betænker den ſlette, ja paa mange
Steder heel farlige Vej, den lolandſte Poſt har at
fare lige fra Søge her til Nalſtov, faa ville allerede
Vejveſenets Forbedring markclig bidrage til Forbes
dring i Pofivæfenets. Indretning. Man ville da
kunde fage Poſten, iſtedet for ved Midnat om hoi
lys Dag. "Foruden den kiorende Poſt var det viſt
derfor heel nyttigt, om man tillige havde en ridende
Poſt, der kunde afgage fra Kiobenhaon om Tirsda—
gen, ſom den agende afgager om Loverdagen. De
til Kiøbenhavn om Mandagen med Hamborg Poſt
ankommende lollandſte Breve, kom da ikke til at
ligge ſaalenge over til Skade, faa for det Offeutlige,
ſaalenge Lolland og Fyen i viſſe Maader udgier et
Stift, ſom ifær for de Handlende, der ſandelig let—
telig kunde tabe betydeligt ved denne Poſtens lang—
ſomme Gang. Saaledes f. E. kan en Kisbmand
her

201

her i Byen let forledes til, af Frygt; at forſikre fig,
Skib, ſom han i nogen Tid ilke har hort noget fra,
nagtet allerede pan Kiobenhavns Poſthuus ligger
Breve med gode Tidender. For den agende Poſts
haſtigere Befordring, var det viſt og nyttigt, om den
ene af de lollandſte Poſtforere boede i Falſter. Po—
ſten kunde da nopholdelig reiſe baade Nat og Dag.
Viſt er det, at Poſtens un værende Indretning er til
megen Skade for mange her i Stiftet. Ja var Nak—
flov et Aalborg eller Randers, eller bliver Nakſkov
en Gang til det, den kan blive i Folge fin fordeelag—
tige Beliggenhed, naar den en Gang maa faae blant
fine Handlende Kirketerper og Hanſener >), langt
mere maaſkee end hvad enten Aalborg eller Randers
er; ſandelig nu værende Indretning med Poſtens

N 5 Gang

*) Ut allene en eneſte Handlende kan bidrage merkelig
til en Kiobſteds Opkomſt, derpaa kunde anfores
mange Exempler, fær naar den Handlende er en vel»
fænfende Mand, der lader Handveerksmanden og
Dagleieren unde godt af fin ved Handel ſamlede Riges
dom. Randers ſkylder Etatsraad Kürketerp fin Op»
komſt. Allene i fem Aar ſkal denne Bye have faget
en Tilvext af 30 Familier. Men for at tage et Exem—
pel af mindre Kiobſteder, da kan hertil tiene de ſmaa
Kiobſtader Varde og Ringkiobing. Medens hin havde
fin vindſkibelige og brave Olgaard, kunde denne ikke
komme Veret, men ikke ſaaſnart fik Ringkiobing
fine Tanger og Strandbyegaarder og flere driftige
Handlende, for den uagtet fin vanſkelige, ja farlige
Indſegling ſaaledes tiltog, at om den fremdeles fane
ledes vedbliver, vil det lille Ringkisbing blive en af
Jyllands meſt velhavende Kiobſtcder. Og merkeligt,
alle diſſe Handlende have beqyndt med bidet eller In
tet, havt de ſamme Vanſteligheder at overvinde, ſom

de Handlende ide andre vore Kiobſtecder bar.

202

Gang og dens Skadelighed vil for de Handlende blive
end foleligere.

5. Handelen bedre ordnes.

Der burde nemlig være Forſkiel mellem Gros—
ſereren og Detalliehandleren. Dette var dobbelt
nyttigt i et Land og en Kiobſted ſom Nakſkov, hvor
Korn er den vigtigſte Handelsgreen, og hvor efter de
Handlendes nu værende Forfatning ingen kan faae
Landmandens og Bondens Handel, uden han kan
afkibe ham ſit Korn. For derfor at kunde det,
laaner vore Handlende, ſom ovenfor erindret, Penge
af Wreboerne, og nu forſt kunde de vente fig nogen
Handel, men en Handel, der langt fra at være Byen
nyttig, kun feder Lybeklerne og Marſtallerne og i
hyieſte, ſaa ſom faa underholder en Familie. Ingen
derfor, ſom ville handle med Korn, burde have Til—
ladelſe at holde aaben Bod, eller fælge ud i det Min—
dre, og ingen der ville handle i det Mindre, burde
være Kornhandler. Allermindſt burde hverken Korn—
handleren eller Detalliehandleren have Tilladelſe at
brende, og derved betage Byerne en Naring, hvoraf
mange Familier kunde ſkikkelig leve, ſer naar Kon—
ſumſionen var modereret, hvorved det fordærvelige
Flensborg Brændeviins Indforſel ville ſtandſes. Jeg
vced nok, Kiobmanden ſiger, han nødvendig maa
brænde, da de Bønder, han handler med, vil ffiæn-
kes. Men jeg veed ogſaa, og er overbeviiſt om, at,
naar Kigbmanden handler med en Bonde, han da

paa fine Barer har faa megen Fordeel, han gierne
. kan

203

fan taale, at give Bonden en Snaps, og hente
Brendevinet hos Brendevnnsmanden. Ja beſyn—
derligt, at Frdg. af 2 Aug. 1786, ſom indſtrenker
Brändeviinsbrenderierne i Kiobſtederne, endnu ikke
er fat i Exekuſion. Kiobſtæederne ville herved fage en
ny Naringsgreen, eller rettere, denne Neringsgreen,
ſom Kiobſtederne ſaalonge, men deſto verre fig til
mere Skade end Gavn har havt, ville herved blive
dem langt fordeelagtigere. Men Sagen er ſaaledes,
ſom Handelen nu er i de allerfleſte vore Kiobſteder,
vil den Handlende være alt, og er det virkeligt lige
fra at være Groſſerer til Oltapper. Denne ſkadelige
Uſkik maatte derfor hæves. J Nakfkov f. E. kan den
fattige, men vindſkibelige Handlende ikke nære fig,
naar han, for at træffe Bønderne til fig, ſkal kisbe
Korn, og hertil ikke har Penge. Thi, at leve af
Byens Bodhandel, dertil er Nakſkov ſor liden, at
den kan underholde mange gabne Boder. Hvad i
zyrigt mere til Fordeel for Kisbſtedshandelen her
kunde anføres, indeholdes deels i foranforte Poſter,
deels vil end videre blive anført i de folgende Poſter.

8. WMreboerne jages bort.

Saa betydeligt et Indpas diſſe, viſt nok vind—
ſtibelige Folk, giore Nakſtovs Handlende, faa viſt er
det og, at diſſe aldrig i Almindelighed kunde reiſe
fig, uden at hine koſtbare Giæſter jages paa Porten.
Imidlertid er der ingen Tvivl om, at de ved Enig—
hed, Strabſomhed og Flid mellem de Haudlende her
i Byen let kunde jages bort. Medens den driftige

Jus

204

Juſtitsraad Hinkeldey i Nykiobing paajFaljter levede /
kunde Marſtalleren aldrig fane faſt Fod i Nykiobing.
For Fremtiden forde det deſtoverre maaſkee og der
lykkes ham. Atter et Beviis pan, hvad en eneſte
Handlende kan udrette Til at fage Wreboerne
bort, ville ellers, at de Kornhandlende ſkaffede fig
ſlere Fartgier, end de hidtil have. J de fidſte Aar
er vel Antallet af diſſe ſtegne til tolv ), men det er

dog langt fra det Antal, Nakſtov tilforn har havt *),
endog

„) Deraf er det allerſtorſte bygget i ſidſte Sommer af
den driftige Kobmand Jenſen. Men Skade, at Byens
Handværfere intet fortiente herved, da naſten alle, i
det mindſte de vigtigſte Handverkere: Skibsbygger,
Smed, Seilmager, vare udenbyes. Saaledes, ſom
paa flere Maader er det, at vore Handverkere aldrig
kan reiſe fig. — Om diſſe Fartoiers Storrelſe, fee
Bilaget under Bogſtav B. .

%) Endſkiont vel Nakſkovs Fortids Tilſtand er uden for
min Plan, faa finder jeg mig dog befoiet for deres
Skyld, der ikke ville troe, hvad Nakſtov har været,
og viſt endnu kan blive, befoiet her at anføre Arnt
Berntſens halvandet hundrede Aars gamle Beretning
om denne By: hvorefter „ſamme Byes fornemme
„formuende Borgerſkab en ſtor Handel til Soes ved—
„ligebolde, og udi deres egne Skibe en merkelig ſtor
„Partie af Landſens gode Bare, ſynderlig Hvede,
„Rug, Byg, Haffre oc Erter udføres til vidt fra—
„liggende Steder, Spanien, Engeland, Holland,
„ Tyſkland, Norge o. ſ. v. Hvilcket dem icke ringe
„Nytte ſkaffer, men derved, ligeſom i Mængde af Bor—
„gere, ſoa de udi Formue de Bygning tiltagex“
Danmark. frugt. Herlig. 1 &og8 1 Part. 102 Si⸗
de. Og dette var endda paa en Tid, da det lede
Ariſtokratie trykkede al Handel og Induſtrie; da juſt
i Lolland næften alle Bonder vare livegne, der des
uden, trykkede af det meſt vilkaarlige Hoverie, nod—

tes til det adelige Herrefæde at bringe alt det 2 7
om

205

endog i Mands Minde, da der ere de, ſom endnu
kan erindre fig over 50 Fartsier, der her har været
til

ſom Bonden kunde eller ſkulle undvære. Kort da
operalt Agerbruget var langt fra ikke faa fordeelag⸗
tigt, ſom nu. Dette var paa en Tid, da Nakſkovs
Rivaler, de andre Kiobſtader her paa Lolland, viſt vare
i langt bedre Tilſtand end nu, da den ſorteſte Armod
herfer mellem dem, ſer Handveerkene. Ogſaa denne
diſſe Kiobſteders bedre Tilſtand, fees af foranforte
Arnt Berntſen. Saaledes ſiger han paa anførte
Sted, S. 103 om Maribo, at den, uagtet den ikke
paa en halv Miil næv haver Tilſegling, dog af Han
del og Borgerſkab ikke er ringe, efterdi den Landet
paa alle Gider om fig haver. Nu derimod er kun een
til to Kiobmend, der har nogen Handel af Betyden—
hed. Det ſamme gielder om Saxkiobing og Nyſted,
hvor og i Berntſens Tid var mod nu værende Tid
ilke ubetydelig Handel, endog til Goes. Men, at i
diſſe ſmaa Steder er en eller høit to Handlende, gior
ſandelig intet til en Kiobſteds Opkomſt, ſnarere kan
den ganſke ruinere en Kiobſted, naar denne ene bands
lende Mand tager alt fra andre Steder, uden at
færte fine Medborgere i Arbeide ved fin Rigdom, naar
han dertil er en ikke veltænfende Mand, der vil bes
notte fig af den fin Indflydelſe, hans Penge giver
bam, til at dominere over ſine Medborgere, ſaa in⸗
gen tor vove at fætte fig ved Siden af ham. Hvor
TEgteſtand er Elendigheds Stand, hvor Muurme—
ſter, Snedker, Skomagere, Haudſkemagere ere fære
dige at doe af Gult, for Mangel paa andet Arbeide,
end det Markederne kunde ſkaffe nogle af diſſe Profes⸗
ſioniſter, hvor Gremmelſe og den forte Armod kan
kiendes paa de unge Koner, der ſom Moer kun fov-
Aar ſiden vare Naturens Stoltbed, hvor deres Born,
fra de have lært at gage, maa ud at tigge, der kan
ingen Velſtand være, om fad boe i Byen enkele
Handlende, der kan opkiobe hele Landets Korn, eller
anden enkelt Mand, han eie nok faa meget. Selv
Rodby, der nu kun er en uſſel §lekke, tog i 1

206

til Byen. Men ikke nok de Handlende finge Far—
toier og Skibe, de maatte dertil ſelv imellem reiſe
med. Herved vare de viſſe paa, at de felv trak al
mulig Fordele af en Reiſe. Ogſaa fraffede de fig
herved en Deel Kundſkaber tienlige til deres Handels
bedre Fortſettelſe i Tiden. Men frem for alt, fik
de herved de Kundſtaber, der ſatte dem ſiden i Stand

til at kontrollere med Skipperen, naar denne allene
reiſte.

ſens Tid flux til udi Handel og borgerlig Noring,
hvoraf den nu intet har. Ja endog har den un lidet
af de Fordele," den ffulle have af det derved liggende
Faerdeſted, ſom nu kun lidet beſoges fremfor i gamle
Dage, da Giennemfarten af Reiſende endog har væs
ret faa ſtor, at jeg finder mod Slutningen af det
16de Sekel, en Sognepreſt der degraderet til Ka—
pellan, fordi han ilke var lærd nok til at være Sog⸗
nepreſt der, hvor der var et Fergeſted, og følgelig
beſogtes af mange fremmede. See Worms lærde
Lexikon 2 Deel 2433 S. Nu for Tiden ſkal viſt ikke
de Reiſende — ſom nok kun ere nogle lybſke Bodkar—
le, der deffoværre ſtreife til Terminerne alle Lollands
Kiobſteder igiennem — kontrollere med Rodbyes
Sognepreſts kerdom. Saaledes agtede man ellers
den Gang Lerdom, og hævdede Fædrelandets Wre
heri! Monne man i vore Dage ved de Geiſtliges Be—
fordring ſoger at fætte lærde og veltalende Preſter,
juſt paa ſaadanne Steder, hvor en maadelig Predi—
kant let kan give en ondvillig og flygtig Reiſende Un»
ledning til at bedomme et heelt Lands Oplysning efter
en enkelt Stymper. Danmarks littergriſke ſom ov—
rige Ære, er mere end en Gang ſaaledes miskiendt i
Fremmedes Reiſebeſkrivelſer, bois ſlygtige Forfattere
bar bedomt det Hele af et eller andet Enkelt. Maa⸗
ſkee torde det derfor ikke være ligegyldigt, at udſoge
Embedsmand til de Steder, hvor megen Paſſage af
Fremmede falder, naar det juſt ere ſaadanne Em⸗
i ſom den Reiſende kunde fane med at
lle.

207

reiſte. Thi mange ere rigtig nok blevne Fede af ſels
at holde Skibe, fordi de ſtal betroe dem til en Skip—
per, der ofte alt for folelig deler Fordelen af en Reiſe
med fin Kiobmand, ſom ingen Kundſtab har. Dog
en Kiobmand, ſom ſelv ville reiſe med, og hiemme
tillige holder aaben Bod, jeg tilſtager det, kan let
ved at overlade denne til Fremmede; tabe herved li—
geſaa meget, ſom han vinder paa fin Reiſe. Men
derfor ville jeg ikke heller, ſom tilforn erindret, at
Kornhandleren ſkulle holde aaben Bod. Og lad
ham nu end holde den, da er Bodhandlen de aller—
fleſte Dage ikke ſtorre, end at en brav Kone kan over—
fee og beſtyre den. Men — ſiger man mig — Ko—
nen har desuden faa meget at tage vare paa, hun ſkal
nu paſſe paa Bryggerſet, nu paa Kollen, nu ſorge
for Folkene i Marken; Fort, nu et nu andet, foruden
hendes almindelige Forretninger, ſom Huusmoder.
Ja her kommer det igien, ſom jeg ogſaa tilforn har
erindret, Kiobmanden vil være alt, Groſſerer, og
Iſſenkremmer og Horkræemmer og Urtekremmer, og
Brygger og Brændeviinsmand, og Avlsbruger o. ſ.
v. Vore Kiobmand have faa mange Jern i Ilden,
at ofte endog mere end et ſpies, og ſtundum endda
det vigtigſte. Ved ſelv ikke giennem Wreboerne at
udføre Kornet, ved ſelv ikke ved Fuldmægtig at ind—
kiobe fine Varer, kunde Nakſtovs Handlende betyde⸗
ligt reiſe fig, og Wreboeren ville da nok pakke fig.
Kiobmanden ville da kunde baade fane bedre Vare,
og fælge dem for lettere Kiob end uu, da baade de
ſlette Vare, og de alligevel dyre Priſer, hvorſor 1
N

208

af vore Kisbftæders Handlende udfælges, gior: at
mange betydelige Familier, faa paa Landet ſom i
Kiobſtaden indkiober alle Speſerievarer, og hvad
mere de aarlig forbruge i deres Huusholdning fra
Kisbenharn, hvor man, Skibsfragten uagtet, dog
indkisber for lettere Priſer, og alletider fager Vare
af bedre Bonitet, end hine fordervede og ringe lybſte
Vare.

9. Nakſkovs Fiord opmudres.

For at rydde denne for Byens Handel og In—

duſtrie ſkadelige Hindring af Veien, er allerede for:

lengſt, faa fra Magiſtraten ſom Byens øvrige Ind—

vaaneres Side giort, hvad man heri efter Byens

Omſtendigheder kunde gisre. Allerede derfor midt

i Aaret 1791, indgik Magiſtraten med Anſogning
om Konfirmaſion paa et Havnc- og Mudderveſens
Indretning, ſamt den dertil horende Plan og Regle—
ment indrettet, omtrent ſom det i Aaret 1788 fra
Horſens konfirmerede. — Men Nakſtov er ikke Hors
ſens, ſom har den re at vere Fodebye for flere
Landets berømte Mænd, og den Lykke at have en af
diſſe til fin Overovrighed — Anſsgningen fra Nak—
ffov om et Mudderveſens Indretning blev derfor
henlagt paa de hoiere Steder, hvortil den indſendtes,
nden at man ſiden fik det Mindſte ar høre eller ſporge
til den, uden at man fik noget Svar, enten til eller
fra Denne Omgang er faa meget deſto beſynderli—
gere, ſom ved Indretningens og Planens Bekraftelſe
ingen, end ikke den mindſte Underſtstning ſogtes
Kv eb

*

209

erholdet af Statens offentlige Kaſſe. Thi de for⸗

nodue Penge til Muddermaſkinen, og de flere til

Muddringen henhørende Materialier, vare allerede

ſubſtriberede af et Intereſſentſtkab paa 48 Akſier eller

Lodder, hver Lod paa 25 Rdlr., hvis Lodders Belob

var alt, hvad for det forſte behovedes til Indretnin⸗

gen. For dens aarlige Vedligeholdelſe ſkulle noget
viſt udbredes af de Handlende, og Skipperne, i For⸗
hold deels til Skibets Drægtighed, deels til de for—
ſkiellige Slags Varer, der udgiorde Ladningen. Da
man ſaaledes i fire Aar ikke havde hort noget til Ud—
faldet pan denne Anſogning, indgik Magiſtraten paa
nye i forrige Aar med en Pro Memoria til det kongl.

danſte Kanſellie, hvormed fulgte Gienparter af den 1

Aaret 1791 indgivne Auſogning med Planen og Reg—

lementet, og bad at velbemeldte Kollegium ville tage

ſig af denne for Byen vigtige Sag. Herfra har
man da faaet faa megen Underretning, at Anſognin—
gen med Bilag er anbefalet og tilſtillet det kongelige

Generaltoldkammer, hvis oplyſte Chef, der af Er—

farcuhed i fin forrige Poſt veed, hvor meget en let
og god Indſeigling bidrager til en Kiobſtads Opkomſt,
viſt vil bidrage Sit til, at Nakſtov heri nager ſit

Huſke. Da ßforſt forde maaſtee flere Handlende lægge

ſig Fartoier til. .

10. Byens Jorde bedre benyttes tilftørre
Fordeel, fan for enkelt Ejer, ſom det
Alm indelige.

Som jeg allerede ovenfor har peget paa, ſaa
være det her igien erindret: Vi har i Danmark en
Maj 1796. O deſto⸗

210

deſtoverre alt for ſtor Mængde frie Hartkorn, der i
et forgieldet Land, ſom vort, til ubodelig Skade for
det Offentlige, ei allene ikke bærer lige Byrder med
det ufri Hartkorn, men dette fri Hartkorn dyrkes
desuden ikke fan godt, ſom hint ufri, og derved liger
ledes pan den Maade ſtader det Offentlige. Thi im.
gen nægter mig dog, af Herregaardernes Marker, ſom
drives ved det forhadte Hoverie, og tildeels under
Opſyn af Lejeſvende, indbringe ikke det de kunde ind—
bringe. Sandelig der kunde vel anfores de, der ikke
indbringe det halve, af hvad de kunde indbringe.
Overalt kan ſtore Jordlodder nok aldrig drives faa
godt, ſom de mindre. Nu mange vore Praſtegaar—
des fri Jorde, ja vel de fleſte, hvor flet drives ikke
de? J det mindſte kiender jeg faa Preſter, ſom Fyns
dige Landmænd ville tilſtage, at de drive forſvarlig
deres Jorder. ). Og viſt nok dreves Bogen bedre,
var Skaden maaſkee erſtattelig. Men imidlertid
taber dog alletider noget i det Hele det Offentlige,
ſom hverken fager Skatter eller betydelig Afgrode af
en ſaadan Mengde frit Hartkorn. Og denne Klage
gielder netop og om Kiobſtædernes fri Hartkorn;
ſom ſedvanlig, efter ſom det drives, aldrig er det
Offentlige til nogen Nytte, ofte end ikke hele Byen,
men kun nogle enkelte *). Dette ſidſte kan nu vel
juſt
+) Dette gielder fornemmelig om Lollands Preſter, der
med de ſtorſte Kald, dog almindelig ingen Formue
ſamle ſig, viſt nok, fordi meget faa forſtage at drive
deres Jorde.
*) Saaledes er det i det windſte i mange Kiobſte der,
hvor ingen Auſtalt for den Fattige er, til at fane l

211

juſt ikke ſiges om Nakſkov, hvor, efter hvad jeg til
forn har fortalt, ſnarere alt for Mange har viſt ikke
Nytte, men Deel i Byens Jorde. Dog er det og
viſt, at her i Byen er fan liden Anſtalt til at fage
Ol, Melk og ſaadanne Ting til Kiobs, at Hand—
verksmanden, der daglig ſtal føde fine Handverks—
folk og Born, næften ev nødt til at ſraffe fig lidet
Jord, hvoraf han om Vinteren kan fore en Koe;
Stade kun, at herved fages Smag paa Avlsbrug,
hvis virkſomme Liv da ſynes behageligere, end det
rolige Levnet paa Verkſtedet, ſom derfor tilſidſt ganſke
tilſideſettes for hint. En almindelig Forandring
med Nakſkovs ſom alle andre Kiobſta dernes Jorde,
er derfor til Kiobſtadernes Forbedring heel nødvendig.
Uncgtelig kunde en ſtor Deel af vore Kiobſtaders
Jorde være Kiobſtederne til langt ſtorre Nytte, naar
O 2

Ol eller Melk at kiobe, og hvor han endda ikke uden
"fær Naade af fine Medborgere, og det for en over»
dreven Betaling, af henved 4 Rdlr. kan fane en Koen
om Sommeren græffet, da de Formuende har tilvendt
ſig alle Jordene, ſom dog viſt fra Begyndelſen ere
givne til den hele Byes Nytte. Dette gielder f. E
om Rudkiebing paa Langeland, hvor alls Byens Jor⸗
der ere ſom Eiendom tilvendte nogle faa Familier.
End verre er deti Mariboe her i Lolland, hvor Son»
gen endnu eje Jordene, men deres Brug mod en ube⸗
tydelig aarlig Afgift er overladt Vyens Indvaanere,
der uden Opſyn dele ſig dem imellem, ſom de ere
Venner og ſterkeſt, og den ſpage, eller ſom vil gage
den lige Vej, altſaa maa ſtage tilbage. Ja viſt nok
var en Reforme med vore Kiobſtedsjorder heel nyt⸗
tig, og — ſom jeg troer — fær i Landkiobſteder⸗
ne, hvor af Mangel paa Seilads, Avlsbrug dog kunde
blive nogen Naring.

218

f. E. diſſe Jorde beſattes med Huus og Gaardmend,
der da kunde blive for Kiobſteden, hvad Amager er
for Kiobenhaun. Hvad nu angaaer Nakſkov, og
dens Jordes bedre Afbenyttelſe, da har jeg derom

konſuleret en Mand, der med lokal Kundſkab om

Nakſkovs Jorde, tillige forbinder gode Indſigter i
Agerbrug og Landvæfenet, nemlig Hr. Proprietar

Dons til Aſſenſtrup, Medlem af den til Hoveriets

Beſtemmelſe nedſatte kongelige Kommisſion. Han

har og været (aa god, fEriftlig at meddele mig fine

Tanker om denne Sag i et Misſiv, hvis Indhold

med deri anførte Plan til en Forbedring i Nakſtov

Kiobſteds Agerbrug, jeg her vil anføre med hans

egne Ord: „Enhyver i Landbruget kyndig Mand, kan

„ daglig overbeviſes om ſpeſiel Udſtiftuing og Fælled»
„ ſkabets Ophavelſe medbringende ſande Nytte i Dan—
„mark, og at det er en Kilde til Bondeſtandens
„Opkomſt, thi den medforer en meget bedre Kultur
„i Agerbruget, og virker til Induſtrien i det Hele;
„men om ſpeſiel Udſkiftning af Kiobſtedernes Jorder
„i Almindelighed ville fvare til Henſigten, derom
„ ſkulle jeg meget tvivle. Overalt troer jeg, at der—
„for ingen almindelig Plan kan etableres, thi det
„ſom kan være paſſende for en Kiobſted, kan være
„det modſatte for andre, da Jordernes Tilfæg og
„Ejendomsretten til Jorderne for Kiobſtæderne ere
„ forſtiellige. Det vil derfor komme an paa be los
„ kale Omſtendigheder for enhver Kiobſted, ifær
„ hvorvidt ſpeſiel Udſkiftning kan være paſſende. Og
„da Nakſtov Byes Jorders bedre Indretning til
| By⸗

213

„Vyens almindelige Vel, her er Gienſtanden ſaavel

" Fr D. V. ſom mit Onſte, faa vil jeg derved
„holde mig. Og maa jeg da kelſtage Dem, at jeg
ikke troer, at ſpeſiel Uoͤſtiftning af Nakſkov Byes
„ tilliggende Jorder ville medføre Nytte for Byens
„Indvaanere i Almindelighed. Mine Grunde der—
for ere folgende: En Deel af Byens Jordbrugere
ir ejer en Gaards Jord, andre = Gaards Jord, naar
„é diſſe ſtulle udſtiftes og ſerſkilt indhegnes, ſom blev
„den Folge af Udſtiftningen, ville det medføre en
„Deel Udgifter og Beſperlighed, ſom den mindre
„ Formuende ikke ſaavel kunde overkomme, og Fol—
„ gen deraf blev, at ſamtlige Byens Jorder kom i
„de Formuendes Verge, ſom ikke ville blive til ſand
„Nytte for Vyens fattige eller mindre formuende
„Indvaanere. J Henfeende til Byens almindelige
in Græsning, Madeſtoven Faldet, ſom nu haves i
nn Befiddelfe og Eiendom, efter enhver Hunsciers
„Grund her i Byen, da ville ſammes Udſkiftning
„ medføre ſamme Vanſkelighed, ſom Byens ovrige
„Jorder, og Folgen deraf ville blive den ſamme,
„ nemlig: at alt blev vverladt og kom i Beſiddelſe
„af de Formuende, til Tab for Byens Indvaanere
„i Almindelighed. At det er til Fordeel for Haand;
„ verksſtanden, eller for de faa kaldede ſmag Bor—
ir gere i Nakſkov, at have Ablingsdrift, dette troer
„jeg ikke, men efter nærværende Indretning med
„Nakſtov Byes Jorder, er det en Nodvendighed,
„ thi det Uundvarlige til Familiers Underholdning,
ir kan ikke altid ages her tilkiobs, altſaa førend
98 „nogen

214

ir nogen Indretning af Byens Jorder kunde iverk—
ſættes, ſaaledes, at Borgerſtabet i Almindelighed
„ingen Avling eller Jordbrug fulde have, maatte
forſt ſorges for, at her, ligeſom faa mange andre
„Stader, kunde fages alt til Kiobs, ſom nodven—
„dig behøves til den almindelige Mands Huushold—
„ning. En vis Deel af Byens Indvaanere kunde
„ ikte ganſte undvære Avlingsbrug, for Ex. Kiob—
„ mend, Brendeviinsmand og Vogumand ꝛc., da
„de nodvendig maa holde Heſte, dog ſkulde diſſe ikke
„have mere Jordbrug, end nødvendig udfordres til
„de uundværlige Heſte og Kreature, da Avlingen og
„Jordbrugen, ingenlunde maatte være deres Næs
„ ringsvej eller Levebrod. Forend ſaadan Jndret—
„ning med Byens Jorder kunde etableres, troer jeg,
„det var nodvendig, at enhver Borger i Byen vidſte
„ beſtemt fin Haandtering og Nring. For at for:
„ ſikres om, at Byens ſamtlige Indvaanere, kunde
„ beſtandig fage tilkiobs, hvad de daglig behøvede
„til deres nødvendige Oekonomie, maatte Byens
FJoꝛder overlades til ſaadanne Folk, der vare vante
„ til at dyrke Jorden med alle Slags Urter, der til
„lige havde Lyſt til at holde Malle Kier, for med
„ Urter og Melk at ſoge til Torvs, hvor Indvaanerne
„kunde ſoge diſſe Artikler tilkiobs; Byens Jorder
„ maatte da opmaales, og ordentlig udſtiftes; ſaa—
„ ledes, at de af Byens Indvaauere, ſom ikke ganſke
„kunde undvære Avlingsbrug, ſkulde tildeles deres
„Andeel nærmeft Byen, og den øvrige Deel af By:
„ens Jorder inddeles i mindre og ſterre Lodder,

0 ſom

215

„ fom ſtulde bebygges og beboes af ſaadanne Fami—
„lier, ſom meldt, der vilde dyrke Jorden med Rod—
„ der og Urter, ſamt holde ſmaa Hollenderier, for
„med det Nodvendige deraf at forſyne Byens Ind—
„ vaanere. At foreſtagende vilde være ken fordeelag—
„tig Indretning for Byens Indvaanere i Alminde—
nr lighed, det troer jeg ſikkert, thi da vilde enhver
„ paffe fin beſtemte Haandtering, og ikke ſom nu for—
„ſomme deres egentlige Fag, ved Indbildning af
„den Fordeel de nu ſoger ved Avlingsbrug, hvorved
„ Haandverkerne i Almindelighed forſommer deres
„Haandverk, og taber Lyſten til det der kunde og
ir burde være deres Levebrod. Jeg troer, at D.
„ Vb. ſaavelſom jeg, er overbeviiſt om, at Avlings—
„ brugets Forbeel for Nakſtov Vyes Borgere i AL
„ mindelighed, mere beſtager i Indbildningen end i
„Virkeligheden, og at mangen duelig Haandverks—
„mand, des formedelſt forſommer ſit Haandværk
ur Ligefaa fordeclagtig, ſom jeg holder mig overbeviiſt
„som, at denne ſoreſlagne Indretning vilde blive for
„Nakſkov Byes Indvaanere i Almindelighed, ligeſaa
„ vanſkelig vilde den viſt blive at udføre, de tillade
„mig derfor Hoiſtcrede! at foreſlaae en anden min—
„dre vanſkelig Plan at fætte i Udforelſe, om ikke faa
fordeelagtig, fan dog til meget ſtorre Fordeel for
„Byens Indvaanere, end nærværende Indretning
„af Byens Jorder. Samtlig Nakſkov Byes Ager—
„jord, Engbund og Graesning, ſkulde opmaales
mn og inddeles i fem Marker, ſaaledes, at enhver
„Jordeier i hver Mark ſik deres Jorder ien eller to

O 4 „Sta—

216

„Stader; ſkulde Færgelandene kunde komme under
nn Inddeling, med Byens bvrige Jorder, og blive
„ ploiede og beſagede, da kunde der blive fer Marker,
„ ſom fulde drives ſaaledes: En Mark aarlig til:
un Udlæg, en bære Vinterkorn og en til Vaarkorn,
„de trende til Klover og Grasning, deraf de tvende
„ greſſes, og en til Hoecbterring, Byen vilde der—
„ved avle fornøden Hoe til Vinter-Foering, og
„have mere en dobbelt Melk af deres Kior om Som—
„meren. Den Mark, ſom aarlig blev beſaget med
„Vaarſqed, ſkulde tillige beſazes med Klober. De
„af Byens Indvaanere, ſom ingen Jord har eller
sr ejer i Markerne, men allene haver Græsnings Ret.
„ paa Madeſtoven, ſkulde have Grasuing til ligeſaa
„ mange Hoveder i Byens Klovermarker, ſom de
„5 nu har Hoveders Paaſſag pan Madeſkoven, ligeſom
nn Byens øvrige Indvaanere, ſom ejer Jord beholde
u Rettighed, til ligeſaa mange Hoveders Græsning i
„ Klover-Markerne, ſom de nu haver paa Madeſko—
„ven, og ſtulde Klover-Markerne, ſom er ufejlbar—
„lig, kunde graſſe flere Hoveder, end nn kan greſſes
„eller græffes paa Madeſkoven, da ſtulde Jord—
„keierne allene have Rettighed til diſſe fiere Hoveders
„Forſlag; thi de, ſom allene har Græsnings Net,
„efter deres ejende Grund i Byen, og ikke tog Deel
„i Jordens bedre Dyrkning, maatte være tilfreds
og fornøjet med den bedre Græsning paa en Kløs
„ ver-Mark, end nu paa Madeſkoven, da derved
„ viſt vilde vindes dobbelt Melkning. At denne
„ Judretuing og Dyrkning af Byens Jorder, ſom

5 0 let

217

„ let lader fig iværffætte, vilde indbringe Byens
„Indvaanere, meget ſiorre Nytte og Fordeel, end
„den nærværende, det troer jeg D. V., og enhver
„Fornuftig let vil kunde indſce. Skulde Fergelan—
„dene ikke maatte ploies og dyrkes, burbe de dog,
„ at overlades Byen til en Hiclps og Skifts Græs—
„ ning.“ — Saavidt Hr. Dons, his Forſlag
ivarkſat, jeg er overbeviiſt, ville vorde Nakſeov Bye
til betydelig Fordeel, ſer det Forflag, hvorefter
Nafffov.Fun beholder det allernodvendigſtie Jord, og
det øvrige bebygges med Hollendere, Amagere eller
ſaadanne, der holde til Fal de Ting, hvorfor nu
mangen Borger maa mod fin Billie være Avlsbruger.
Det Almindelige, ſom Private ville vinde ved en ſaa—
dan Forandring i Nakſtovs, ſom flere Kiobſteders
Jordbrug.

O 5 11.

*) Fergelandene er en Grasning, der tilberer pro oſſi-
cio Maaiſtraten. Paa ſamme kan greſſes omtrent
130 Hoveder, altſaa er bet et ikke ubetydeligt Jord—
ſtykke, der pløjet kunde udbringes langt fordeelagti—
gere. Magiſtraten frulle viſt heller ikke have noget
imod, at denne Eiendom ved en forbedret Forandring
indbefattedes under Byens ovrige Jord. Ellers har
man i de ſidſte Aar, under Skin af at fee paa Byens
Vedſte, men enentlig vel for at ſkikanere enkelte iMa—
giſtraten diſputeret den, ſaavel denne Eiendom, ſom
Magiſtratens øvrige Jorde, der dog ere ſnart de eneſte
Indkomſter man har ſem Magiſtrat. Dog ved Lands
Sov cg Ret, bar man aldrig tordet driſtet fig til, at
anherngiggiore Sagen. Bevtis nok, at man kun
bar reiſt den, for hos den enfoldige Mængde at op⸗
vælge llvillte med dens narmeſte Porigbed.

218

11. Strandfiſkeriet ophielpes.

Denne hidtil her i hele volland ganſke forſomte
vigtige Noringsgreen, ville ſandelig ophiulpen være
ct betydeligt Hielpemiddel, faa til Lollands ſom hver
enkelt Kisbſteds Opkomſt. Det fifferige Vand uag—
tet, ſom paa alle Kanter omgiver Landet, og hvoraf
Nakſkovs Fiord er en ikke ubetydelig Deel, er allige—
vel de her faldende Fiſt, Aal, Flynder, Torſk, Dres
ter fan dyre, formedelſt de fan, der beſtiqftige fig
med Fiſkerier, at, Sild imellem undtagne, bliver
den øvrige Fiſk ikke til Deel for den Fattige, der ei
fan give to Mark for en lille Torſk, fire Mark, ja
vel en Rigsdaler for en Bret, 16 til 24 ß. for et
ubetydeligt Knippe Aal o. ſ. v. Dette Fiſteriernes
Forfald er fan meget betydeligere i Nakſtov, der
ſandelig er en af de dyreſte Kiobſtæder, jeg kiender,
hvor Ildebrand, Huusleie ), Levnetsmidler, Fort
alt er ſtegen til ſaadanne Priſer, at jeg ſandelig ikke
veed, hvor den Fattige fager noget at leve af. For
ham, ſom for Mængden i Almindelighed, var det
derfor en betydelig Vinding, om nogle af vore mange

Kiobmand forenede fig om, at bekoſte de til Fiſkeri—
' ernes

*) Huſe og Gaarde ere her i Byen i de ti ſidſte Aar
ſtegne til det dobbelte, ja derover i Priis. En Om—
ſtondighed man kunde antage, for et Beviis paa, at
Nakſkov tager til. Men denne Tiltagen torde allene
beſtage i den Mængde Handlende, ſom i de ſidſte Aar
have nedſat fig. At juſt Byen i det Hele vinder ved
denne Tilvært, ſaaledes ſom Handelen af de allerfleſte
endnu drives, tor jeg i det mindſte ikke tage mig paa

at beviſe.

219

ernes Drift fornødne Garn og Redſkaber. Det er
ved ſaadanne og flere nyttige Anſtalter, mere end ved
Legater af nogle hundrede Rigsdaler til at underholde
Dovenſkab, at Kiobmanden paa en værdig Maade
kunde viſe fig taknemmelig mod den Bye, hvori han

lever, og har ſamlet ſine Midler. Herved ville Lev—

netsmidlerne ') falde, herved Mange fættes i Ar—
beide, ſom nu af Mangel pan Arbeide maa tigge.
Men ſkal Fiſkerierne ophielpes ved Nakſkov, da
maatte man allerforſt gisre fig Umage for, at ud:
rydde den Mængde Salhunde, ſom nu gior faa ſior
Skade paa Fiſtene. Kun Begyndelſe hermed, var
allerede en ikke ringe Begyndelſe, til at ophielpe Fiſte—
rierne. J en anden Kiobſtad her i Landet, Nyſied
nemlig, ſtal man med Held have giort denne Be—
gyudelſe.

12. Torvehandelen opretholdes.

Naar jeg ſiger: at den Uſtik, ſom i mange

Aar her i Nakſtov har fundet Sted, at enhver op—
kiober uden for ſin Dor: Torv og Brænde, og Smor
og Æg og Korn, meget bidrager til vevnetsmidlernes
Dyrhed, ja gior endog, at mange af Byens Ind—
vaanere end ikke kan fage diſſe Ting tilkiobs her i
Byen; faa ſiger jeg intet, uden hvad enhver Fornuf—
tig — ſom ikke ſtyres af private Fordele — vil til—
ſtage

) Alt diſſe her i Nakſkov ere dyre, kan fees af Bilaget
under Bogſtav K, ja blant Kiobſteder af lige Store
relſe, og mudre end Nafſkov ſkal man neppe kunde
nævne nogen, bor Levemaaden er koſtbarere.

220

ſtage mig. Magiſtraten har derfor ved igientagne
Erindringer i de ſidſte Aar ſogt, at have denne Miss
brug, men hvor vanfſkeligt, at ſtride mod gamle
herdede Fordomme, og Politiet har af Mangel paa
Handtlangere ikke alletider Styrke nok til at under—
ſtotte diſſe Magiſtratens faa nyttige Foranſtaltninger,
Hvorimod den formuende Borger veed at ſctte alle
Kneb, for at eludere dem. Bonden er nu engang
faa vandt til paa Landevejene, i Byens Porte, og
det forſte det bedſte Sted, at fælge ſine Barer, uden
at fore dem til Torvs, at om Byefogden optog uden
for Torvet en ſaadan Bonde, og denne maaſtee
havde en Jorddrot, der ville og kunde tage fig af
ham, ſtulle han paadrage fig faa mange Skikaner
og Uleiligheder, der ſandelig ſnart kunde giore en
Cmbedsmand kied af, at opfylde fine Embedspligter.
Den ſterſte Deſpot glemmer ikke i vore Dage, at fore
det hellige Ord Frihed i Munden, naar han derved
tænker at ville tilvinde fig Fordele; og det høres faa
gierne, uden at man erindrer, at hvad der er Frihed
for enkelt Mand, leder ofte til Tvang for Mængden.
Ingen nægter mig dog, at naar en Favn Brande,
der paa Torvet kan faaes for 4 til 5 Rdlr., ſtal
kiobes hos Kiobmanden for 7 Rdlr., en Tønde Rug
eller Byg eller andet Korn, ſom Bryggeren og Bren—
deviinsmanden og Bageren kan kiobe ofte en heel
Rigsdaler lettere paa Torvet, end af Kiobmanden,
dog her fkal ſoges, fordi Kiobmanden opfigber det
alt, nu ligeſaa Smør, Oſt, Kiod og flere Levnets—
Midler, ſom udſolgte af Spekhokeren, alletider koſter

mere,

221

mere / ingen negter dog, at denne Handel, dette
Opkiob er til ſtor Skade for Mængden, ei at tale
om, at denne Omgangsmaade er ganſte loyſtridig
mod de om Land og Forprang givne Anordninger.
Torvedages Indrettelſe og Indſticerpelſe af Anord—
ningerne, der byde, at alle Barer, faa paa Torveda—
gene ſom de andre Dage ſtal falhuldes paa Axeltorvet,
ville derfor være til ſtor Nytte for Nakſkov. Men
hertil ville nødvendig en Torvefoged, der fan ved
Portene, ſom paa Torvet kunde have den fornødne
Opſyn. Odenſe har faaet i Aaret 1789 et Reſkript,
der indeholder en Deel, faa Politieveœſenet i Almin-
delighed, ſom Torvehandelen i Serdeleshed vedkom—
mende meget gode Beſtemmelſer, der med Nytte
kunde finde Sted i mange flere Kiobſtæder. Jeg
veed derfor ikke, hvorfor dette Reſkript ej maa loka—
liſeret extenderes til Nakſtov eller andre Steder.

13. Nogle Krammarkeder indrettes.

Derſom det er unægteligt, at Mængden i
vore Kiosbſteder ſukker under Fattigdom, faa er det
og viſt, at alle de Indretninger, der kan ſkaffe Mang
den Penge imellem Hænder, ere fordeelagtige. Det
er derfor, jeg tor paaſtage, at Nakſktov, ſom nu alde—
les ingen Krammarkeder har, vil vinde ved, i det.
mindſte at fane tvende, et nemlig om Foraaret og et
om Efteraaret. Det er ikke blog Handverksſtanden,
hvori ev mangen Meſter, hvis betydeligſte Arbeide
er hans Markedsarbeide, ſom herved vandt, men og
Bryggeren, Brandeviinsmanden, Ølrapperen, Hør

j keren,

222

keren, Bageren, kort enhver, der har det mindſte

at fælge lige til Konerne, ſom gaae om paa Gaden

med Brod og Kage. Jeg nægter ikke: at det maa—

ſtee var godt, om vore Kiobſteder ikke behøvede Mar—

feder, men jeg nægter, at det er vore Kiobſtader,

i den Forfatning de for nærværende Tid ere, til nos:

gen Fordeel, at de ikke har Markeder. Meget mere

tor jeg paaſtage, at det er en Kiobſted til Fordeel,

at den har nogle Markeder, og jeg tor deri paabe—

raabe mig min egen Erfaring fra Kiobſta den Lemvig,

" Hvor jeg for nogle Aar ſiden var Byefoged. Her
var vel to Markeder, men Tiden, de holdtes paa,

giorde, at de lidet eller intet bleve ſogte. Jeg fif

derfor diſſe Markeder, ej allene anſatte paa beqvem—

mere Tider, men og tvende ny til indrettede, og

Mængden af Byens Indvaanere var hermed overs

maade vel fornsiede. Ogſaa veed jeg, at baade

Extraſkatten og de flere Skatter og Afgifter, der hus

den fattige Mængde ere vanſkeligere i vore Kiobſtader

at fane inddrevne, end viſt mangen foreſtiller fig,
bleve nu, de indkrevedes ſtrax efter at et Marked

var holdet, meget lettere at fane ind. Hvad jeg
ſaaledes om Markedernes Nytte for de ſmaa Kiobſte—
der paaſtager, og af Erfarenhed tor paaſtage, finder
jeg end ydermere beſtyrket i en til vor Muniſipal Hi—
ſtorie henhørende Forordning af Kriſtian den Tredie,
given i Aaret 1542 ) til Kiobſtaderne i Jylland.
Den

) Den findes i danſke Magaſin, Fierde Bind, 288 S.
og Kong Kriſtian den zdies Hiſtorie, udgiven af Go⸗
diches Enke, Anden Deel, 361 S.

223

Den befaler udtrykkelig, at alle Markeder fmaa og
ſtore ſtulle blive ved Magt, da den menige Almue i
Kiobſtaderne haardeligen tit og ofte havde beklaget
dem, at deres Nering dem betoges ved de ſmaa
Markeders Afſkaffelſe, hvoraf ingen havde Fordeel,
uden nogen faa Kiobmend, ſom noget rige og for—
muendes ere, og da juſt en Deel af diſſe havde ved
Herredagen, hvorpaa Markederne bleve affkaffede,
mødt ſom Fuldmegtige for Kiobſtcderne, faa havde
ve og ſom troloſe Repreſentanter, der da — ſom—
ofte den Dag i Dag — kun fane paa egne Fordele ),

: a faget

+) Man tillade mig ellers ved de i vore Kiobſteder nu
værende Repreſentanter, deputerede Borgere, eller
ſom de almindelig kaldes eligerede Mend at erindre
folgende: Hertil tages efter de Regler, ſom følges i
de allerfleſte Kiobſteder, gierne nogle af Byens bedſte
Mænd 2: det er formuende, eller ſom ſidde i betydelig
Noring, eller ſaadanne, ſom kunde ſkrive noget,
Diſſe Byens eligerede Mænd have nu i Byens Regn—
ffabsvæfen, de af Byen gagende Paalegs og Afgif—
ters Beſtemmelſe m. v., til Byen henhorende, ikke (is
den Indflydelſe, og det er ret, thi ere de gode Mænd,
der fee paa hele Byens Vel, ikke modfætte fig en als
mindelig nyttig Indretning, fordi de ikke ſelv kan have
nogen Nytte deraf, eller indſee de har Nytte derar,
E. naar eligerede Borgere modfætte fig, at Byen
kontribuerer aarlig til en Jordemoder, fordi ingen af
de eligerede Borgere agte mere at lægge fig Børn til,
ere de derfor redelige Repreſentantere, da kan denne
deres Indflydelſe giore, om ikke anden Nytte, den at
Magiſtraten fritages for Mistanke hos den ovrige
Deel af Borgerſkabet. Men da Byens Embedsmænd,
ligeſaavel har Deel i Byens Grunde og Eiendomme,
og altſaa maa deeltage i Afgifter og Paaleg, var
det ikke da og billigt, at blant Byens Repreſentanter
altid ſkulle være en Embedsmand, ligemeget deiftlig
eller

224.

faget denne fig fordeclagtige Indretning ſat igiennem—
— Maaſtee var det pan ſamme Herredag, at Nak—
ſtop fik det faa kaldte Privileginm, at der ingen
Krammarkeder maa holdes, Man paaberaaber fig
vel et ſaadant, ſkiont jeg har ikke ſeet det, ligeſaa
lidet ſom hint, man vil en Kong Erik ſral have givet
Nakſtov, at enhver maa kisbe op uden for fin Dor,
var det fan alt, hvad han kunde fane, for ſiden med
Føllnæ Vægt at udhokre det til fine Medborgere.
Og ſaadant Sprog føres i vore Kiobſta der endda heel
ofte af dem, der ellers vil have Ord for at fee paa
Byeus Bedſte, i det mindſie indbilde de ſtundum
Mengden herom, faa og troer det, hvis man ikke
har Mod at blotte dem. — Kort, jeg vedbliver
min Paaſtand: at viſſe aarlige Krammarkeders Ind—
retning var for Nakſtov heel nyttigt.

14. Skoleveſenet forbedres.

Jeg har ſat denne Forbedring til allerſidſt,
nagtet den ſandelig er en af de allervigtigſte Forbe—
dringer, hvorpaa desuden mange af de andre beroe.
Thi, ſaalcnge Ungdommens Underviisning er paa

den

eller verdslig. Dog frulke jeg frabede mig Prokura
foret, eller nogen anden Juſtitsbetient. Herved vande
tes baade det, at blant de eligerede Borgere alletider
var en Mand, der burde formodes, at kunde ſbrive
et ſammenhengende Sprog, faa og, at en ſaadan
Mands Fordele ikke fan ofte kunde, ſom de andre Re—
preſentanteres komme i Kolliſion med de ovrige Bov
neres, faa han derfor upartiſkere kunde overſee det
Hele, og ſthre file Meöreßpreſentanter.

225

den Fod/ den nu er i vore Kiobſteder, kan af de Bor⸗
gere, der have nydt en ſaadan Underviisning, intet
ſtort Foretagende til en Kiobſteds Opkomſt ventes.
Forſtandens og Hjertets Dannelſe forſommes ligeme—
get i denne Underviisning, hvorpaa dog gierne Aarene
lige til Konfirmaſionstiden anvendes. Katekismus⸗
ſen, Forklaringen eller Lerebogen, høit et Stykke af
Bibelen, vel og lidt af Kramers Regnebog, ere alle
de Skrifter man giver denne Ungdom inudlertid at
leſe. Den unge ſtager nu til Konfirmaſion, og For:
ſtanden er faa dyrket, ſom den behøver at være,
Han fætters herefter til Lærling i den Vej og Nering,
der ſiden ſkal giore ham til Mand og Borger. Han
bryder fig altſaa fra denne Tid ikke om anden For—
ſtands Kultur, end den han nødvendig behøver til fin
Naring, thi han har i Skolen og z fin Ungdom ikke
faget Smag paa nogen. Han er og lykkelig i denne
fin Næring, ſamler fig Midler, og bliver nu en ans
ſeet Borger, enten i fin Fodebye eller anden Kiob—
ſted. Og nu foreſtille man fig, hvor mange ſunde
Indretninger og Planer en ſaadan Samling af Bor
gere kunde udkaſte og iverkſette til deres Byes Op—
komſt. Ja heel nødvendig, og maaſtee den aller—
nodvendigſte Forbedring er viſt en forbedret Skole—
indretning. Nakſkov har hvad fin danſke Skole
angager, et folgeverdigt Monſter i de kun en Mil
fra Byen liggende herlige Pedersſtrups Skoler.
MaffEov vil og taknemmeligere folge diſſe ſtolte Mors
fire, naar Leilighed gives, end man vel har giort

maj 1796. N mange

226

mange andre Steder). Men Sagen er, hvor Udv
gifterne ſtal tages fra, naar ikke Indvaanerne ſelv
godvillig ved aarlig Bidrag, eller paa anden Maade
ville underftøtte de med en forbedret Skoleindretning
nødvendig folgende Udgifter. Thi den danſke Skoe
les nu værende Fond, er dertil utilſtrakkelig, iſer'
naar tvende Lærere ſkulle lonnes, hvilket viſt er nod—
vendigt i en Skole af en talrig Ungdom.

„) Skulle man troe, der gives Folke i vore Tider, ſom
uagtet, det er deres Pligt, ſelv at tage fig af Skole—
veſenet, hade Seminariſter, nogle kordi de ſom uſtu⸗
derede ikke kunde i Nodsfald asſiſtere, andre, fordi
diſſes Flid i Skolen give Vedkommendes Magelighed,
ligeſom Bebreidelſe. Viſt er det, at paa hele Veſter—
kanten af Jylland, ere neſten alle Skoleboldere uſtu—
derede, og det er der almindeligt, at Bonderne kunde
baade laſe Skrift, og ſelv ſtrive. Her i Landet der—
imod have vi horlærde Skoleholdere paa de fleſte Ste—
der, og det er en ſtor Sieldenhed, at Bonden kan
laſe Skrift, end ſige ſelv ſkrive.

Bilage.
A.
P. M.

De mig paaliggende Pligters Opfyldelſe, og Hans
Majeſtets allernaadigſte Henſigter til Kisbſtedernes
Opkomſt, forudſatte den noiagtigſte Kundſkab, om
Stedernes nærværende Tilſtand, om Aarſagerne til
deres Handels og Vindſkibeligheds Forfald, og om
Midlerne til deres Tilſtands Forbedring, og til Op—
rejsning af ſand Kiobſteds-Nering og Handel, ſamt
Fabrik- og Haandverkers Drift. Til den Ende, maa

jeg

227

jeg udbede mig af Hr. Byefogden, en faa fuldſtendig

Forklaring, ſom muligen kan tilvejebringes, af alt

hvad, ſom til foranforte almindelige Poſter kan hen—

regnes for Bven N. N. ISardeleshed udbeder jeg

mig beſtemt Oplysning over folgende ſpeſielle Punkter:

1) Hvor mange Familier Byens Indvaanere ud—
giore og hver Families Tal.

2) Deres Klaſſer, efter de forſkiellige Næringsveje,
hvorved de underholde fig, ſaaſom Embeds—
mend, Lærde ved Kirker og Skoler, Kisbmend
og enhvers fornemmeſte Handel, Haandverkere
af hvert Slags, Soefolk og Fiſtere, Jordbrug
førende, Fattige o. ſ. v.

3) Indretningen af det Fattigesveſen.

4) Polttiets Forelſe.

5) De nedre Skolers Antal og Tilſtand.

Udi denne Indberetning behager Hr. Byefogden,
at anføre fine Forſlag og Tanker til Byens alminde—
lige Tarv og Bedſte, hvis Üdforelſe vil være Hr.
Byefogden til Wre, og jeg vil anſee det, ſom den
ſtͤrſte Belonning i mit Embeds Forelſe, om jeg ders
til kan have den Lykke, at bidrage noget ved virkſomme
Foreſtillinger og Foranſtaltninger.

Nibe den 12 Febr. 1791.
C. F. v. Selfreed.

B.
Speſifikaſion
over de i Nakſkov hiemmehorende Fartsjer, deres
Byanings Faſon, Drægtighed, og hvem ſamme til—
hører for Aaret 1795.
Galiaſer og] —Leſters
Jagter Dregtighed

Galiaſe 22 tilh. Kiobm. Jenſen
dito 20 Kiobm. Diderikſen jun.
dito 19 Kiobm. Diderikſen ſen.

P 2 Ga⸗

228

Jagter | Drægtighed

Galiaſer og] —Laſters

Jagt 132 tilh. Kisbmand Boldt.

dito 12 Kiobmand Vinkel :c.
Dorph.

dito 114 „ Kiobmand Engel.

dito 11 „Skipper Langemark.

dito 9 „ Kiobm. Diderikſen jun.

dito 9 Kiobm. Jenſen.

dito 4 , SENSE EG
ted.

dito 32 Noman Faber og Hans
Pederſen.

i alt 3 Galiaſer og 8
Jagter.
Nakſkov Toldkammer den 5 Febr. 1796.

J. Thorce.

NB. hertil kommer det ny af Kiobmand Jenſen nu
byggede Fartoj af omtrent 32 Leſters Drægtighed.

G.
P. M. .

Hoslagt findes den af Direkſionen under ro og

1 ite dennes forlangte Gienpart, af vor under 2 Oct.
ſidſt

5) Anledningen til dette Inſpektorernes Brev til Direk—
ſionen var: ligeſom Rektor Boſe ſtod i Færd med, af
udfore den til en nge latinſ Skolebygning allernaadigſt
approberede Plan, indtraf 1 Kiobenhavn den ulykke—
lige Ildebrand, der giorde Bygnings Materialier,
Haandvorksfolk og alt dyrere. Or Bøje ſage fig
Derfor nodt, at anſoge om et Tilſkud af sco Rdlr.,
ſom og Inſpektorerne underſtottede. Direkſionen dere
imod — Stiftamtmand og Biſkop — ſagde i deres
Erklœring, at denne nue Bygning allerede havde ko—
ſtet det offentlige 97 Rdlr. — De kunde med lige⸗
faa god Grund have ſagt 2890 Rdlr. SL HAD
unde

229

ſidſt afgivne Betænfning over Rektoe Boyes Anſog⸗
nina, om et Tillæg af 500 Hdr. til den af ham op—

forte Skolebygning. Hvorledes i Øvrigt denne Byg⸗

ning kan ſiges, at have koſtet det Offentlige 1970
Rolr., begribe vi ikke. Alt hvad, efter det danſke
Kanſellies P. M. til de Herrer Direktorer af 28
Marts f. A., denne Bygning Eofter det Offentlige,
er egentlig kun 350 Rolr. Rigtia nok kan man ſige,
at Entrevenoren Rektor Boye fager i Penge 1890
Rdlr. Men fra denne Summa maatte behagentlig
erindres, at der afgager: a) de 120 Rdlr. frivillige
Gaver, ſom egentlig ikke kan fores det Offentlige til
Regnina, for ſaavidt diſſe 120 Rdͤlr. ikke falde Sko-
lens Stiftelſe til Byrde. b) End videre blive at fra—
drage de 500 Rdlr., hvoraf Kirken tilforn fvarte
Rektor aarlig Huusleie med 20 Rölr., da Rektor nu
ved at imodtage ſelve Hovedſtolen, hvoraf Leien til—
forn ſvaredes, ſkal renunſere denne Leie, faa kan
man ikke ſige, at denne Kapital af 500 Rdlr. tabes
for Kirken, ſom derved miſter et Onus, der paalage
den juſt til den Mand, der har modtaget diſſe 500
Rdlr, og med Henſyn til hvilke, denne Mand til:
forn var Kirkens Kreditor. e) End lettere er det at
indſee, at de for den gamle Skolebygning indkomne
320 Rölr., ligeſaa lidet kunne ſiges, at komme det
Offentlige til Laſt, thi enten diſſe 320 Rdlr. ſtaae
paa Kirkegaarden, eller i Veilegaden kan vere det
Offentlige ligegyldigt, naar kun Stiftelſen har Va:
luta for dem, og det har den jo, i det af Magiſter
Boye mye opførte Skolehuus. 4) Endelig bliver
Ligeledes fra den hele Sum, eller 1890 Rådlr, at

P 3 drage

kunde det danſke Kanſellie, meget grundet, ikke finde fig
i denne ugrundede Veregning, men over ſamme for»
langte nærmere Oplysning af Direkſionen, ſom igien
forlangte Inſpekſionens Betænkning , der indeboldes i
dette Brev.

230

drage de 600 Rölr., der af Stiftelſen ſkal ſettes &
den ny opførte latinſke Skolebygning. Da af denne

Kapital ſkal ſvares Rente af nu værende Rektor og
Eftermand, faa er den jo ingenlunde for Stiftelſen
tabt. Kapitalen maatte jo dog, naar den ſkulle være
Stiftelſen til Nytte, giores frugtbringende, altſaa
ſettes ud paa Rente; men enten den nu ſtaager paa
Rente hos en Meſter af de boglige Profesſioner,
eller hos en af Handprofesſionerne, eller hvem anden
diſſe Penge udſattes til, kan være Kirken ligegyldigt,
naar den kun i rette Tid fager fine Renter af Kapi⸗

talen. Egentlig kan da kun Stifteſſen ſiges, at give

350 Rdlr., ſom ere de, der i Folge tit ommeldte

Kanſellieſkrivelſe ſkal forſkydes af Oplagskaſſen, uden
at de paa nogen Maade Stiftelſen igien godtgiores;

men Stiftelſen har ogſaa for diſſe bekommet den nye
Bygning in Qveſtione. At denne vor Beregning er
rigtig, vil dens Jgvnforen med ommeldte Kanſellie—
ſkrivelſe tilſtrekkelig godtgigre. Hvad endelig angager
de Summer, der i Anledning af den latinſke Skole—
byaning, ere Hr. Boye godtgiorte, og hvorom Di—
rekſionen under 1 6te og ite forlanger fig underrettet;
da beſtaae diſſe heri: a) Af Oplagskaſſen er Hr. Rektor
Boye udbetalt 200 Rdlr. — (8) Mod Anviisning
paa Kiobeſummen for det gamle Skolehuus, har Ma—
giſtraten af egne Penge til velbemeldte Hr. Rektoren
udlagt 320 Rdlr. b) 700 Rdlr. Kirken tilhsrende,
ſtode allerede i Magiſter Boyes gamle Gaard, ſom
altſaa ham nu liqvideres. c) Endelig ved Anviisning
paa en Kirkens Debitor, er Hr. Maaiſteren til 11
Decbr. ſidſt udbetale 150 Rdlr. Magiſter Boye
har ſaaledes ikke meer end 400 Roͤlr. endnu tilgode,
af den ham ved den kongelige Reſoluſion af 8 Marz
f. A. tilſtaaede Bygnings Hielp. Dog paa det, at
de Herrer Direktorer faa meget deſto bedre kunde for:
ſtaae

231

ſtaae os, ville vi udſette alt dette i en ordentlig Be⸗
regning.

1. J allerunderdanigſt Folge den kongelige Reſoluſion
af 8 Marts f. Al, beregnes Reltor Magiſter Boye
til Bygningshielp. ; 1890 Rd,
nemlig:

1) Iſtedet for Huusleje 20 Rd. aarkig
ſkal pa eengang udbetales - 500 Rd.
2) For det gamle Skolehuus

og Plads 320 —
30 Af Skolens Oologskaſe
modtages 3500.

4) De frivillige Gaver ere ef⸗
ter Magiſter Boyes egen
Opaivende, anſatte i Aller—
hoiſtbemeldte Reſoluſion til 120 —
5) Endelig ſkal af Kirken, ſom
et Laan ſettes i den nye la—
tinſte Skolebygning⸗ ſom
forrentes : 600 —
bliver „1890 Rd.
NMB. Herved maa vi dog erindre, at vi
ikke have beregnet de Penge, Hr. Rek⸗
tor af fin Eftermand ſkal udbetales,

og ſom beløber fig til > ; 200 —
- Diſſe to hundrede Rixdaler lagte til de
ovrige, udgior z 2090 Rd.

Og da diſſe forſt betales Rektor Boye ved fin Af:
gang, og ikke af det Offentlige, men af fin Efter⸗
mand, der er en privat Perſon, kan de ikke heller,
— fones os — ſiges at komme det Offentlige til
Byrbe, ſom diſſe Penge p. t. ikke giore Entrepe⸗
noren nogen Nytte. Imidlertid fee vi dog nok
af det Kongelige Danſke Kanſellies Skrivelſe un—

P 4 der

282

der zote Jan. floſt, at de af 5 ere ite⸗
regnede de 970 Rd.
Herimod A fratbag nede frivillige Gaver 120 —

Der lagte til Direkſionens 1970 Rd.

netop udgior vor anforte s 2090 Rd.
II. Af diſſe 2090 Rd.
kommer det Offentlige Allen til Laſt
350 Rd. Thi

I i Huusleje ſvartes tilforn 20 Rd.
aarlig. Altſaa tilhørte Rektor, ſom
ſeulle have denne Huusleje de 500 Rd.
b) Det frivillige Bidrag ere
det Offentlige uvedkommende,
diſſe ere s 120 —
e) Det ſamme kan ſiges om,
hvad nu værende Rektor af fin
Eftermand ſkal betales, ſom er 200 —
d) Hvad for den gamle Sko—
lebygning indkommer, er og
ingen nye Udgift, udgisr = 320 —
e) De Penge, ſom ſkal ſtaae i
den nye Bygning paa Rente,
tabes altſaa ikke, diſſe ere ef—
ter den kongelige Reſoluſion 600 —
udgior 1740 —
bliver igien 350 Rd.
III. Beregning over de Summer Magiſter Boye i
Forſkud og Tilſtod paa Bygningen in Qveſtione
ere udbetalte, af det ham efter den approberede
Plan tilkommer, for ſaavidt Stiftelſen ſamme ſkal
udrede, hvilket er s 1770 Rd.
* Betalt af Skolen Oplagskaſſe 200 Rd.

Latr. 200 Rd.
Latr. 1770 Rd.
6

233

Transp. 1770 Rd.
Transp. 200 Rd.
6) Af Magiſtraten forſtudt 320 —
7 Til fte Dec. mod Anviis⸗

ning betalt Hr. Rektor - 150 —
1) Endelig liqvideret - 700 —

gior — 320 — —
bliver altſaa igien 4 400 Rd.
Som Hr. Boye endnu har tilgode, i Folge aller:
hoiſtommeldte Reſoluſion.

Saaledes formene vi, at have herved givet Di—
rekſionen den os under 16te og rte dennes affordrede
Oplysning, i Anledning af det «Kongelige Danſke
Kanſellies Skrivelſe under Zote Jan. ſidſt. Slntte—
lig folger vedlagt den os paa Forlangende af Rektor
Boye denne Sag angagende givne Oplysning, dateret
den 24 Februavi ſidſt.

Nakſkov den 27 Febr. 1706.
Borch. G. E. Baden. Danchel.
Sønderup. Berntſen.

D.
1) Sognepraſten ſvarer i Proſentoſkat
af Embeds Indkomſter, aarlig 27 fd. 30 ß.
2) Den reſidereude Kapellan - 8
3) Rektor ved den latinſke Skole, til⸗
lige ſom zdie Lekſiehsrer 3
4) 2de Lekſiehorer = : 2 —
5) Klokkeren s 2 —
6) Borgemeſteren tillige ſom Bye: og
Herredsfoged 19 — 12 —
7) Overmanleren, ſom Bejer og Maaler 2 — 38 —
8) Byes og Raadſtueſkriver, tillige
ſom Herredsſtriver 3 9 — 48 —

Latr. 84 Nd. 28 6.
P 5 9)

Transp. 84 Rd. 28 ß.
9) Birkedommeren ved Baronierne

Juelinge og Vintersborg — > 2 16
10) Poſtme ſteren, tillige ſom Birkedom—
mer ved Baroniet Kriſtiansdal og
Herredsſkriver „ ſparer Proſento—
ſkat af Embeds Indkomſter aarlig 2 — 78 —
11) Toldkaſſereren 2 — 80 —
12) Told: 02 Konſumſions Inſpektören 4 — 48 —
13) Organiſten ; 2 — 4—
14) Haldſted, Amtskirurgus 1 12 — 48 —

E.

1) Rektor ved Nakſkov latinſke Skole 10 Rd. 64 ß.
2) Den reſiderende Kapellan - 10 — 64 —

3) Organiſten s g 2— ——
4) Raadſtueſkriveren s 46 — —
5) Klokkeren s s 3 — 64—
6) Tredie Lekſiehoreren : I — 64 —
7 Provinſial Doktorens Kontingent 20 — = —
8) Raadſtuetjeneren g 26 — : —
9) Byefvenden z 13 — 32 —
10) Byens Lodé » a 6 — 64 —
11) Byens 3de earned, £ 5 — —
12 Natmanden z 4 — —
13 Havnefogden sg 3 — —
14) Jordemoderen 8 — —
150 Haldſted Amts DiſteikteKirurgus 10 — —

16) Zde Vegtere i Lon:
a, for 26 Vinteruger a 4 Mk.
he ver er s 4 52 Rd.
b, 26 Sommeruger a 3
Mk. ; : 39 —
8 ==
17)

2
Q
—1

170 gpranbinfpefterens og Asp ſtentens

Lon 26 Rd. 64 ß.
18) ade Diſpnsmend ved Sproiterne
og Slangeredſtabet : OS 22 ==
.

Told: og Konſumſions Intrader af Nakſkov Kiobſted,
belober for Aaret 1795 ſaaledes:
1) Told Intraderne ; 1651 Rd. 52 ß.
2) Konſumſionen 4945 — 28 —
tilſammen 5% 96 Rd. 834 ß.
Nakſkov Toldkammer d. ste Febr. 1796.

3. Thorée.
G; 9)

De Dødes Antal her i Menigheden udi ſidſte 10 Aar.
Aar 1786 var de Døde z 3 44.
8 ER z 5 7%
— 1758 — · 2 43
— 1789 == E is 37
— 1790 — z (4 62
— 1791 == i 8 45
1792 — a r 58
2 9 1 i 63
— 1794 sæ : i 39
79 ; ; 54

H.
——— af et Brev fra Byefogden til Stiftamtmanden.
p. m.

For at kunde ſettes i Stand til at opfylde den

priisverdige Henſigt af det Kongelige Danſte Kanſel⸗

lies

*) Bed ſamme maa dog erindres, at herunder er og

indbefattet de Døde 1 de til Nafſkov mRenighed henba—

rende Bonderbyer Obildtorpe og Krukholm, bvis Sols
kemengde er omtrent 10 Perſoner af begge Xion.

236

lies Skrivelſe under YT4te dennes, og Hr. Stiftbe-
falingsmands under 7te ſammes, i Anledning af be⸗
meldte Kanſellie Skrivelſe tilſtillede Ordre, har jeg
ſogt at ſkaſfe mig den meeſt lokale Kundſkab — mig
muligt var — om hvad rimeligt kan antages til Be:
ſtemmelſe for Nakſkovs maanedlige Konſumſton, fra
nu af til 1796 Aars tilkommende Hoſt. Til den
Ende har jeg ſaavel konfereret med Byens Bagere og
Mollere, ſom og ladet mig give Udſkrift af Bøgerne,
ſom holdes van det kongelige Konſumſions Kontoit.
Men ved at lægge Planen efter den Underretning
herfra kan haves, tor jeg vel paaſtage, at man ikke
bor glemme den betydelige Konſumſionsſvig, der paa
mange Slags Maader finder Sted i Nakſkov, ſom i
de andre Kiobſteder, nu ved at angive Korn til
Brod, ſom dog forbruges til at brændes , nu ved at
angive en Tonde, naar man vil udføre to, nu ved
ganſte ikke at gigre nogen Angivelſe, vel og ved at
indfore til Brod og Brendeviin formalet Korn, ſom
aldrig har været paa Byens Moller, hvilket ſidſte
Svig er fad meget lettere i Kisbſteder, hvor en Deel
af Indvaanerne tillige har Gaarde paa Landet ), og
hvor der brygges og brændes endog uden for Konſum—
ſions Bommene. Diſſe og mange flere Slags Maa—
der, til at beſvige den kongelige Konſumſions Afgift
paa, ere alt for notoriſke, og i Folge den for Kiosb—
ſtederne yderſt trykkende Forfatning, Sonfumfionsvæ:
ſenet er indrettet paa, alt for uafvergelige, til at
deres Anforſel kan anſees for nogen Angivelſe. Jeg
har kun anført dem, fordi Henſyn til dem er nødven:
dig i Almindeliahed, naar man vil beſtemme et og
andet for Kiobſtederne, og iſer, naar Sporgsmag—

let er om Kiobſtedernes aarlige Konſumſion.
Efter

) For mange forde maaſkee Beſparelſe af Kiobſteds
Konſumſtonen være den eneſte Nytte, diſſe Gaarde paa
Landet kaffe deres Eiere, ſom boe i Kiobſtederne.

1

237

Efter da den Underretning Byens 3de Bagere
gav mig, kan de aarlig i Brod afſette g00 Tor.
Rug og 500 Tdr. Hvede; men herved mage bemer—
kes: at de ſtorſte Huusholdninger bage ſelv ſer Rug—
brod, og at derfor af den ene Kornſort til aarlig
Forbrugelſe gierne kan antages det dobbelte Qvantum
af Bagernes Angivelſe, og ſaaledes bliver da den aar—
lige Konſumſion i Nakſkov 1600 Tor. Rug. Dette
Qvantum, ſtemmer og omtrent overcens med den al—
mindelige antagne Beregningsmaade, hvorefter pan
hvert Hoved regnes en Tde Rug, thi Folke maengden
1 Nakſkov er omtrent 1600. Af en Ertrakt jeg har
fra det kongelige Konſumſionskontoir for Aarene 1793
og 1794, er vel Beløbet af den garlige Konſumſion
mindre, og det endſkiondt — ſaavidt jeg erindrer —
intet Forbud var paa at brænde af Rug. Min til:
form giorte Erindring, treffer altſaa viſt her ind.
Konſumſions Betienterne have paa denne Extrakt og
derfor felv erindret, at Maleverket i forommeldte
Aar var uſedvanlig maadelig, og foreſlager mig der—
for at antage, ſom almindelig Regel for den aarlige
Rugkonſumſion 1560 Tdr., ſom da neſten fremmer
overeens, med hvad jeg har beſtemt, Nakfkov Byes
Nug Konſumſion: Fra nu af og til neſtkommende
Hoſt, ſom udgior en Tid af omtrent ni Maaneder,
tor jeg da anſatte til 1200 Tdr. Men naar haves

Henſyn til faa meget af dette Qvantum, ſom Bagerne

kan afſctte, og ſammes maanedlige Repartiſion, da
tor jeg bede bemærket; at Bagerne i de egentlige
Winter: Maaneder afſette det mindſte; thi i denne
Tid ere mange, endog Fattige — men ordentlige —
Huusholdninger ſelv forſynede med Rug, ſom derimod
ſlipper op for dem, naar det lakker ad Foraaret, da
de begynde at ſoge til Bagerne, fan at jo nærmere
Hoſt, jo ſtorre Afſetning for Bagerne pan Rugbrød.
Det er derfor ikke mindre nødvendig, at ſorge for,

98

238

at der til Kiobſtedernes Forſyning tilſtrekkelig For
raad kan haves, ſaavel efter, ſom i Vinteren.

Hvad Hovedforraaden med Henſyn til Nakſkov
angager, da efter den Underretning jeg derom har,
og i Betragtning af Omſtendighederne, hvoriblandt
jeg ifær ville regne Forbudet med at brænde af Rug,
derſom ikke ogſaa dette Forbuds Overtredelſe var me:
get muligt, og her til Nakſkov indførtes faa meget
Flendsborg Brendeviin, at man naſten ikke kan fage
reent danſk Kornbrendeviin at kiobe, (en Fornermelſe
mindre for Klobſtederne, end for Landet, ſom den
naturlige Ret at brænde, og derved gidre fig fin Ting,
faa nyttig man vil og kan, er betagen), da tør jeg
vel anſette det maanedlige Hvede Konſumſion for 120
til 130 Tdr. beregnet, ſaavel hvad der bruges til
Brod, ſom til at brende. Da Braendeviin for den
arbeidende Almue ikke er mindre nødvendig end Brod,
fan er det viſt og nødvendigt, at det til Forbrugelſe
fra nu af til naſtkommende Hoſt tilſtrekkelig Hvede
Avantum er tifftæde.

Den maanedlige Konſumſſon af de tvende andre
Kornſorter, nemlig Byg og Havre er af Konſum—
ſions Betientens Opgivelſe at bedomme, omtrent
180 til 190 Tdr. maanedlig, af det forſte Slags, og
10 Tdr. af det ſidſte.

Om Erter troer jeg ikke, kan blive Spørgsmaal, -
da vedkommende nok ſorge for, at være forſynede med
de til deres Kreature nødvendige, og de der af Men:
neſker forteres, alletider kan fages tilkiobs.—

Endelig, hvad nu angager de Midler, ved hvilke
Nakfkov Bye bedſt kunde forſynes ſaaledes med Korn:
varer, i den Tid, fra nu af til noſtkommende Hoſt,
at ikke Mangel herpaa ſkulle befrygtes, da formener
jeg forſt og fremmeſt: at Bonderne tilholdes at fore
deres ſaavel Korn ſom andre Vare til Byens Torp,
at der i det mindſte i et Par Timer enhver Indvaa—

ner

239

ner i Tonde⸗ og Skieppeviis, kunde kiobe ſit fornødne
Korn, ſom han nu maa paa anden Haand kiobe af
Kiobmanden for opſtruede Priſer; ja ſom Kiobman—
den endda ofte negter ham, fordi den Handlende i
Folge de høie Kornpriſer, ikke kan fane nok, at fore
ud, om end hans Medborgere trindt omkring ham
frulde lide Mangel paa det fornødne Brodkorn.
Saaledes er i det mindſte Tenkemaaden hos mange
de Handlende ). Dernaſt troer jeg og, at, da det
er i Kiobſtederne, ene de Handlende, ſom vinde ved
de høie Kornpriſer, da Forbudet med Korns Udforſel
uagtet, dog Dag fra Dag end mere ſtige, hvorved
ſandelig Haandverksmanden meget taber, ſer efter
vore Kiobmends upatriotiſke Tenkemaade, da alt lige
fra Hatte hentes fra Lybek. Jeg troer derfor, at
de Kornhandlende kunde paalcgges, altid at have et
for Byen tilſtrakkeligt Qvantum Korn, ſom, faa tit
Byefogden med 2de Mand behagede at efterſee det,
fEulde fraae ham frit. Dog maatte dette Qvantum
Korn beſtemt for Nakſkov, efter det af mig forhen
opgivne vel reparteres pan hver enkelt Handlende i
Forhold til hans Kornhandel. Jeg har derom talt
med en Deel af denne Byes Handlende, ſom hertil
er villige, naar dette Forhold iagttages, o. ſ. v.

J.

2) Alt hvad Magiſtraten kunde bevæge de Handlende
her i Byen til for modererede Priſer, at holde fine
Medborgere af et viſt Qvantum Korn tilgode, da Kan—
ſelliets Skrivelſe i Januari Maaned indløb, var 190
Tor. Rug og 195 Tor. Byg, men ſom langt fra ikke
kan forſlage. Af dette Qvantum haver endda Pro—
prieter Dons, ſom dog ikke hører til Byens Handlende,
allene ſkrevet fig for 100 Tor. af begge Slags Korn.

240

T.
Forklaring
over hvor meget Korn der aarlig konſummeres £
Nakſtov.
| [Maa⸗
gars Kornet og hvortil! Maalet | Sornet Aarlige |nedli»
Sum "ge dito

fallet' det bruges
| Tor. Kp. Tor.
1793 Hvede til Meel 5562

5 (Hvede at brænde | 757 6 [Hvede 1314 Ff 109%

Rug til Meel 14940 Aug 1498 7K 125

—

Malt til Ol 1205 [2K

Malt til Edike ol: | |

Malt til at brænde, 355 6%) Malt 1570131

Byg til Gryn 361!sS By 3615 30K

Havre til Meel og

Kreaturer 56122 Havre! 56½2 42

2794 Syvede til Meel [519 4 Tor.

Hvede at brænde 5341

2
sb
; —| —|Hvedelr1s3 is]! 97
Rug til Meel 25432 Rug 13543113
Malt til Ol

Malt til Edike
Malt til at brænde! ,,

Byg til Gryn

Havre til Meel og
Kreaturer 26

3 Malt 1469 1 123
3244 2 Byg | 324

10.
2
A

Havre 26

del

2 2 43
Men da Maleverket iſer udi f. A. 1794 var
uſedvanlig maadelig, troer jeg i Betragtning af det,
der forrige Aar konſummeredes, kan omtrent tages til
almindelig Regel for hver Maaned.
e ' Hvede

241

Hvede r 6 112 Tor.
Rug z 0 130 —
Bog til Malt og Gryn : 186 —
Havre til Meel og Kreaturer . 6
Saaledes rigtig at være, tilſtaaer
Nakſtov d. 21 Novbr. 1795.
H. Bentzon,
Told: og Konſumſions Inſpektor.

K.
Levnetsmidlernes Priſer i 1 for Marts Maa⸗
ned 1796
1 3 Hvede 38 a SEERE: 0 Kiod 4 a sf.
: Rug 24a 25 Smor 16a 18⸗
: Byg = 194 20 Oſt 4a 5
: Erter 21022 ⸗ ? Talg Oaiz⸗
: Havre 114 12 1 ferſt Fleſk 6 a 8⸗
n og Boghvede ei fald: TL⸗roget - 10 a 12:
budet.

Til Hr. P. Clod,
Provſt og Sognepraſt for Trinitatis Menighed i Fridericia.

Tu ne qvaeſieris, ſcire, nefas, qvem mihi, qvem

tibi Finem Dii dederint.
Horat. Carm, I. 1. Od. X.

Ja det er ſagt, og atter, atter ſagt;
(Den fyndige Horats det ſelv mage ſige.)
Hvor Guderne et Slor for dig har lagt,
Du ikke driſte dig, det bort at ſnige
Til pythiſke Orakel aldrig gage,
Maj 1796. Q For

242
For der din Fremtids Skiebne at erfare,
Thi viid: at hvilket Svar du end kan fage,
Din Sieleroe at tabe, ſtager du Fare.
Et Hieblik, tit hele Aar er verd;
Vi nyde mange glade Oieblikke,
Men vidſte vi, det Uveir, ſom er ner,
O troe mig Clod! vi nod, vi nod, dem ikke!
Tit giennemtrengte denne Sandhed mig,
Man fane mig, andre denne Lærdom give;

Dog ſtundom friſtes jeg fan inderlig,

At vide mange Ting, ſom ſkiult maae blive.

Hvor gierne tog jeg ikke Teppet bort,

For der at fee, om Skiebnen vil bonhore

Mit HOnſke, og, om fang Tid eller fore,
Dog engang, til dit Naboelag mig fore.

Du ſkionne, ynderige Weile! ſom
Saa mangen patadiſiſk Lyſt kan byde,

Gid i din Egn, ved liden Ejendom,

Jeg Livet og Naturen kunde nyd!

Mit Huus for Venner aabent ſkulle ſtage,
"Og Tvang og Rang man der ei skulle kiende;

Ved Dagens Grye man mig faa munter ſaae,
Man ſaae mig munter og ved Dagens Ende;

Og ofte til min KudfE jeg ſagde: hør!
Med forſpendt Vogn du ſtrax for Doren holde,
Til Fredrichsodde du mig haſtig kier'!

Det

243

Det raſke Heſte ej kan Skade volde
At man dem lyſtig lader trave til,

Du veed jo, naar vi forſt til Byen komme,
Det ikke der pan Havre mangle vil,

Og Krybberne, dem fandt Du aldrig tomme.
Nu ruller jeg pan Prindſens høie Broe
Og alt jeg ſeer den lange Danmarks Gade,
Ja, hvis, at jeg mit Die her kan troe,

Jeg feer det Huus, ſom ſnart mig ſkal modtage.
See! Hvor de Heſte dampe! Skummet ſtager
Dem ſterkt i Munden! — Ind jeg til dig træder
Oprigtigt Haandſlag jeg til Velkomſt fager;

At ſamles med fin Ven, det Hiertet glæder.
Vel ſandt! man Menneſker i Mængde her
J denne ſuͤblunar'ſke Verden finder ;
Men blant de mange; ſaare faa der er,
Til hvilke Sympathie dos ſammenbinder.
Jeg i dit Huus ej fremmed er, du veed;
Som hos mig ſelv, jeg ſamme Frihed haver:
Jeg ſnart en Bog fra dine Hylder ned
Og ſuart en Pibe, hiſt i Krogen, tager.
Snart ſeer Du mig, til Haven ile hen,
At ſmuk den bleven er, din Broder ſiger,
Med tilkiobt Grund du har forſtorret den
Hvorved den Lighed vandt til alle Sider,
Snart gader jeg op pan bratte Vold, og feer,
i Q 2 Hvor

244

Hvor mangt et Skib ved fyhnſke Kyſter fejler.
Ja elſkte Fyhn, du bli'r mig ſtedſe kier!
O hvor din Skop ſig ſtolt i Havet ſpeiler!
Snart ſlentrer jeg af lange Gyde ned,
Som til Annexet Weilbye hen dig fører.
J Barndomsaar jeg her paa Kieppe red,
End ſeer jeg, hvor i Trillevogn jeg kiorer. —
Vi efter gammel Vane ſidde ned
Paa Banken for din Dor ved Aftenstider,
Du dig forſtaaer paa Spog og Munterhed,
Ved velmeent Skiemt den Aften haſtig glider.
Auſteritet man overdriver let;
Dens Toner ej med Veuſkabs ſammenſtode;
Og baade du og jeg, vi afſkye det,
Som Ven for Ven at ſkiule ſig maae node.
Men derſom end min Pande Rynker har;
Og en og anden Sorgeſene rinder
mig nu i Tanker; — at jeg ikke var
Juſt altid lykkelig, mig nu paaminder;
Da er du ei, o Clod! blant dem, der troe,
At naar alvorligt Træf paa Kinder hviler,
At Harme derfor maae i Sicfen boe;
At man er fuur, fordi man ikke fmifer, — —

Men ach, jeg ſvermer, glemmer, Hvor jeg er,

Øg drømmer glad om blotte Mueligheder.
Dog

245

Dog ogſaa Drømme lykkelig os gior,
Hvo veed, om Drømmen ej til Sandhed leder?
N C. g.

No get
af et Brev til en Ven paa Landet.
Kbhavn d. 16 Maj 1796.

S

—— —— Jeg ſender dig ingen af alle de
hoiſtubetydelige Piecer, der ifær fra Reiſtrups og
Mallings Styverkilder overſpvomme vor Litteratur.
Jeg har ingen af dem læft, thi det var at ſpilde Tid;
endnu mindre har jeg kisbt nogen af dem, thi det var
at ſpilde Penge, og tillige opmuntre en Handels—
green, der, uden at pryde vor Litteratur, gisr den
ubodelig Skade. Publikum er nu faa ganſke indta—
get af Elprit des pieces fugitives, at de reellere
og bedre Værker henligge urorte og ukisbte, deels
fordi de koſte ober en Mark, deels fordi de ej kan
giennemjages i en ledig Halvtime efter Bordet, eller
i det Qvarteer, Haarſtiereren bringer Pderverkerne
af Hovedet i Orden. Forfatterne ſkrive Intet ud—
forligt eller grundigt, fordi Publikum da hverken leſte
eller kiobte det. Journaler og Piecer er det eneſte,
der gager. Litteraturen ligner en Bondehave; der
er mange Blomſter i den, men de fleſte er Gaaſeur—
ter og Hundesine. Hiſt og her ſtager en ſmuk Blomſt,
men ſtiult blandt den Mængde Ukrud, og man maa

Q 3 lede

246

lede mojſommelig efter en Roſe. — Man har haft
Exempler paa, at en nedrig Skurk har kaſtet Gift
ind i Haven; dette Tilfælde er nylig indtruffet, men
man er pan Spoer efter Gierningsmanden, og hans
Straf vorde hard, ſom hans Handling er nedrig.
Naar du har leſt Drommen fra Holms Officin, faa
veed du, hvad jeg mener.

J Loverdags udkom Dr. Baftholms Tau—
ker om vor Tids Fremgangsmaade, for
at befordre den religisſe Oplysning.
Jeg kisbte den ſtrax, fordi det var et Ord af en er—
kiendt kyndig og brav Mand i et hojſt vigtig Anlig⸗
gende. Jeg har laſi diſſe Tanker, og her har du
dem. Det var mit Forſet, at du ſtulde meddele
mig din Mening om dem, men du kan gierne lade
det være, thi jeg veed den i Forvejen. Du henhorer
jo faa ganſke til de Moderates Parti, for at tale
Partiernes Sprog, at du af ganſte Hierte vil under—
ſkrive hvert Ord i denne Afhandling. Det er, efter
min Mening, en god lille Bog; men ved en god
Bog, forſtager jeg ikke en, der juſt forfægter mine
Grundſctninger. En Bog fremftille hvad Sctnin—

ger den vil, naar det ſteer i et ſmukt og tydelige
Sprog, og uden bidende Haan mod dem, der tenke

anderledes, ſaa ſtal jeg ſiedſe kalde det en god Bog,
om den ſaa ſigter til at nedrive min hele Troes Sy:

ſtem, baade i Politik og Moral. Det var dig ſelo,

der ſagde engang, at en Recenſent aldrig bor gien—
drive, men blot viſe hvad der er ſagt, og hvordan
det er fremſat. Men nagtet jeg altſaa maa indrømme
denne

247

denne Baſtholms Bog en fortrinlig Nang blandt de
Gode, fan maa jeg dog tillige ſige dig, hvad du alt
gietter, naar du har leſt den, at jeg i mange Ting
ikke er af haus Mening.

Meget kiert ffulde det være mig, om jeg kunde
fane dig til at giore Forſog paa, at overbeviſe mig
om Sandheden af Dr. Bs. Mening. Jeg fif da et
langt Brev fra dig. Jeg har naſten Haab om det.
Nu har du jo tilſaget, men ſagtens har du en Deel
at beſtille i Haven, og hvert Oieblik Falder din Con—
rad og din Anna vel pan Fader; men med alt dette
kan du dog i Tre eller Fire Dage anvende en Time
paa at underviſe en Ven. Til Giengield lover jeg
dig et Beſog i ſaa mange Dage, ſom Brevet har
Sider.

B. er ikke fornoiet med vor Tids Fremgangs—
maade til Oplysnings Fremme. Jag ikke heller,
men af en langt anden Aarſag. — De Skribentere
der arbeide til Maalet, ere, mener han, for unge,
eller, hvad der er det ſamme, ligne Ungdommen for
meget. Denne Mening har fin gode Grund, men
derimod kan man ſporge: Naar du nu fang, hvem
talede fan? Jeg formoder aldeles ingen. Naar al
drende og erfarne Mænd ſtaae frem og tale; naar
de tale et faa ſmukt og tydelige Sprog, ſom Hs.
Hoicœrverdighed i denne lille Bog; naar Publikum
bliwer vant til, at underholdes paa en bedre Maade
end hidtil, ſaa kan man vente, at de Unge af en—
hver Alder vil tie, deels af Beſkedenhed, for at giore
Plads for de Kyndigere og mere Pudede, deels fordi

2 4 Pu-

248

Publikum ikke vil ſkicnke dem den Opmerkſomhed,
ſom forhen, da de intet bedre havde. Skovens op-
rige Sangfugle tie jo, naar Nattergalen ſynger, og
hvem hører da paa Faarckyllingens Pib. Der her—
ſter desuagtet en Taushed i dette Fag hos vore meeſt
erfarne og lyndige Mænd, den man ikke kan andet
end finde beſynderlig, naar man betanker, hvor vig—
tigt et Anliggende den religioſe Oplysning er. Em—
bedsmend af alle Stender, af ſelve Lereſtanden, tie
for det meſte; man kunde ſige alle, thi To ja Tre
gielde for Jntet i Antal af faa mange. Hrorfor tie
de? Er de bange? Det ſtulde være ſorgeligt. Seer
de deres Reguing, ved at det Gamle fiaaer urckket?
Det var i det mindſte ingen ædel Grund til at tie.
Skeer det da af Magelighed? af Mangel paa Pa—
triotisme? af Frygt for muligt Tab paa deres Skrif—
ter desangagende? Baade du ſog jeg kiender Mend,
faa rundelig aflagde, at Fædrelandet dog kunde for—
dre af dem, at de ofrede baade lidt Umage og lidt
Penge til dets Beſte. Maaſlee alle diſſe Aarſager og
flere virke hver hos forſtjellige, men afgiort er det,
at denne beſynderlige Taushed herſter. Imidlertid
maa Preſſerne dog holdes i Gang, og i Mangel af
noget bedre, trykkes der Katechismuſſer. Jaeg troer,
at Skylden til de Unges Snakſomhed ligger i de
Gamles Taushed.

J alt det, ſiger B., ſom er udkommet i Dans
mark om religioſe Meninger, har jeg ſielden leſt
noget, ſom ſelv er tankt, ſielden noget, ſom jo er
laant. — Denne Pttring mag enhver, bekiendt med

vor

249

vor Litteratur, bifalde; men mon det er anderledes
nogenſteds i Verden? overalt er det ikke Skriben—
terne, der ſiemme Publikum; de ere for det meſte
kun Gienlyd af den offentlige Mening. Hvad der
læfes i et Flyveblad om politiſte og religioſe Ting, kan
man være ſikker paa, er ikke noget Nyt for de flefie
af Leſerne. Noget grundigt og ret giennemtentt kan
ilte komme frem paa en Tid, da Ilen ofteſt er en

Nødvendighed for Publikums Sfyld, ; Hvis Opmark⸗
ſomhed let drages bort til andre Objecter. 5
fager for Haſtverk iffe Tid, til at ſmedde uye Vaa—
ben, men maa betiene ſig af de gamle, der 27 ere
ved Haanden.

Vore nyere Skribentere om Religionen beſtkyl—
des for, at handle uværdig og uhenſigtsmesſig, ufor⸗
ſigtig og ubeſindig. Diſſe Udtryk ere haarde, men
jeg holder med, at enhver Ting fager fit rette Navn,

og B. troer fig befoiet til at bruge diſſe Udtryk. —
De nyere Skribentere rive ned, hedder det, forend
de have bygget noget bedre. — Du har undertiden
ogfaa ſagt det ſamme; men du maa dog tilftaac mig,
at der ikke kan bygges noget uyt Huus paa en Plads,
hvor der ſtager et gammelt. Ar flikke faa lange paa
det gamle, til det feer ud ſom nyt, vil Huusejeren
viſt ikke finde fig vel ved; og i Grunden bliver det jo
dog det gamle. Jeg beholder Figuren, der ligger i
Beſtyldningen; men denne Figur paſſer ikke pan dette
Anliggende. Hvor ſkal Huusfolkene boe, mens det
gamle er nedrevet, for det mic bliver opbygget igien?
Er der meer end en Grund, at bygge paa? jeg troer

2Q2 5 .

250

Ja. Ovoertroen er det gamle bygget paa; det nye
ſtal ſtage paa Fornuften. Dog nok om denne Figur.
Mon der da virkelig nogenſinde kan være et Tab i
Opdagelſen af, at en af mig for Sandhed erkiendt
Sctning, er uſand? min Fornuft kan umulig anſee
Opdagelſen for et Uheld; den nærmer mig jo til den
virkelige Sandheds Erkiendelſe.

Forſturres virkelig den ſtore Hubs Rolighed,
baade Forſtandens og Hiertets Rolighed, ved den
nu brugelige Fremgaugsmaade? Om faa er, ſom
jeg dog ikke ganſte troer, faa er der ingen Slade i,
at deres Forſtand ſettes i Bevegelſe. Forſtandens
Rolighed er Sielens Sovn, og den bor aldrig ſove.
Men Hiertets Rolighed, tilſtager jeg, er ſaa koſtbar
en Skat for Menneſtet, at det er Synd, at forſtyrre
den. Men er bet da ikke Pligt, at grundfeſte denne
Rolighed ſaaledes, at den ikke ſtedſe ſtaaer i Fare for
at vakle, og ganſte at omſtyrtes. Jeg har i denne
Poſt ganſte Marquis D'Argens Mening: Lors-
qwon veut faire impresſion fur Vefprit des
hommes, il faut ne leur propoſer, que des
choſes, qui ne repugnent point a leur raiſon.
Si on la heurte de front, il arrive, ou qu'on
ne trouve aueune erojanee chez eux, ou que-
celle qu'on aequiert eſt fi ehaneelante, qu'elle
ne produit aueum effet. — Sandt er det, ned—
bryder man en eneſte Lærdom, faa falder det Hele.
Men hvor kan da Hiertets Rolighed grundes paa ct
Syſtem, hvor den ſunde Fornuft fra faa mange Sis
ber ſtoder an imod; Skiondt jeg kiender dig ſom en

ſand

251

ſand og ſorlg Chriſten, ſaa veed jeg dog, du paa—
ſtaaer ikke, at man intet roligt Hierte kan habe, naar
man ikke er Chriſten. Jeg vil ikke tviſte med dig om
Lerdommens Sandhed, men jeg auſorer blot deres
Ubegribelighed. Til hint er desuden et Brey for
fort, Nogle Lerdomme, her ligegyldigt hvilke,

» trænge til Forbedring; det i det mindſte tilſtager dog

bande Baſiholm og du. Jeg troer, at man hos
Mengden gierne kan arbeide paa at forbedre hver en—
Felt iſer, uden derfor at rokke det Hele; thi ſtreng
Forbindelſe og Sammenhæng mellem Begreberne er
dog en Sieldenhed hus almindelig Mand. Paa
denne Maade gaaer jo den religioſe Oplysning grade—
viis frem; og anderledes, er det, efter al Erfaring,
umuligt, at nogen Oplysning kan gage frem. Men
felv deune Fremgang vilde ſtandſes i fin Sneglegang,
naar Skribenterne i dette Anliggende ſkrev paa et for
Mængden uforſtageligt Sprog. Skaden deraf vilde
være ubodelig. Jeg vil tilſtage, den nu brugelige
Fremgangsmaade har ſine Fejl; men hem læfer His
ſtorien, uden at lere, at Skiebnen eller Forfynet,
hvad vi efter vor Troe vil kalde det, lader altid for—
ſtiellige Midler, godt og flet mellem hinanden her,
ſom overalt i Verden, virke ſamlede til et ſtort Maal.
Ect Middel ene virker aldrig med tilſtrakkelig Kraft
i den moralſke Verden. Hvad Nytte drog Mængden
af de faa kaldte Lerdes Debatter paa Latin. Imid—
lertid kunde deres Forſtand rigtig nok fage en rolig
Soyn; ſtiondt nu da den engang er vakt af Dvalen,
kunde den ogſaa ſtage Fare for, at tage beſynderlige

Veu⸗

252

Vendinger. Almuesmanden har i fin daglige Kreds
gierne et eller andet Orakel, der med ſit mundtlige
Forcdrag virker meget, ſterk paa ham. Dette Slags
Oraller, der for det meſte blot ſtylde fiærk Stemme
og lobende Tunge deres Celebritet, vilde desuagtet
faac for megen Indflydelſe, naar der ikke fra en ans
den Side ſtedſe virkedes mod dem. Sondagens Un—
derviisning er faa godt ſom Intet derimod.

Naar de Lærde forſt mellem dem ſelv var ble—
ven enige om Ophavelſe af alles Forbedring i en
Lerdom — men denne Enighed antager jeg ſom
umulig — faa ſkulde der da i en Afhandling bekiendt—
giores Mængden denne Forandring; Aarſagerne til
den gamle Menings Forkaſtelſe, og Grunden til der
nyes Antagelſe. Lad denne Afhandling være med
Balles Tydelighed og Baſtholms Veltalenhed, den
gior dog ingen Virkning paa en Almue, der flet ikke
er vant til ſammenhengende, grundigt Foredrag.
Et Flyveindfald, et flygtig heukaſtet Ord gior ofteſt
meget mere Indtryk. Delge de Lærde deres Tviſt
for Mængden, ſaa er dog de, der fortæller om den.
Almnesmanden hører det; bliver nysgierrig; tyer til
ſit daglige Orakel, der, for ikke at tabe ſin Auctoritet,
giver ſplittergal Beſteed. Mangden beſtyrkes derved
i den Troe, at man dolger fligt for ham, fordi der
er viſſe Folk, ſom finde deres Regning ved den gamle
Troe. — — —

Mengdens Moralitet er s ikke allene flet grundet
paa en med Overtroe ſammenſat Religion, men den
liber endog Skade ved den. Deri er du enig. med

mig.

I

253

mig. — — Men jeg troer ogſaa af Erfaring at

torde paaſtage, at Mengdens Moralitet er gane

uafhængig af deres Religionsmeninger; Begrebet om
Gud og Udodelighed fraregnet; og dein, troer jeg
ſikkert, almindelig Mand aldrig giver Slip paa, og
faa har det ingen Nod med alt det andet. — Gien—
nemlob Folkeſlagenes Hiſtorier: ſammenlign dem
ſtedſe med Staternes Statiſtik, og du vil finde, at
Nangdens Moralitet beroer paa Statens Forfataing
og politiſte Omſtandigheder. Den ſtorſte Dec! af
Menneſler handle ikke efter Grundſatninger, men
beſtemmes af Tilfælde. I den Tid, da man havde
de graſſeligſte Begreber om Helvedſtraffeus Piünſel

Ag Varighed, var der fiere Misda dere, Tyve og

Mordere end nu. — —

Det klinger ret kiont, naar man taler om den
Orden og Sindighed, hvormed Forbedringer i reli—
gioſe og politiſte Meninger burde bringes i Stand;
men du maa dog tilſtage, at endun har aldrig nogen
ſmuk Afhandling tilveiebragt en Reform. De mange
Nenneſter, der finde deres Regning ved det Gamle,
ſtage imod faa længe de kan. De lade ſig ikke over—
tale. Det eren ſorgelig Erfaring, men det er Sand—
hed, at Oplysningens Skib aldrig gior nogen Frem—
fart uden under ſterke Storme. Enthuſiaſter Tal
lægge Haand paa Verket. Et nyplantet Sandheds—
træe ſkal vandes med Taarer, ja gisdes med Blod;
ſtager det rodfeſtet, da forſt er frille og kierlig Pleie det
tienligt, ſiger omtrent Tilſkueren i Dag. — Klok—
ken flager Tre Qvarteer til Fem, og jeg maa ſlutte.

Vaar⸗

54
Vaarſang.

Melodie: Endnu har vi Sommer o. f. 1.

Ale ſmutte de Skioenne
af murede Stad;
alt ſmiler det Gronne
fra nyfodte Blad:
o! lader den nydes,
den liflige Vaar!
Vort Kald er, at frydes, —
v ja! — og ſtakket den Glæde beſtaaer.

Snart brænder den Sommer
paa giſpende Bryſt;

ſnart ſtormende kommer
den falmende Hoſt;

ſnart Vintren afkleder
den favre Natur;

og bag vore Gleder —

o ja! — ak! bag dem ſtager Døden paa Luur.

Saa Mangen, for Vaaren
omkrandſes igjen, É

ſkal drage paa Baaren

blandt Sovende hen:

"de

al)

ba lukkes hans Blikke
for Krandſenes Pryd;
da deler han ikke —
3 nej! — han deler ej Levendes Fryb.

Naar Graven modtager
vort vaklende Skridt,
omſonſt man beklager,
vi node for Lidt.
Har Nydelſen Fare,
hvad har den vel ej?
Vi Gladen forſvare, —
o ja! — og ſtroe den paa knudrede Vejs

Kun Hykleren ſkotter
til Kys og til Dands;
kun Dumheden ſpotter
med Druernes Glands:
Hvo ſkabte vel Ranken
med Druen faa rod?
Hvo gav os vel Tanken,
o ja! — at Glutternes Læbe er ſod?

Vort Liv har en Fader
i Himlenes Gud:

vort Leeg han tillader;
vort Held er hans Bud:

9 5

o! Venner, Veninder,
den Sandhed beſtaaer;
thi, for den henrinder, —
o ja! — indvier den liflige Vaar!

Saſte.
Om

gamle danſke Morſkabsboger,
ved

R. Nyerup.

SV sandt de Poeſier, ſom, efter Sorterups Vids
nesbyrd i foregagende Hefte af Iris og Hebe,
S. 24, forefandtes hos Bonden, nævnes, (foruden
Doctor Hjelpelos og Rejnike Fos, der
allerede ere recenſerte) Helvedes Badſtue og
Broder Ruus; ſom altſaa kan blive No. 42 og
43 i vor Liſte over Almuens Laſeboger.
eo. 42.

Eller Helvedes Badſtue har i en ny
Udgave („trykt i dette Aar,“ 2 Ark i Octar) føl
gende udforlige Titel: „Helvedes Badſtue, en lyſtig
„Hiſtorie, hvorledes Djævelen beklager fig, at Hel—
„ vede vil blive hannem for liden, og leder og ſoger
„ efter Bygningsmend, den at bygge ſtorre, og hvor—

ar ledes de bade i Helvede,“ og begynder med at for—
fælle,

257

telle, at Autor en Morgen tidlig ved Hanegal paa
en Korsvej moder en lang ſort kroget Mand med to
gloende Ojne, der ſagde, han kom fra Helvede for
at ſoge efter Embedsmand“ (: Haandveerksmand)
Muurmeſtere og Tømmermænd, fordi

Helvede mig for liden blive vil,

Thi der kommer faa mange Sjæle til.

Til Helvede monne komme udaf alle Lande

Af de ypperſte og megtigſte Stande,

Af Rig, Fattig, baade Qvinde og Mand;

Thi vil jeg lade bygge paa Stand,

Og lade Helvede gjore mange Mile vid,

At der gage mange Sjæle udi.
Autor gjor Fanden Indvendinger:

Hvi monne Helvede for dig vorde mindre?

Thi vi nu jo alle Chriſtene ere,

Og faa af os monne komme dere o. ſ. v.
og gjennemgager alle Stender og Claſſer af Menne—
ſker med idelig Forſikkren om ſamtliges Dyd, Guds—
frygt, og retſkafne Vandel.

Fanden vilde ingen Tro fæfte til haus Lovtaler:

Han ſagde: viis mig 10 retfærdige Mænd 3

Til Pintſedags Nat ſkal du have Fred;

For dem da hid til dette Sted,

Og beviis det da at vere ſandt,

Som du nu ſagde her paa ſtand;

Saa maa du friligen heden fare,

Da vil jeg og min Bygning ſpare.

Maj 1796. N Her

Ea

858

Her afbrydes den forſte Halvdel af Fabelen. Den
anden Halodel er en Drøm, hvori Autor farer ned
til Helvede, beſeer Lejligheden dernede, og maler os
de Fordomtes Stegen, Branden, og Syden i det
behorige Svovel, Beg og Tiere, med de groveſte
og tykkeſte fæle og ved deres Eeusformighed kjedende
Farver.
Originalen, ſom er af den beromte nuͤrnbergſte
Skomagermeſter og Meſterfanger Hans Sachs, fin—
des i ſammes geiſtliehe und weltliche Ge—
diehte, Nuͤrnberg, 1590, Folio, og er de to ſidſte
Pocſier i rſte Bogs 3die Part.

Den aldſte danſte Udgave er Kjøbenhavn 1558,
og Overſetteren Niels Jenſen, fodt — i Randers
efter Reſens Catalog; men i Randrup efter Syvs
danſte Boglade. —

No. 43.
Broder Rus.

Det er en „Hiſtorie om Broder Rus, hvorle—
„ des han haver tjent for Kok og Munk udi et Klo—
„ſter, og hvad han haver bedrevet derudi.“

J dette Kloſter levede Munkene et overdaadigt
Levnet med Drik og Svir, og

„Hver af dem, ſkulde J befinde,

Han havde for fig en hæderlig Qvinde,

Som toede hans Kleder, og redte hans Seng,

Hun ftrøg hans Kappe, og klaadte hans Dreng.

Deres hoviſte Levnet Djavelen fang,

Han

$ 259

Han kom fulb ſnaͤrt for Porten at ſtaae,

Han ſagde fig at være tjeneſtelos o. ſ. v.

Herr Abbed ham ſpurgte: hvad er dit Navn?

Jeg hører, du kan vel gjøre Gavn.

Kjare, Herr Abbed! jeg heder Rus,

Saa kalde de mig i Stegershus.

Abbeden rakte Rus fin Haand,

Tog hannem i Tjenefte ſtrax paa ſtand.“
Rus blev ført Kokkedreng og ſiden Meſtierkok.

„Deres Mad gjorde han ſaa vel at ſmage

Om Fredagen ſom de andre Dage,

Al Faſten igjennem ligeſaa.

Det gjorde det Flaad, han kaſtede paa

Med Iſter, Smor, og megen Spak.“
Omſider fager han Kappen, og bliver ſelv Munk.
Blandt de Puds han bedrev i Kloſteret, hører og,
at han engang da han ſom Kok var i Knibe for Kjod,
ſtjal en Vondes Ko, der greſſede paa Marken.

„Der Kloſters Bonde fin Ko igjen vented'

Og Tiden begyndte fig at forlente,

Han ventede hende vel en Time eller to,

Men intet fornam han til fin Ko.

Den fattige Mand han gap ſig ilde;

Han aldrig vidſte, hvor han vilde.

Han [od ad Skoven haſteligen ſtaae,

Og meente, han fulde fin Ko der fade,

Dermed ſine fattige Born at fode;

É N 2 al Hari

622

„Som Dagen vilde komme, og Natten ſkred⸗

rd Lucifer ſtrar ad Helvede red

Med alle de Djævle, hos hannem vare,

Det var en ſtor utallig Skare,

Da gjordes der Bulder med ſaadant Skraal,

At aldrig horte man ſaadan Vraal.“
Hvad jeg ovenfor ſagde, at Lesſing har gjort Brug
af denne Scene, er vel ikke, til jeg veed, endnu
bleven anmarket af nogen Literator, men det er dog
vel neſten uden for al Tvivl, at han heraf har taget
Anledningen og Ideen til det Optrin i hans Fauſt,
ſom er indført i Theatraliſeher Nachlasſ
eter Theil, S. 190795.

Vi komme igjen tilbage til vort Eventyr. Bon—
den ſtyndte fig til Kloſteret og berettede, hvad han
den Nat i Træet havde hort og feet; og Folgen deraf
var, at Abbeden og Munkene „gjorde Pligt og Bod

For de havde brudt den Herre Gud imod.

De begyndte ſtrax at leſe og ſſunge,

Og tjente Gud med Hjerte og Tunge,

Og bade hannem hjelpe dem af deres Nod,

At de maatte undgaae den evige Dod.“
Broder Rus blev naturligvis jaget paa Doren.
Han foer til Engelland og beſatte Kongens Datter.
Ingen kunde mane ham ud af hende, for Abbeden,
ſom Rus havde tjent hos, blev hentet. Da maatte.
Rus vige, og end ydermere transportere Tuſind
Sfkippund Bly fra Eugelland igjennem Luften til Klo⸗
ſteret „i Sachſenland,“ ſom dermed blev takker. Og,

til

7

263

til Slutning maner Abbeden Rus ud i en ſtor Udor⸗
ken, hvor han ſtal ligge og lure til Dommedag.

Af dette Eventyr har jeg to dauſke Udgaver for
mig; en, ſom man af Trykken kan fee er fra 16de
Aarhundrede, men den mangler Titelblad; og en ny
trykt i dette Aar,“ 14 Ark i Octav.

At Originalen har været tydſk, og er ældre
end Reformationen, er ganſke Hart. At den for—
dum har været meget leſt og afholde i Tydſkland,
kan man ſlutte af det der ſtager i Brunonis Seidelii
Parocmiæ ethicæ. Francof. ad M. 1589. 8vo.
„Avis non legit, qvæ frater Frater Rauſchius
egit?“ et Sted, ſom jeg 1788 lod aftrykke i mit
Brev til Profeſſor Schlegel, uden dengang at vide
hvem Frater Rauſchius var, for den ſtore Li—
terator Juſtitsraad Worm i Aarhuus mindte mig
derom.

Allerede 1531 var Broder Rus's Skalkepud—
ſer bekjendte her i Dannemark. J de Excerpter,
ſom jeg i Minerva for Junius 1786 har med—
deelt af Chriſten Hanſen, den ældfie danſke drama—
tiſte Forfatter, heder det blandt andet:

„Give Gud! hver vil ikke være faa fuus,
Ligervis ſem den Djævel Broder Ruus.“

Sporgsmaal:

Bilde det ikke være en af de ſaare vigtige Gjen—
ſtende for Opdragelſesvaſenet, at indprente de Unge
R 4 en

264

en tilbørlig Agtelſe for Alderdommen? Har den ikke
en billig Fordring herpaa? Hos den Gamle findes
altid et ſtorre Forraad af Erfarenhed; har endog den
Pugre en mere rigtig Kundſtab om mange Ting, faa
bor man paa den anden Side betenke, at hiin har i
Almindelighed erhvervet ſig ſin med megen ſtorre Be—
fvær (thi Kundſkabs Kilderne bliver hver Dag over—
flodigere) og ofte letiet Vejen for os. — Skrobe⸗
ligheder og Svagheder fortjene ſſelden Foragt, men
vel Medlidenhed og Underſtottelſe. Har dette ikke
iſer Sted med Henſyn til Alderdommen? — Lære
de fleſte unge Menneſker nu omſtunder at indſee dette?
eller lere de det paa en Maade, der i ſin Tid kan
frugte? x - yr Vabe.

Over Planternes Fornemmelſe,
i
Breve til en Veninde.

Wherever the principle of life exiſts, there is a pecu-
liar organization; and as much mecaniſm is neceſſary
to the ſtructure of a vegetable, as of a human being.
This view of the life of vegetables raiſes botany to
the rank of philoſophy: it adds freſh beauty to the
parterre, and gives new dignity to the foreſt.

Bell (on the Phyſiology of Plants)

2.

H. oiſe! jeg har leſt Deres Brev after og after,
men altid med famme Henrypkkelſe. Stedſe nedſteg
da,

*

265

da, ſyntes mig, Velſignelſen mere ſynlig fra Maireg—
nen; da hvælvede mere, yndig de nysudſprungne
Boge det blide fortryllende Tempel, hvori jeg faa
tidt beſang Algodhed og Livet; da tilduftede Veſten—
vinden mig ſtedſe ſodere Finkens og Nattergalens
ſkionne Melodier.

Selv der, hvor Heloiſe ſynes at ville bruge
Stranghed i ſit Brev, ſelv der behager hun endogſaa.
Sagen, gode Pige, er denne: at være overberende,
mild, dermed kan De ophore, det ſtiager 1 Deres
Magt; men ophøre at være elſkverdig; det vil De
aldrig kunne i Verden.

„Jeg er meget omfolende,“ ſkriver De, „maa—
ſkee fordi vi Landboere ere overhovedet mere Men—
neſker end Folkene fra Hovedſtaden — jeg har giort
mig Betenleligheder over at fortſette min Blomſter—
ſamling, efter Giennemlesningen af Deres ſidſte
Skrivelſe; ligeledes fraſiger jeg mig herved ſkrivt—
lig Ret til en Buket alle mine folgende Fodſelsdage
— var det endog blot af Frygt for de Afdodes Natte—
beſog i mine Sovevarelſer.“

Hvad det Forſte angager, Heloiſe! faa ved—
bliv De kun ubekymret Deres Samlinger. Regie-
ringsformen i den ſtore ariſtokratiſte Republik, ſom
alle organiſke Væfener udgiore med hinanden, tilla—
der ikke Planten mere end Juſektet i dette Tilfælde no—
get Monopol paa Optimaternes Skaanſel. Ogſaa
Deres Buket modtager De herefter, ſom ſedvanlig,
pan mit eget Tilſvar, og var jeg en Franſtmand,

R 5 ville

266

ville jeg endogſaa paaſtaae, at Blomſterne ſelv glæz
dede fig ved at kunne doe paa Barmen af Heloiſe.

Men derfor, gøde Pige! afſtager jeg Dem ab
deles ikke min Hypotheſe, for hvis Rigtighed der endnu
kan opgives mange, mange Grunde. Tvertimod jeg
er vis paa, at De, „efter Giennemlesningen af
dette Brev,” vil træde over paa min og paa Plans
ternes Side.

Al Stridighed i Verden er nemlig Ordſtrid,
Heloiſe! Intet andet end Ordſtrid. Det er af Miss
ſorſaaelſe Prof. Baden finder Kants Lare ſtridende
mod gode Sæder; det er af Misforſtaaelſe Franſk—
mændene nodes til at vinde faa mange Seire over
Tyd erne.

Naar vi berfor forſt blive enige om Betydnin—
gen af Ordet: Liv og Selvbeviſthed; ſaa ville
vi ogſaa upaatvivlelig blive enige om dets Anvendelſe.
Naturlig falder denne Ordbeſtemmelſe lidt tor, men
den fører os altid Naturen nærmere, og derfor kaſter
Heloiſe ſikkert ikke heller Bladet forbi, der e
ter ſamme.

Imidlertid gior De endnu allerretteſt, hvis De
ikke heller leſer følgende Sider uden Veiledning af
Deres Broder. Denne Forudſctning vil ſpare Dem
et uendeligt, og hvad end verre er, et uendelig kied⸗
ſomt Brev; derimod give Dem Stof til ligeſaa
mange morende Samtaler; og al Forſigtighed til
Trods ville jeg dog med hele min Uendelighed ikke

allevegne blive Dem forſtaaelig nok.
Som

267

Som De veed, lader alting i Verden fig ind»
befatte, enten under Aand eller Materie, der
hos Dyrene — jeg haaber ſnart — den hele or—
ganiſke Natur, hedde Siel og Legeme. Sie—
lens Kald er: at føle, fatte og ville; i Lege—
met og formedelſt Legemet opfylder Siclen fi t
Kald.

Fatteevnen lader fig igien oploſe i to 908
forſtiellige Grene, hvoraf vi ville falde den forſte:
Sandſelighed, den ſidſte: Forſtand. Den Forſte
ſkylde vi alle vore umiddelbare Foreſtillin—
ger, f. E. Foreſtillingen, Heloiſe, Heloiſes Kla—
veer. Den Sidſte de middelbare, ſom: Pige
overhovedet, Tone, Klaveer hvilketſomhelſt.

Den ſidſte Wone inddele Pſychologerne atter i
Forſtand, (egentlig faa Faldet) Dommekraft
og Fornuft. Under Dommekraftens Beſtyrelſe
ſtage alle vore umiddelbare Slutninger,
Fornuften udleder de middelbare; Forſiandens Des
partement er os allerede bekiendt.

At udvikle Dem her videre Forklaringen pax
ovenſtagende Sætninger; at fortælle Dem, hvad f.
E. en middelbar Slutning vil ſige: det overlader jeg
ganſte Deres Broder. Jeg er vis, Deres Skarp—
ſindighed og hans Flid ſnart ſtulle giore Dem til en
anden Kant — eller for ikke længere at fløde viſſe
Folk — en anden Locke.

Folelſen Cornemmelſen) adſtiller fig lige⸗
ledes i de tvende hinanden meget ulige Sindsforan⸗
dringer; Forngielſe og Smerte; og maaſtee

; kunng

263

kunne vi endnu foie en tredie, Ligegyldigheds Til—
ſtanden, hertil. Thi Grendſer mage der dog vel,
altid gives, tænfer jeg, hvor der gives Afſtand mel
lem tvende Punkter; og man er ſikkerligen endnu ikke
rig, naar man blot har betalt fin Gield.

Ogſaa Villien har ſine Underdelinger; Men—
neſket beſidder ſaaledes f. E baade en ſandſelig og
fornuftig. De vil ſelv lettelig kunne afgiore,
hrilken af diſſe jeg følger, naar jeg enten drikker et
Glas Champagne, fordi jeg føler Fornsielſe deri,
eller i det Sted ſmnkt gior Afregning med min Bog:
handler. Endnu et andet Slags Villie udgisr In-
ſtinktet, Naturdrivten, hvis denne Uſurpa—
tion af Ordet Villie ellers bor tillades mig. Til videre
kunde den dog imidlertid hedde uſelobevidſt
Billie, d. e. uvilkaarlig, medfødt Lyft
til visſe Handlinger hellere end andre.

Tilſammentaget vil maaſkee ovenanforte Udkaſt
foreſtille et temmeligt fuldſtendigt Catalog paa alle
Sieleverdenens Operationer — ſaavidt vi nemlig
kunne adſkille ſamme; men derfor er det ikke ſagt, at
enhver individuel Siel udever dem, enten alle paa
engang eller i lige ſtor Grad. Dyret f. E.
kan neppe giore Fordring paa Fornuft; den ud»
levede Olding ſlutter ikke langere og Barnet mage
lade fig noie blot med at kunne føle,

Heloiſe erindrer fig aden videre Gientagelſe
ganſte ſikkert, hvad jeg for ſagde: at alle Sielens
Funktioner foregik allene i og formedelft Lege—
met. Dette er beviislig Sandhed, men hvis De⸗
É ; mon⸗

*

4

269

monſtration jeg igien ſeer mig nødt at anbefale Deres
Broder. Af ham fordre De da paa mine Vegne
og fyldeſtgiorende forklaret, hvorledes Tanke,
Hukommelſe, Glæde”), ligeſaa vel ſom Bevæs
gelſe kunne forvandles til Fiber og Nerveforandringer;
ham paalægger jeg at udoikle Dem, hdad der egent—
ligſt ligger til Grund for vor Fornuft *) og dens ins
tenſive Forſkiellighed hos Individerne; hvorledes
hoiſt ſandſynlig Laplanderens Siel ville desorientere
fig, hvis den blev ordret hen at opaande Nothes
Legeme. Jeg ilee nogenlunde at fremſtille Dem de
Hovedhiul, med hvilke Naturen har udført dette.
mekaniſte Vidunder.

Jeg

) Eſſai analytique fur Lame (Chapitre X. 5). Philo-
ſophiſche Palingeneſie uͤberſetzt von Lava er. (Frier
Theil S. 47 ſeqv.) Darwins Zoonomie uͤberſetzt von
Brandis. (S. 14 ſeqv.). — L'effat phy ſique du plai-
fir eft d' occaſioner dans organe, qui en jouit une
erection, une eſpece d'intumeſcence de toutes ſes
fibres, par laquelle elles fe dilatent pour Pabandon—
ner à cette douce ſenſation, elles cherchent a l'abſor-
ber, a l'incorporer avec elles. (Recherches fur la
ſonſibilité par M. de Seze.)

) Det Meſte, mange have mod denne Hypotheſe er
den Egalité imellem Sielene, den ſynes at ville ind—
fore; og ſtedſe betragte de deres egen Siel ſom ind—
fluttet i Plantens Legeme. — Empiriſterne ſparer
jeg, hvis de ellers fordre noget Svar, at Magnctis—
men affleerer med ſamme Kraft anderledes Brunſtenen,
anderledes Jernet; at der gives Conductorer og Non—
conduktorer i Elektriciteten. Materialiſterne Fylder jeg
intet Spar; og Puriſterne tilſtager jeg, at Menneſfet,
ſom faa, fedes baade med Sandſelighedens Forme
og Cathegorierne, Dyret allene med forſte, Planten
med ingen af Selene, uden derfor at have Uret.

270

Jeg kunde begynde langt borte — jeg funde
fortælle Dem f. E., at ethvert organiſk Legeme be—
ſtaaer af faſte; og flydende Dele, der ved en
indvortes ſeregen Kraft bevæge fig i hine. Jeg
kunde vpregne Dem de ellers nopregnelige Avlings
Theorier; fremfætte Dem alle Hypotheſerne om
Grundfibrenes Vaſen og Dannelſe — men jeg vil
være god ſom ſedvanlig, og allene udkaſte Dem med
faa Ord Phyſiologien af de Redſtaber, der narmeſt
vedkomme vort Wmne. Nerverne, Hiernen
og Muſklerne.

Forudſat, at De endnu erindrer Dem fra vore
anatomiſte Forelæsninger over Deres henſovede Lam
og Cauarifugl, hvad diſſe Bencvnelſer ſige; at De
endnu huſter tydelig Nervernes og Muſklernes ſynlige
Bygning; Foreningen oppe i Hiernen af de Forſtes
utallige Namifikationer; de Sidſtes Tilhæftelfe og
Leie, Sandſeorganernes udvortes Indretning o. ſ. v.
— forudſat denne lange Forudſetning — behover jeg
kun endnn at tilføje de almindeligſte Forklaringer over
Contractilitet, Irritabilitet og Senſi—
bilitet; i hvilke Kræfter diſſe Organers Virkſomhed
tilhobe lade ſig oploſe. . z

Contractilitet og Elaſticitet ere hinanden for det
Forſte ligeſaa modſatte ſom ... ſom: Sterkodder og
Jonathan. Sidſte tilkommer ethvert boieligt Legeme
Dødt eller lebende, den Forſte blot de Organiſke. Vi
kunne kalde denne Wöone Sammentrakkelighed paa
Dauſk, hvis dette Ord i fin Natur felv var lidt mere
ſammentrakkelig. Imidlertid beſtager Contractilitens

; Bæs

—

27

Veſen deri: at den hele organiſke Mate—
rie under visſe Tilfælde kan trekke fig
ſammen eller forkortes; hyilket til vor Heu—
ſigt er os tilſtrækkeligt at vide.

Irritabiliteten og Senſibiliteten hører ligeledet
hver under ſit ſeregne Organ; den forſte tilkommer
nemlig Muſtlerne, den ſidſte Nerverne. Jeg vilde
definere begge diſſe Krafter ved: den Egenſkab
hos ovenmeldte Organer under visſe
Omſtendigheder at finne undergaae
visſe Forandringerz og adſtiller da, ſom De
vel mage merke Dem, Sielefslelſe (Sentiment)
fra Nervefolelſe Senſibilitet (Empfindlichkeit).

Vi vare da ſaaledes færdige med vore Clasſifi—
kationer, og vende altſaa tilbage til vort Hovedeemne.
Vi ſtandſede ved en noiere Beſtemmelſe af Ordet
Liv, og ville ſikkert med denne Beſtemmelſe tillige
indhente mere Lys over Livskraften, (Vis vitalis)
hvoraf foromtalte Wöner og ſelve Bevegelſen kun
ere ligeſaa mange ſerſtilte Modifikationer.

Paa Definitioner herpaa mangler det aldeles
ikke, huis Definition ellers kunde hielpe os noget.
Fra Haller til Fleiſcher — Hippocrates til Botger have
alle Phyſiologer givet os fine, og hver endog pan
fin Maade. Men da det kun er os om Tingen at
gisre, faa ville vi allene gage Sokrates's Vei — vi
ville ſporge os frem til Sandheden.

Paa hvilket Trin begynder altfan Livet, paa
hvilket ophorer ſamme? Er endnu Nerven, Mute
len levende, der ved Metal-Irritationen ligefuldt

fort

272

fortſetter fine Virkninger efter Doden? — Denne
Tanke var at vanhellige Livets Verdighed. End
Pndlingen da, hos hvilfen Fornuft og Folelſe ligeſom
kappes om Herredømmet — nyder han allene. dette
Godhedens Fylde? Sikkerligen ikke heller — Hvem
torde vel aftrette endog kun Heloiſes Wllinger Livet,
der, neppe fødte, allerede Tynde fig i Vandet, og dog
beſidder Wllingen allene Folelſe, Inſtinkt og vilkaar—
lig Bevægelfe. — „Men denne vilkaarlige Bevæ
gelſe?“ — „Vi ſtulle nægte Corallerne Liv Heloiſe!
eller overhovedet nøgen Skabning, fordi den mang—
[ede vilkaarlig Bevægelfe! „i Folelſen altſag? muligt
er Folelſen da Grandſeſtiellet mellem den levende og
dode Natur?“

Ganſte aldeles upaatvivlelig — Denne vre
dele Menneſket, Dyret og Ormen alle tilhobe, alle
beſidde de denne, med eller uden de gørige — Mau kan
tenke fig Liv uden Foreſtilling, Villie, Bevægelfe —
men aldrig, aldrig kan man tanke det uden Folelſe.

Heloiſe! Folelſen indbefatter Glæde, og Livet
Folelſe; vor hele Tilverelſe er altſaa Nydelſe, Glæde.
Selv vi, Heloiſe, Skabningens Meſterſtykke, vi
tenke ikke ſtedſe, bevæge os ikke ſtedſe, men uaflg—
delig, altid, fole og uyde vi. Kiereſte Pige! under
Egene hiſſet ved Breden af Søen ville vi opreiſe AL
godhed et Altar; der, omringet af den hele orga⸗
niſte Natur ville vi lovſynge Glædens Fader, og Nats
tergal og Roſe og Himmel og Jord ſtulle iſtemme
hans Priis i fulde harmoniſke Chore. . !

5 Men

278

Men vort Æmne er afbrudt; vi gientage atter
dets Traad. Apollo fra Belveder bier i lang Tid
paa vor Hielp; vi have udvirket Tilladelſe at oplive
Lyſippus's Marmor; vi ville fore vore Jagttagelſer
denne Tilladelſe til Nytte.

Hierte, Arterier og Vener har han. da alles
rede; allerede reſpirerer og fordsier han; ogſaa hele
Muſtelbygningen er færdig — med flige Ting op—
holder en Skaber fig ikke ret længe, Blot hans Mer:
ver og hans Hierne ſtage tilbage; i deres Sammen⸗
ſætning ſtikker hele Vanſteligheden at organiſere.

Begyndere begyn de allerretteſt med det meeſt
Simple. Hans Nerver blive altſaa forſt færdige;
deres Grene forene ſig i Senſorium; og det oplivende
Puſt ſkeer, da vi ikke ville forholde ham Livet et Dies
blik over Tiden: Livskraften gaaer derpaa i Birk
ſomhed, de umværende Gienſtande afficere hans Les
geme, Nerverne irriteres — Apollo føler forſie
Gang i fin lange Alder. Vi iagttage dette — alt»
ſammen er ſaare godt — vi blive driſligere, vi be:
gynde at uddanne Hiernen, hvillet, mellem: os ſagt,
kun vil lykkes os tildeels — Imidlertid! — Apollo
ſandſer, han bevæger fig mod Kilden, han drikker,
han glæder fig, og vi — henrykkes! Talecvnen log
Hiernepartiklernes endnu finere Organiſation ere de
ſidſte Gaver vor Skabning modtager af vore Hænder,
Han feer os, han overveier, han ſlutter, han kom—
mer, han takker os — i det ringeſte har vi Skam
af vort Skabelſesverk, hvis han fulde forſomme at
opfylde denne Artighed. Mg

Maj 1796. S J

274
J ſidſte Tilfelde blev uu Apollo Menneſke, i
andet foreſtillede han et Dyr — i ſorſte, Heloiſe!
var han ſikkerlig enten en bevægelig Plante eller ingen
Ting i Verden.
At Planterne nemlig have Liv, kunne — ville
De neppe aſſtride mig længere. De aſſtierer Dem
en Myrtegreen, De ſetter den i en Potte, De reiſer
bort, kommer ſcent tilbage og Deres Myrte er ikke
mere. De ville aldrig kunne bringe dens Vadſter
længere i Omlob; ligeſom De ikke heller aldrig ville
kunne nægte, at der gaves et Hieblik, hvor det dog
endnu var Tid — da Planten nemlig endnu
levede; og fra Liv til Folelſe er vel Slutningen lige—
faa conſeqvent, ſom fra Folelſen til Livet. — Livs—
kraften er ingen død Kraft.
Denne Hypotheſe — om ellers evident Sand—
ſynlighed længere fortiener dette Havn — fremmer
Indie overeens med Naturens egen Virkningsmaade;
den udfylder det ellers ſtore Rum imellem den dyriſte
og livleſe Verden; — den bringer Farverne mere
ſammen i et Maleri, hvis Skionhed juſt beſtager i
denne Farvernes Sammenflydelſe. Vi ville udkaſte
Skizzen til Omridſet af Livet; det er født at fore Bly:
antsſtiften her.
1.
Folelſe, Fornuft — Billie — vil—
kaarlig Bevogelſe: Menneſket.

2. . 5

Folelſe, Forſtand, Begieringsevne,
vilkgarlig Bevgelſe: Patte-Dy⸗
rene

*

*

275

reue (Aben Dommekraft?) Fugle, E
Inſekter, nogle 195

Folelſe, Sandfeld, 1 SL
evne: Coraller, N Svampene?

Folelſe e Planterne.

Om Planterne tillige have Selvbevidſt—
hed, kan De afgiore med Dem ſelo ſirax, naar Deres
Broder forſt eugang har forklaret Dem Forſtiellen
imellem Selvfolelſe og Selobevidſthed; og
ſagt Dem med eet Ord, hvad Følgen er af ganſke og
aldeles Mangel paa Tænfeevne. Planterne ſelv er det:
viſt meget ligegyldigt; thi mod den Lykke at kunne
glæde fig, tenke de fornuftigt nok, for aldeles
ikke at ombytte den re at kunne tenke.

Nogle Phyſiologer have adſtillet abſolut og
locomotiv⸗vilkaarlig Bevegelſe; og efter denne
Theori bevæge da Corallerne fig — meget vel —
men faa bevæger ogſaa Mimoſa og Dionca, og
pverhovedet ethvert Træ fine Rødder vilkgarlig, der,
ſtiont rigtig nok langſommere, og, jeg tilſtager, af In—
ſtinkt opſuuſe, og indhente, den kraftigſte Føde.

Hvilken Sands for Reſten Planterne befidde;
Folelſen eller en anden, derom ikke et eneſte Ord.
Jeg anmarker blot, at ogfaa i Antallet af diſſe ſtiger
Trappegangen fra Menneſket forbi Ormen ned til
Planten; og at med Foelelſen allene ſandſer man
dog alletider Kulde og Varme, Torre og Fug—
tighed, Naringsmangel og Overflod, Sundhed og

S 2 Syg⸗

276

Sygdom, Storm og frille Veir; hvilket endda ikke
heller er at ſandſe fan forſtrakkelig lidet.

Vi ville ikke opholde os med de Beviſer for
vort mne, ſom Analogien mellem" Dyrets og
Plantens indvortes og udvortes Structur ligeſom
kommer at paatrænge os. Overeensſtemmelſen er
rigtig nok faa flor, at Botanikerne næften have overs
fort alle phyſiologiſke og anatomiſte Kunſtord fra Dy—
rets paa Plantens Beſkrivelſe. Men Analogi er
Derfor ikke deſto mindre — Analogi; og jeg maatte des:
foruden udſkrive Dem ganſke Bonnets Paralel her—
over, hvilken maaſkee allerede i Forveien var Dem
bekiendt.

Derimod tilgiver De mig ſnarere Anfsrelſen af
nogle nyere Exempler paa Planternes Folelſe og In—
ſtinkt. Jeg ſtal til Vederlag være faa kort og tydelig
ſom muligt.

De kiender Giedebladet (Lonicera) — det vel
lugtende Giedeblad, hvis aromatiſke Duften om Af—
tenen ſaatidt fortryller vore Sandſer. J Begyndel-
ſen ſkyde dets Qviſte fig lige i Veiret, indtil beiede
af Tyngden, de ikke langere kunne holde ſig opreiſte
og altſaa „naturligviis falde igien,“ mener De? ikke
jaa ganſte Heloiſe. De mode hinanden derimod
ligeſom ſogende indbyrdes Underſtottelſe; de antage
i denne Henſigt modſatte Stillinger, og doer eller
affalder ved Tilfælde en af Grenene, faa omſlynger
Brodergrenen siebliklig den Efterlevende, ligeſom med
Overleg for at ville erſtatte denne fit Savn.

Samme

277
Samme Særfyn frembyder Humleraklen os
ogſaa og det ikke mindre tydelig. Ühindret omgiver
denne altid ſin Stok efter Solens Lob fra Syd til
Veſten og den doer endogſaa, hvis den tvinges til at
folge en modſat Bevægelfe. Men end nu er den dog
levende — Hindringen borttages, og den tøver ikke
et Oieblik; med ſynlig Anſträengelſe af de overblevne
"Kræfter ſtrider den og ſeirer og opaander paa ny i
fro Tilvœrelſes Nydelſe.
: Percival, en engelſk Læge — der forſt igien
optog de Gamles Mening om Planternes Fornem⸗
melſe — vilde engang forſoge, hvad Virkning den
fixe Luft (kulſyregas) havde paa Planternes Vegetation.
Han ophang i denne Henſigt en Kruſemynteſtengel
ved Roden i Recipienten af Dr. Nooths Glas - Res
torte. Den veiblev fin Vext, uden nogen anden
Fode, end Indſueningen af den mephitiſte Glas, for
hyilken den var udſat. Efter 24 Timer bviede imid⸗
lertid Stengelen ſig, og lidt efter lidt ſteeg ſamme
lige til Mundingen paa Karret — om for at rette
ſin Stilling, for at opnage ſit Element, eller begge
Dele, eller ingen af Delene: det afgisre De ſelv.
Lord Kaimes fortæller, at mellem Ruinerne af
New Abbey, et Fordums Kloſter i Galloway voxede
evenpaa Murene et Lontræ omtrent 20 Fod høif.
Blottet for Nering ffigde dets Nødder adſkillige Aar
langs Muren indtil de 10 Fod neden derunder naaede
Jorden. Og nu betaltes Føden tilſtrækkelig, hvor—
med det havde forftraft diſſe under Nedftigelfen ;
Hvert Aar ſiden giorde det betydelige Skud; men fra
S 3 Spid⸗

278

Spidſen af Muren ned til Jordens Overflade ud⸗
ſkisde diſſe Træets 94825 ikke en ene⸗
ſte, Sidegreen, ſom for ikke i Utide at bortoſle
nogen Voxrecvne, og derved altſaa ſildigere opnage
deres rette Beſtemmelſe.

J Vonnets Afhandling over Bladenes Nytte

8 beſkrives blandt andre ogſaa nogle Forſog med fugtede
Svampe, ſom han i en Tomes Fraſtand underlagde
Bladene af forſkiellige Vexter. Det almindeligſie
Kcſultat var: at Bladet boiede fig, og ſtred af alle
Kræfter for at nage til den ſamme.

Ogſaa Percivals Erfaring bekrafter han med
mange no Forſog over baade Bladenes. og Grenenes
Omdreielſer; men det merkverdigſte Exempel til Be⸗
ſtyrkelſe for vort Emne troer jeg folgende at være,
ſom findes S. 172 i Udgaven fra Neuſchatel.

Det er Dem formodentlig bekiendt, at Bla—
dene i forſtiellige Ordener — Linné antager fem —
omringe deres Stamme; Sivene f. E. afvexle fags
ledes dermed paa begge Sider, Men et ſaadant
Sivror, der var opvoxet ved Siden af en Muur
bar dem dog ilke deſto mindre alle paa en og den
ſamme. Man fkulde foreſtille fig, ſtriver Bonnet,
at Bladene paa den anden Side flet ikke havde kunnet
udvikle fig; derſom dette var Tilfældet, faa maatte
diſſe Ror ogſaa være mindre beſatte med Blade end
ſedvanlig; men de vare tvertimod meget vel forſy—
nede Dermed; og, det ſom er afgiorende, Interval—
let imellem Blad og Blad optog her langt mindre
Rum end almindelig hos Sivene; man ſage meget

tøs

bå

279

tydelig, et nyt tredie Blad havde auſkudt fig derimel⸗
lem, og Stedet, ſom dette optog, fvarede nøiagtig
til det ſamme, ſom det burde have indtaget paa Stil
kens modſatte Side.

Jeg har ſlet intet villet tale til Dem om den
Elſkelyſt, ſom Han- og Hunblomſterne hos mange
Planter under Befrugtningstiden tydelig yttre.

Saaledes lægge f. E. hos Qvindefryden (Parnasſia)

Stovnaalene fig efterhaanden i afverlende Orden hen

over Frugtboren, og trade ſiden tilbage, naar Be—

frugtningen er ſkeet. En Plante, førf opdaget i Ita—

lien, ſiden ogſaa af Gunner 1 Norge, ber de hunlige

Blomſter paa en lang ſpiralrullet Stengel; naar

Blomſterne ſkulle udſpringe, gage diſſe Spiralgange

videre fra hinanden, hvorved Blomſterne holdes oven

for Vandet. Hanplanten har en kort og lige Sten—

gel, ſom bærer flere Blomſter under Vandfladen; diſſe
adſkilles ved Befrugtningstiden fra Stengelen; ſpom—
mer paa Overfladen af Bandet og befrugte Hunblom—

ſterne, ſom nu igien trakke fig tilbage under Vandet !).

Jeg har ikke villet tale om dette, fordi jeg ellers
ſkulle ſammenſkrive Dem en Bog og intet Brev. Jeg
ender mine Betragtninger med folgende Sted af
Bonnet, hvormed denne viſe Philoſoph ligeledes ſlut—
tede ſine.

„Jeg har ikke paaſtaget at have
beviiſt Planternes Fornemmelſer, jeg

4 har

+) udkaſt til en Plantepbyſiologi grundet

paa de nyere Begreber i Chemi og phy⸗

ſiologi af-Carl Gottlob Rafn, en Bog der

gior fin Forfatters Læsning, Philoſophi og Selverfa⸗
ring lige megen Wre.

830

bar føgt at viſe, man var endnu ikke
overtydet om det Modſatte.“
Vi fer Folelſen gradeviis nedſtige fra Menneſket
til Muslingen; vi overtale os at den ſtandſe her,
for vi holde diſſe Dyr for de ufuldkomneſte. Men
maaſtee gives der endnu mange Grader mellem
Muslingens og Plantens Fornemmelſer, og maaſkee
endnu ſſere mellem den folſomſte og ufolſomſte af
diſſe. Trappegangen, ſom vi antage overalt, ſkulde
giore os denne Philoſophi mere kierkommen — den
nye Grad af Skionhed, ſom den overbringer Verdens⸗
ſyſtemet — den Fornsielſe at formere Antallet paa fo—
lende Vaſener ſtulle formage os til dens Antagelſe.
Jeg overtaler mig gierne, at ethvert Blomſt, der
pryder vore Enge, enhver Plante, hvis Frugter ere
os faa behagelige; hine majeftætiffe Træer, ſom Ti
den ſelv ſynes at vife Wrefrygt, at alle diſſe udgiore
ligeſaa mange folende Vaſener, der paa deres Maade
ſmage Tilocrelſens Sodhed.
. Og nu Farvel Heloiſe! De feer jeg forſtager
Kunſten at hævne mig filgavns; og hvis dette. lange
lærde Brev ikke har overbeviſt Dem, faa har det dog
i det ringeſte ſtraffet Dem, det veed jeg — Lev vel!
S. 386. L. 15. i forrige Grev føjes under Texten ſom Note
ved: Samlingspunkt.

Saadant et Samlingspunkt udgior det Sted neſten
paa Planten, hvor Rod og Stamme ſkilles fra hinauden.
Derfra opſtaae alle Plantens Kar, her ere de forbundne i fore.
Knipper, ſom fordele ſig oy og ned ad i mindre. See Vilde⸗
nows Botanik overſ. af Hr. H. Steffens (S. 244.) ſammen⸗
lignet med Udkaſt til len Plantephyſiologio. f. v. (S. 127.)

Ne⸗

281
Nekrologie.“

D. ste April W for April er forglemt
at anføres) dede Prof. O. S. Möller, føde i Flens:
borg 1715. — Om hans 155 Skrifter, ſee Worms
lærde Lexicen 2den og 3die Deel. Kammerherre
Suhm har ſat denne ig 7 0 folgende Minde:

Olaus Rene ic Miller,
Profeſſor Hiſtoriæ Literariæ
Rector Scholm. Elensburgenfig.

7 ir

Venerandæ ætatis
Magnæ eruditionis
Diligentiæ indefeſſæ
Magni Parentis
Dignus filius

Sie
In Memoriam viri amicisſimi
P. F. Suhm.
* *

Oen rode Maji døde i fit gite Aar Au:
+ Diteur og Ae 28 Statsrets⸗Prokurator Geert
Steenſtrup. Secretaire J. J. Gudenrath
bar ſat denne og Ven nedenſtagende Hedersminde:
Ut celſa pinus
in cacumine montis
ramis late glorians
— ſternitur > &
qvaſſata
euro .
Ita cadit ;Geert Stenftrupius
Vir corporis firmi
snimi fupra vulgus elati
difciplinis
pulere pasti
Cognitorum cauſarum militarium
nemini ſecundus,.

S 5 Li.

482

Libertatem ſpirans dominationi parum amicas
nec ſibi profuit
nec rem familiarem
auxit
Animum candidum mentem Divinam
cui virtus ſupra pericula
æſtimare doctis
tanto carior.

Manet decus viri immortale
Cauſa Sefenſenii
Innocentia
contra accufationem impiam
Reer
mafeu le
non fine magna potentum invidia

qvos conſilium -
offieii tenax i
femper terret
nec fine ſuspirio miniſtrorum alto
hos miſeros
aliena gloria
nunqvam non
mordet.

Noſter de patria bene meruit
de repuhlica non desperavit
bene Factis
manfurus

Ta-

283

Talem præmatura morte raptum
lacrimis decoravere
ewes ingenui et boni
Deſiderium viri expresſit
ſunefis comitatus
ſepulturæ honos
Reliqvit viduam tres natos
tate tenella
O eives, qvibus res eft
qvibus conjux & pater cognitus
recens vulnus ;
manu et opera
lenite

Planctui tam mæſto tam juſto
ſocius aecedit
qvi ad Themidis adytum adoleſeentem duxit
juvenem ad ædes Deæ itineris comitem
perpetuo
nactus

Facoh Juſt Gudenrath.

Auditeuren er, — hvilket Fyr. Secretairen her ſaa
hederlig onrtaler, og fom tillige er anmerket i de
lærde Efterretninger, — iſer berømt af fit Forſvar
for Bogtrykkerſvenden Willum Stephanſon, ſom
han „hvilket Medlevende veed og Efterverden ſtal
vide, gav Friheden — Wren — Livet;“ ſom Ste—
phanſon ſelv udtrykker fig i de Linier, han, til
hans Erindring har ſkrevet i Adreſſe-Aviſen.

* *
*

Den 2ode Maj døde Conferenceraad Wilhelm
Auguſt Sanſen, Deputeret i Rentekammeret, Eier
af Frydendal. Om hvad han har ſkrevet, fee lærde
Efterretninger No. 16. Folgende trende Gravſkrifter
over ham afſkriver Anmelderen:

Her

284
Her hviler
en

erltg, retſfaffen og mild
Mand.
En
duelig, oplyſt og arbeidſom
Embedsmand.
Bondernes Ven og Fader

i
Ord, SGierning og Skrift.
Hvem anden
end
W. A. Sanſen.
Dette Wreminde
ſattes ham af alle
blandt andre

ar -
P. F. Subm.
.
Lugete Ruricolæ!
Lugete qvotqvot
Agrariam rem debita habeatis reverentia!
Occidit, Eheu] eitius juſto oceidit
De re agraria meritiſſimus
Wilhelmus Auguſt Hanſeu
In camera regia Triumvir
Qvem
In hoc publico munere,
Libertatis ruſticæ ae jurium colonorum
Indefeſſum noverimus vindicem;
Privstum eundem
Sui juris colonorum

Patronum viderimus munificentiſſimum.

Lugete Boni
Viirum : —
Pietate et Probitate vix nulli,

At

285

At verecundia ulli
Secundum!
poſuit affinis
P. H. Graa.

Her giemmes Stovet
af

Een af Statens verdigſte og uegennyttigſte Borgere
Wilhelm Auguſt Sanſen,
Fordum Conferentzraad og føriteDeputered Rentekammeret
Herre til Frydendal
Fod den 24 October 1746
Dod den 20 Maj 1796
At beſkrive Tabet, ſom Kongen, Landet og genres
leed ved hans Bortgang, er faa meget mere
umueligt, da
San var en ſaare ſielden Mand
Din tidlige Dod ſaarede mig uſigelig dybt
Ven!
Evig dyrebar ſkal dit Minde være mig!
Lindenkrone.

Dpeg treit.

Med. Martin har i den aabne Brevvexling, +
Sophies Rolle gjort forſte Prøve. Sr. Stephen
Seger har i Jegeren, i Antons Rolle gjort tredie og
ſidſte Prøve, Skueſpillet Jøden og Wgtefolkene
fra Landet, ere de to mye Stykker, der i den ſidſte
Uge af denne Saiſon ere opforte.

——— ——— —

Lit⸗

286
Litteratur.

toß5. Tanker om vor Tids Fremgangsmaade for
at befordre den religiøfe Oplysning, af Dr.
Chriſtian Baftholm, fongelig Confesſionarius.
Paa Gyldendals Forlag. 8. 36 S.

Den lærde Hr. Forfatter ſkriver: fordi det er ham
vm fine Medmenneſkers Sindsroelighed og deres Mo—
ralitet at gjøre. Han frygter ikke for Sandhedens
Undergang; (thi Sandhed ſtager evig) men at ved
den Fremgangemaade, ſom i vore Tider bruges, for
at befordre den religioſe Oplysning, de gode og ret—
ſrafne Chriſtnes Roelighed, ſaavel Forſtandens, ſom
Hjertets, forſtyrres, uden at de vinde det mindſte,
hvorved denne Roeligheds Tab kan erſtattes. Han
nægter ikke, at Kirkens religioſe Meninger kan behove
Forbedring og ſtorre Oplysuing; ikkun ivrer han imod
den frugtesloſe Maade, pan hvilken man gager frem;
for at befordre Oplysning mage man tale til Forſtan⸗
den; han beklager, at han af alt det, ſom hidtil er
udfommet i Danmark angagende religisſe Meninger,
ſjelden haver læft noget, ſom er ſelv tenkt; den ene

ſnakker efter den anden; uden at have Overbeviis-⸗

ningsgrunde. — Pag. 22.
„Hvad jeg her ſiger om Forſoningsleren, det
„gielder ogſaa om andre Lerdomme. Ere de ikkun
„ ſkadelige ved Misbrugen, da bor Misbrugen fore—
„ bygges. Ere de, vel anvendte, nyttige for mange,
„ da bor man ikke voldſom bersve dem ſamme, førend
er man haver givet dem noget bedre, eller i det mindſte
„ Noget andet, ſom gjør dem hine religioſe Meninger
er undværlige,” Hr. F. ſoger at beviſe den rene For:
mufts Religions Utilſtrekkelighed, og at det nok er
det bedſte at lade Menneſket blive ved, „at grunde fin
er Troe og fin Overbeviisning paa den Autoritet, 10
„han

rr

287

„han (det) i faa mange Aarhundrede haver antaget,
„indtil man feer han (det) bliver ſkikket til at folge
„den rene Fornuft.“ Han raader til at lade hvert
Skridt til Oplysning gage frem med Sindighed og
Klogſkab, hvortil han foreſlaaer forſkjellige Veje. —
Afhandlingen er ſkreven med Hr. F. ſadvanlige Fyn⸗
dighed og Praciſion.

106. Pallas. Et Maanedsſkrivt. Februar 1796.
Kſjsbenhavn 1796 paa Loreutz Reiſtrups Forlag.

8. 1929. : a

f de 9 Stykker, ſom dette Hæfte indeholder, er
Fortallingen No. 7 Gaaſeblommen, et Bidrag til
vort Aarhundredes Soleries Siſtorie, og No. 8.
Troget om Stipendierne ved Univerſiteter, „det
ſom bedſt lader fig læfe, pag. 185.“ Jeg troer, det
ikke er ſaare gavnligt, „at Stipendier indſkrenkes til

„Fundators Familie; jeg troer ikke, at man for⸗

„anermede den Agtelſe man fyldte (ſkylder) hans
er ſidſte Villie, ved at forandre denne Clauſul; thi
„ naar han blot vilde teſtamentere fin Familie, hvor—
„for ſkal da Univerſitetet forvalte de Midler han
„har henlagt hertil?“ .

105. Biftop Balles Indberetning til det Agl.
danfte Cancellie angagende Skriftet Ariſto—
kraternes Catechismus med Anmerkninger.
Hos Directeur Joh. Fred. Schultz. 8. 68 S.

Hans Hoierverdighed forelegger os her, forſt ſij
Indberetning til Cancelliet, angaaende ovenmeldte
Catechisme, og derneſt fremſettes en, efter Hans
Hoicrverdigheds Maneer, heel fuldſtendig Kommen—
tar over Indberetningen. — Det er ſnurrigt nok, at
det Ord, Catechismus, egentligen har motiveret Hans
Hoictverdighed til at leſe Skriftet. Heraf kan jo
infereres, at man blot behøvede at rubricere en Bog
med de Ord Bibel, Troesbekjendelſe, ꝛc. ꝛc. for as
ſkaffe Biſtoppen nok at beſtille med at laſe.

308"

—

288

109. Til Sans géiærværdighed ør. Biftop Nie.
Edinger Balle, i Anledning af hans Denun—
ciation af den ariſtokratiſte Catechismus.
Med Motto: Alt hvad J ikke vilde, at Men⸗
neſte Fulde gjøre Eder, det gjorer J ikke heller
dem. Hos Holm. 8. 16 S.

Hr. F. opfordrer Biſkoppen, at gjøre Publikum be—

kjendt med de Grunde, ſom have bevæget ham til at

denuncere den ariſtokratiſke Catechismus. Hr. F.

anmerker, at her er ikkun tvende Tilfælde mulige,

fc. enten er Hans Hoierverdighed bleven tilſkyndet
hertilh af moralſke Beveggrunde, eller af Beveggrunde,
hentede andenſteds fra, end fra Begrebet om Pligt.

Derſom det forſte Tilfælde har Sted, maa det være, 3;

enten fordi den augsborgſke Confesſion og den her—

ſrende Religion eller, b, fordi Conſtitutionen af 1660

var angreben i det denuncerte Skrift; og nu ſporger

F., om den Wand handler conſeqvent; der har erkle—

ret, at det ſtrider mod hans Tenkemaade, at anraabe

den verdslige Arms Hjelp til Religionens Forfagtelſe,
og ſom dog denuncerer den ariſtokratiſke Catechismus?
om Haus Hoierverdigbed da ikke have langt ſterre

Grund til at denuncere Samleren, Jeſus og Fornuf—

ten o. f. S. Hvad Hovedgrunden er til denne for⸗

ſkjellige Fremgangsmaade? — Om det er Viſkoppens
eller Politiemeſterens Sag, at vaage over Angreb
paa den offentlige Rolighed? Derſom Hans Hoier—
værdighed; hverken ſom Biſkop eller ſom Politieme⸗
ſter var forbunden til at fremtræde ſom Denunclant,
var det da maaſkee hans Pligt, ſom Borger i Sta:
ten? men Stkriftet var jo trykt, altſaa ingen Arm:
melighed. — Havde Biſkoppen ikke opført fig mere
fornuftig, hvis han, ſom en Videnſkabsmand, havde
forfægter Conſtitutionen, viiſt dens Fortrin eller afbe⸗
viiſt dens Fejl?

— — 2 ————

Iris og Hebe.
En Fortſattelſe af Maanedſtriftet, Iris,
—— — ͤ —
Junii 1796.

Skrivelſe

fra
Aſſeſſor Baͤrens,

til den, for at underſoge Fattigveſenets nærværende
Indretning i Kjøbenhavn, og de' Gjenſtande, ſom ſtaae.
i Forbindelſe dermed, nedſatte Kommisſion ).

Der maa naturligviis i en høj Grad være mig vigs
tigt ſom Medlem af Examinazions Kommisſſonen,
om

) Da jeg ſerev dette P. M., var det min Agt, i en
ſwrdeles A handling vidtloftig at udføre min udgivne
Plan for den ſpeſielle Beſtyrelſe af Fattigve—
ſenet her i Staden, og at giore Magiſtraten, ſom
Direktorer for Fattigvæfenet, opmerkſom paa de
mangfoldige Mangler, ſom findes ved ſamme. Jeg
har endnu t ikke havt Tid til at fuldføre dette mit For⸗
ſct. vis om, naar jeg fager den, offentliggjor jeg
dette P. M., pan det ſagkyndige Mænd kunde fane
Lejlighed til at prove Rigtigheden af de Ideer, jeg faa
loſelig vedrørte i ſamme, og at hielpe med til at
bringe Fattigvcſenet fremad til Fuldkommenbed, ſom
det, blot af Mangel paa en rigtig ſpeſiel Beſtyrelſe,
nu er faa langt fra.

Juni 1796. T

290

om Faftigvæfenet her i Staden er fri for Mangler 3
Henſeendr til Beſtyrelſen, eller ej. Alt ſom Fattige
veſenet nærmer fig Fuldkommenhed, formindſkes
Kommisſionens Arbejde; og dette tiltager i Forhold
til hints Forfald. Det maa derfor tilgives mig,
at jeg henvender mig til den ærede Kommisſion, og

forlobig henſtiller til Sammes Bedommelſe nogle Po-

ſter, ſom jeg for min Deel anſeer af yderſte Vigtig—
hed, og værdige enhver Mands Eftertanke, hvis
Pligt det blev, at gjøre Forflag til Forandring og
Forbedring i Fattigvæfenet.

Naar Fattigvæfenet er kommet i en betydelig

Gjeld, ſaa kan Sporgsmaalet i mine Tanker ikke faa,

meget blive; hvorledes denne Gjeld nu ſkal blive bes
talt, ſom: hvorledes det kan forebygges, at Udgif—
terne ikke faa uforholdsmasſſg ſkulle ſtige i Henſeende
til Indtegterne, eller hvis de viſſe Indtægter, ſom

det kjsbenhavnſke Fattigvaſen har, og de uviſſe, det

aarlig maatte fane, ſamtlig ikke ſkulde være tilſtrek—
kelige til de Udgifter, de Fattiges nodtorftige Under—
holdning kraver, hvorledes man ſkal ſkaffe Publikum
ſaa megen Overbeviisning, ſom Sagens Natur tilla—
der, at ikke alene enhver Fattig kan fane nodtorftig
Underholdning, i ſamme Øjeblik han trænger dertil;
men at der ikke heller er medgaaet mere i det Hele til
Fattigveſenets Adminiſtrazion, end Nodvendigheden
har fordret. Haver Publikum forſt denne Overbe⸗
viisning, og der ikke ſtulde kunne træffes ſaadan For⸗
anſtaltning, at Indtegterne kun de ballancere Udgif—
terne, maa det Manglende (efter de almindelige

Grund⸗

291

Grundſetninger for et Fattigveſens Beſtyrelſe) faar
ledes reparteres paa ſamtlige Indvaanere i Staden,
at den Fattige fritages, og at den Rige eller frivillig
Givende, der godvillig beviislig har betalt noget til
fine fattige Medborgeres Underholdning, gotgjores
ſamme, i det han bliver anſat at betale, og ikke
lommer til af betale mere, end enhver anden, hvis
Formues Forfatning, ſammenholdt med hans Em—
beds eller Haandterings Indkomſt, ſkjonnes at være
eens med hans, men af hvem Fattigvaſenet intet
frivillige Tilffud har oppebaaret. Enhver Kommuͤne
bor forſorge ſine egne Fattige; og dette gjelder ingen
Steds mere end i Kjøbenhavn, til hvis Fattigvæfen
der er givet fan betydelige Kapitaler, og hvis Fattige
aarlig oppebære betydeligt ved frivillige Gaver.
Indſktrenker man desuden de frivillige Gaver, ved
Frygt hos Giverne, at kunne komme til at betale
dobbelt, naar en Fattigſkat reparteres, taber Fat:
tigvæfenet meget; thi hvor hej en Summa udgjsre
ikke de frivillige Gaver aarlig ?
' Hiin Overbeviisning have Kjøbenhavns
Indvaanere imidlertid ikke endnu, og den ſikkerſte
Vej vilde det derfor vel være, at udfætte enhver Res
partizion af det til Udgifternes Beſtridelſe Manglende,
indtil der er lagt ſaadan Plan for den ſpeſielle Be—
ſtyrelſe af Fattigvaſenet, at ſamme kan haves, dg
imidlertid at tage Tilflugt til Forſkud af Kongens eller
nøgen anden hertil muelig formuende Kaffe; De
Punkter, ſom jeg troer fornemmelig burde være en
Gjenſtand for Kommisſionens Beſtrabelſer, ere diſſe:
T 2 1.)

292

1.) Forlobig vil det være nødvendigt, at
lægge ſaadan en Plan for den ſpeſielle Beſtyrelſe, at
enhver Trangende kan fage nødtørftig Underholdning,
i det Øjeblik han behøver ſamme, og ikke
ſtal have nodig, ſelv eller ved andre, at ſupplicere
g til 14ten Dage, ja vel undertiden langere, forin—
den han kan fane det, han kan ſtille fin Sult med, og
et Hul, hvor han om Natten kan ſoge Ly i. Dette
har beviislig hidtil ofte været Tilfældet, endog da,
naar et heelt Kollegium, jeg mener Examinazions
Kommisſionen, af Medynk har taget fig af den Fats
tiges Sag: og hvad har man da kundet vente, hvis
den Fattige ſelv havde meldt fig?

Saa længe den Fattige ſkal melde fig hos Sog,
nepræften, fra denne viſes til en Fattigforſtander,
fra denne muelig igjen til Klokkeren; faa længe denne
vel tor fordre Atteſt fra den Fattige, at han har
gaaet til Alters i Sognets Kirke; faa længe der gjo—
res utallige unyttige Sporgsmaal og Indvendinger,
f. E. om den for Fode, Huusly og alt blottede, kan,
ſtaffe Kauzion, eller Sengekleder; og faa længe der
gives mangen Fattig, endog Kroblingen, 8 ß. om
Ugen, hvoraf han ikke kan leve: faa længe formener—
jeg Kommisſionen vil være enig med mig deri, at vi
endnu ere langt fra Maalet med Beſtyrelſen af Fats
tigvæſenet, og at felv vi, ſom ikke burde give noget
til den Fattige, der overhenger os om en Skilling,
ofte mage gjøre os det Spørgsmaal: men mon det
dog ikke er mueligt, at dette Menneſte kan ſtaae Fare
for at doc af Sult?

Denne

293

Denne Plan maatte fremdeles have den Egen—
ſtab, at ingen Fattig ff mere end netop nod—
torftig Underholdning. At give den Fattige
mere end det Nodtorftige, virker dels, at mange ſoge
Fattiganſtalten og Underſtsttelſe, ſom ikke "burde til—
ſtedes ſamme, og deels, at den endnn ikke fattige
Vorger er ligegyldig ved at lægge noget op, da han
ſtoler paa, at han, fattig engang i Tiden, ſkal kunne
komme til at leve vel paa Publici Vekoſtning.

Denne Plan maatte endelig gage ud paa, at
enhver, der ikke ved Sygdom hindres derfra, perſon—
lig indfinder ſig i Arbejdsanſtalten; og at ingen nyder
mindſte Underſtortelſe, der ikke til Fordeel for Fattig—
foranſtaltningen vil arbejde faa meget, ſom hans na—
turlige Krafter tillade.

En ſaadan Plan har jeg eengang Avebrch
Idee om. Jeg vedlægger et Exemplar af ſammez
hvor mine Tanker ifær findes fra p. 7 til 140). At
min er den rigtigſte vover jeg ikke at avancere; men
dette tor jeg ſige, at den kan afhjelpe de Mangler,
hvilke den ſpeſielle Beſtyrelſe nu har, og at ſaa længe
der for denne ingen vis Plan lægges, og denne ikke over—
holdes, ere ikke alene vore gode Anordninger om
Fattigvœſenet, unyttige, men enhver Gave til de
Fattige ſpildt, og iſtedet for gavnlig, meget mere
ſkadelig. ö

2.) Saadan Indretning burde træffes; at de
Perſoner, ſom ikke have gaget til Alters i nogen af
de ni Sognekirker, derfor ikke ſkulde nægtes Arbejde,

T 3 Huus⸗
2) See Statiſiſf jur. og liter. Biblioth. 17923 Heſte.

294

Huusly, og / i fornødent Tilfælde, Underſtsttelſe i
ſamme Hjeblik, de trænge til enten af Delene,
Dette kan ifær, efter den nærværende Indretning,
hænde fig med Fattige fra den katolſke og reformerte
Menighed; med udenbyes Faftige, ſom ved et eller
andet Uheld ere hindrede fra at komme hjem, og
imidlertid ere udſatte for at doe af Sult; med dem,
ſom ere konfirmerede paa Vejſenhuſet eller Qvæfthufet,
hvilke efter en gammel, ligeſaa feilfuld ſom ſkadelig
Slendrian, blive ved at gage til Alters ſamme—
ſteds, uagtet de ere komne i faſt Tjenefte i Byen;
med dem, ſom ere konfirmerede i Bornehuuskirken,
hoilke, ikke mindre end de, ſom cengang have været
i Forbedringshuſet eller Tugthuſet, ſedvanligſt ſtedſe
blive veb, der at gage til Alters; med andre, ſom
kunne abe ſogt en eller anden Kirke, der ikke hører
filde ni Hovedfogne.

Om man ikke fandt det rigtigt, heri at indføre
nogen Orden, maatte imidlertid den Regel nøje inde
ſtjcrpes Plejekommisſionerne til Efterlevelſe: at ins
gen maatte afviſes, ſom meldte fig om Arbejde,
Huusly eller Underſtottelſe ved Arbejdsanſtalten, eller
hos nogen af Kommisſionens Medlemmer, endog der
var Vished for, at den ſig Meldende ikke horte til For⸗
ſorgelſe af nogen Plejekommisſion; men at han der—
imod ſkulde imodtages; og at det derefter ſkulde være
Plejekommisſionens Pligt, ſelv at beſorge ham an⸗
taget der, hvor han ſkulde forſorges, og herfra, i
Tilfælde, at reqvirere de, indtil Imodtagelſen ſkeer,
paa Underholdningen medgagede Omkoſtninger, er—
ſtattede. Naa

295

Da enhver Plejekommisſion, efter "hvad og
uimodfigeligt er rigtigt, kan fane alt det udbetalt af
den almindelige Kaffe, ſom beviisligt er medgaaet
til dens Fattiges nødtørftige Underholdning, ſkulde
man ikke formodet Vanſkeligheder i noget af de oven—
meldte Tilfælde: Erfaring har imidlertid viiſt det
Modſatte, og en udtrykkelig Befaling er derfor
nodvendig.

Magiſtratens Medlemmer i Kommisſionen

Fjende den Sognekommisſion, der endog er gaget.
ſaavidt, at den har forlangt noget ſkriftlig, for at
en Fattig ſkulde blive imodtaget til Forſorgelſe: den
ærede Kommisſion vil derfor viſt treffe ſaadanne
Forholdsregler for Plejekommisſionerne, at denne
og andre lignende Udflugter ikke ſkulle udſette enten
en Fattig for at lide Nod, eller Fattigvaſenet for
forøgede Udgifter, hvilket ſidſte har været Tilfældet,
naar Examinazions Kommisſionen har ladet den Fats
tige ſette ned i Kachottet, indtil Imodtagelſen, efter
endeel paafolgende, Tid medtagende, Skriveri, kunde
ſkee; hvorved Fattigvaſenet tabte det, den Fattige
imidlertid kunde fortjent ved Arbejde.

3.) Det maatte gjores til en ufravigelig Res
gel, at ingen, der var iſtand til, ved Arbejde at for—
tjene noget, hvor ubetydeligt dette end maatte ſynes
at være, maatte tillægges af Fattigvæfenet nogen
Almiſſe eller Underſtottelſe, naar han ikke arbejdede
faa meget, paa en eller anden Maade, ſom haus
naturlige Kræfter tillode; og der maatte tillige ſorges
for, at man havde Beviis, i det mindſte faa megen

É T 4 Vis⸗

296

Vished derſor, ſom efter Omſtendighederne var
mulig. Ingen Mand i Staten har Ret til at ſordre
underſtottelſe, naar han ikke vil arbejde ſaa u meget,
ſom hans Kræfter tillade; og den der har mere end
nodtorftig Underholdning, er ligeſaa vis uqualificeret
tilnoget Tilſtod af Fattigveſenet, ſom det er Fornar⸗
melſe og Skade for hele Staten, hvis ham gives mere.
Gaa længe man ifær mangler Cone til at underholde
tuhver ſand Trængende, maa der herfor ſorges mes
get omhyggelig, og diſſe Regler noje ovetholdes.
At dette ikke ſkeer nu, er Desværre alt for viſt; men
at paa den anden Side, naar heri ſkeer en Hoved—
forandring med en ſtor Deel af Fattigveſenet,
Indtegterne for dette betydelig vilde forøges, er
jeg ogſaa overbeviiſt om. Til denne Ende maatte
fornemmelig Folgende iagttages.

a. De Almiſſe Uddelinger, ſom nu finde Sted
af Preſterne, maatte gandſte ophøre. — Med de Ind⸗
fægter, ſom nu haves ved Kirkerne, hvilke ere Ar—
bejdsanſialtens Indtegter aldeles uvedkommende, og
over hvilke ſerſtilt Reguſkab aflægges, maatte for—
holdes paa ſamme Maade, ſom med Indtegterne
ved Arbejdsanſtalten. For ſaavidt ſom de uddcles,
og kunne uddeles i Almiſſe, maatte de kun gives paa
de Vilkaar, at den Nydende arbejdede ſaa meget,
ſom hans naturlige Krafter tillode, og at ingen ved
ſamme fik mere end blot til nødtørftig Underholdning.
Hvad Forogelſe vilde Fattigvæfenets Indtægter ikke
faae, naar enhver af de Perſoner, Gamle og Bern,
til hvilke der nu uddeles henimod 21000 Ndl. om

Aarct,

*

297

Aaret, uden at der haves Kontrol med, at de ikke
fane mere end nodtorftig Underholdning, og uden at
de arbejde [aa meget ſom deres naturlige Krofter og
svrige Omſtendigheder tillade; naar enhver af diſſe
Perſoner, ſiger jeg, blev inddraget under Arbejdsforan—
ſtaltningen? Hvad Lighed er der desuden i Rettighe—
der, naar de Fattige, ſom fage Kirkealmiſſe, ikke
ſtulle arbejde, og kunne paa Fattigreſenets Bekoſt—
ning nyde mere end nadtorftig Underholdning, da
derimod diſſe Betingelſer ſinde Sted for dem, ſom
mage tyerhen til Arbejdsanſtalterne?

En nøjagtig Reviſion er derfor nødvendig af
alle de Gavebreve, i Folge hvilke Stadens Kirker
og Skoler have Indtægter til Borns Opdragelſe og
Fattiges Forſorgelſe; hvorefter det da maatte beſtem—
mes, enten hvorvidt de kunde komme til at ndgjore
ect med Arbejdsanſtaltens Indtægter, eller hvorvidt
de burde adminiſtreres ſerſkilte; 1 hvilket ſidſte Til
fælde de ſom Almiſſe dog kun bleve at uddele til dem,
der under Arbejdsforanſtaltningen, efter Plejekom—
misſionernes Skjonnende, "havde arbejdet: faa meget,
ſom for dem var muligt, og ſaaledes, at ingen af
de Nydende ved Almiſſen fik mere end nodtorftig Un—
derholdning. on

b.) Ved ſamtlige Hoſpitaler eller Stiftelſer til
gudeligt Brug, ſom ſtage under Magiſtratens Over—
opſyn, maatte ſaadan Indretning gjores, at Lem—
merne ligeledes bleve tilholdte at arbejde ſaa meget,
ſom deres naturlige Kræfter tillade; men at de og
alle hade hverken mere eller mindre. end nodtorftig

T 5 Un⸗

298

Underholduing. Nu kan mau naſten ſige, at de
ikke arbejde i noget Hoſpital, og at de have enten
mindre, eller mere, end de burde have dat leve af.
Kan f. Ex., med Henſyn til det ſidſte, ethvert Lem,
paa almindelig Hoſpital til alle Tider være vis pag
nødtørftig Underholdning af det dem Tillagte? Selve
Dirckzionen vil tilſtaae mig det, og med mig beklage,
at Indtegterne ikke tillade den at gjøre, hvad den
gjerne vilde. Og har mangt et Lem i Vartou, for
Exempel, ikke mere end nødtørftig Underholdning?

Donazionsbreve formener jeg ikke kunne hindre
dette mit Forſlags Iverkſettelſe. Lovens 2 B. 19
K. 8 og 9 Artikel viſe, at Hoſpitalslemmer ſkulle
arbejde til Hoſpitalets Fordeel; Sagens Natur ſiger
det tillige. Men heraf -følger da, at den Giver,
der ikke med udtrykkelige Ord har ſagt, at de, ſom
ſkulde nyde godt af hans Legat, ikke ſkulde arbejde,
maa antages at have villet, at de paa hans Senge
Indlagte, efter Loven ſkulle arbejde.

Kommisſionen vil uden Tvivl med mig paa den
ene Side indſee Vanſkeligheden i dette Forſlags Ud—
forſel, og paa den anden Side den Forsogelſe i Fat:
tigindtegterne, ſom Arbejdet vil fore meg fig; men
med mig vil den og indſee Muligheden af det forſte,
og de ovrige Fordele, det ſidſte fører med fig.
Skulde f. Ex., hvad diſſe Fordele betræffer, mangen en
vel ikke godvillig forlade Hoſpitalerne, naar den dags
lig ſtulde arbejde? Skulde Tiggeriet af Hoſpitals—
lemmer; hoilket viſt er betydeligt, ikke derved for
endeel hemmes? Bley n til at hjelpe ſande

Tren,

299

Trængende ikke frørre? Fik man ikke faa megen Vis,
hed ſom muelig for, at ingen mindre Trængende fif
Fortrin for de mere Trængende? Undgik ikke Veb⸗
kommende den ligeſaa krenkende ſom i de fleſte Til
fælde ufortjente Bebrejdelſe af Villigheder, Bekjendt—
ffab og ſ. v.?

c.) Hvad under bog c er anført, maatte lige⸗
ledes iverkſettes i Henfcende til begge Militair-Eta⸗
ternes Fattige, iſer til Soctatens, hvis Antal er overs
maade ſtort, og af hvilke en utrolig Mengde betle.
Som en Folge heraf maatte med Qvaſthuſet ogſaa
ſamme Forandring gjores, ſom med de under Ma—
giſtratens Opſyn værende Hoſpitaler, og den Foran—
ſtaltning træffes, at man med Heuſyn til Soetatens
Fattige ogſaa kunde have den Overbeviisning: at iu—
gen manglede nødtørftig Underholdning, men at og
enhver af dem paa den ene Side havde fit nodtorftige
Udkomme, og paa den anden Side arbejdede faa me—
get ſom hans naturlige Kræfter tillode; thi ſaaledes,
ſom der nu ſorges for Søetatens Fattige, arbejder
næften ingen af dem; mange mangle det Nodtorftige;
og andre have mere end nødtørftig Underholdning.

Den ærede Kommisſions Indſigter fritage mig
fra at beviſe, af hvad Vigtighed det er for dem, til
hvilket Overopſynet over Kjøbenhavns Fattigvaſen er
betroet, at ingen Fejl findes ved Beſtyrelſen af Sø
etatens Fattigvaſen. Kun dette maa det tillades mig
at anmerke, at faa lenge deter viſt, at Kjøbenhavns
Fattigvaſen neppe kommer i Orden, førend Publikum
fager Overbeviisning om, at enhver Trengende er—

holder

300

holder nodtarftig Underholdning, og at der ikke ods⸗
les med Indtægterne for Fattigveſenet, og førend
det derhos fritages for Betleres Overhang paa Ga—
derne, er det ogſaa af ſtor Vigtighed, at ikke Soeta—
tens Fattige ſtrejfe omkring og betle. Stkjelne diſſe
fra Stadens Fattige kan Publikum overalt ikke.

4.) Magiſtraten, ſom Direkteurer for Fattig⸗
vrſenet, maatte, ſom en Folge af alt Foranforte,
paatage fig et mere ſpeſielt Tilſyn med, hvorledes
Plejekommisſionerne beſtyre Fattigbeſener om og
hvorvidt Veſtyrelſen er overeensſtemmende, ſaavel
med de Forholdsregler, Anordningerne om Fattigvæ-
ſenet nu indeholde, ſom med den Plan, Magiſtraten
maatte lægge for Exekuzionen. Ogſaa blev det vig—
tigt, at Regnſkaberne ikke alene fif eens Form, men
og bleve ſaaledes indrettede, at det let kunde efter—
ſees, hvad enhver Fattig havde faaet i Almiſſe, og
hvad han havde fortjent ved Arbejde, Samtlige
Fattigregnſkaber maatte derfor i mine Tanker forſt
paſſere Magiſtratens Reviſion, og tilſidſt, ſom nu,
Rentekammereis.

J Henſeende til dette Tilſyn maa jeg endnu
tilfsje, at der maanedlig maatte tilſtilles Magiſtraten
ſaadanne Liſter fra ethvert Sted, hvor de Fattige
arbejde, at den ved eet Overſyn kunde fee, hvilke Fat—
tige der enten intet have arbejdet, eller ikke faa meget,
ſom er tilſtrakkeligt til nødtørftig Underholdning, paa
det den, hvad diſſe betraffer, kunde forſkaffe fig Vis—
hed om, at Anforſelen forholder ſig rigtig.

5.0

301

5.) De betydelige, og aarlig: tiltagne, Sum⸗
mer, Medicinalvæfenet koſter Fattigvæfenet, leder
naturligviis til den Tanke: om Forandring i denne
Poſt. Den rigtigſte Beſparelſe kan vel forſt ſtee,
naar de nærværende Plejemediei ved Doden afgage,
eller erholde noget andet Embede. Imidlertid kunde
dem vel foreſkrives ſaadanne Regler til Efterlevelſe,
i Overeensſtemmelſe med deres Embedspligt, at
ved ſamme kunde ſpares noget for Fattigveſenet.

Hvad der ellers meeſt mangler i denne Poſt,
er den paſſende Kontrol, ſom ſtedſe bor haves der,
hvor anden Mands Ejendom adminiſtreres. Der
haves nemlig ingen Tilſyn med, at de Fattige ikke
ligge længer paa Sygeſtnerne end de bor, men uds
ſtrives fan ſnart muligt; at Kuren ikke varer længer
end ſedvanlig; at der ikke bruges mere koſtbare og
mindre virkende Lægemidler, hvor de mindre dyre og
mere kraftfulde kunde været: anvendte; at der føres
ſkrives faa ſmag Porzioner, ſom Omſſendighederne
tillade, og ſ. f. Da den, der ligger paa Sygeſtuen,
intet arbejder, og hans Koſt er dyrere, end naar
han blot anſees ſom Almiſſelem, hvad: taber da ikke
Fattigveſenet derved, at han, ligger længer paa Sy—
geſtuen end nødvendigt er? Kan det, efter nærvæs,
rende Indretning, kontrolleres, om, og i ſag Fald
hvorfor, en Fnattet maaſkee er under Kuur i ſex til.
aatte Maaneder, da han, endog han har tor Fnat,
kan kureres paa kortere Tid? om der bruges Rha—
barbara, hvor der kunde bruges Jalappe; Kina

iſte⸗

302

iftedet for ſterkt Ol og Vin? Saadan Kontrol kan

Magiſtraten imidlertid ikke paatage ſig, da hertil

udfordres medicinſt Kundſkab. Efter min Formes
ning burde der derfor være en ſerſkilt Direkzion over
Fattig⸗Medicinalvæſenet, der kunde beſtage af den
forſte Livmedikus, Stadsfyſikus og en af det kirur⸗
giffe Akademi. Til denne Direkzion burde Hoſpitals
og Pleje Medici indlevere, ugentlig eller maanedlig,
alfabetiſke Liſter over de Syge, faaledes indrettede,
at det kunde ſees, naar de ere indkomne, hvad
Sygdom de have, Sygdommens Gang og tagne
Forandring, hvad Medcein de have, Tid efter ans
den, ordineret, og hvor meget af denne er brugt.
Den kunde da ſelv erkyndige fig om Omſtendighederne,
og tage de fornødne Meſſurers, hvis en Fattig lage
længere under Kuur end han burde, og hvis der en-
ten var foreſkrevet koſtbarere Medicin, end Nodven⸗
digheden udfordrede, eller vel og et ufornodent ſtort
Qvantum af ſamme. Fattigregnſkaberne, for fags
vidt den medecinſke Deel af ſamme betraffer, burde
derfor og atteſteres af denne Direkzion: at den intet
havde at erindre imod ſamme; ligeſom ogſaa hine
Uge eller Maanedsliſter af Direkzionen burde vedleg—
ges Regnſtabet, og ſtedſe, under og efter Reviſionen
i Rentekammeret, forblive ved ſamme. Herved
vandt man nogen Sikkerhed for, at ogſaa Direkzio—
nen efterkom ſin Pligt.

6.) De ppperligſte Foranſtaltninger til de Fat—
tiges Forſorgelſe, og Overflodighed af Indtegter
hertil, kunne ikke ene bringe Fattigveſenet iſtand,

og

303

og ophinlpen⸗ ſikkre det for igjen at forfalde. Naar
man ſkal haabe dette, mage Kilderne til Armod ſtop—
pes. Nogle af diſſe, udbeder jeg mig Tilladelſe at
pege paa. Det vilde være for vidtløftig at nævne
dem alle.

a. Asſiſtencehuſet. Det vilde være unodven—
digt her at afmale alle de Ulykker, denne Indretning
fører med fig, faa længe den er organiſeret ſom nu:
Kommisſionen kjender dem ikke mindre end jeg. Og⸗

"faa behøver jeg ikke at viſe, at det alene er den Fat:
tige, denne Indretning er trykkende for: dette er en
Selofolge af Ordet Asſiſtencehuus. Men dette tor
jeg ſmigre mig med, at Kommisſionen, paa vedkom—
mende Steder, levende vil ſtildre hine Ulpkker, og
gjøre ſaadanne Forſlag i denne Henſeende, at den
oplyſte Mand ikke ſkal ſporge: hvorfor Lovene fors
byde Aager, men Regjeringen ſelv tillader den ſtorſte
af alle? og at ikke den Fattige med Grund ſkal klage
over, at han maa betale 19 Procent paa Asſiſtence—
huſet, da mangen Jøde lader fig nøje med langt
færre. Det Overblevne af Asſiſtencehuſets Indkom—
ſter udgjor imellem 22 og 2400 Rdlr. aarlig; og
blot Katalogi over hvad der bortfælges, kunne viſe,
at denne Summa ſnarere forøges end formindſkes.
Af Regjeringen kan man derfor vente, at Renterne
ſaaledes blive nedſatte, at Asſiſtencehuſet kan ballan—
cere Udgifterne med Indtægterne, At det ſtal vinde,
netop paa deres Bekoſining, det blev oprettet for,
kan en klog Statsmand ikke ville.

b.

304

b. Tallotteriet. Det Skadelighed, og Mane
ges Fattigdom, fom: Virkningen af ſamme, er als
mindelig antaget; og man behover kun at kjende lidet⸗
til Regjeringens Klogſkab og gode Villie, for at vide,
at den tænfer paa, gandſke at afſkaffe ſamme, naar
Lejlighed gives dertil. Med Henſyn til Fattigveſenet
gives der imidlertid en betydelig Misbrug ved ſam—
me; og ved. firer at fane denne hævet, er det, at,
Kommisſionen kunde bidrage. til at forebygge nogen.
af al den Fattigdom, ſom dette Ulykkens Spil forer
med ſig. Kollekteurerne tillade Folk at fpille pag,
Kredit, ſtundom imod, at tage Pant af dem, ſtundom,
i Haab om, at de nok kunne komme til deres Penge,
i al Fald, naar en Gevinſt falder. Den Fattige,,
ſom ſielden regner godt, ſpiller nu frif væl, og ſpil⸗
ler, indtil han har forſpilt alt. Denne Kredit er
hans Ulykke. Naar ſaadan Kredit derimod ikke gaves
ham, ſpildte han kun bort fine. rede Penge, i; det.
hojeſte alene hvad han ejede; nu ſpiler han. meget,
ofte bort, langt mere end han ejer. Jeg har, ſom
Dommer i den lille Gjeldskommisſion paa. femte Aar,
erfaret alle denne Misbrugs ulykkelige Følger. Differ
kunde forebygges, naar en Anordning gjorde enhver
ſaadan Kredit ulovlig, og i Henſeende til Kollekteu⸗
rernes Fordringer i øvrigt. befalede, at de med Eed
fulde, benegte, at ſamme rejſte fig. fra Spil i Lotteriet,
hvis, ſaadant af Indſtcvnte blev. foregivet, men af
dem benægtet.

CL. Mangel paa, af. Ungdommen anføres, til at,

arbejde. Alerede den Mængde orkesloſe Born, ſom
i drive

Al

305

drive omkring paa Gaderne, giver den opmerkſomme
Jagttager megen Anledning til den Gisning, at det
ikke ſtaaer fig med Borncopdragelſen, ſom det burde;
og vi alle, vi vide jo, at dette er Sandhed. Jeg
vil ikke engang berøre, hvad Fattigveſenet taber ders
ved, at den ſtorſte Deel af henimod 23000 Born
(thi faa ſtort kan man antage, at Borns Antal under
15 Aar er) ikke arbejder; men blot anmerke, at
naar Born ikke paa en rigtig Maade anføres til
Vindſkibelighed, er det ikke at formode, at de, vorne,
ville blive arbejdſomme og driftige, og iſtand til,
ſaaledes at ſorge for fig ſelb, at kun ulykkelige Til
fælde kunne gjøre dem trængende til Underſtottelſe af
Staten. Vornenes bedre Opdragelſe, ifær Anferſel
til nyttigt Arbejde for Staten, og til hvad man i en
egentlig Forſtand kan kalde Vindſkibelighed, maatte
man derfor førge for. Lovens ſtjonne Bydende i
3 B. 18 K. 2 Art. ſynes at være glemt.

Her maatte det da og komme i Betragtning,
hvorvidt ikke baade Vejſenhuſet og Opfoſtringshuſet
funde imodtage en ſaadan bedre Indretning, at flere
Born kunde opdrages for ſamme Summer, ſom diſſe
Stiftelſer nu koſte, og at de kunde opdrages til gavn—
ligere Borgere for fig felv og Staten; thi Sandhed
ſkal ikke funne negte, at af ti Born, ſom opdrages
i diſſe Stiftelſer, blive neppe tre det, de kunde og
burde blive for den overordentlige ſtore Bekoſtning,
Staten har anvendt paa deres Opdragelſe og Dans
nelſe. Jeg ſagde overordentlig ſtore- Bekoſining;
men er 60 Rdlr. for et Barn garlig, hvilket et Op⸗

Junii 1796. U foſt⸗

306

foſtringshuusbarn koſter, ikke mere, end den hele
Opdragelſe, de fage, er værd? Naar det ikke var
Sandhed, hvad en Forfatter, hvilken erindrer jeg
nu ikke, har ſkrevet om Vejſenhuſe, at man aldrig
burde oprette dem, hvor de ikke exiſtere, men der—
imod lade dem blive, hvor de ere, ſkulde jeg være
enig i, at Bornene bedre bleve opdragne udenfor
ſamme, maaſkee bedſt ude paa Landet; men nu troer
jeg derimod, man alene bor bortrydde de Fejl, hine
Stiftelſer have, og iſer denne, at hvert Barns Op—
dragelſe koſter alt for meget, og at Bornene ikle paa
en, for hele Staten, Stiftelſen og dem ſelv, gavn—
lig Maade, anføres til Arbejde og Vindſtibelighed.
Diſſe ere de faa Poſter, jeg maa henſtille til
den ærede Kommisſions Bedommelſe. Hvis Samme
ſtulde finde dem af den Vigtighed, jeg har gjort, tor
jeg haabe at have gavnet, ved at opgive dem. Jeg
har foreſat mig, naar Tiden tillader mig det: vidt—
loftigere at udlade mig over det under No. 1, 2 og
3 Anforte; at beviſe, at mine Forſlag kunne ſettes
i Værk, og medfore den tilſigtede Nytte; ved Be—
regninger at oplyſe de Fordele, ſom flyde af ſaadan
forandret Indretning ved den ſpeſielle Veſtyrelſe af
Fattigvæſenet; og endelig at gotgjsre Nodvendighe⸗
den af, at nogen Forandring træffes ved den ſpeſielle
Beſtyrelſe, hvis baade vore Anordninger om Fattig—
veſenet, og de betydelige dette tillagte Indtægter ikke
ſtulle være unyttige. De Fattiges Sag er mig far
Fjær, at jeg ikke ſkal undlade, i fin Tid at meddele
Kommisſionen denne udforligere Detail over den
ſpe⸗

807

ſpeſielle Beſtyrelſe; og ftulde intet glæde mig mere,
end om Kommisſionen maatte kunne udfinde noget
bedre: at finde det Rigtigſte er jo det, vi alle bor

ſtrabe efter.
2 den 2ꝛde April 1795.
I

Kommieſionen for at afhjelpe Manglerne
ved Kjøbenhavns Fattigveſen.

Hymen cer.

1.
En ny og verdslig, dog tugtig
Viſe,

hvorudi tydeligen formeldes, hvorlunde en kydſe Jom
frue, navnlig Sophielild, lod mangen ſkikkelig Bejs
ler fare, og altid ſagde, at ville jordes ſom Mo,
men dog tilſidſt indlod fig udi en hellig Wgtepagt
med en meget retſkaffen Ungerſvend,
ſaaledes udſat paa Riim til en velklingende Melodie,

i Anledning af
Herr L* og Jomfrue Bes Bryllupsfærd,
af et anſeeligt Frende- og Venne⸗Selſkab hojtidelig⸗
Holdt i“ “““ Mollen, Thorsdagen ben 28de i Faare⸗

maaned, Aar efter Herrens Byrd eet tuſend,
ſyv hundrede, halvfemſindstyve og fer.

Af
Brudens tjenſtſkyldigſte Ven og Fætter, 72%",
velbekjendt Versmager udi den kgl. Ref denceſtad Kjobenh.

1 2 Mes

308
Mel. Og Odin ban ſendte Hermoder afſted.
Du ganger et Rygte, det melder ſom faa:
Sophielild Jomfrue vil være;
de Bejlere komme, de Bejlere gage;
end ſtues hun Krandſen at bare.

Al Elſkovens Tale, ſom Suſen af Vind,
foragtede Møen den bolde,

og mangen en Bejler blev biſter t Sind
for Qviden, hun ham monne volde,

De Sommere flyve, de Vintere gane:
paa Jord ej Beſtandighed vanker;

end treder Sophie med Jomfruekrands paa,
dog fik hun forandrede Tanker.

Alt rigtige hun tenkte, og tenkte fan vel:
„Jeg lenge nok Kurve har flettet ;

„jeg tit har et Bryllup forſmaa't uden Skjel,
„og Alderen har jeg forgjettet.“

Da kom juſt en Ungerſvend venlig og god,
og forte ret Bejlerens Tale:

hun nøje beſaae ham fra Hoved til Fod,
og tenkte: „Hans Ord et" ej gale.“

309

*
Hun ſlog ham i Haanden: „Nu vel, i Guds Navn!
„jeg E' til min egteven tager,”
Saa maldte den Jomfrue, og faldt ham i Favn,
og mener: „En Taabe, ſom vrager!“

Thi ſtander i Mollen ved liflige Dal
en Herreferd faſt uden Lige:

der tommes ſaa mangen en bredfuld Pocal
for Brudgom med vænefte Pige.

Vor Herre, ſom raader for Vel og for Vee,
velſigne de Brudefolk baade!

Til Eng og til Ager og Molle han fee,
og ſende dem Velſtand i Naade!

Han ſmile til Loft og til Kjelder og Seng!
Gid Parret ſig flux maa formere,

at ſnart med en ventendes Glut eller Dreng
Sophielild vi kan fixere!

2.

Kierlighede Heder
Toner vor glade Roſt!
Hoit ſkal den tone 725

Du er vor Luyſt. i
u 3 Vor

310

Vor Skabers Bud er Kierlighed:
Og om hans Bud ei varer ved,
Vi med vor fkionne Jord igien
J Chaos ſtyrte ned.

Kierligheds Hæder
Toner vor glade Roſt!
Hoit ſtal den tone!
Du er vor Lyſt.
I natlig Mulm og Stormens Brag
Du ſkaber Ly og Fred og Dag;
Beſielt af dig os dobbelt ſkion
Fremſpirer Vaarens Pragt.

Kierligheds Hæder
Toner vor glade Roſt!
Hoit fEal den tone!
Du er vor Lyſt.
Foredlet ved din blide Lyſt
Oprinder Dyden i vort Bryſt.
Det ædlefte paa Jorden ee
Den Mand, ſom elſker beſt.

Kierligheds Heder
Toner vor glade Roſt!
Hpit ſkal den tone!
Du er vor Lyſt.
Du

v

Du kom fra Gud i Himmelen.
Du kiendes kun af Dydens Ven;
Men blid og tro ledſager ham
Hiſt over Grav og Dod.

Kierligheds Hæder
Toner vor glade Roſt!
Hoit ſkal den tone!
Du er vor Lyſt.
Om Kierlighed vi ſiunget har
For dig, du Dagens hulde Par.
Gid ſtedſe den ledſage dig
Til idel Fryd og Lnft-

Kierligheds Heder

Toner vor glade Roſt.
Hoit ſkal den tone,

Du er vor Lyſt.

u 4

312

AUrfbandling
om

Geiſtligheden.

„Frons prima decipit multos.“
Pn DRus.

Sandhed og Dyd helliges diſſe Blade.

„Kan geiſtlig Stands Mænd anſees ſom gav—
„nende Forretningsmeend og ſande Haders—
„mand i de Stater, bvis Borgere de ere?“

Ei af de Bidrag, ſom engang for Efterſlegten
ſtal charakteriſere attende Aarhundredets ſidſte Dage,
er ogſaa den hojtraabende Eenevoldsſentenz, det inge
fallible Magtſprog: f
„Gejſtligheden bor afſkaffes!“

Ih! ja vel! Er den til ingen kjendelig Nytte i Sta—
terne; og kunde den ikke være det; faa er det ret:
og jeg raaber med: „Gejſtligheden bor afſkaffes!“ —
og ſkulde der være nogen Tid, da vor Klode kunde
modtage den vigtige Igjenfodelſe: at alle Stender
kunde afſkaffes; al publik Ungdomsvejledning ophe⸗
ves; alt trade tilbage i en Slags Uſkyldighedsſtand
igjen; og denne Tid nu var ſnart forhaanden; faa
vilde og jeg iſtemme: „Gejſtligheden bor affkaffes!“
— Men, ifald dette, i det mindſte endnu længe,
torde være en Overilelſe; ifald Fremtids Erfarenhed

ſtulde

ͤũ— OBE

e gg id

318

ulde raabe os imod — og „Erfarenhed har en

„ſterk Stemme! — hvad var her da at, gjøre? —
Feg mener: „Sindighed er ſjelden ſtor nok i nogen
„ vigtig Sag. Og ingen Sindighed er for ſtor i en
„Sag / faa vigtig ſom denne.“ — Den actionerte
Griffenfeldt plejede at tilraabe fine Anklagere og Dom⸗
mere: „Ingen Betaukſomhed er for lang, naar det
„angager et Menneſtes Liv!“ Det tenker jeg, med
lige flov og mere rorende Sandhed kan ſiges, naar
Sagen beviislig angager Millioner Borgeres Lykſa—
lighed — hele Staters — ja, mange end ufødte
Slagters — Held. — Der lade fig vel mange
ſmukke Ting imaginere, ſom muelige, af en fifg og
fyrig Gejſt; mange ſkjonne Ting lade ſig vel ſige;
mange Ting deslige lade fig vel og nedſkrive paa Paz
piir; men — tidt, desværre! alt for tidt, naar
deres Realiſerings Hjeblikke trade an; faa bliv det
endelige Reſultat af alt kun en nye Bekraftelſe af
gamle Epictets Sentenz:

„Meg Tou Åsysrv åvev TOV πνονννν,g —=

Thi, „Gjort og Sagt ere vel to ſmaa Ord; menFors
ſtjellen paa dem er ſtor!“ —

Er den Slutning rigtig: „Gejſtligheden bor
afſkaffes!“ faa maa Præmiſſerne være diſſe: „Den
u geiſtlige Stand gjør ingen ſand Nytte i Staterne!“
og „den geiſtlige Stand kan ingen ſand Gayn gjøre i
„Staterne!“ ergo: „bor den geiſtlige Stand ſkaffes
„af!“ — Men lad os fee Forſctningerne an lidt
nojere!

u 5 7 Den

314

„Den geiſtlige Stand, ſiger man, gjør ingen
„ ſand Gavn i Staterne: og den kan ingen ſand
„ Gavn gjøre!” — Men — man tager fig nok ikke
i Agt for: at der er meer end ect Slags Gejſtlighed
til? — Er det maaſtee den katholſke Geiſtlighed i
kriſine Stater man mener; faa lade man det dog —
for ej at overile fig, men lade Ret og Retfærdighed
nyde ſedvanlig Pleje — gane til deres Erklering! og
jeg ſtulde troe, at endog der ſkulde upartiſk reen og
grundig Fornuft hiſt og her finde Svar til Forſpar,
og Forſvar præget med Sandferdighed og med
Styrke. — Tak være Gud og Luther, der har frita—
get os for videre Erklering, paa denne Opgave!! —
— Eller — er det maaſkee den jødiffe, den maho—
medanſte, den mandarinſke, den lamaiſke, eller nos
gen anden Gejſtlighed, man mener; faa lade man
det forſt gage ogſaa til diſſes Betænkning! og, er—
klere de da ej kjekt og vel, det er med Sandheds
Kraft, derpaa; da have — det godt Folk Skade for
Hjemgjeld! og tilſkrive fig ſelv eller deres ſvage Res
ligion: at Lyſeſtagen flytter! eller at dens Lys ſluk—
kes ud, for at et nyt og bedre kan antendes! —
Den hojtlydende Stemme, der nu hører med til Das
gens Orden: „Gejſtligheden bor ſkaffes af“ — ſtal i
faa Fald hverken jeg eller nogen af Samtenkende for—
ſoge at overraabe. — Tak være Kriſtus og Oldtids
kriſine Konger og Tenkere, der har i dette Tilfælde
fritaget danſke og norſte Mænd for baade Anſvar og
Paaanke!!! — — —

Er

$15

Er det derimod ingen blandt ovenmeldte Arter
af Gejſtlighed, men de tre nordiſke Naboeſtaters og
deres Religionsforvandtes Geiſtlighed, man vil have
afſkaffet — den ved Luther og øvrige Religionsrefor—
mantere dannede, og af faa mange ædle tenkende og
evig ſtore Fyrſter ſiden regulerede, hædrede og handt⸗
hævede Stand — faa fager Sagen et ganſke andet
Udſeende: faa bor forſoges et Gjenraab mod den
hojtſtingrende, ſkjont ſpede Stemme: „Nu kſkal, til
„ligemed Konger og Adel, ogſaa Geiſtligheden ſkaf—
„fes af!“ — Skulde Sandheden da endog over—
raabes — thi „dens Roſt er tidt mindre høj og ſtoj—
„ende, end tydelig og rorende og yndig” — fag
fane dens Elffere at lade Aar og Erfarenhed tale,
ſom de kraftigt pleje, dens gode Sag; og imidlertid
i Stilhed begegne dens af eget Bulder dove Modſtan—
der, med hvad der fordum var Voltaires Traoſt:
„Tu permets qu'on penſe!“æ
Men lad os trede nærmere til vor Sag! —
Naar man tenker paa Geiſtlighedens Afſkaf—
felſe, eller ſkriver, taler eller raaber derom; mage
man dog endelig og for al Ting, om man vil lade
Sandheden vederfares Ret, lægge Marke til og uaf⸗
ladelig huſke:
' „Der er Forſtjel pan heel Stand og enkelte
„Individer:“ —

Gier man kun ærlig og ſtrax denne Forſkjel; faa vil
man ſikkerlig ſnart erfare: at — den Sætning „Gejſt⸗
„ligheden bor ſkaffes af,“ naar den reduceres til
. Sprog, egentlig burde hedde; „Mange af den

gejſt⸗

70

316

V gejſilige Stands Lemmer burde fættes af!“ —
„Male coneluditur: aliquid ideo ſemper, ge-
y neri ineſſe, quia ſpeciei inſit /“ — er et eld—
gammelt filoſofiſk Arioma: og jeg paatvivler, man
har noget nyt, der er ſandere end dette. — Hvad?
Naar ſtundom Leed af Legeme, en Haand, en Fod,
ſettes af; hvi da ej hellere nedgrave den hele Sjals⸗
boelig? — Det var jo dog lettere gjort, og ſnarere
færdigt! — Naar Planten i Traeſkolen aarlig bes
ſtjeres, og idelig plejes; hoi da ej hellere affnitte

den hele Vert? Det var jo dog lettere gjort, og

ſnarere færdigt! — Eller — fordi mangen Mekani⸗
cus, mangen Handverksmand er en Bonhas; ſtal
vi derfor felv lere hans Kunſt, for ſelv at forrette
hans Gjerning, ſom vi uundværlig behøve? — Have
vi alle Duelighed til at kunne gjøre det — og gjøre
det vel — om vi vilde? og have vi alle Lyſt, have
vi alle Tid, til at gjore det — og gisre det vel —
om vi end alle kunde? — Ikke gjorde vi dog heller
vel, om vi gauſke forkaſtede eller hadede, hvad Kunſt,
hvad Gjerning vi ej kunde undvære? — Maatte ej
da den brave Kunſiner — ſom viſt nok alligevel vilde
finde Elſkere nok — med al Rette belee, ſpotte, eller
ynke os? Os der lyſtede at være nye Exempelbevi⸗
ſer for den gamle Sandhed: „Ars non habet oſo-
„ rem, niſi ignorantem.“ —
Lad os gjore Anvendelſe deraf paa vor Sag?
Den letteſte Maade er ikke altid den bedſte! —
Let er det viſt nok gjort, og ſnart er mau ferdig
med, at ſige og ſkrive og raabende fværge. paa:
Den

rr

.

317

„Den geiſtlige Stands emmer har ſiore Mangler!

„Den hele Stand bor derfor ſkaffes af!“ Men at

foreſlage Midler til at forbedre og hæve Manglerne;
Midler til at hindre endnu mere heldig end hidtil
uduelige Subjecter, fra at trænge ind og vanære det
Selſkab, hvis Lemmer de ere; Midler, Fort ſagt,

til at gjøre Standen til hvad den i fig felv er, og

kunde og burde anſees for i alle Stater: en gabenbar
gavnlig og rigtig Stand, og en fortrinlig Haders—
ſtand — det koſter mere Tid og mere Flid, og meer
Forſtand og meer Erfarenhed, end mange af vore
Raſktœnkere har eller veed at anvende. — Men —
indtil diſſe Midler anvendes, og anvendes forgjeves,
anvendes, uden at paſſende og værdige Frugter deraf
kan lægges for Dagen, indtil da bliver det for al
fund og ufvigende Fornuft et intetſigende, viſt nek
intetbeviſende, Autosefa og Magtſprog: „Geiſtlighe—
„den bor ſtaffes af!“ — At der ere uværdige Mænd
hiſt og her; Mænd, der — hos Tenkende og Sins
dige — ere fig ſelv til Haan; men — hos Ukyndige
og Flygtige — den Stand til Haan, hvis Hader de
ſkulde være; Mænd, der ved Lift og ved Meeneed og
ved Beſtikkelſer trange fig ind i gejſtlige Embeder; og
fiden i himmelraabende Uduelighed, Falſkhed, Lige—
gyldighed, og Ladhed, henflumre og bortodſle deres
Tid, for med rørende Sandhed at kunne ſige:
„Nos numerus ſumus, et fruges conſumere
nati.«

Dette beviſer dog kun, at „vor Verden er ikke Fuld⸗

„ kommenheds Land;“ at ligeſom ſelv den ppperſte
5 og

mm

—

318

og klareſte Viin kan have ſit Bundfald os Berme,
faa kan og ſelv den nyttigſte Stand have blandt fine
brave Mænd de unyttigſte Dagdrivere tillige. — Og
end ydermere: Ere der ikke ringe, uduelige, uværdige
og vanerende Subjecter i alle andre Stender? Og
alle andre Stender kan vi jo dog ikke ſkaffe af! —
Var det ikke den allerſtorſte Ubillighed af Verden:
Om man vilde ſkrive enkelte Perſoners Skyld paa
hele Stenders Regning? Ved en Tings Misbrug
plejer jo dog ikke dens rette Brug at ophæves! — O!
Medborgere! J veed, at „der er Klinte, allevegne
„ blant Hvede.” — Vider da og, at „der er Pobel
„i alle Stender! og Adel i alle Stender!“ — Lad
vs ſtatte Dyden, hvor den gaaer! Lad os ej fee pag
Standen faa meget ſom paa Manden! — Det Oje—
blik, man lader Gejſtligheden vederfares denne Ret —
en Ret, ſom dog er tilfælles for alle andre Claſſer af
Borgere, Adelen, maaſtee ene undtagen — faa feer
Standen ſtrax anderledes ud, og fager efterhaanden
en ganſke anden Værd, end den forhen havde eller
kunde have. —

Det godt Folk, der finde Gejſtlighed unodven—
dig i en Stat — om de ellers vil have deres Idee
rcaliſeret ej i en Feeverden, men paa vor Klode —
mage, foruden den ovenmeldte „Forſtjel paa heel
„Stand og enkelte Individer,“ lægge Marke til
endun Eet, dette nemlig:

„Der er Forſkjel paa hvad en Ting er paa

„ viſſe Steder; og hvad den er i fig ſelv, og

„ allevegne kunde være !//
For

319

For man altſaa affkaffer gejſtlig Stand i Staterne,
bor man jo — for at være overbeviiſt om, at man
ej overiler ſig, og ej ſkader fodte, ſamt ufodte Lan—
dets Born — have med Nej beſparet, ej allene det
Sporgsmaal: „Gjor Gejſtligheden ingen kjendelig
„Gavn blant deres Landsmænd?” men og dette:
„Kunde Gejftligheden ingen Gavn gjøre?” — Lad
os ifær over det ſidſte Hovedſporgsmaal granſte lide
dybere og nojere!

Jeg forudſetter, ſom Axiom, det jeg haaber
ingen ſtjotter om at nægte, om den kunde; og det
enhver maatte finde vanſkeligt og umueligt at nægte,
om den end vilde — dette nemlig: „Der exiſterer en
nu Gud! Der er et Højeftevæfen til!“ — Deu der
tillader mig denne Forudſetning, fager tillade mig
endnu een, ſom med fuldpaalidelig Vished kan bevis
ſes at være faſt grundet i den forrige; og det er
denne: „Der exiſterer i ethvert af Menneſkeſkabnin⸗
„gens Vesner en udødelig Mand — eller om man
„hellere vil — en evigſtigende og evigvarende Tenke⸗
sy evne!) — Diſſe to Grundſandheder ere tvende
Hovedſtotter, hvorpaa Religionen hviler; og med
hvilke den evig ſtager, eller beſkjemmet falder. —
Men denne Religion er det, der er Formaalet for
Gejſtlighedens Embede. — Jeg ſiger intet Uafgjort,
intet Nyt, naar jeg lægger til: Paa bemeldte to
Grundfandheders Vedligeholdelſe iblandt vor Slægt
berver al ſand Opklaring, al ædel Sædelighed, al
værdig og varig Lykke! Og altſaa er beviiſt end yder—
mere: At intet mindre end Staternes ſande Opkla⸗

ring /

320

ring, edle Sædelighed, og varige Lykke — er For⸗
maalet for gejſtlig Stands Beſtemmelſe:

„ Menneſteſlegtens Foredling altſas — Ri

„gernes — Landenes — Egnenes — Indivi⸗

„ dernes — Cultur — fee dette er Gejſtlighe⸗

„dens Embede!“ —

Og hvilfen ganſte fortræffelig Sag er det ikke i denne
Henſcende: Ak have ſtudeerte, lærende og dannende
Embedsmænd faa jævnt fordeelte overalt blandt en
Nation; fordeelte felv blande Bundealmuen, den
egentlige ſtore Hob af Landets uſtudeerte og ellers
ſaare uvidende Almue. — Om diſſe Embedsmends
Daad da er virkelig nyttig, vigtig og onſkelig; eller
ikke? og om Mændene ſelv fortjene Rang blande
Landets Hedersmend; eller ikke? diſſe Sporgsmaale
ere, tenker jeg, nu lette at beſpare — let at bes
ſvare, tænker jeg, det Spørgsmaal: Om lærende
Mands Gjerning ej er for Staten ligeſaa gavnende
og ligeſaa uundværlig, ſom andre Mænds Daad i
de fan kaldte regjerende og arbejdende Claſſer!! ——
Men dog — lad os fee Sagen an fra endnu flere
Synspunkter! lod os ſkue den nøje med endnu flere
Lys! lad os ej aflade, for vi finde og føle Sandhe—
dens Kraft i ſin fuldoverbeviſende Styrke! —

En god gejſtlig Mand blandt os er i det vaſent⸗
lige ikke andet, end en god, en udmærfet Kriſten. —
Derſom man da af Menneſkeſlegtens fidſte nu henved
atten hundrede Aars Hiſtorie, og af egen og andres
dagligdags Erfarenhed, har Beviſer nok til Overbe—

viisning om, ar det er fandt, hvad Bahrdt et Sted
/ figer:

321

ſger: „Der beſte Chrift ift der beſte Welthuͤrger;“
og fif vor uforglemmelige Rothe beviif, at „Kri—
„ ſtendommen har gjort en uſkatteerlig Virkning pag
„Folkene i Europa;“ ſaa vilde det ikke falde mig
uovervindeligt at beviſe den Sætning: „De bedſte af
V et kriſten Lands Gejſtlige ere juſt dets bedſte Vorgere
tillige.“ — Lad os fee hvorledes dette lader fig
godtgjore! — En geiſtlig Mands beſtemte Dagvark,
iblandt Kriſtne, er: At være Lærer — og Troſter
— og Styrer — og Monſter — i den Cirkel af Ned;
ſkabninger, paa hvilfen han af Gud og den i Landet
regierende Magt er bleven anviiſt at virke. — Lad
de vilde Folks Cultur og Sæder ſige os, hogd
Barn: uden offentlige gode Underviisningsanſtalter
kunde blive; hvad vore oppoxende Unge, hvad vort
Almmesfolk, ja hvad enhver Borger iblandt os, kunde
have bleven, bleven for fig felv og for andre, uden
oplyſte og redelige Gejfiliges Tilfyn og Pleje! — Og,
Desværre, vi behøve ej af gage fag langt! Ikkun bes
høve vi af gage til de Egne, de Sogne, de Byer,
der har og i nogen lang Tid har havt vankundige,
egennyttige og ſlette Lærere — der, Medborgere,
der — ſeer der om geiſtlig Stand er en ligegyldig
Stand i Landet, eller ikke! — Hvad ſkal man ſige
til de Unge, de Gamle, der gjøre Ondt, og ikke
vide bedre? der lade fig forføre af ſmigrende men
ſpekkende, dræbende, fordervende og odeleggende
Lyſter og Laſter; fordi de, ſom flet Underviſte, føle
ingen varſlende Samvittighed; have ingen ret Over⸗
beviisning om Sjels Udodelighed, ingen ret Overbe⸗
Juni 1796. * viis⸗

1 ——

322

viisning om en alleſteds nærværende, lonnende og

ſtraffende Guddom, i det mindſte ingen ret levende,

immer mindende, frydende eller affkrokkende Over—

beviisning om diſſe ligeſaa uſtatteerlige ſom foredlende

og uundverlige Sandheder? — Er ikke Gudsbe⸗

ſpotteren, Giftblanderen, Morderen, Roveren, Ty⸗

ven, den losagtige, det bule eller traadſige Selſkabs—

menneſke, den lumſke Meeneder, den falffe Arbejder,

den troeloſe Tjeneſtetyende, den Odſle, den Nygges⸗
loſe, under hvilketſomhelſt Navn — et ynkeligt for⸗
giftende Yngl! — ſadvanlig udklakket i hine Egne?
dum eller ond udgangen af hine falſte Læreres Sko—
ler? — og ere diſſe dog ikke alle tillige hojtraabende
og varslende Vidner om de evige Sandheder: At
Landenes Stotter rave; den offentlige Sikkerhed er
borte; indbyrdes Fred, Kjerlighed, Wrlighed og
Paalidelighed haanes, udlees, forjages og flygte —
tilligemed Staternes lærende Mænd? — Thi —
„Groer der ſaadan Klinte, mens En og Anden af
„ de Paapaſſende ſove; hvad vil der da blive af, om
„de alle tilhobe dee?“ — —

Her vil — det veed jeg med Vished — mars
gen Leſer mode mig, maaſkee alt længe ventende,
med den Indvending: „Det forſtager fig: Til at
„ underviſe og danne Landets voxende Born og Unge
„dom, behoves Skolelerere? — Men Preſter —
„dem behøver man derfor ikke!“ — Gid det var
faa vel! — Men de Vorne, de Gamle — „Ja!
„de behsve ingen Underviisning?“ — Behove de
da og ingen Troſt? — behøve de ingen SER
- i — Lad

3 .

323

— Lad os med Sindighed fee os lidt om i den ſtore
Verden! Vi behøpe ikke at reiſe udenlands: vi be
have ikke at reiſe langt; men eet behøve vi, for at
ſtue, Fjende, bedømme og nyde Livet ret: vi mage
nemlig ei vænne os til at have Øje og Øre allene
for Latter og Spog; men og for Taarer og Suk til
lige! — Sligt er nu eengang bleven Menneſkeſkab—
ningens og alt her Levendes Lod. Og hvad nytter
det da at ſkuſſe fig en Tid lang med lutter yndige,
chimeæriſke, romantiſke Billeder, kun for engang des
voldſommere at lade fig overvælde af Beer og Smer—
ter, faa raſte og ſande og folelige Veer og Smerter,
ſom de der overfalde og martre den fødende Qvinde?
— Hyor mangfoldige, hvor ſtore Sorger velte ikke
ofte ind paa Menneſket i alle Livets Stillinger?
Sorger af utellelige Slags — ſaare mange af det
Slags, ſom den Lidende hverken for Fremmede eller
nogen i egen Familie tor gaabenbare? — Og „tun⸗
„geſt er hemmelig Lidelſe!“ — At denne er Livets
jævnlige Lod; og vor Slegts uundgagelige fordi gav—
nende Skjebne — det veed Enhver ſom kjender Livet
endog kun lidt. — Det er fandt: Træffer flig Kum⸗
mer et Menneſke, der har noget Herredom over ſig
ſelb, nogen Læsning — af den gode Art — nogen
Erfarenhed i Verden, nogen velovet Forſtand, noget
Yudlingsſelſkab, noget kjert diſtraherende Embede,
eller andre uſkyldige Adſpredelſes og Vederqvegelſes⸗
midler — fan hjelper Menneſket fig efterhaanden;
fan vidt ſelv. Men hvad naar Tilfælde af Lidelſer,

Smerter og Sørger falde i et Almuesmenneſkes eller

* 2 andet

824

andet armt Menneſkes Lod, den mangler diſſe— Hjel⸗
pemidler; og dets Moje da er af den Beſkaffenhed:
at den ej let tor aabenbares; hvad naar fligt et
Menneſke opholder fig, ſom ofte ſkeer, i en Egu, i.
en Bye, hvor det er udreven fra tidt baade perſonlig
og ſkrivtlig Omgang med fin hele Familie, der enten
er død, eller mage ſoge fit Brod paa andre Steder,
eller ej har vidſt at vinde den Lidendes Fortroelighed;
i en Egn, i en Bye, hvor det, ſom ſadvanligt, ej
er mueligt at gjøre Venſtab eller ſtifte Fortroelighed
med noget Menneſte??:— O! hvilfen ypperlig, on⸗
ſkelig, priſelig og uundverlig Indretning er det da
ikke: At ſaadanne højft ynfværdige Lidende — og af
dem ere der mange iblandt os — kunde i enhver Lan—
dets Egn finde dog een eedſoren Ven; have dog eet
Menneſke, for hvem de ſikkert forde aabenbare endog
den hemmeligſte Kummer; dog eet Menneſke, der, ud⸗
ruſtet med Forſtand, Læsning, Erfaring og Dans
nelſe, opoffrer fit Liv paa det Arbejde: at give Vild—
farende Vejledning, Raadvilde ſikkre Raad, gyde
qvægende Troſt og Mod i hver beengſtet Barm; en
Mand, kort ſagt, der lever for at meddele alle, Unge
ſaavelſom Gamle, Syge ſaavelſom Sunde, Ringe,
agtede ſaavelſom Hedrede, Fattige ſaavelſom Rige
— den jævne Munterhed, den varige Sindsroe og
Blidhed, der egentlig og ene er ſand Lykſalighed for

et Menneſke! —
i Ak! Gruſomme! hvad gjøre J? J der. ville
tilſperre for Medborgere eller Medmenneſter nogen,
var det og kun een, almindelig god Wee
ilde!

Kilde! — tilſperre den, uden at aabne en anden
lige ſikker, om ikke bedre, ikke almindelig brugba⸗
rere, end denne! — J, der ikke tenkſomme ſtjelve
for at berøve Millioner Samtidige, Mytiader af
nfsdte Slægter — og det juſt de meeſt Uſle, meeſt
Träœngende, meeſt Forladte og meeſt Hjelpelsſe —
den eneſte jordiſte Troſt, de til nogen lindrende Hu—
ſpalelſe i deres Elendighed endnu kunne eje! ——

Men — lad os vende Ojet fra, og ynke —
men ej frygte og ej hade — diſſe raſkteenkende Refor-
mantere! — O! Borgere! De have ikke ret ſeet
vor Verden under Straataggene og i Jordhytterne! —
og havde de endda ret feet den i Palcernes "Løn;
kamre! — ſandelig de ſtulde nok i faa Fald have
erfaret og lært: At mod den mangehaande Kummer,
der herſker blandt vor Slægt, mage det bere cet af
de allerypperligſte Hjelpemidler — at kunne eje en for—
troelig Ven; og cen af de ubarmhjertigſte de ugude⸗
ligſte Umenneſkeligheder — med Bold eller Liſt at be—
roves denne! — i

Ikke er det dog vel misundelfesværdig Inte⸗
reſſe, ikke onſkelig Magelighed, ikke ſynderlig Ange⸗
nemhed, for en Embedsmand, der har nydt en ordent⸗
lig og ſmuk Opdragelſe — at vænne fig tilat tilbringe
en betydelig Deel af fin Tid i Armes ufle og ſmudſige
Boeliger? — At kaldes paa ethvert Vink fra fit
Leje, fra ſit Huus — og hvorhen? Snart kaldes
man til vaandefulde Syges, tidt ſmittende Syges
Senge; er der forbunden til at paahore taalmodig
og rette ſom en Fader Eenfoldigheds og Oudſkabs
' & 3 Yt:

326

Pttrelſer af alle Slags: hiſt Veeklage, Jammerſkrig
og føjleløs Utilfredshed; her Knurren, Beſpottelſe,
Forherdelſe og Fortvivlelſe; — er forbunden til at
paahore taalmodig, og tavs gjemme og lade doe med
fig, ſom eedſoren Ven, tidt uhorte gyſelige Hemme—
ligheds Forſetter, Planer og Idratter i et ſaare ilde
tilbragt og nu mod Enden haſtende Liv — Snare
kaldes man til Doendes traurige Kamp; ja tidt did
til prægtig, lærerig og frydfuld Scene! til kjekke, til⸗
lidsfulde, roelige, veltilfredſe og jcvntmuntre Kjems
pende og Sejrende; men ogſaa — ak! tidt og tiere
— til forſagte, haabloſe, forſtokkede, forvovne og
forvirrede Stridende, did til Angſter, til Sukke, til
Dodſighed, til Skrak og utællelige Qvaler. — Og
under alle diſſe betenkelige og farlige Omſtendigheder,
maae man idelig lade fig tilraabe den ſkrækfulde guds
domlige Stemme: „Din Sjel ſkal være i Stedet for
IV hans Sjel!!!“ — — — „Din Sjel ſtal vere i
„Stedet for hendes Sjel!!!“ — — — eller:
„Bortdser nogen Ugudelig i fin Misgjerning, uad⸗
„ vart af Dig, da vil jeg udkrave ſaadan Eens Blod
„af Din Haand!!!” — — — Sandelig jeg ten—
ker, at en duelig, tenkſom, redelig og brav Praſt
gjerne ſkulde, i Folge Naturtilbojlighed, overlade fin
Poſt til hvem anden Gud og Staten vilde anvife
den; og tilbringe nok faa gjerne fine Dage i en roe⸗
ligere eller dog blidere Stilling — og for en duelig
og brav Mand vilde denne vel ej være umuelig at
erholde. — Men der fane dog nogle Menneſkeven—
ner, af Fdreuelands og kriſten, det er almeen Kjer⸗
lighed,

327

lighed, at være ſaa ædelttænfende, at opoffre ſig til
et faa umageligt, et faa beſperligt, ja dertil med
idelig Sinds og Legems Farer medbringende Embede.
See da! Saaledes trænge ej allene en Stats
Born og Unge til en Lecrer. Dens Vorne og Gamle
behsve og en troſtende Ven. Og de finde i en. vet
ſkaffen Præſt, hvad de behøve. — Men de behove
ham end desforuden ſom Styrer tillige. —
„Almuen udgjer i Staterne den ſtorſte Hob.“
Jeg formoder dette vil, ſom immer hidindtil, ſaa—
ledes og ſtedſe vedblive! — Hvem er i alle paakom—
mende Tilfælde mere ſkikket til at ſtyre denne; til at
lenke den overcensſtemmende med Guds og Regjerin—
gens Onſter — end juſt den gejſtlige Mand? — En
Praſt, ifær paa Landet, naar han en Deel Aar har
paa eet viſt Sted været i Embedet, faa har han døbt
en ſtor Deel af fin Egus Menneſker: en anden ſtor
Deel har han confirmeret: atter en anden ſtor Deel
har han indviet ſom Egtefolk: og en ſtor Deel andre
har han underſtsttet i trængende Omſtendigheder;
vejledet i Raadvildhed; glædet ved mangen Lejlig⸗
hed; troſtet i mangen Nod. — Hvad er nu mere
naturligt, end at alle diſſe, ſom Born elſke en fans
dan Mand; hædre, ſom Fader, en uegennyttig Bel:
gisrer og faa fortrinlig Ven? Og ſaaledes hædrer
enhver Menighed, enhver værdig, duelig og redelig
Præft. Jeg har ved Erfarenhed befunden: at den
Præft paa Landet, der er en uintereſſert, ærlig og
elſtverdig, fort ſagt, klog og god Mand — han
anſees altid i ſin Cirkel, og elſtes ſom en Fader. —
4X 4 Er

v ̃ ͤ — —— » —— —t

328

Er Tilfeldet i Kjobſtederne mere fjeldene; ſaa mae
bel og til denne fj eldne Virkning, mueligt, være en
mere ſjelden Aarſag; i det mindſte tildeels. — Men
til Sagen igjen. Lad der nu opkomme Misforſtaa⸗
elſe, Splid, Uroc, Oprør eller oprorſt Gjering i en
faa elfeværdig og elſtet Mands Menighed! Lad iblandt
diſſe hans Egne opſtage onde Folk — thi diſſe findes
allevegne — eller lad fremmet Egus Onde komme an,
og forføre haus Menighed endog til Sammenrottelſe,
bringe dem i Harniſk, ſette dem endog i den Forbit⸗
trelſe, at de give et Skueſpil af Poetens Skildring:
„ Jamque faces et ſaxa volant: furor arma mini
ftrant, &

bg [ad da hiin Mand, hiin Ædle, hain de elſke oz
hædre ſom Fader, Velgjorer og fortroeligſte Ven,
lad ham trade til og lade fig fee! — og man vil da
erfare, hvorledes han, blot ved at røre fin hülde,
velkjendte og velyndede Stemme, ja blot ved ſin yn⸗
defulde Adfærd og veltalende Mine, forvandler igjen
Scenen, faa den fremſtiller den naturligſte, den lüv—
agtigſte Afbildning af Poctens anden Skildring: .

» Tum pietate gravem, ac meritis, fi forte virum

8 quem
„ Conſpexere — ſilent — arrectisqve dee
adſtant. —

37 Ille restit dictis animos, et pectora mulcet -
Den der maatte troe, at jeg her maler / 1 la
grande møde, et Idealſiykke af en romantiſk Ver,
den

829

den — den vide, at jeg ſkildrer kun hbad jeg tildeels
ar ſeet! —

Og hvad ſkal jeg tale om den moralſke Styr

relſe og Dannelſe, ſom et Lands Born idelig behove;

ej i Skoletiden allene; ej til Confirmationsdagen

allene; men ogſaa efter den Tid? ja, desverre,

gemeenlig efter den Tid iſer! — Rom holdte med

flor Fordeel en Cenſor over fine Sæder, Hvi mage

ej Kriſtendommen da med ſtorre Fordeel holde mange

ſaadanne? — Naar Menneſkesbornene have opnaget
den Alder, at de ere gangne ud af deres Foreldres
Huſe; naar de have givet Oberformynderne Majo⸗
rennitets fuldgjeldende Afkald; naar de have ſagt
deres fødte eller beſtikkede Værgér det ſidſte, „Farvel
„og Tak“ — have da alle nydt en ſaa god Opdra—
gelſe, at de nu herefter kan opdrage fig ſelv? — have
da alle en faa fuͤldnoden Tenkeevne, en faa velovet
Forſtand, en faa vel valgt og riig Forraad af Kund—
ſkaber, at de nu herefter med paalidelig Held og
Styrke kan opdage og undgaae alle Lyſternes og Las
ſternes talloſe, ſmigrende, forforiſke og ſtuffende Fris
ſtelſer? have da alle en ſaa fuldmoden Tankcevne,

en faa velsvet Forſtand, at dee ſikkert kan adſkille det

Falſke fra det Sande? undgaae at bedaares af Bam
kundighed, Fordomme, Overtroe og Vantroe? og
med faſte ſtadige Trin ile fort til lykkelig Ende af tis
vets korte, men vildſomme Bane? — have et Lands
vorne Folk, vilde jeg have ſagt, alle tilhobe ſelv
Kundſtaber nok til dette? og have de alle Hukom⸗
melſe troe og ſtadig nok, til at gjemme dem, uden;
145 X 5 vi⸗

330

videre Erindring, uden idelig Erindring, ſiden?
have alle Sindighed nok, til idelig at folge de heer—
lige Advarſler, og efterleve de ſunde Begreber om
ſand Lykſalighed, ſom de i deres Unugdom kan have
lært, og endnu i voxen Alder huſte?? — — Jeg
frygter, at alle Tiders og al Verdens Erfaringer raa—
ber os imod med hoj Roſt: „Nej!“ — „Nei,“ fryg⸗
ter jeg, vil raabe Tuſinde og atter Tuſinde Voxende
og Vorne, Høje og Lave, Fattige og Rige, Faders
og Moderløfe i Hobetal, en falløs Mængde Folk af.
alle Stender, og i alle Livets Stillinger — alle en
ynfværdig Hær af Menneſter, der af Mangel paa
Tilſyn og Styrelſe have i moden Alder tabt Fruge
terne af den forſte Opdragelſe; og henleve nu deres
Tid ej anderledes end Uopdragne, eller dog i Ryg⸗
geslͤoshed og Vildſkab Opdragne! — Er da ikke
Staten vel tjent med, at i enhver af dens ſmaa Egne
boeſcttes, om ikke juſt en lærd Mand eller Filoſof —
thi hvor var dette mueligt? — faa dog en ſtuderet,
gudfrygtig, redelig og brav Mand, der ofte i fin
Cirkel udretter meer, til Cultur, Sædelighed, Sinds⸗
fryd og Foradling, end mangen lærd Mand og faa
Faldet Filoſof? — Og er den Præft en unyttig Bor-
ger, der danner eller vedligeholder en Menighed guds
frygtig og kriſtlig, det er: tenkſom, ſindig, lær»
villig, almeenkjerlig, uegennyttig, tillidsfuld, taal⸗
modig, af Laſter uſpekket, arbejdſom, tarvelig, hjelp⸗
ſom, ſelſtabelig, venlig og redelig — ſaavel i Sfjul
ſom i Paaſyn? er den Embedsmand unyttig og unod⸗

vendig, der 1 flere Aar opdrager et ſtort Antal af
ſaa⸗

3

331

ſaadanne frille, fredelige, elſtverdige, hos Gud og
Menneſter yndede Borgere? — Hvem mener Mens
neſkeligheden det vel; hvem opoffrer fig og fin Tid til
dens ſande Held; om ej den Mand, der arbejder,
og arbejder med Held, paa at danne den til fand og
ſtor borgerlig Lykſalighed; og, fan fandt Menneſke—
ficlene ere udødelige, til fortſat ſtorre Lykſalighed
efter korte Livets Dage i en evig og bedre Verden? —
Eller, vil man nægte dette Sidſte; — vel! fan ſkal
endda Erfaring, en hojtraabende Erfaring, i mange
af vort lykkelige Fedrelands Egne vidne dette: At
„gejſtlig Mands Daad og Flid har en betydelig
„Indflydelſe paa det borgerlige Livs Lykke!“ — Det
forſtager ſig: at det er allene den redelige og kyndige
Mands Sag, jeg taler; den Mand, der ufortroden
opoffrer ſin Intereſſe, ſin Roelighed, ſin Tid og
Flid, for ret med udmærket Held at kunne danne og
gavne fin anfortroede Planteſkole. Og Vee den geiſt—
lige Mand, der ej gjor dette! — Jeg erindrer ders
for her i Forbigagende: At „den Praſt der udretter
„ intet til de Vornes Forbedring, intet dem til ſand
„Lerdom — eller Troſt — eller Styrelſe — han
/ har intet at ſige til gjendrivende Beſparelſe af det
„Sporgsmaal:“ „Naar en Stat har gode Skole—
„ lerere; kan den da ikke ret vel undvære Preſter? “
— Have diſſe derimod bemeldte tvende Redeligheds
og Kyndigheds Egenſkaber; faa troer jeg, at det er
til Afgjorelſe beviiſt: At ej deres Daad er omſonſt;
eller deres Stand tilovers iblandt Landets Stender.

Ja jeg mener endog; At, er det ſaa, at et SR
u

332
Cultur er noget onſkeligt, noget nødvendigt Gode;
dg er det fan, at „Mengden blir aldrig Filoſofer“
— i det mindſte ej efter Moden — er det ſaa, at
iſer i de lavere Stender og Claſſer, ej alle har og ej
alle kunne have de fornødne Kundſkaber til at være
Andres eller egne Opdragere og Lykſalighedslærere;
er det fan, at ej alle have Evne til at blive det, ej
alle Lyſt til at være det, ej alle Tid dertil, om de
end havde baade Kundſtaber og Lyſt og Eone — thi
eet af de forſte og vigtigſte og ſe dvauligſte Spørgs;
maale i Livet er jo: „Hvad ſkal vi æde; hvad ſkal
„vi drikke; og hvad ſkal vi klede os med?“ — er
bet, vilde jeg have ſagt fan; at ej alle blandt de
Vorne ere i Stand til at være Andres eller egne Op—
dragere og Lykſalighedslrere; og er det derimod faa,
at en Religionslœrer har bande den bedſte Lejlighed,
den bedſte Opmuntring og den bedſte Tid til at blive
en ſtor Menneſkekjender, for at være en ſtor Menne⸗
ſkeven, det er, for ret at kunne forcdle, gavne og
glede det Selſkab, — hvori han lever — faa var
det ikke Standen, men Staten der vilde lide meeſtß
om man forſogte at realiſere vore nye Religionsrefor—
manteres Plan: „Gejſtligheden bor ſkaffes af!“ —
Jeg bekleder ikke noget gejſtligt Embede. Men,
om ſaa var, vilde jeg ſikkerlig, ſaa vel i dette ſom i
ethvert andet, være ligeſaa ſorgfrie for at tabe det ſom
angerlos i at beſtyre det. Lider Staten ej meer ved
denne Stands Ophavelſe, end Mændene der høre
til Standen; ſaa bor Ophavelſen jo for jo bedre

ſtee. Thi om enhver af dens raſke, unge Mænd
i tæn⸗

333

tenker jeg ſaa: „Det er en ringe Mand, der — i
„paakommende Tilfælde — ej duer til andet. Em⸗
„bede, end det han har!” — Og naar gamle,
ſvage Mænd, uden egen Brode, ikke i Embede ende
deres fag Levedage; fan plejer jo Regjering og Med:
burgere, hvor der nogenlunde handles efter Retfar—
digheds Grundfætninger, at rakke en honnet Under⸗
ſtotning med en ſkjonſom og villig Haand. — „Landet
„er dog Moder til alle de Born, der fødes i hendes"
„Skjod; af hvad Navn, Rang og Stand de end
77 ere!!“ — — |
At ønfEe gejſtlig Stands Vedligeholdelſe, allene
for at kunne fee desflere aabne Veje, hvorpaa Born
engang til Embedsbefordring kunde vandre — år
noget, ſom kun en ondartet, intereſſert eller eenfoldig
Fader maatte onſke. Thi — hvem der kan (ære fin
Bibel vel, den kan og lere Statsloven vel — naar
derpaa anvendes det Talent, den Tid, den Flid, den
betydelige Deel af Foreldres og egen Formue, ſom
paa hiin anvendes. Hvem der kan lære Statsloven
vel, den kan og lære Hippocrates vel. Hvem ej kan
lære Statslov og ej Hippocrates vel; hvem ej mage
blive Præft, og ej kan blive Statsmand, Dommer,
Juriſt eller Lege — den kan jo lere Handverksman⸗
dens Mekanik; eller ſom Landmand og Bonde lære af
pløje! — Diſſe to Claſſer af Borgere vil viſt nok
aldrig Staterne paa vor Klode kunne undvære; om
de end nogenſinde ſkulde opnage den Fuldkommenhed
at kunne undvære alle de andre. — Dog — dette er
vel ikke at formode! — i
Imid⸗

834

Imidlertid, ligeſaa afgjort ſom det er: At
gafſtlig Stand ej uden ojenſynligt og foleligt Tab for
en Stat kan affkaffes, ligeſaa viſt er det tillige, at
denne Stand og dens Embeder, ſaavelſom andre Em—
beder og Stender, kan modtage og behøve Under⸗
ſtottelſer og forbedrende Forandringer. — En lands—
faberlig Regjering, ſamt veltenkende ſande Lærde
ville og viſt ſorge derfor, at dette ſſeer. — Men
bedſt og ſikkerſt bliver det viſt nok: At fligt, hellere
end iverkſettes med Eet, gaaer al ſand, al varig
Opklarings gradviſe og jævne Gang! — '

Held den Stat, hvis Biſkopper ved utrattet
Arbejdſomhed og dadelfrie Vandel hædre og udmerke
det viſt nok faa vigtige ſom vidtløftige og høje Em—
hede, de beklede! — opføre fig ſom Mænd der uaf—
ladelig og kjendelig erindre de korte men kjernefulde
Levnets- og Lerdomsregler, de huldtadvarende Raad,
de kjerligrorende Bonner, af den bekjendte ſtore Apo—
ſtel og Verdenslerer, til fordums Biſtopperne Tis
motheus og Titus, ſamt Biſkopperne over Efeſus og
dens Egne!! — — Held den Stat, hvis Provyſter
med Kyndighed og Redelighed, og med ſaa ſtor Aar—
vaagenhed, ſom Alder, Helbred og Steds Beliggen—
hed tillade, ogſaa paapaſſe deres, vel mindre, men
dog anſparsfulde, dobbelte Embede!! — — Held
den Stat, hvis Praſter ere de bedſte Kriſtne, Kriſine
i Raad og Daad, ikke med Tunge og Mine allene,
ikke i Templene og under Opſigt allene — ikke ere et
orkesloſt Folk, der opeder Enkers Huſe og Armes
Huſe, forfærer Landets Marv, og ere den Stat til

Byrde,

e

835

Borde, hvis Sføtter de ſkulde vere! — men der

imod, ſom menneſkekjerlige, eremplariffe, driftige,
gavnende og brave Borgere, gribe Vankundighed
under Armene med Lerdom, Modloshed med Troſt,
og Tojleloshed med Styrelſe — allevegne viſende fig
ſom Mænd der ftrængt paapaſſe deres egen Dannelſe,
egen Vandel og eget Rygte; ſtrangt paapaſſende, at
de „ingen Forargelſe give i nogen Henſeende, for at
„dog ikke Embedet for deres Skyld ſkal laſtes!!“ —
Held den Stat, hvis Skolelerere og Degne ere fag
vel forſorgede og blive fan vel valgte, at ogſaa de
bidrage kjendelig til at ſkaffe Religionen indprentet og
fortplantet! og til at gjøre den offentlige Gudsdyrkelſe
og Religionsovelſe ret angenem, indtagende, rorende
og frugtbar i Landets Temple!! — — Held, og atter
Held den Stat, hvor ſaaledes Overlœrere, ſamt
Underlerere arbejde eendregtig, kjerlig og viſelig med
hinanden, paa at udbrede og fiadfæfte blande Med⸗
borgere, Gamle og Unge, Fattige og Rige, den
ene fande og ædelfdannende Religion — det er den
bedſte, den ved Erfaring befundne meeſt almindelig»
brugbare, den meeſt almindelig ypperlige Religion af
alle — jeg mener Jeſu elſkverdigſte og dyrebareſte
Religion i fin forſte oprindelige Uſkyldighed og Reen—
hed!! — — Ja trefold Held den hele kriſine Geiſt—
lighed — og trefold Held det Hele i al Verden ad⸗
ſpredte kriſtne Selſkab, Legmand ſaavelſom Geijſtlige
og Lærde, — at de, under alle Statsrevolutioner,
Omſtsbninger og Reformer, troſtige og tillidsfulde
og roelige for Fremtids Dage kan tenke og ſige hvad
Lu⸗

E ˙ A ed

336

Luther fordum tenkte og ſagde — han beſtyrket GF
halvandet tuſinde Aars Erfaring, de beſtyrkede af tre
hundrede Aars Erfariug, foruden hans —
„Wir haben eine goͤttliche Sache. Die will
„und muß Gott allein erhalten, wie er bisher
„redlich gethan!!!“ — — —
Den 22 Marti 1796.

Sang
ved et Barſelgilde
i
Taarnbye Preſtegaard
den 13 Maji 1796.

Eider ſom for Kjerlighed ſukker fin Barm,
Er midt iblandt ſmilende Gulddynger arm,

Og, om han end Kronen og Scepteret bar,

En glimrende Jammer hans Lykke dog var;

At elſke og elſkes er Jorderigs Lyſt,

Den Sandhed er prentet i Skabningens Bryſt.

Vi ogſaa iaa tilſtage, at Moſes har Ret,
At Eenlighedsſtanden er kjedſom og ſlet.
J Menneſkets Hjerte paa hele Guds Jord

Den kjerlige Parrelyſt ſpirer og groer. 2
| Thi

337

Thi vælger hver Mand fig en vennehuld Viv,
Og Hymen ham ſtjenker det ſodeſte Liv.

Men naar nu den Mand og den Qvinde fan fro
Tilſammen i Wateſkabs Paradis boe,

Da fane de fig ſtundom en Pusling ſaa mild,
Der figner dem begge i Aaſyn og Smiil,

Og Puslingen fryder de Dannefolks Bryſt,

Er Faderens Glade og Moderens Lyſt. É

J Dag vi os glede ved ſaadan en Færd,
Eu nydelig Pusling forſamler os her.“
Han ſkjonner vel iffe pag gledefuld Sang,
Og lytter ej heller til Glaſſenes Klang;
Men Fader og Moder de ſmile jo der:
Karl Srederik leve! port Loſen da er.

Narl Frederik leve til Moderens Fryd,

Og ſtedſe han ligne ſin Moder i Dyd;

Saa vorder han kjerlig og edel og blid,
Beſteden han gavner, er xaſk i fin Id,

Den Skaal vil vi drikke med hiertelig Fryd:
Karl Frederik ligne ſin Moder i Dyd!

Og ſlegter den Lille kun Faderen paa,
Da ſkal han til Kundſkab og Hader fremgage,
Junii 1796. 9 Øg

338

Og trofaft i Venſkab og ærlig i Raad

Han virkſom og ſnild ſkal udføre fin Daad. —
Af Hjertet vi klinke: „Til Savn for vort Land
Han vorde, ſom Fader, en duelig Mand!“ >

V. K. Sjort.

J en Stambog.

Lets Morgen flyer paa Lynets Vinger,
Vaarens Roſe falmer haſtig hen.

O! vor hede Lengſels Taare bringer
ej de fvundne Ynglingsaar igjen.

Mindet kun af diſſe blide Dage

demrer gjennem Taaren til os ned,
og vi fee med Veemodsfryd tilbage

paa vor Fortids tabte Salighed.

Mangen Ungdomsven os alt omfvæver,
naar vi ſorgende i Lunden gane,
og et venligt WEtherbilled bæver
om os, naar vi ved hans Gravhsj ſtaae.

Kjol og let er Hojens ſtille Slummer,
Fred den Yugling, ſom til Hvile kom;

Smigers Solvklang, rens blege Kummer
nager ej de Fuldendtes Helligdom.

Sane

339

Saae Du ej, at Engens Lillie ſegned'
i den kolde Aftendemrings Luft,
og at Vennens Roſenlebe blegned',
da han ganded' Wrens Trylleduft.

Dog, min Soſt! jeg vil ej fænger klage,
Haabets Stjerne ſmiler til min Bragd;
Du en i vor Vennekreds tilbage,
og den fjælne Lina bli'r min Lod.

Seber.

i i gg 5

øm Baſcholms Tanker om vor Tids Fremgangsmaade
til at Wi den 8 Alen

Mato.

Quelle . rt. attendre d'un fy teme, dont un des princi-
pes eft, qu'il faut 0 ss celle du peuple fur de fauſſes
opinions; que les hommes, eclairés ſont en droit de le
tromper, pourvu qwils lui donnent des erreurs utiles,
et de le retenir dans les chaines, dont eux- mẽmes ont ſu
Caffranchir !

Esquiffe dun rableau &. de Condorcer,

Vd a at (ende mig Baſiholms Tanker om vor Tids
Fremgangsmaade for at befordre religiøs Oplysning,
tilligemed Balles Indberetning til Kancelliet om Ari⸗
ſtokraternes Katekismus med Anmerkninger, har du

vel min Ven beviiſt mig et Venſkabs Stykke; thi 55
0 Y 2 .

—

340

begierlig var jeg efter den forſte; (om den Sidſte frak
jeg næfte Gang udførlig ſige dig mine Tanker) ikke
fan meget for af fage at vide, hvad Manden tenkte
om denne Sag; ſom for at ſee, hvorledes han vilde
fremſette det, ſom han tænkte. Dog vil jeg tilſtage
dig aabenhiertig, at denne din Venſkabsbeviisning
har ikke foraarſaget mit Hierte den Glæde, ſom jeg
veed, at du vuſkede mig, og ſom jeg ſelv ventede,
Og mindſt glæder det mig, at du forlanger at vide
mine Tanker om diſſe Baſtholms Tanker; thi du
veed, hvor meget jeg erer Manden for det overmaade
Meget, ſom han har virket ved hans mange gode
Sxkrivter og ved hans ſunde Religions Foredrag til
religios Oplysnings Fremme blandt os Danſke! du
veed, hvor høit jeg agter ham for hans Forholds
Skyld under de forſkiellige Stillinger, i hvilke han
har befundet. ſig paa den Poſt, han ſtaaer. Og
naar jeg nu tillige tilſtaaer for dig, at jeg onſkte, at
Manden ikke havde ſkrevet denne Piece; onſkte, at
det, ſom jeg anſeer for at være urigtigt deri, ikke
maatte gisre nogen Virkning paa dem, ſom have med
religiss Oplysnings Fremme at giore; og, — at
dette Urigtige maatte vorde tilſtrekkeligt giendrevet af
findige og fordomsfrie og indſigtsfulde Mænd; faa
indſeer du lettelig, at det, at give dig mine Tanker
herom tilkiende, ei kan være mig noget behageligt
"Arbeide; uden for ſaavidt jeg maatte derved kunne
"haabe at ſtifte nogen Nytte; og jeg tilſtager dig op—
rigtig, at dette Haab er, uagtet det mellem os væs

reude Venſtab, dog det eneſte, ſom er iſtand til at
be⸗

w

241

bevcge mig fil at opfylde din Begiering imod den
mand, ſom jeg i det Øvrige ærer fag meget, og.
agter faa høit,

Dog! førend jeg gaaer til Opfyldelſen af din
Begiering, bor jeg give dig een Erindring. Vel tor
jeg, uden at ſynes forfængelig, haabe, at du anſeer
mig ligeſaalidet for at være Pugling i Forſtand og
Dammekraft og religioſe Indſigter, ſom du kan
anſee mig for at være det i Alder og Embede; men
Derfor tor jeg vel ikke ligeſag ſikkert haabe, at du,
i det jeg hidſetter diſſe mine Tanker vil anſee mig
for at være ganſke frie for -al-Partiſkhed for diſſe
Skribentere, ſom Baſtholn Falder Ungdom. Jeg
erklærer dig derfor, at jeg i diſſe mine Tanker ei vil

ſee paa Perſoner, men kun paa Sagen ſelv; og fol⸗

gelig, at de ei ſkulle være Forſvar for Nogen imod.
Nogen; meget mindre Billigelſe af de Feil, ſom
Skribenterne for religiss Oplysning, med al deres
Varme for den gode Sag, kunne begage, eller have
virkelig begaget. Diſſe mine Danker ſkulle ikke være
andet, end mit efter nøiefte Eftertanke, ei blot i
denne Anledning, fattede Omdømme: Hvorvidt def,
ſom Baſtholm falder Feil hos viſſe Skribentere, kan
anfecs for virkelig at vare Feil; og — hvorvidt den
af ham foreſlagne Fremgangsmaade med at fremme

"Oplysningen kan, efter vore Tiders Krav, være den
rigtige.
Hvorvidt kan det, ſom han kalder Feil hos

viſſe Skribentere, anſees for, virkelig at
være Feil?
Y 3 Skient

242

Skiont jeg meget vel kan indfce, hvorfor han Side 5
ſkriver „det er langt fra ikke min Henſigt, at af
giore noget i Henſeende til de antagne religioſe Mes
ninger, enten for, eller imod dem,“ ſaa kan jeg dog
ikke rime hans folgende Tankerad med denne Forſik—
kring; thi kunde han da fee i det folgende blot paa
de Skribentere, ſom ville befordre religios Oplys—
ning? kunde han da fælde over dem en afgierende
Dom, uden at tage mindſte Henſyn paa Oplysnin—
gens virkelige Tilſtand, paa de Mend, ſom
ſynes at modſette fig Oplysningen, paa de Midler,
hvilke de anvende for at nage deres Henſigt, og paa
det Forhold, den Adferd, de viſe i den Stilling, i
hvilken de ſtage? Og dog! uden at tage mindſte
Henſyn paa alt dette, fælder han en afgiorende Dom
over Oplysningens yngre Befordrere naſten i Fleng,
da han paa ſamme Side; ſtriver: at hos en Deel
Forfattere er denne deres een ledſaget
med megen Letſindighed. J det han med denne Dom
i Fleng begynder hans Tanker om denne Materie,
begager hau en dobbelt Hovedfeil; han dommer —
eenſidigt og han dømmer (vift nok uden at ville) for—
nermeligt. — Eenſidigt, fordi han ikke ſeer pan
Oplysningens Tilſtand, ikke paa dens Forhindrere,
ikke paa de Midler diſſe anvende for at forhindre den,
ikke paa det Forhold de bruge ved diſſe Midlers Ans
vendelfe; men hvor kan han da, eller vil han, eller
tor han, ſom agtbar Mand, tillade fig at fælde flig
offentlig Dom? — Fornærmeligt, fordi han nævs
ner en Deel Oplysnings Skribentere, uden at nævne

no⸗

243
nøgen beſtemt. Hvor mangen indſigtsfuld ung Mand
arbeider iblandt os med Klogſkab og Held paa ſunde
Religions Kundſtabers Udbredelſe? ſkal da Publikum
fælde ſamme eenſidige og fornermelige Dom over alle
diſſe, fordi han med fin literære Anſeelſe fældte of⸗
fentlig ſlig Dom i Flæng over dem? og ſtulle da diſſe

eend føle det Ubehagelige, ſom kan flyde heraf for
dem og for deres Arbeide? Derſom der gives En
eller Anden, ſom han troer at have Ret til at laſte,
hvorfor ikke da nævne dem, naar han holder det for
at være hans Pligt at ſtrive imod dem? fan leed dog
ikke den Uſkyldige, ſom fortiener Lov, tilligemed den
Skyldige, ſom fortiener at laſtes.

For at beviſe hans Doms Rigtighed fremſetter
han Side 8 den forſte Regel for dem, ſom ville be—
fordre Oplysningen, denne nemlig: „for at arbeide
paa Oplysning maa man tale til Forſtanden; men
tale uden Affekt.“ Derſom du, min Ven, vil be—
tragte denne Regel med Agtſomhed, og tillige tanke
dig, hvad han i det Folgende ſkriver; ſaa vil du

finde, at han ſiden efter forkaſter i Henſyn paa me.

nig Mand det forſte af den, ſom er rigtigt; og —
det ſidſte af den, ſeer du uden min Erindring, er faa
ubeſtemt henſat, at det indeholder en Kulde, ſom er
i de fleſte Tilfælde umuelig hos den, der gløder mere
for Oplysningens Fremme, end for egne Bihenſigter;
thi hvad aſkal Affekt her ſige? ſkal Affekt betyde her:
Folelſe, Liv og Varme i Fslelfe for en Henſigts
Fremme, og dette er dog nok den egentlige Mening
af det Udtryk: Affekt; faa er denne Fordring umue⸗

9 4 N lig /

244

lig, medmindre det Menneſke, ſom fremmer Op—
lysning, enten haver ved Alderdom miſtet alt Liv i
fine Folelſer, eller han ved Oplysningens Fremme
har Bihenſigter, der kiole den Varme, ſom ellers er
en faa naturlig, ja nødvendig Folelſe hus det virk—
ſomme Menneſte, der arbeider til et ſtort og delt
og Menneſkeheden værdigt Maal.

Skal Affekt derimod betyde her: Bitterhed
eller Grophed; faa, ſtiont man maa altid onſte, at
ſligt aldrig fandt Sted blandt fornuftige og dannede
Menneſler, fan veed jeg dog ei, om flig Virfning
af Affekt lader fig fan ligefrem forbyde! Thi derſom
man tenker fig — ved Bitterhed: Sandheder, ſom
ydmyge, fordi de føles haardt; og — ved Grovhe—
der: Sandheder, ſom beſkicmme, fordi de nedtrykke
dybt; og man tenker fig ved den, ſom ſiger eller ſtri—
ver ſlige Sandheder; et Menneſte, ſom ſiger og ſtri—
ver dem, ikke fordi han har Lyſt til at ydmyge og
beſticmme; men fordi han feer, at det er nodven—
digt til at ſtandſe en phariſciſt og hovmodig og her—
ſteſyg Modſtander mod den gode Henſigtes Opnagelſe;
og — man tenker fig ved denne Modſtander et Men—
neſte, ſom, fordi han kan ſtage i et vigtige Embede,
og kan udrette en Mængde godt, til hoilket hans
Tidsalder, og de Menneſker, ſom ere om ham, og
den Poſt, paa hvilken han ſtager, og den Leérgier—
righed, af hvilken han brænder, ſtoder ham frem,
troer, at han er klogere, end alle andre, bor ſkinne
frem for alle andre, bor herſte over alle andre, bor
funne ſige uforſtyldte Grovheder mod alle andre, og

alle

345

alle andre derimod ere pligtige til at tage imod hang
uforſtyldte Gropheder og lade fig træde af ham,
pligtige til at krybe i haus Skygge og at beundre
hans formcentlige Klogſkab, uagtet han ved utallige
Leiligheder kan viſe ſig ſom et opfarende, fremfuſende,
enfoldigt Stakkel, der fortiener, at man paa cen
Gang kunde baade lee ad ham og græde over ham.
Naar man tenker fig mod Oplysningens Fremme
flig en Modſtander, ſom dertil bleſer fig kun mere
op og breder fig ud, jo mere man for hans Embedes
Skyld og for det Gode, han i ovrigt nodes til at
virke, ſtaaner ham; faa vil jeg ſporge, om det ikke
er en hellig Pligt, ſom man fylder Fædreland og
Medborgere, at ydmyge og beſkicmme flig en Mod:
ſtander under ſaadanne Omſtendigheder; thi Sum—
men af det Gode, ſom ſligt et Menneſke virker, vor—
der da med Tiden altid mindre; Summen derimod
af det Onde, ſom han afſtedkommer, altid med Tiden
ſtorre; folgelig bliver han med Tiden mere fradelig
end gavnlig for Fædreland og Medborgere, da en
anden i hans Poſt derimod kunde udrette ligeſaa mes
get Gavn, ſom han uͤdretter, uden at giore den
Skade, ſom han gior. Folgelig kan den ſidſte Deel
af den her af Baſtholm givne Regel ei være ubetinget
Maaleſtok, efter hvilken Oplysnings Skribentere bor
indrette deres Forhold; thi var den ubetinget Maa—
leſtok; hvor havde da Johannes den Dober feilet,
naar han Matth. 3, 7. kalder dem, ſom kom for
at lade fig døbe af ham, Ogleunger? hvor meget
Jeſus ſeilet, naar han kalder ſine Modſtandere Matth.
3 16;

346

16, 3. og flere Steder: Hienſkalke; Matth. 23,
38. og flere Steder: Øgleunger, Hugorme? ja!
hvad vilde man da ſige om Luthers Feil i dette
Stykke?
Hvad det forſte af hin af ham foreſkrevne Re—
gel, nemlig: at tale til Forſtanden, angager; da
troer jeg dog, at de, ſom ſtrive for Oplysningen,
folge dette noiere, end de, ſom ſtrive eller ſkrige
imod den; thi diſſe beſkicftige Menneſkets Indbil—
dingskraft langt mere, end dets Forſtand, med den
ſexfoldige Autoritets Troe, ſom de fegte for. Dets—
uden ſynes Baſtholm felv at ville have denne Deel af
Regelen ſat ud af Kraft i Henſyn paa den almindelige
Hob; thi denne vil han Side 27 ſkal „grunde fin
Tro og fin Overbeviisning paa den Autoritæt, ſom
den i fag mange Aarhundrede haver antaget; og ved
hvilken den har følt fig lykkelig!!!“ For denne Hob,
ſiger han umiddelbar derefter, reſonnerer man for—
gieves. Hvis den ſtore Hob altſaa ſkal bygge fin
Tro paa Autoritæt, og der ei maa raſonneres for
den; faa maa man jo ei heller tale til dens For—
ſtand? thi dette er det Modſatte af hint. Det forſte
af Regelen, ſom var rigtigt, hæver han da atter
her; og tenk dig nu Kiæden i den Slutning, ſom
man nodes til at drage heraf! men forſt tenk dig,

hvilke de ere, ſom fornemmelig trænge til Oplys⸗

ning! unegtelig er det den ſtore almindelige Hob,
ſom han ſelv Side 26 ſtriver at indbefatte Haand⸗
verkere, Bønder, Krigsfolk, og den hele øvrige ſtore

Spæ rm, ſom maa opofre Dagen for at erhverve Li⸗
vets

e

347

pets Nodvendigheder, og Natten for igien at ſamle
Kræfter til den paafolgende Dags Arbeide; men —
hvo, uden orkesloſe Kapitaliſter, og maglige Præ⸗
ſter, og adelige Penſioniſter, maa ikke dette? — Og
nu Folgeſlutningen: — Vil man oplyſe, ſkal man
tale til Forſtanden; — til Haandverkeres, og Bon⸗
deres, og Krigsfolks og den ſtore Sperms, ſom
arbeider om Dagen og hviler om Natten, til deres
Forſtand maa man ei tale; ergo: Haandverkere,
Bonder, Krigsfolk, og hin ſiore Sværm maa man
ci oplyſe. Jeg er overbeviiſt om, at Mandens
Hierte ſlager alt for varmt for Oplysning til, at han
ei (elv ſtulde afſtye denne Slutning, og intet, ved
Gud intet, kunde bevæge mig til at bedømme haus
Tanker faa ſtrengt, uden min Frygt for de muelige
Virkninger af, at en Mand, ſom han, har offent—
lig fremſat ſlige Tanker.

Hin forſte Regel før dem, ſom ville fremme
Oplysningen, nemlig: at tale til Forſtanden uden
Affekt, giver han Side 8 og 9 endnu det Tilleg, at
„det ſtal ſtee med Klogſkab og Sindighed.“ Klog⸗
fab kan nok ikke ſige andet, end at gribe Sagen an
pan den rette Maade, fra den rette Side, og ved de

eidler, ſom ere efter Omſtendighederne de paſſe⸗
ligſte for at nage Diemedet; og — ved Sindighed
bor nok ei tenkes andet, end at give fig Tid og bruge
den Eftertanke, ſom er fornøden til Klogſkab. Efter
dette Tillæg til hin Regel, ſiger han da Side 9,
hvori denne Klogſkab og Sindighed ſkal beſſtage,
nemlig: i at gage frem med langſomme, vgerſomme

og

348

og uformerkte Skridt, og hemmelig af undergrave
Fordommenes Gkundſtotter.

Det er nu naſten 300 Aar ſiden Reformatio—
nen, og vi ſtage i vort offentlige religioſe Foredrag
naſten der, hvor Reformationen begyndte; denne
Fremgang, veed Gud, er langſom, og vaerſom og
uformarkt nok; faa det er dog endelig paa Tiden,
at man gior, om ei et Spring, faa dog et kiendeligt
Skridt fremad. — Og, ſkulde Fordommene ikke
for den ſtorſte Deel være undergravne? ſkulde det
meget, ſom ſkrives og leſes, og i Sammenkomſter
bande blandt Haandværkere, og Bønder; og Krigs.
folk omtales og ſiges, ikke have ryſtet Grundvolden
til Fordommene? Mon ikke endog Aviſerne, ſom
faa begierlig fluges lige indtil af Bønder og Krigs:
folk, have i de ſidſte Aar givet Almuens Fordomme
af alle Slag et mægtigt Hug? Ja mon ikke Haand—
arbeiderens og Agerdyrkerens ſtorre Tenkſomhed og
Klogſtab ved at drive hans Dont, vakker tillige hans
Taenkſomhed over Folkelcrernes og de oplyſtere Fol—
keklaſſers Forhold i Henſyn til de religioſe Fordomme,
ſom de i Ungdommen have indfuct.

Jeg paaſtaaer derfor, ikke at Fordommene ere
udroddede hos Almuen, men jeg paaſtager, at de ere
ryſtede i deres hele Grundvold, og jeg tiltroer mig
at kunne beviſe min Paaſtand; thi hvor er den for—
hen overdrevne Wrefrygt for en Preſt? hvor den
urokkelige Troe paa hans Infallibillitet? hvor den
Undſcelſe for at bedømme ham ikke efter Kiolen, men
efter Duelighed og Forhold? — hvor ev den blinde

Vr

349

KErbodighed for Bibelen. og for Kirkehuſet? denne,
ftrænge Helligholdelſe af Søndagen med Kirkegang,
og Afhold fra Arbeide? denne overſpendte Omhue
for at nyde Nadveren? denne Forberedelſe til dens.
Ny delſe med Faſte og andet mere? ſamt denne gug⸗
ſtelige Frygt under Nydelſen? — hvør er denne Tro
paa Dievelen og denne Frygt for Helvede? maa man
ikke nodes til at tilſtaae, at dette er nu ikke mere?
men er dette fandt, kan man da negte, at Almueus
Fordomme ei ere ryſtede i deres Grundvolde? |
Indvend ikke, at man finder dette alt for ofte
hos den Gamle og Doende! denne Indvending kau
ei gielde; thi Menneſkets ſlappede Nerver maa. nod—
vendig igientage da det ſterke Indtryk, ſom dette
giorde paa dem i Ungdommen. Hyvor ofte er ikke
dette Tilfældet i den hoie Alderdom eller i den Svak⸗
kelſe, ſom fører til Døden, at endog lyſe Hoveder,
ſom for mange Aar ſiden have bortkaſtet alle For
domme, da føle diſſe Fordomme ligeſom paa nye?
var dette ikke Tilfældet med Joſeph den anden ved
hans Dod, og han havde jo dog et lyſt Hoved? Hin
Indvending beviſer da intet, thi fee kun paa Almue—
menneſket i Almindelighed i dets ſunde Dage, og giv
Agt paa dets Forhold i diffe! du vil da ikke finde, at
dets Forhold ſtemmer overeens med dets gamle For—
Domme; og dog ſtulde det i Sandhed ſtemme overs
eens med dem, hvis de ei vare ryſtede i deres Grund—
vold; thi alle Tidsalderes Hiſtorie viſer, at det rage
eller kan lidet dannede Menneſke handler almindelig
con⸗

„ PeP

350

conſegventere, end det, ſom er forfinet og dannet;
fåa utroligt dette end ſynes ved forſte Biekaſt.

Derſom nu Almuens Fordomme ere ryſtede i
deres hele Grundvold, det er: derſom Almuen ſetter
ikke mere Lid til de Fordomme, den har indſuet, og
handler ikke længer overcenſtemmende med dem; hvad
folger da heraf? i det den tvivler om ſine Fordom—
mes Rigtighed, tvivler den tillige ogſag om al Reli—
gion, for ſaavidt dennes Overenſtemmelſe med For—
nuften ikke er den indlyſende; thi ken Tvivl drager en
anden efter ſig, og kan kun ved Fornuftgrunde he—
ves. Men hvad flyder nu videre heraf? Den Gamle
engſtes af ſine Tpivl, og klynger fig dog faſt ved det,
hvorom han tvivler, fordi han veed intet bedre at,
holde fig til; og den yngre, ſom føler Kræfters og
Begieringers og Lidenſkabers Styrke, fovndyffer hans
Tvivl ved enhver muelig Tilfredsſtillelſe af hans Be—
gieringer og Lidenſkaber, og fra denne Tilfredsſtil—

＋lelſe tilbageholdes han af intet, uden af de borgers

lige Love, af den Straf, han har af dem at frygte,
eller af den Lon, han har af dem at vente; og af
Frygt eller af Agtelſe for de Menneſker, ſom omgive
ham. Og, naar han da holdes heraf tilbage, faa
troer hellig Nidkierhed, at det er Religionen, der
holder ham; og ſaa er det dog ei Religionen, men
det borgerlige Selſkabs Love, dets Indretninger,
dets Medlemmer.

Men ſaa vil jeg da ſporge dig, min Ven, er
det nu Tid, langſom og vaerſom og uformarkt at
undergrave Fordomme? o ulykſalige Fordom, ſom,

iſte⸗

351

iſteden for at fore Menneſkeheden frem til det Skridt,
den er nær ved at giore til fin Foradlelſe og Lykſalig—
hed; holder den op for at gisre den toilelos og laſte—
fuld, og derved fierne den fra det Maal, ved hyilket
den nu er faa ner! Ved flig Langſomhed vil den til
voxende og allerede vorne Ungdom vennes fra al Re—
ligion, tilbannes Begieringers og Lidenſkabers og
Laſters Herredomme; og ve os da, om vi, ſom
Oldinger, ſkulle flade imellem diſſe, naar de ere
blevne Mænd, og en Nyſtelſe paakom det Hele!
Nei, min Ven, hvo ſom vil Menneſkehedens Vel,
han onſke, at der i Skrivter hugges vældig los paa
Fordomme; thi Tiden er der til at fælde dem; ders
ved vil Preſterne ogſag blive nødte til at gage frem i
deres Foredrag; fra en dobbelt Side vilde Menne—
ſkerne da vindes for ſand Dyd og Religion; Sagens
Natur medforer vel, at nogle mage derved ſaares;
men naar er noget betydeligt Fremſkridt giort heri,
uden at en Deel ere blevne ſaarede baade til Kriſti og
til Luthers Tider.

Naar Baſtholm da ſetter den af ham anbefalede
Klogſkab deri, at man langſom og vaerſom og tifors
merkt undergraver Fordommene; ſag er denne Klog—
ſkab upaſſende til vore Tider; og efter denne Regel,
af hvilken det ſidſie Led var upaſſende, det mellemſte
übeſtemt, og det forſte af ham ſelv ſiden efter tildeels
ophævet, bedommer han dog nu Side 9 og 10 Op⸗
lysnings Skribenterne, og ſiger om dem: „de gage
ikke vaerſomme, men offentlig til Felts; det forſte
giorde Kriſtus“ (han giorde ſandelig ogſaa det ſidſte,

og

352

og jeg gad ſeet paa den, der turde negte det). „De
forbittre den veltenkende, kun de Letſindige
vinde de.“ Gud! hvor Fan denne ellers ſaa velten—
tende Maud. dømme ſaa haard om faa mangt et ædelt
Menuueſke, ſom Oplysningens Befordrere . vinde!
mon han vilde ſige dette lige i Oinene til hver den,
ſom vilde tilſtage ham lige i Oinene, at han er vun—
den? „Som de begynde uden Klogſkab, fan gage
de frem uden Sindighed, lee, tale Magtſprog, hud⸗
flette anderledes Tenkende, udove ikke Tolerance,
uagtet de præfe den, indvikle fig i perſonelle Stri—
digheder, og udøfe Galde over i mange Henſigter
fortiente Mænd, ſom kunde være deres Fædre i Ab
der og Indſigter.“ ,
Jeg har allerede ſagt dig, at jeg forfvarer kun
Sagen ſelv, for faa vidt den er god; men ikle Per—
ſoner; og allermindſt Repertsren, til hvilken hau
iſer ſynes at ſigte; da jeg tilſtager dig, at jeg, i Hen⸗
ſigt til hans Repertorium, vilde hverken i det enkelte
eller i det Hele have forholdt mig, ſom han har for⸗
holdt ſig. Derſom du derfor undtager Repertoren,
og derpan ſammenligner diſſe Beſkyldinger mod alle
yngre Oplysningsmend i Almindelighed med hin til
deels ophævede, tildeels ubeſtemte, tildeels upaſſende
Regel; hvad kan du da anſee alle diſſe Beſtyldinger
for? ſandelig ikke grundede, ſom man kunde have
ventet af en Baſtholm! Er her vel en eneſte Beſtyl—
ding nævnt, ſom ikke kan belegges med et virxkeligt
Faktum 1 Kriſti og Luthers Forhold? ſkal da det,

fem paa hine Tider var rigtigt, (hvilket man vift
nok

1

353
nok paaſtaaer) være urigtigt d vore Tider, faa bor
man idet mindſte viſe den Forandring af Omſten—
digheder, ſom giør det forhen Rigtige til Urige
tigt nu.

Hvad vil han detsuden ſige med det, at udoſe
Galde over i mange Henſigter fortiente Mænd, ſom
kunde være Fædre i Alder og Indſigter? fordi de ere
Fædre i Alder og Indſigter, kunne de derfor ikke
feile, og de yngre ikke, fordi de ere yngre, indſee
hines Feil? fordi de ere i mange Henſigter fortiente,
kan der ikke derfor nok gives den Henſigt, i hvilken
de ei alene ingen Fortieneſte have, men endog afſted⸗
komme Skade for det Almindelige? og mage de
yngre, fordi de ei endnu ere fortiente, ikke ſoge at
forebygge den Skade, ſom de Ældre, uagtet al
deres Fortieneſte, dog kunne afſtedkomme? mage de
yngre ikke viſe deres ældre, fortiente Medborgere
til rette, naar hine ſee, at diſſe feile? ikke ſige dem
lydelig deres Feil, naar det ei virker, at de ſiges
dem ſagte? faa er ſandelig Alder og Fortieneſte pris
vilegeret til at maatte feile og ſkade upaatalt; ſaa
bliver den fortiente Mand, juſt fordi han er fortient
en afſtyelig Deſpot; og faa maatte den tilſtundende
fortiente Mand, for ſin egen og for ſine Medborgeres
Skyld friſtes til at onſte, at der ingen fortiente
Mænd havde været til for ham.

De lee, de hudflette, de udsve ikke Tolerance,
ſiger han! Nu ſaa gad jeg dog vidſt, hvo der kunde
bare fig for at lee, om man ſage en indbildſk, pha⸗
riſciſt, og dertil i Dommekraft bea indſtrænket

Juni 1796. 3 Pra⸗

354

Præftemand at indtage med Bram en ham ganſke
uvedkommende Taleſtol, for at forfegte, for yderſt
blandede Tilhorere af alle Stillinger i Livet, en, i
vor Tid mere forkaſtet end antaget, Sandhed paa
faa uſſel en Maade, at den juſt derved maatte drages.
af enhver Uſtuderet, ſom ei endnu tvivlede om den,
i Tvivl; og — om man ſage ſligt Menneſte, efter
ſaadan en taleriſk Fægtning i Luften, at ſammenvave
offentlig paa Prænt en endnu uſlere og ynkeligere
Bev! Hvso der kunde bare fig for at lee, om han
fane ſligt, han holdtes uden Tvivl tilbage fra Latter:
blot ved den ſorgelige Betragtning over hans Tids⸗
alders, enten Bigotterie eller Letſindighed, at Men—
neſterne ei endnu, enten ikke kunne, eller ikke ville
indſee det elendige Goglerie, ſom lage i flig Adfærd,
Og nu vil jeg fpørge dig, om man faac ſligt eller
noget lignende; (men hvor meget ſteer ikke i vore
Dage, ſom ligner ſligt?) om man ſage, at Oplys—
ningens Forhindrere ginge uden for deres egen, og
trængte ſig ind i andres Virkekreds; kunde da nogen;
ſom ei var ligegyldig for Oplysning, taale dette, og
burde han taale dette upaatalt? og naar nu intet,
- uden den rene ſkicre Sandhed, ſagdes Oplysningens
Forhindrere for flig og anden ubillig og uanſtendig
Adfærd; var da det, at ſige flige Sandheder, at
hudflette og at være intolerant? men hvis det kunde
kaldes Hudfletning, da ſynes mig, at den var for⸗
tient, og at det var Pligt at give den. — Naar
Baſtholm derfor falder det Feil, at lee og at hud—
flette, og at. være intolerant; fan mener jeg, han
å burde

* Sy

355

Burde forſt beviſe, at baade Latter og Hudffetning og
Intolerance vare ufortiente.

Den anden Regel for dem, ſom ville befordre
Oplysningen, og efter hvilken han bedømmer og las
ſter Oplysningsſkribenternes Forhold, fremſetter han
Side 11; denne nemlig: man mag tale til Forſtan⸗
den med ſterke indlyſende Grunde. Dette ſkal efter
Side 12 ſkee: „ved at underſoge med philoſophiſk
Aand det, ſom man anſeer for Forfalſkninger; ved
at prove dem efter kritiſke og exegetiſke Regler; ved
at viſe af Kirkehiſtorien deres Indſuigelſe, og redelig
at fremſette, hvad der kunde ſiges for og imod.“
Dette er nu rigtigt nok; men herved finde dog flere
Sporgsmaale Sted, nemlig: — til hvis Brug ſkal
ſlig Fremſettelſe ſkee? ſkal den ſkee til Almuens Brug?
den kan dog nok ikke folge med i flig Underſogelſe,
fordi denne fordrer for mange Forkundſkaber? ſkal
den ſkee til de tilſiundende Folkelgreres Brug, faa
ſkal den dog vel kun ſkee i de Tilfælde, i hvilke intet,
eller i det hoieſte intet fyldeſtgisrende er arbeidet
forud? thi ti de Tilfælde, i hvilke der af andre er
arbeidet med Held forud, bor man gisre fig bekiendt
med dette Arbeide, prove og veie det; og, naar
man finder det, efter. flig Provelſe, overbeviſende
rigtigt, blot fremſette den fundne Sandhed ſelv, og
i svrigt henviſe til det, ſom er i dette Stykke arbei⸗
det forud. Derſom Videnſkabsmanden itke bærer
fig ſaaledes ad, men vil allevegne gaae den befværs
lige langſomme Gang, ſom den maa gage, der forſt
beſtrider en Fordom og finder en Sandhed, uden at

3 2 tage

356
tage Henſyn paa det, ſom virkelig allerede er enten
beſtredet eller fundet, faa vil han ſpilde fin Tid med
overflodigt Arbeide, vil blive ſtagende der, hvor hans
Forgiengere i Videnſkaben bleve ſtagende, vil ſielden
komme til at række over dem i Indſigter; thi en
Mand behøver flere Aar til, uden Forgianger, at
underſsge en Sandhed, for han kan komme til Vis—
hed om dens Rigtighed; behøver undertiden at fylde
hele Bind for at viſe hans Ideegangs Udvikling ved
Sandhedens Opdagelſe; men haver han derimod
havt lykkelige Forgicngere, faa kommer han ofte i
ligeſaa mange Dage, ſom hans Forgiænger kom i
Aar, til overbeviſende Vished, og er ofte iſtand til
at beviſe den erkiendte Sandhed tilſtrækkeligere pag
faa Gider, end hans Forgiænger paa mange Ark.
Dette har nok Baſtholm ei betankt, da han ſkrev
Side 12 og 13 om diſſe Skribentere i Fleng: „de
opſnappe ikkun vore Tiders nye Ideer og give dem
halvfordsiede fra fig; de have ikke ſelv Lys, og hvor;
ledes kunne de da meddele andre et Lys, ſom de ikke
felv have? deres Fremgangsmaade er uværdig og
uhenſigtsmaſig; i hoi Grad uforſigtig og ubeſindig.“
Skulde den Mand, ſom ellers er ſaa overmaade
fordeelagtig bekiendt for hans ſaare liberale Tenke⸗
maade, have dømt i Fleng faa haardt, hvis han
havde betenkt, at denne af ham her fremſatte Frems
gangsmaade til at give indlyſende Grunde (nemlig ved
gat viſe Fordommenes Ugrund i deres Oprindelſe) ikke
er den eneſte, ei engang den ſikkerſte til Fordommes
p Ud

357

udroddelſe, og Sandhedens Opdagelſe og Stad⸗
feſtelſe?

Virkelige Fordomme ere i Menneſkets Forſtand
virkelige Vildfarelſer; men da Vildfarelſe er Sand—
hed modſat, fan udelukker og fortrænger den ene den
anden af Menneſkets Forſtand, og den ene indtager
den andens Plads. Man behøver følgelig ikke at
begynde med at beviſe en Fordoms Ugrund i fig ſelv,
for at fage den til at falde; thi kiender man den,
flig Fordom modſatte, Sandhed, da behøver man
kun at fremſette denne og at beviſe den; ſaa falder
Fordommen af fig ſelv. Enhyver vil tilſtaae, at,
naar en Sandhed er engang opdaget, det da er lettere
at tydeliggiere Grundene for Sandheden, end at
tydeliggiore Ugrundene i Fordommene; dette flyder
af Tingenes og Menneſtets Tankegangs Natur.
Derſom nu dette ei kan negtes, ſaa kan det ei heller
negtes, at man, ved at udrødde Fordomme, bor
forſt (hvis Menneſkerne ei ere for ſovndyſſede til at
kunne eller at ville give Agt paa Sandheden) fremſette
den, Fordommen modſatte, Sandhed; derpaa Grun—
dene for den; derpaa forkaſte ligefrem Fordommen
og viſe dens Ugrund i Sammenſctuing med Grundene
for Sandheden. Jeg vil laane et Exempel af Baſt⸗
holm ſelv Side 18 og 19; dog uden af ville afgiore
noget for eller imod det, ſom deri er Sandhed, da
jeg haver egentlig her ikke med Religionen at giore;
men kun med den Maade, paa hyilken rigtig Kund⸗
ſtab i den ſtal fremmes.

3 3 De,

358

De, ſom anſee Kirkens Lære om Jeſu⸗ forſo⸗
nende Dod for en Fordom, de gage en dobbelt Vei
for at udrodde den; — de gage den, ſom Baſtholm
anviſer, i det de ved eregetiſk kritiſk Underſogelſe med
philoſophiſk Aand ville beviſe dens Ugrund, ſom de
mene; — de gage ogfaa den anden Bei, i det de
fremſette og beviſe Sandheder, hvilfe, ſom de ſige,
ophæve ligefrem hin Lære. De beviſe nemlig: —
"Gud kan ikke forandres, ikke vorde vred
eller mild; thi faa maatte hans Salighed ophøre,
da der var hvert Oieblik Aarſag for ham.til at vredes
over dette eller hint Menneſke; eller rettere: han
maatte paa cen Gang og i ſamme ODieblik være altid
vred og altid blid; fordi paa cen Gang og i ſamme
Hieblik ſteer af Menneſkerne utalligt ondt og utallige
godt. Han kan da ei vredes over Menneſkernes
Feil! — Men han bor ei heller kunne
vredes; thi hvori ligger fornemmelig Aarſagen til
Menneſkernes Feil? i den Legems Bygning og i Des
ſtanddelene af det Blod og de Vedſker, de. fik; i
deres Anlæg til ſtorre eller mindre Forſtands Evner;
i den mere eller mindre, tidligere eller ſildigere Dan—
nelſe, ſom diſſe Evner fif; i den Levemaade og Foͤde,
de fif, i de Exempler de fade; i den Omgang, de
havde; i de Omſtendigheder, under hoilke de befinde
ſig. J alt dette, ſige de, ligge fornemmelig Mars
ſagerne til Menneſternes Feil; og faa ſporge de:
hvo, uden Gud, lagde Tingenes Gang ſaaledes, at
diſſe Aarſager beſtemte Menneſkerne til at feile? men.
lagde han Tingenes Gang ſaaledes, bor han da kunne

vre⸗

950

tredes over Menneſkenes Feil? eller: da Tingenes
lagte Gang, uagtet den, overenſtemmende med Mens
neſkernes indſkrenkende Natur, medfører af de feile,
dog tillige ogſaa medfører, at deres Feil efterhaan—
den rettes, og de folgelig dog ſtige efterhaanden til
ſtedſe ſtorre Fuldkommenhed og Lykſalighed, bor han
ikke da blive, endog ved alle deres Feil; altid den
ſamme? — Det er aabenbart, ſige de endelig,
at han virkelig ei heller vredes; thi des
res Feil ſtraffer han vel, ſom man kalder det; —
men diſſe Straffe ere naturlige Folger af Feilene; de
forøges ſkridtviis og med Maade; ere altid Midler
til enten at hindre Menneſkets Forverrelſe eller at
fremme dets Forbedring; — og tillige ere de altid
ſaaledes, at det Gode, ſom Menneſket nyder, altid
overveier det Onde, ſom han foler, at han lider,
kun at han altid gav Agt nok paa det Gude. J det,
ſom vi kalde Guds Straffe, ſporer da den Tenkende
intet Tegn af Vrede hos Gud.

Og nu giore de Slutningen: Gud kan ikke
vredes; han bor ikke kunne vredes over Menneſkernes
Feil; han vredes virkelig ei heller; thi ſkiont der
paa deres Feil følger altid det, ſom vi have vænnet”
os til at falde Straf; faa vidner dog denne Straf
om bare Viisdom og Godhed i Gud; det behsves
derfor ikke, at han forſones, han kan derfor ikke
forſones; følgelig, ſige de, var Jeſu Dod ikke efter
jsdiſte Begreber forſonende.

Man vil dog nok neppe kunne negte, at ſlig
Fremgangsmaade (eg taler her blot om Fremgangs—

3 4 maaden

860

maaden i fig ſelv, og ikle om hin Lære, ſom jeg
efter Baſtholm valgte blot ſom Exempel ſor at viſe
Fremgangsmaaden) medforer de ſterkeſt indlyſende
Grunde til at forkaſte en Fordom; og at følgelig
Baſtholm ci har Ret, naar han fordrer udelukkende
den af ham foreſlagne Fremgangsmaade.

Herved bor jeg endnu tilføje et par Anmerk—
ninger over Baſtholms yttrede Mening om Fordom—
mes Gavnlighed. Han mener nemlig Side 16: —
man bor lade Fordomme, f. E. Landeplager ere
Straffedomme, ſtage, indtil Mængden har naget
den Kultur, at den kan ledes ved edlere Beveggrunde.
Denne hans Mening grunder fig paa urigtigt Begreb
om Almnens Handlemaade og om Fordommes Na—
tur i Modſetning mod Sandhed. Handlemaaden
er, ſom jeg for har anmerket, yderſt konſeqvent hos
hoert Menneſke, der ſtager lavt i Kultur; følgelig
ogſaa hos Almuen. Troer den, f. E. at Landepla—
ger ere Straffedomme; faa giar den intet, uden at
faſte, bede, laſe, ſynge og ſukke i Lediggang, for
derved at afværge Plagen; men juſt derved forøger
og forlænger den fin Elendighed, i det Sted at den,
naar den inbfeer fin Fordom, vil arbeide paa, at
Plagen maa ophøre, og vil virkelig faae den til at
ophore. — Han mener tillige ſamme Side 16, at
virkelige Sandheder, f. E. at der er et Forſyn, kunne
ogſaa, ligeſaa vel ſom Fordomme, giere ved Miss
brug Skade. Men herved betenker han nok ilke:
at virkelige Fordomme, det er Vildfarelſer, giore,
og maa ifølge deres Natur giore, mere Skade, end

Gaon,

361

Gavn, og giore, jo aldre de borde, altid mere
Skade, og tillige altid mindre Gavn; virkelige Sand—
heder derimod gisre, og mage ifølge deres Natur
gisre, altid mere Gaun, end Skade; og jo ældre de
vorde; des lyſere vorde de ogſaa; følgelig ogſaa den
Skade, de tilfaldigviis giore, altid mindre, og det
Gavn, de udvirke, altid ſtorre. Men er dette en
Sandhed, ſom nok hverken han, eller nogen For—
nuftig vil kunne negte, faa er det ogſaa en Sand—
hed: det ſtorre Gaun bør altid foretrokkes for det
mindre; og den mindre Skade altid vælges frem for
den ſtsrre; følgelig Fordomme altid udroddes, ſaa—

ſnart der gives virkelige Sandheder, ſom man kan
ſette i deres Sted.

Han beſkylder videre Oplysnings Skribenterne

Side 13 og 14: „De rive ned, for de have bygget
noget bedre; de udplyndre deres Medkriſine, før de
have givet dem noget andet til deres Veiledning og
Roliggisrelſe; og — Side 17, „de begynde bag
fra.“ Jeg kan ei negte, at jeg undrer mig, at
denne ellers fænfende Mand vilde henſette den ube—
qvemme Lignelſe, ſom han Side 14 i Anledning af
den forſt anførte Beſtylding bruger; han ligner nem—

lig Oplysnings Skribenterne ved en Übeſindig, der i
Fold Vinter river fin Ven de gamle Klæder af Krop⸗

pen, fordi de ei ſynes ſmukke eller varme nok. Rø:

get er dog altid bedre end intet; og, da der intet -

Forhold er imellem Noget og Intet, faa maatte
baade den, ſom rev Klæderne af fin. Ven, og Vens
nen, ſom lod dem rive af fig, den forſte uden at

35 giver

N

362

give, og den Sidſte uden af fane noget andet igien,
begge være Galninger. Hvor let vilde Oplysnings'
Gfribenterne kunne vende Lignelſen om mod ham felø:
og ſige, at Oplysningens Forhindrere indhylle med
deres Fordomme Almuen i vaade og ſmittede Kleder,
love den, af diſſe, Varme, uden at den behover at
røre fig for at vorde varm og, ligeſom ſamvittig⸗
hedsloſe Qvakſalvere, ſmigre den med en unaturlig
og falſk Forhaabning ſaalange, til den under denne
givtige Indpakning hendyſſes i Dale, og i Dvalen⸗
qva les.
Det ſynes i svrigt, at denne ellers tenkende

Mand, har, ved at giøre den Beſkylding, at de
„rive ned uden at have bygget noget bedre, og —

begynde bag fra,“ ikke overſtuet med det ham ſed—

vanlige omfattende Blik Menneſkets, Religions His
ſtorie; og — ei heller tænkt paa, hvilke Sandheder,
der ere i almindeligt Omlob, uagtet en uhyre Mængde

Fordomme ſynes at ſkiule dem.

Den almindelige Religions Hiſtorie viſer, at
de vigtigſte Sandheder i Religionen og Sadeleren
have været kiendte og fremſatte for de fleſte Oſterlen—
dinger 5 til 600 Aar, for Kriſtus fødtes; ja endnu
langt, langt tidligere efter uforkaſtelige Vidnesbyrd.
Tenk dig, for Exempel, min Ven, den Religion
og Moral, ſom Soroaſter 600 Aar for Kriſtus
lærte! uagtet den indeholdt utallige Fordomme, faa"
inicholdt den dog ogſaa tillige iblandt andre Sands
hcier folgende — i Religionen: Gud er en eneſie,
uſtab⸗, evig; god, Skaber af alt, og Aarſag til

alt

363

alt det gode, ſom ſkeer; en Dievel, ſom er Aarſag.
til alt det onde, ſom ſteer; gøde og onde Engle;
Menneſtets Frihed. og Syndefald; Dievclens Fri—
ſtelſer, og at diſſe kunne modſtages ved Bon; de
Dodes Opſtandelſe; Paradis og Lon for de Gode;
Helvede og Straf for de Onde. Diſſe Lærdomme
findes uimodſigelig i hans Religion! — og i Mos
ralen folgende: Grunden til al Sadelighed beſtaaer
i Reenhed eller Uſkyld i Tanker, Ord og Gierninger;
Orden og Dyd er den eneſte Betingelſe, under hvil
ken hvad, ſom er godt, ſkal opnages af Menneſtet;
man bor ſtye ondt lige indtil i Tanker; derfor under⸗
trykke hovmodige Tanker, Vre og Pengegierrighed,
umaadelig Higen efter re, Rigdom og Hoihed.
Ord bor være faa rene, ſom Tanker, derfor bor
Spotterie, Forhaanelſe, Bagtalelſe, Logn ſkyes.
Handlinger bor ogſag være rene, derfor ikke giore
ondt, ikke underſtotte dem, ſom giore det, ei engang
være faa nedrig, at ville være et taus Vidne til at
andre gisre det; derfor ikke forſtyrre Fred og udſage
Uenighed; derfor ikke være umaadelig, utaknemme—
lig, ikke liderlig, og losagtig, ikle uden Bluferdig⸗
hed, ikke undertrykke andre, ikke vidne falſtt, ikke
drikke fig drukken. Derimod befales det, at giore
Vel, at vere de Fattiges Ven, de Undertryktes For—
ſpar; for alting ikke at ſette en god Handling op fil
den folgende Dag; at det ei er nok at giore Vel,
men at det bor giores med Flid og Klogſkab; at til
give Fornermelſer og Uret, med mindre Tilgivelſen
op⸗

364

opblaſer Fornærmeren og giver ham Mod til at for—⸗
nærme paa nye.

Vil du, min Ven leſe Paſtorets kronede Priis
ſkrivt, ſom er en Sammenligning imellem Soroaſter,
Konfucius og Mahomet, ſom Sekteſtiftere, Lovgi—
vere og Moraliſter, Paris 1788 fan vil du finde,
at jeg ei har ſremſat andet, end et troe Udtog af
hans Religion og Moral, uden at berore de Urime—
ligheder og Fordomme, ſom formorke i øvrigt begge.

Derſom nu den almindelige Religions Hiſtorie
viſer, at al Religions og Sadeleres vigtigſte Sands
heder have, fkiont uubſigelig blandede med og for—
morkede af Fordomme, dog været kiendte og fremſatte
lige fra de forſte Tider af, til hvilke Hiſtorien ræk—
ker. Derſom den tillige beviſer, at lyſe Hoveder,
ſom fra Tid til anden ere optraadte, ſom Religions—
ſtiftere, have, ſaavidt Hiſtorien rakker, ikke egentlig
opdaget nye religioſe og moralſke Sandheder; men
have fremſat de allerede opdagede i et klarere Lys, i
bedre Orden og Sammenhæng, med naturligere og
rigtigere Grunde og Beviſer; have paa den ene Side
bortrevet en heel Mængde Fordomme og Vildfarel—
for, ſom formorkede Sandhederne og giorde dem
ukiendelige; men at de tillige,” ſaavelſom deres Ef—
terfolgere, have atter behangt Sandhederne med nye
og andre Fordomme, ſom befordrede deres egne
Henſigter og ſmigrede deres Lidenſkaber. Derſom
man tillige maa tilſtage, at alle Religionens og Mo—
ralens Sandheder ere nu blandt os almindelig frem—
ſatte og kiendte, om ikke juſt almindelig indſeete; og

det

365

det nodes man dog nok til at tilſtaae, hvis man ei i
modſat Fald vil tilſtaae, at Praſterne mage da i
Aarhundrede have handlet ſom Bedragere og Forræs
dere mod den Almue, ſom lønnede, og fodede, og
tildeels fedede dem; faa er det gabenbart klart: Re—
ligions og Moral-Sandhederne ſtulle ikke før nu
bygges, thi allerede for Aartuſinder ſiden ere de byg—
gede; ja man kunde naſten ſige fuldbyggede; kun at
diſſe ſiolte, indtagende, henrykkende Bygninger ikke
opvakke ærefrygtsfuld Beundring, ikke indbyde Mens
neſket til at benytte fig af dem, fordi de ere omgivne,
formorkede, ſkiulte af en Skov af bemoſede, ſtinkeude
Stotter, og ſkrakindjagende Fordomme! Man rive
derfor kun hine Stotter og diſſe Fordomme ned, og
vogte fig for, at man ikke anbringer nye og ufornødne
Stsotter; og hine Oldtidens ſtolte Bygninger ville
viſe fig høit i deres ædle Simpelhed, ville henrykke
det fordomsfrie Bie, ville tilbyde og give enhver,
ſom havde formedelſt fund Dommekraft en rigtig
Smag, en tilfredsſtillende og fortryllende Bolig.
Men mon det da kan kaldes, at begynde bag fra,
naar man begynder med at rive Fordommene ned?
Den Lignelſe, ſom han Side 18 bruger, nem—
lig at man ei bor rive Stilladſet ned, for Byguingen
er opſat, ville da Oplysuingens Forſparere uden
Tvivl, ikke uden Aarſag, vende imod ham felv og
ſige: man bor ikke med Stilladſer forpallifadere Ind:
gangen til en allerede færdig Bygning ſagledes, at
dens Beboere nodes til at betale Bygmeſteren oven i
Kiobet for at lege Trapper an over Stilladſerne, for

366

dog af kunne komme ind af Tagvinduerne i Bygnin⸗
gen. Rigtigere er det dog, at Bygmeſterne, for at
fane deres Ophold, tage ſig andet nyttigt Arbeide for;
end at de ſkulle ſtedſe leve af at reparere Stilladſerne
og vedligeholde Trapperne over diſſe Stilladſer, da
begge tiene kun til at ſkiule og tilſperre den Indgang,
ſom uden dem vilde være faa frie og faa lys, og fan
begvem og glædende. ,

„Ved at rive dette Stillads ned, ſiger han
Side 20, fkader man Laſerens Rolighed; og jeg
maatte dog ſporge diſſe Skribentere, om de vilde
have pan deres Samvittighed, at de havde forſtyrret
en eneſe god Kriſtens Sindsrolighed?“ Forfatterens
edle Hierte, ſom upaatvivlelig ſlager omt for Mens
neſtevel, miskiender jeg ingenlunde; men desmere
miskiender jeg her hans ſadvanlige Eftertanke og
Dommekraft! Mon han ikke vilde, naar det beho—
vedes, ſelv hielpe til at ſette en Fod af, ſom var
betagen af Koldbrand? og hvorfor vilde han vel
endog ſelv hielpe til? fordi den forte, ſkiont haarde,
Smerte var en Velgierning, naar det kom an paa,
ved den at redde Livet. Hvor mange betog Kriſtus
deres Rolighed? hvor mange hans Apoſtler? hvor
mange Luther? ja hvor mange har han ſelv betaget
deres Rolighed ved hans Forſlag til Liturgiens For⸗
bedring, men ifær ved hans philoſophiſte Breve over
Sielens Udodelighed? Dette er ei loſe Beſkyldinger,
men beviislige Kiendsgierninger. Og mon en For:
dom kan nogenſinde borttages, uden at dens Bort—
lagelſe mag i ſamme Grad forurglige, i hvilken

For⸗

367

Fordommen var rigfig? men mon den Glæde og
Nytte, ſom den erkiendte Sandhed, der traadte i
Fordommens Sted, ſtienker, ikke rigelig giengielder
den Uroe, ſom man følte ved at bersves Fordommen?
Og overalt, min Ven, hvad er dog det, ſom
vi kalde Sindsroe, og ſom Fordomme ſtulle kunne
ſkienke Menneſket? er det vel andet, end Tenkſom⸗
heds Indſtrenkning eller Søvn i egentligſte Mening?
tænk dig, f. E. den Fordom: Landeplager ere Straf—
fedomme! og mon ikke denne Fordom indſkrenker
Menneſkets Tenkſomhed, og med dets Tenkſomhed,
dets Liv og Virkſomhed inden for folgende Grendſer:
— cu fortørnet Gud — Nødvendighed i at under—
kaſte fig Virkningen af hans Fortornelſe, — i at
formilde ham ved Poͤmpgelſe og ved Bedring, hvil
ken ſidſte Fordommen endog dreier næften altid eenſi⸗
dig, ja ofte heel urigtig? Lad Menneſtet derimod
tænke fig Landeplager, fom et Onde, der har fin Aar—
fag i Mangel paa rigtige Kundſkaber, paa nyttig
Virkſomhed, paa gode Indretninger, og paa rigtigt
Forhold af Menneſterne; fra hvor utallig mange
Gider væffes da hans Tankſomhed? hvor fpænder
han da alle fine Kræfter an, for ved nyttig Virkſom⸗
hed at ende Plagen? hvilfet glad Haab beſieler ham
ved af fee Mueligheden i af ende den, og hvor fors
dobler dette Haab hans Kræfterug forøger hans Iver
i at anvende dem? og i det han feer Mueligheden i
at kunne ende fin Plage, og erfarer, at den gaaer
efterhaanden over i Virkelighed, hvor føler han fin
Værd og ſin Lykke, ſom Menneſke! hvor gløder hans
' z glade;

368

glade, taknemmelige Hierte op mod Gud, hyilken
han nu indſeer at være hans blide Velgisrer! —
Men den anden derimod, ſom troer at Landeplager
ere Straffedomme, hvor underkuet, nedtraadt! hvils
ken engſtelig, uvirkſom Vrien under Folelſen af Pla—
gen! hvor vil han ſaa gierne haabe Tilgivelſe og Gud
formildet, men tor dog ei ret haabe dette, for Pla—
gen er ophørt! men hvor fcent vil den ophøre, naar
den uden hans Medvirkning ſkal ophøre af fig ſelv?
Mon dette haus eugſtelige Haab kan kaldes Sinds⸗
roe? men mon ikke alle vigtige Fordomme ere i Al—
mindelighed hinanden lige i deres Virkninger?

„Alt, ſiger han Side 23, ſkal være Fornuft,
reen Fornuft, den eneſte og hoieſte Dommer i alle
religisſe Meninger.” Skal jeg kunne troe, at dette
er Mandens egne Tanker; eller fEal jeg ſnarere troe,
at han af Konveniens har laant dette, enten af Bal
les Praſtevielſes Taler, eller af den elendige Veteran
i philoſophiſk Stymperie, Univerſitcts Journaliſten?
jeg ſiger elendig, thi at kalde ham, ſom ſkrev i Iris
og Hebe fine Tanker om Forſparet for det berygtede
Ordſprog: de mage gierne hade, naar de kun frygte;
at kalde ham for diſſe Tanker et nedrigt Menneſke,
det kunde kun en i Sind og Tenkemaade Elendig.
Jeg ſporger dig, min Ven, er den, ſom vil lede ſig
ſelb ved fin egen Fornuft, utaknemmelig og uſkisn⸗
ſom, ſom Balle ſiger, og efter ham hin elendige
Journaliſt igientager? Religionens Sandheder, ſkulle
de ikke viſes Fornuften, og kun Fornuften glene?
Fornuften ſkal jo give Agt paa dem, kiende 170

E.

364

bedomme dem, indſee deres Rigtighed, adſkille dem
fra Lagn, beſtemme Villien til at antage og folge
dem, giore Menneſket lykkeligt, i det at det følger
dem? Sun Fornuften gior Aabenbaring, hyilken

eening man end forbinder med dette Udtryk, mue—
lig, virkelig, gavnlig! men mon det ikke ſkal være
Menneſtets egen Fornuft, og ikke et andet Menneſkes
Fornuft, der for hvert Menneſke iſer ſtal giøre
dette? ſkal da ikke Fornuften være hoieſte Dommer
for Menneſket; og er den utaknemmelig og uſkien⸗
ſom, ſom vil lade fig lede af fin egen faa kaldte
Fornuft? faa har ſandelig Phadrus Uret, i det han
fordum beklagede det ſkionne Hoved, ſom havde in;
gen Hierne.

Det Exempel, ſom han i Grakenlauds og
Roms Philoſopher opſtiller Side 25, 26, ſom Ves
viis for Fornuftens Utilſirakkelighed, hvor meget
ſynes det at robe (hvad man er ellers vant til at finde
hos en Baſtholm,) Mangel paa et tilborligt omfat⸗
tende og nøie giennemſkuende Hie, for at kunne giore
den rigtige Slutning fra hine Mend til vor Tids
Menneſker. Hine forſtede efter Sandheden for at
opdage den bag det tykkeſte Forhang af Fordomme;
du vil dog tilſtage, at de da herſtende Fordomme
vare langt flere og grovere og frygteligere, end den
nærværende Tids Menneſkers ere i Almindelighed nu,
og at Sandhederne, ſom vare nedgravede blandt For⸗
domme, ſtiont de vare kiendte, vare dog kun af: Faa
kiendte; men ere derimod nu kiendte af mange? du
vil dog nok ogſag tilſtaae, at det er f udgange vans

Junii 1796. Aa fe

gs Erfaring, ſtyrke USED LD ſkicrpe Dom⸗

370
ſkeligere at finde en Sandhed imellem en utallig
Mængde Fordomme, at adſkille den fra diſſe og med
fuld Overbeviisning indſee dens Rigtighed; end at
indſee den, naar den er fundet, naar Fordommene
ere revne bort fra den, og den fremſtilles i fit eget og
rene Lys. Den, ſom har Kundſkab, og Menneſke—
kundſkab nok; har Erfaring og Tydeligheds Gave
og behørig Hvelſe, er jeg vis paa vil kunne fremſtille
utallige Beviſer pan, at endog den rageſte Almue er
iſtand til at bruge ſin Fornuft i Religions Sager ved
Siden af ſlig en Veileder; ſkiont det ſynes for de
Fleſte, at den ikke kan det.

Men hvorfor ſynes det fan? er det fordi, at
den almindelige ſtore Hobs Begreber ere fan rage i
Henſigt til det, ſom hører til Livets Nodvendigheder
og Beqvemmeligheder; i Henſigt til den Maade,
paa hvilken, og de Midler, ved hvilfe diſſe Nod—
vendigheder og Beqvemmeligheder kunne erhverves
og vedligeholdes? dette ere de unegtelig ikke! thi
tænk dig de mange forſkiellige Haandteringer, ſom

ere i Gang blandt den ſtore Hob, og hvor mange

finder du blandt diſſe Haandteringer, ſom ikke fordre
ſteerk Agtpaagivenhed, nøie Eftertanke, Overleg,
Erfaring, Hukommelſe, Dommekraft og Indſigt,

og ſom, uagtet alle diſſe Fordringer, dog leres inds

til Beundring af enhver, ſom er i Læren noget flittig
og har en nogenlunde god Leremeſter? Er nu den

"almindelige Hob i alle diſſe Ting ſkikket til at kunne

være agtſom, have Eftertanke, bruge Overleg,

me /

37%

mekraften og tage kil! Indſigt; ſaa maa ben i andre
Henſigter ei heller være fan rage i Sieleevner, faa
ubeqvem til at kunne bruge fin Fornuft; thi naar

Ens Fornuft har forſt cen Gang faact Dvelfei een

Henſigt, fager den ſnart ſamme Øvelfe i en anden

Henſigt, naar man kun leder den dertil og ei derfra,

— Men Sagen, hvorfor den her i diſſe Ting kan

bruge ſin Fornuft, er denne: Almuen troer ikke, at

den i diſſe Henſigter er af Naturen fordærvet; ikke,

at den hertil kal have anden Kraft af Gud end den,

ſom han har nedlagt i dens Natur, og ſom den fager
ved Underviisning; ikke, at Gud behøvede ſelv at
nedſtige perſonlig paa Jorden for at lære dem dette;
ikke, at der behovedes nogen guddommelig Mellem⸗
perſon for at bevæge Gud til at meddele den Kraft
og Duclighed og Lokke til diſſe jordiſke Haandterin⸗
ger; ikke, at Dievelen kan i ect Hieblik forſtyrre alt,
hvad den i lang Tid kan lere og udrette. Fordi den
i diſſe Henſigter troer intet af alt dette, derfor har
den Mod til at prove, om den har Anlag til diſſe
Forretninger, og Proven viſer, at Anlæg, ſom for—
nuftige Menneſker, mangle den virkelig ikke til alle
diſſe Haandteringer.

Men hvorfor ſynes det da, at Almuen er for
rage til at kunne modtage rigtige Kundſkaber i Reli⸗
gion og Moral? — fordi tykke Fordomme have
nedverdiget den faa dybt i dens egne Oine, ſtilt den
i dens egne Bine fan ganſke ved Folelſe af dens Ans
leg) ſom fornuftige Menneſker, og filt den ved al
For eſtilling om dens eiendomlige og naturlige Værd,

Aa 2 ſom

372 É

ſom den maa nodbendig have, ſom Menneſke 4 ef

ypperſte Vrſens Hine; — fordi dens Wand, følges .

lig ogſaa dens Mands Evner, er kuet af Hoverie af

alle Slag, af Tiendeydelſe og Afgivter til Kirkebe—
tientere juſt ved de tungeſte Tilfælde i dens Liv; af

Afgivter og borgerlige Byrder, ſom ere uforholds—

masſige til dens Fortieneſte, eller Nering og For—

mue; — fordi Folkelgrere og befalede Lærebøger
have holdt og holde tildeels endnu dens Aand ind—
ſkruet i den raae Oldtids ſnevre Forſtandsform; og

— endelig fordi endog en Deel Praſter ſelv blæfe

ſtrax Allarm i det Dieblik, det blot forekommer dem,

at en menneſtkekierlig Haand gior Forſog paa at løsne
en eneſte af diſſe Skruer, for derved at udvide denne
nu alt for ſnevre Form, og giore den mindre tryk
kende. Mon ikke Manden felv hav erfaret, at dette
er Sandhed, og af endog flere end eet Afffum har
blæft Allarm ved hans Forføg ? ;

Efter alt dette vil du, min Ven, lettelig kunne
foreſtille dig:

Hvorvidt den af bam foreſlagne Frem—⸗
gangsmaade med at fremme Oplysnin—
gen kan anſees for at være, efter vore
Tiders Krav, den rigtige.

Den af ham foreſlagne Fremgangsmaade er folgende:

„man ſkal, ſiger han Side 30, berige Publikum

med gøde, og ſunde og velſkrevne Betragtninger over

religisſe og moralſke Sandheder; efterhaanden vilde
det Lys, ſom derved udbredes, fordrive Merket.“

Deels er jo dette ſteet, og deels ſkeer det jo idelig?

men

873:

men hvo bekoſter Trykningen? hvor ſkal Afſetningen
fſtee? hvorledes ſkulle flige Varker komme i Almuens
Hænder? dette er Sporgsmaale, ſom ved dette For⸗
flag mage nødvendig mode ham; thi Erfaring viſer,
hvor lidet flige Skrivter afſcttes iſer til Almuen.
Vilde han herimod atter indvende og ſpare, at diſſe
Skrivter koſte ikke mere, og kunne ligeſaa godt af—
ſettes, ſom Oplysnings Skribenternes Skrivter; faa
vilde dog denne Indvending ikke due; thi faa ſovn⸗
dyſſet, ſom Almuen er ved Fordomme, ved Pligt
arbeide os Afgivter til Kirke og Stat; faa, og endnu
mere, ſovndyſſet var ogſag den jodiſke Almue paa
Kriſti Tid; han vakte den af dens Søvn ved hans
Mirakler, pirrede dens Nysgierrighed, fik den ders
ved til at høre og kiende, og antage hans. Lære.
Men ved hvilket Middel ſkal den ſovndyſſede Almue
nu vakkes og dens Nysgierrighed pirres? ved Mi-
rakler? at den ſkulde lade fig vekke ved foregivne
Mirakler dertil er den dog for klog, og hvo ſkulde
giøre virkelige Mirakler? Det eneſte Middel er, at
hugge aabenbar los paa dens kicre, indgroede For—
domme; de Skrivter, ſom giore dette, de vekke den,
hvis de ei ere for ſtore; de pirre dens Nysgierrighed;
den legger ſammen for at kunne Fiøbe dem, eller
gaaer did, hvor den kan fage dem at høre og leſe;
ved at høre eller leſe dem, lerer den at kiende og fatte
den Sandhed, ſom den ei ſkulde have fattet, hvis
man ei, ved at omhugge dens Fordom, havde vakt
den, giort den nysgierrig. Det forſte af ham fore⸗
ſlagne Middel til Oplysningens Fremme er da, efter
Aa 3 vore

$74

vore Tiders Krav, kun halvt, kun ufuldkomment,
ikke blot ffal man fremſette Sandhederne; men man
ſtal tillige for at vaͤkke Opmerkſomhed paa Sandhe—
dernes Fremſettelſe, hugge gabenbar los pan For—
dommene. Folgelig:

Er det andet Middel, ſom han Side 31 fore—
ſlaaer, ei rigtigt, nemlig: „uformerkt og i Stilhed
bortrodde hvad man troer at være Fordomme i et
Folks Religions Begreber.“ Jeg lader vel være, at
falde den Tro, ſom haves paa de Bøger, der anta—
ges for hellige „og om hvilfen han paa ſamme Side
taler, en Fordom; dog kan jeg ikke lade her uan⸗
market, at det Exempel, ſom han derved opſtiller
i Luthers Fremgangsmaade, er ikke paſſende; thi

Tiderne, og Omſtendighederne, og Meuneſternes
Aands Evners Udvikling, ere ganſke andre nu, end
de vare da.
Ved det tredie Middel, ſom han ogſaa Side
31 foreſlager, nemlig: „uden Kunſt og Skiul at
beſtride ſaadanne religiſſe Meninger, ſom man aus
ſaae for falſte og ſtadelige; men at beſtride dem alene
paa Latin,“ kunde jeg neppe holde mig fra at fole
Uvillie imod denne Tanke af en Mand, ſom jeg ellers
faa meget agter. Hvorfor' ſtrev han ikke ſelv paa
Latin diſſe hans Tanker? Hvor mangen en Mand,
ſom i mange Aar har været borte fra al Leilighed til
at tale og ſkrive Latin, vilde føle det vanſkeligt efter
faa lang Tid at udtrykke fine Tanker fuldkommen og
noiagtigt i dette Sprog; og dog derfor kunne maa⸗
ſtee være en langt ſtorre og fundere Teuker, end den,
ſom

875

ſom kunde ſkrive det meſt flydende Latin? og Fulde:
nu denne derfor afholdes fra at fremſette de lyſere
Tanker, ſom vare erhvervede ved 20 til 30 Aars
Grandſkning og Erfaring? hvo vilde detsuden for
legge diſſe Skrivter? til hvem Afſetningen ſkee for at
vorde ſkadeslos? Hvilken Regiering kunde taales med
god Villie, ſom vilde paa en fan deſpotiſk tyranniſt
Maade undertrykke Menneſkets vaſentlige Rettigheder.
til at meddele andre Lys og at modtage Meddelelſen?
Derſom Tankeren ſkulde, ved at rette Fordomme,
blot turde ſkrise paa Latin, faa var den ſaa kaldte
egentlige Lærde udelukkende privilegeret til at maatte,
gisre Fremſtridt i rigtige Religions Indſigter, og
den faa kaldte Ulærde fordømt til at lade fig ugic med
hvad han hidtil havde havt, og med hvad hans Lærer
vilde herefter tilmaale ham af det bedre. J egent⸗
ligſte Mening var han da giort umyndig, og hans
Lærer ſat ham, ikke til Raadgiver, men til enerag—
dig Formynder. i
Danſte Skrivter ere detsuden ikke det eneſte
Middel til at bringe nye Religions Meninger i Om⸗
lob; engelſke, franſte, tydſte Skrivter giere det
ſamme, endog de, hvis forſte Hiemced er fornem—
melig at more. Ja endog Tydſkerne ſelv, ſom om⸗
plantes paa fremmed Grund, hvilfe Meninger uds
brede ikke de blandt alle Klaſſer af Menneſker? og er
det Exempel vel uhort, at en Snog af tydſe Profes—

for, er bleven indkaldt til et fremmet Univerſitkt, og,

har i Begyndelſen hugget i fit Foredrag uudſigelig
los pax Fordomme; men har ſiden hylleriſk ſkaaret
Aa 4 Kap⸗

$76
Kappen efter Veiret, og hiulpet til at opbygge de
Fordomme; ſom han forhen faq vældig nedrev.
Skulde nu det ene forbydes, faa maatte jo, hvis
Henſigten ſkulde naaes, alt det ovrige forbydes med;
men diſſe Forbud, hvor mange, hvor vanſkelige?
Endnu eet! Hvor mangen værdig indfigtsfuld
Mand gives der iblandt den almindelige Hob, ſom
allerede haver afkaſtet mange Fordomme, og ſom
væmmes ved de Religionstaler, ſom holdes af hans
Menigheds ordentlige Lærer, fordi denne, enten af!
Dovenſkab eller af Dumhed, eller af Hyklerie og
Egennytte, ſtager i fit Foredrag ') langt neden for
hin, hans Tilhører i religisſe Indſigter, og ſom
Derfor enten ſoger en mere lystenkende Larers Fore—
drag, eller hvor dette ei kan finde Sted, ſoger Føde
for fin Fornuft i de nyere Skrivter over Religionen!
ſtal nu denne favne den ham fornsdne Føde for hans
til Tenkſomhed vakte Fornuft? og ffal han da let
ingen Religion have? thi de Religionsmeninger, han
vil have, maa han ei fane; og de, han maa faae,
byde ham imod. Og mon da en Stat er bedre tient
med flige Borgere, ſom af denne Aarſag forkaſte al
Religion, end den kunde være tient med dem, naar
de forkaſtede Fordommene, men beholdte dog Væ-
ſenet af al Religion tilbage? Man burde være for⸗
ſigtigere med at giore flige Forlag; thi der gives
Syn for Sagen, at RSS med rettede Religions-
begre⸗

) Tank dig blot Marſtandiſerens daſſende Avertiſſement
1 Anledning af den bekiendte tydſke Prœdiken: Nieht
nach der Mode!

begreber ere i vore Dage ikke faa; man løber vel
efter Bibellesning; men man trænger fig ogſaa til
for at hore Marezoll; og hos ham finder man dog
ingen Fode for nordentlige Lyſter; liden for Indbil—
dingskraften; men desmere for Fornuften.

Saa lidet haus foreſlagne Fremgangsmaade
med at befordre Oplysning for den nu vorne Gener
ration er fyldeſtgisrende i Henſigt til nærværende Tid
og Omſtendigheder; faa lidet fyldeſigior ogſaa i det
Hele den, ſom han foreſlager til Ungdommens Op⸗
lysning.

Han glemmer naſten aldeles Almueſtolerne,
og taler kun om de ſaa kaldte lærde Skoler Side 32
til 35. Hyad ſkal nu ſtee med den almindelige Hobs
Ungdom? ſtal denne bie med at fane fundere Reli—
gionsbegreber, indtil de, ſom i de færde Skoler dan—
nes til Folkelerere, have felv faaet dem; faa ere jo
hin Ungdom imidlertid ſelb voxen? der maa da vens
telig kun begyndes med Bornene af den Ungdom,
ſom nu voxer til; og naar der endog da forſt begyn⸗
des med diſſe tilkommende Bern, faa forſtyrrer man
dog derved deres Foreldres Rolighed; thi de ſtulle
jo beholde deres Fordomme, efterdi man ei bor be—
gynde med at udrodde deres Fordomme nu, imedens
de vore til? — Skal man derimod, ſom det Side
35 ſynes, allerede nu begynde i Almueſtolerne at
fordrive Fordomme eller udelukke dem, og lere blotte
indlyſende Sandheder, faa ſkeer jo det ſamme med de
nu va rende Borns Foraldre, nemlig at deres Ro
lighed forſtyrres? thi jeg vil ſporge dig, min Ven,

Aa 5 hvor⸗

378

Hvorledes ſkal man kunne arbeide i Skolerne paa For⸗
dommes Udelukkelſe eller Udryddelſe, uden at Borne—
nes Forældre merke ſligt Arbeide? Laſtefulde Foral⸗
bre, ſom bryde ſig mindſt om ſand Religion, ere
virkelig meeſt omhyggelige i at folge deres Fordomme;
thi der ſtal dog noget til at ſoyndyſſe deres Samvit—
tighed. Slige Foreldre vilde da let merke hos deres
Born Ringeagtelſe for eller Tilſideſettelſe af deres
Fordomme. Ligeſaa lidet vilde ſligt blive ubemærket:
af gode Forældre, ſom bekymre fig om deres Borns
Fremgang. Begge Slags Forældre vilde da vorde
foruroligede, naar med. deres Born ſkete, hvad ſom
burde ſkee, endog med den ſtorſte Forſigtighed; og
hos deres Born hiemme vilde de tilintetgiore hvad:
der i dette Stykke udrettedes med dem i Skolerne.
Skal Ungdommen derfor oplyſes, ſaa mage For—
dommene hos dens Forældre rives ned, og derved:
ſoruroliges de; maa man derimod ci forurolige For—
aldrene ved at røre ved deres Fordomme, faa maa
inan ci heller oplyſe deres Born og give dem *
Religionsbegreb.

Det var at onſke, at hvad han Side 32 og
33 ſiger om Fremgangsmaaden med Oplysningens
Fremme i de lærde Skoler maatte allevegne finde
Sted. „Naar Lærerne her finde ſaadanne Religions-
meninger, ſiger han, ſom de efter grundig og upar—
liſt Underſogelſe anſce for uſande og ſtadelige; ja for
1 ſande alene, om de endog vare uſkadelige; da er
bet deres ubrodelige Pligt, at viſe dem, de ſtulle

hetlebe fil at blive andres nere hvad der er Sand:
hed,

379

hed, og hvad der er Vildfarelſe; at forelrgge dem
de Grunde, der ere for eller imod enhver Mening;
at viſe dem, paa hvad Side Overvegten er; thi diſſe
Embedsmend, hvad enten de danne Lærere for Kir—
kerne eller Skolerne, blive ilke lønnede af Staten for
igiennem alle de tilkommende Lærere, de danne, at.
udbrede Løgn og Vildfarelſe.“

Nen naar han derefter legger umiddelbar til,
at Skolelærerne bor indffiærpe dem, de opdrage til
Lærere, de Klogſkabsregler, ſom han har fremſat,
paa det de fulde ei falde ide Feil, ſom han. haver:
dadlet hos vore Tiders Skribentere; «fan er du uden:
Tvivl af det Foregagende bleven. overbeviift om, at:
diſſe Klogſkabsregler ikke paſſe fig til vor Tids Om
ſtendigheder, og at de kun bor folges af en Reli⸗
gionstaler da, naar han er nye i fit Embede, form
Religionslærer, og ikle kiender den Menighed, for
hvilken han taler, ei heller er kiendt af den. J dette
Tilfælde bor han ikke gage gabenbar til Felts imod
religioſe Meninger, fordi han da ei veed, hvorvidt
det der behøves; ei heller veed han, om man, for
at ville høre ham at beſtride indgroede kicre Fordom⸗
me, haver Tiltroe nok til hans Indſigter, i at funne:
nedrive det, ſom han paatager fig at nedrive, og i;
dets Sted at kunne fremſette noget bedre.

J vorigt bor Folkelereren, ogſaa ſom Reli
gionstaler, nedbryde enhver religiss Fordom; thi
han er, ligeſaa lidet ſom Skolelæreren, lonnet for
at udbrede Løgn og Vildfarelſer. Men det ſorſtager
fig, at, ſom der ſtal bruges Klogſkab ved alt 15

om

380

ſom ſkab ykkes, fan bor ifær Religionstaleren bruge

Klogſkab ved at nedbryde ved ſine Taler Fordomme;
han bor nemlig ſee paa, hvilke Tilhorere han har;
beflitte fig paa den yderſte Tydelighed og Fattelighed;
for at fane denne heller opofre Pynt, uden derfor at
være plat; fremſette den Sandhed, ſom er Fordom—
men modſat; naar den er ſat, viſe Fordommens
Ugrund tydelig, dog anſtendig og ſtaanende; og,
da Fordomme ſaaledes, ſom Sandheder, ere Fiædede
i hinanden og flyde, den ene af den anden, faa bor
han ikke beſtride alle paa een Gang, ei heller ſtrar
den, paa hvilfen alle de svrige grunde fig; men forſt
de, ſom ſtage i Fordommenes Kicde nederſt, og ſiden
ved fif Embedes Fortſettelſe gage ſtedſe videre. Dette
troer jeg, er den Klogſkab, ſom kan fordres af en —
Religionstaler. Hvor mange Fordomme mener du,
min Ven, vilde allerede være heugangne til Forglen⸗
melſe; hvor megen fund Religions Kundſkab vilde
være i almindeligt Omlob hos den ſtore Hob, hvis
Religionstalere havde ſiden Reformationen gaget
denne Vei?

Du vil dog nok ikke ſige, at hvad jeg her fri:
ver om Folkelcrerens Klogſkab ſom Religionstaler
modſiger, hvad jeg forhen har beviiſt om Oplysnings⸗
Skribentens Fremgangsmaade med at hugge los paa
Fordomme. Hin kan ikke gage frem, ſom denne;
ligeſaa lidet ſom en Spiſevert for et ſluttet Bord kan
fremſœtte for fine Gieſter ſamme Retter og ſamme
Mangde af Retter, ſom den, der holder et offentligt

Spiſeqvarteer. Den forſte ſoger at kiende hans Gie⸗
ſters

381

ſters Smag og Levemaade og Sundheds Tilſtand,
han veed, at de ville have deres Hunger ſiillet. ved
haus Bord, derfor indretter han Retterne ſelb, og
Mængden af dem efter deres Smag og hidtil brugte
Levemaade, og er han en klog og ſamvittighedsfuld
Vert, da dreier han efterhaanden ved Vanen deres
Smag hen til den Mad, ſom er deres Sundheds
Tilſtand i det Hele tienligt. Den Spiſevert der—
imod, ſom holder offentlige Spiſeqvarteer for alle,
han fremſetter alle Slags Spiſer, uden Henſyn til
nøgen Gieſt iſer, og han lader det være Gieſternes
egen Sag at vælge, hvad de helſt ville, det, ſom er
tienligt for en ſterk, eller for en ſvag Mave, det
ſom enten meſt kildrer Ganen, eller tiener meſt Sunds
heden; og, fordi hans Bord er offentligt for alle,
vilde han handle urigtigt, hvis han ikke havde pas—
ſende Mad for alle, da alle vente, hver for fig, at
finde det, ſom hver attrager meſt. Saaledes ogſaa
Religionstaleren i Sammenligning med Religions
eller Oplysnings Skribenten ved at nedbryde For⸗
domme og fremſette Sandheder; hin ſeer ved hans
Foredrag paa hans Tilhsreres Omſtendigheder;
denne feer ikke paa Leſeren, men kun paa Sandheds
Foredrag, og lader leſe, hvo ſom laſe vil.

J hoi Grad forundrer jeg mig over haus For—
ſlag tilſidſt Side 35, hvor han ſiger: „Naar Folket
var beqvemgiort til at modtage Oplysning kunde Re⸗
gieringen nedſette en Kommisſion for at igiennemgage
de nu værende religioſe Meninger, og lade af Læres
bøgerne udſlette de Lrdomme, ſom befandtes at

, være

382

være baade fornuft⸗ og ſkriotſtridige.!“ Sag ere bi
da ci endnu komne langere, end at vi troe, at en
Regiering i en Stat ſkal foreſkrive Menneſkets fæns
kende og frie Aand, hvilke religioſe Meninger den
man have, eller ikke habe? Hvo fkal da ſige Re—
gieringenz naar det Tidspunkt er kommet, da ſlig
Kommisſion bor nedſattes? og er en verdslig Nes
giering den, ſom har den bedſte Kundſkab, den ffars
peſte Dommekraft, og den dybeſte Indſigt i det, ſom
udgior Bæfenet af al Religion? eller: naar en Res
giering ſtulde i Tiden giore Valg af Mænd til flig
en Kommisſſon, hvad ſtßulde da være den Borgen
for, at den valgt de fordomsfrieſte og ei bigotte
Mend? hvor ofte har man ikke ſeet i en Stat de
geiſtlige Embeders Bortgivelſe (nœſten uden Undta—
gelſe, hvis Embederne ei vare for feede og glimrende)
at overlades til et yderſt indſkraenket og bigottiſt Mens
neſke, ſom Lykken og adelige Forbindelſer har uden
Forſtand ophoiet til flig en Betiening, og ſom paa
den lumpenſte Maade har bidraget til at forderve
Supplikanteres moralſke Karakteer ved af dem at
erkyndige fig om og udſpionere tenkende Folkelcreres
Tanke⸗ og Foredragsmaade, ſamt ſelſkabelige Om—
gang og Forbindelſer? hvor ofte har man ikke ſeet
et indſkrenket, opblaſt og phariſciſk Menneſke at
være bleven fat til Hoved for et heelt Lands Geiſtlig—
hed, og ſom i denne Poſt rev enhver ned, ſom tenkte
anderledes, end han, og kaldte kun dem kicere Bro
dre, ſom tænkte ſom han, og beundrede ham, og

ndbaſunede hans Lov? Og ſat nu, at den Regie⸗
ring,

383

ring, fom vilde ved en Kommisſion foreſkrive en
Stats Borgere, hyilke religisſe Meninger de maatte
have eller ikke have, valgte ſaadanne Menneſker til
at være i flig Kommisſion, hvad vilde vel Folgen
vorde for Statsborgernes Oplysning? hvad Folgen

Tiden for flig en Regiering ſelv? gives der ikke i
Tydſkland den Stat, ſom viſer gienſpnli , hvilke
Folgerne wille vorde?

Du ſcer da heraf, min Ven, at hans fore—
ſlagne Fremgangsmaade med at fremme Oplysningen
paſſer fig ikke til nærværende Tidsalder, naar jeg
undtager deri det, ſom angager de lærde Skoler! -

Og nu, min Ven! du veed, at jeg ikke arbei—
der med den Lethed, ſom mange andre arbeide med;
dog veed du tillige, at jeg arbeider i Forhold til mine
Kræfter og min Tid og mine øvrige. Forretninger
mere, end mange andre, og at mine Arbeider ere
efter min Henſigt; om ei faa vigtige ſom Baſtholms,
dog ei heller ganſte uvigtige for Tenkſomheds Udbres
delſe og Borgerheld. Ikke desmindre tilſtager jeg
dig, at jeg anſeer denne Sag, ſom Baſtholm hiſt,
og jeg her har omtalt, for at være faa vigtig, at,
hvis du gior flig en Brug af dette mit lange Brev,
at det kan komme til hans Kundſkab, og — han,

uagtet hans Side 36 yttrede Forſet, ſkulde ville

igiendrive mig, hvor jeg kan have feilet, eller viſe
mig, hvor jeg ei haver givet fyldeſtgisrende Grunde

nok; da, ſiger jeg, tilſtager jeg for dig, at jeg i

fliget Tilfælde vil offentlig bekiende, hvori jeg bliver
af ham overbeviift om at have feilet, og tilſtage
— mine

i
i

384

mine Feil; men ogſaa yderligere. beviſe det, hol
jeg efter min Overbeviisning troer at beholde Net.

Sang

paa

en værdig Mands Fodſelsdag,

d. 30 April 1796.

Hi den Mand, ſom Retſind pryder!

Han pas ſkionneſt Bane gaaer 3
blidt, ſom Dalens Kilde flyder,
glide hen den Wdles Aar.

Han ej tryllet Svermen hører,
lyſter ei betitlet Navn:

Navn af Menneſke ham rører,
og hans Sid er Jordens Gavn.

Fro han deler ſtille Dage

med en huuslig Danneviv;

edel Fader, kjerlig Mage,

han forſoder Qvindens Liv;

han med virkſom Sjel paaſkjonner,
at vort forſte Kald er Daad;

ſeer han Kummers bange Sonner,
lindrer han den tunge Graad.

VBot⸗

—
5
—

Borgers TCegelov ham pryder:
o! thi han er Krandſen værd 3
Venſkabs Glede Manden fryder:
thi kun Gode han er kjar;
28dle ſigne den blande Dage,
ſom hans Liv til Jorden gav;
og forgredte Skarers Klage
priſe Dyden ved hans Grav.

Held den Mand, ſom Retſind pryder!
Held vor elſkte Broder, dig!

Hor, i Venners Tone lyder

Hjertets Roſt: „Ver lykkelig!“

Hor, fra begge Bordets Rader

toner denne Roſt igjen:

„Lykkelig, ſom Mand og Fader,

„og ſom Borger, og ſom Ven!“

Saſte.

Erindringer fra min forſte Ungdom.
Der er med Hukommelſen en egen Sag. Nogle

Træf kunne vi erindre til den ſidſte Ende af vor Leve—
tid, omendſkient den hele ſpede Alder, da vi have
ſamlet dem, er neſten glemt for os. Dette kommer
af tvende Aarſager: forſt fordi vi have betragtet dem

Junii 1796. Bb med

ge
med Opmerkſomhed, og dernæft fordi vi have for—
talt dem en Tidlang derefter, medens vi endnu kunde
huſke dem. Ved denne Fortælling blive Gienſtandene
ligeſom fornyede i vor Hukommelſe; enkelte Omſten—
digheder glemmes vel; men der bliver dog nok til—
bage, ſom minder os paa det vi betragte ſom Ho—
vedſagen. Saaledes gaaer det mig med adſkillige
Tildragelſer i min forſte Ungdom. Jeg erindrer
kun de Ting, ſom jeg har fortalt til andre, da jeg
var endnu i de Aar, at jeg let kunde huſke dem,
og ſelv tenke paa dem med Fornsielſe, og derved
have de indpræntet fig ſaaledes, at jeg ikke vilde
glemme dem, faa længe jeg har min Bevibdſthed.
At diſſe Tildragelſer have været temmelig markver—
dige, og derfor nok værd at fortælle, endog i de
ſenere Aar, det kan man ſagte tanke. Det var høi:
ligen at onſke, at man meddeelte ſaadanne Træf, ſom
man erindrede af ſin Vox-Alder, da man har
den Boielighed, den Indtrykkelighed endnu,
ſom vel en Tid, ja længe vedvarer, men ſom ſnart
ſtager under en Ledſagerindes, nemlig Kulturens Op—
ſigt. Man vilde derved fane det rigeſte og efterret—
teligſte Bidrag. til Ungdommens Hiftorie, og fee,
hyor forſkiellig den er.

Jag har anfort nogle Exempler derpaa i mine
Skrifter, men det være mig tilladt at anføre nøgle
Træf endnu; ikke ſom de vare værd at fortælles, det
ere de langt fra ikke; men for at viſe, at der ligger
allerede gandſke tidlig den Drift og Attraae til eens

Amel i hvorvel ndannet og vanſkeligen at
for⸗

387

forklare, i et Barns Sind og Siæl, og at det Mens
neſke vil blive lykkelig, ſom i Tidens Længde kom⸗
mer i den Vei, hvor han kan bringe til Modenhed
det, der har været hans allerforſte og ligeſom legende

Beſtrobelſe. Hvorfor ſkeer det dog almindeligen,

at Forældre lægge faa liden Marke til de tidlige Yt⸗

trelſer paa beſynderlig Kierlighed til Syſler, ſom

robe det beſtemteſte Kald til en vis Naringsvei! Da

jeg allerforſt, og forend jeg fik Buyer pan, havde

lært at fæfe i en Almanak, og fad ved min Manu⸗

duktors, min anden Soſters Side, ja ſnart derefter

ploiede alfe de navnfuldeſte Moſeboger fuldkommen

faa raſk igiennem, ſon jeg den Dag i Dag er, har
ondt ved at giore, havde jeg en ſerdeles Tilboielig⸗
hed at fortalle, og om jeg ſkal tale reent, at docere
for Pigerne den hele formidable Genealogie af Pa⸗
triarcherne, Noa Afkom og Iſraels Born. Jeg
holdte ved dermed fra Dag til Dag, og det gik mig
da ogſaa, ligeſom en vis Mand, der lod fig manus
ducere, og ſtrax, da han havde begyndt; tog felv et
andet ungt Menneſke i Manuduction, men ogfag
havde fin ſtore Nod, da den nye Manuducendus
ſpurgte mere, end hans Veileder kunde beſpare.

I min Skolegang var jeg glad ved at underyſſe
de Tungnemmede, ſom vendte ſig til mig, naar de
ikke ret kunde lere deres Lectie. Jeg ſogde en Mre
i at giore den begribelig for dem, og jeg var ſaa
lykkelig, at erhverve nogen Tydelighed og Gave at
lere fra mig. Tidlig mærfede jeg, at intet hielper
en ſelv mere af lære en Ting, end at give andre
Eg Bb 2 Un⸗

; gen han vil giore fin e ved Videnſkaber! Har

888

Underviisning deri. Det bekiender: Docendo dis-
cimus fif jeg ikke faa ſnart at vide, førend jeg ogſaa
ſandede det med mit egen ufuldkomne Exempel.
; Da jeg var hos Wohlert, fandt jeg en bes
ſynderlig Fornøielfe i at tage et Dodningehoved, og
forklare dets forſtiellige Been og diſſes Forbindelſe,
Forhoininger, Fordybninger, Huller, Kanaler og
det ovrige. Naturligviis blev jeg ved denne Art af
et Collegium privatiſſimum over Oſteologien, ved
det, ſom jeg havde leſt mig til hos de Skribenter,
og i Serdeleshed hos en gammel Manuſcriptautor,
ſom jeg havde raadfort mig med. Mon alt dette
ikke tilkiendegav det naturlige beſtemteſte Kald, ſom
jeg havde, til at blive en Lærer? Nogle Born ſys—
ſelſctte fig paa ſamme Maade; men de burde ogſaa
beſtemmes til Skoleholdere, Horere, Rectorer, Præs
ſter og Docenter, ifær naar de i diſſe tidlige Under—
viisninger viiſte den docilis ſolertia, den Beftræs
belſe at gisre ſig tydelig, ſom er dog Siælen af al
Underviisning.

Den Gave af indprente andre, hvad man ſelv
har lært, findes hos faq mange; de fleſte er ikke
for den Umage, der gior for megen Skaar i Ung—

Dommens. fædvanlige Forlyſtelſer. Man ville da ikke

fee fig bedragen, i at tage denne Leg for et Vink af
Naturen. Men naar en Dreng er meget ſtille; naar

han har en Mine, ſom rober, at han har det tykt
bag Hrene, faa bliver Forældrenes Beſlutning ſtrax

denne: han mage ſtudere; han mage holdes til Bo—

hau

339

han derimod Munterhed; fager han fig mange Tirg.
for; kommer han ogſaa vel ud af dem, naar han

ikke bliver lunken, ja kied; har han alletider Ord nok

for fig, til at forklare fig, til at oplyſe fin Mening .
og deslige, faa hedder det: Han mage blive en
Prokurator. *

Jeg har faa ofte ſeet Folk, ſom ved misty⸗
det Syſſel i deres Ungdom ere blevne ulykkelige, da
deres Foreldres Convenance er mere ſeet pag end
Drengens Genie og Lyſt, og hele Fadrenelandet kien⸗
der med mig andre, ſom ere blevne beſtemte til hvgd .
Naturen havde faldt dem F. Saa viſt er det, at
de forſte Yttrelſer mage viſe, hvad for Anlæg der lig;
ger i et Barn.

En ligedan Prøve pan Naturens Beſtemmelſe
har jeg ſeet ien af mine Brødre. Han havde Lyft
til Vandet; han fandt ikke fan flor Behag i noget
Kobberſtik, ſom i de, der foreſtillede Skibe; han
ranede endog Servietter fra min Moder, ſom han
giorde et Seil af, og i Haugen flod undertiden de
valffe Bonner berøvede deres Stotter, da Chriſtian
havde taget dem hemmeligen bort, til Maſt og Rov.

fed denne elendige Takkelage vovede han fig paa

Elbeſtrommen, hvor den har en ſterk Fart, og Bol⸗

gerne ſtundom tumlede gandſke artigen. Han bleb
ogſaa undertiden bortfort af Ebben og af Bondernes
Fartoier opbragt; dog enſede han ikke min Faders ”
alvorlige Forbud og firænge Revpſelſe, men fremtu⸗
rede i fine Eſeapader. n

Bb 3 Han

89

Han blev fat til en Chirurgus, og giorde en.
Reiſe til Grønland, Paa denne lærte hau en Deel
af Navigationen. Han giorde en anden Reiſe fra
Holland til Oſtindien; paa denne ſkiftede han fin
Beſtemmelſe, og blev Styrmand. Chirurgien hengde
han, ſom man figer, paa Væggen; men han havde
godt ved at hænge den hen: ber var kun lidt i den.

Forunderligt er det, at hans ſtore Attraae til —

Ssemandſkabet, dog blev opfylde; at han dog kom
paa Vandet og giorde fir Poſt Wre. Men det er
ikke det eneſte Exempel, at Chirurgien har givet Slip
paa fine Dyrkere, ifær pag dem, ſom ſtedſe have
havt en novervindelig Lyſt til andet i Hovedet.

Da jeg var kommet til Hamborg, fik jeg ſnart
en Foliant til Laans, ſom handlede om alle Slags
Videnſkaber for en Landmand, og kaldtes Johan—
nes Colerus. J denne Bog vare mange Recep—
ter, ſom jeg da allerede, da man Havde ikke tænke
paa min Beſtemmelſe, fandt Behag i at ſkrive ud.
Jeg var en ti Aar gammel, men blev ſnart for mine
Recepter berømt. En Skradder, ſom havde Svind—
fot, brugde et Par af dem, og flere vendte fig til
mig, men at de have havt Nytte af dem, det drager
jeg moren i Tvivl; dog vare de derfor ikke ilde for—
nsiede, da de betænkte, at jeg fErev dem ud af en
tyk Foliant, folgeligen ud af en grumme lærd Bog.

Dog jeg vil forſkaane Leſeren med flere Anek
doter, i det mindſte for denne Gang. Nok, at de
Erindringer, ſom vi have af vor Ungdom, naar de
ikke ofte fortælles, blive med Aarene ukiendelige og

gage

39

gane mere og mere ud, ſom gamle Indſtrifter oz
adelige Vaaben pan Kirkevegge. Kommer tilſidſt
endog dertil en Rorelſe, ſom ophæver Bevidſthed,
faa er det med vor Hukommelſe ſom med de Mure,
hvorpaa de omtalte Vaaben flade: De falde med
Kalken reent ud.

Og dette er en Lykke, mere end en Ulpkke.
Gierne mage man glemme hine forneielige, uſtyl—
dige, moerende Aneedoter, ja den bedre Deel af ſine
Tildragelſer; naar man kun glemmer faa mange
ubehagelige Ting, ſom man har oplevet, og ifær
hvad man ofte har lidt af ufortient Avind og Harme.

; Tode.

En Erindring fra mit 24de Aar.

ȁ denne lykkelige Alder, da jeg vel havde fore
Strabazer, og i Særdeleshjed maatte ofte vaage hele
Uger hos Syge, men for Reſten var Kongelig for:
noiet, og nyttede hvert Dieblik til Gledſkab, og
vidſte at endevende en Ting faa længe, indtil jeg
havde faaet fat paa dens mindre barſke og ubehage—
lige, ja paa dens troſtelige og moerſomme Side —
Herre Gud, Moerſtab var da al den Troſt jeg behs—
vede; Sorg havde jeg intet; om mine Paarsrende
havde Bekymringer, derom brød jeg mig ikke; thi
vi ſtreve hinanden ikke til, faa længe det gik os vel,
— i denne tre Gange lykſalige Alder kom jeg ufor⸗
modentlig til at giore en Reiſe til Sorbe, til en

Bb 4 bd be⸗

392
beromt Mand der, ſom havde en Sygdom ei Hove⸗
det, og hvorom jeg ſtulde give min gamle Lærer og
Huusbonde en noiere Efterretning.

Det var i den bedſte Aarstid, og fordi jeg var
i en lykſalig Lune, faa forekom den hele Natur mig
ſmilende. Virgilius har viſt været ligeſaa for—
noiet ſom jeg, da han ſagde: Omnia nunc rident,
nunc formoſiſßmus annus. Jeg var uſigeligen
fornsiet med denne Reiſe af hele ti Mile; en ny
Skueplads, eller rettere, en lang Skuebane ven—
tede mig. a

Jeg fik ſnart en Bonde opſpurgt, ſom ſkulde
kisre denne Vei hiem. Min Lykke ſorgede for mig,
min gode Lune faldt med Doubletter; denne Bonde
var den fornsieligſte, moerſomſte og meeſt joviale
Fyr, ſom man nogenſinde kunde kiore med, og den
Liighed i Sindelag, ſom han havde Naturgaver nok
at blive ſtrar vaer, drog ham til mig, og mig til
ham. Forunderligt, at Lykſalighedens Born, de
Lyſtige, de Fornsiede, de, for hvilke denne Verden
er et Huus, hvor der holdes Bryllup eg Gilde, der
ideligen lee, ſom om de ſage en ſtor Daarekiſte, at
de ſkal ſtrax kiende hinanden, ligeſom Frimurerne
har deres lonlige Marke. Men diſſe mage dog forſt
ſporge hinanden i Tavshed, og de kan ikke altid
komme til at overbeviſe fig om den Fremmede hører
til Ordenen eller iktfe. Det muntre Sind derimod,
det fornoiede Hierte, den ſpogſalige Siæl er aaben
for Synet, gaben for Horelſen, ja, man kan, faa
at ſige, ſmage dem, thi de nydes ſtrax, allerhelſt

If

393
af den Ligſindede, den Lighiertede, den Lig—
ſiele de. i

Imellem to ſaadanne Perſoner er der en Affi⸗
nitet, en Attraktion, ſom er naſten faa ſtor, font
den der forener naturlige Legemer ved Eryſtalliſation.
Alt Forſkiel af Vilkaar kan ikke ſtage fig imod denne
Tilbpielighed, i det mindſte ikke i de lavere Sten⸗
der. De Fornemme har tilviſſe, ved megen Kamp
og Strid, fra Ungdom af maattet lere at imodſtage
denne Drift, og det ſaavel, at naar de yttre den,
man kan ſtrax fee, det er opdigtet, Men lad mig
komme fra diſſe Ulykkelige til den Bonde, der ſkulde
kiore mig til Sorse. Jeg vil moere mine Leſere
med hvad der moerede mig. Og jeg mage ikke aus
ſtille alt for ſorgelige Betragtninger, uden at jeg
kommer ud af min Humcur, og i Steden for at en
behagelig Erindring opmuntrer mig og gior en gav⸗
nefuld Illuſion, finder jeg, at jeg bliver vranten.

Min Veturino da, — thi faa maatte jeg
nok kalde ham, og aldrig har nogen Reiſende havt
en bedre i Italien — men, for at blive i den gode

phlegmatiſke Orden, min Bonde rappede fig uſad⸗
vanlig til Afreiſen, for endog han ſpagede fig megen
Glo dſkab af denne nye Paſſener. Den hele Vei
ſad han med Kroppen boiet til mig, ſom en Diſcipel
til Gamaliels Fodder. Han ſpurgte om tyſinde
Ting, da han nu havde, ſom han troede, den bedſte
Leilighed at berige fig med Kundſkaber, iſar i Na⸗
turhiſtorien, ſom han ved en ſielden Drift, var en

Bb 5 ſtor

6... - m snes

394

ſtor Elſker af. Men det forſtager fig, at det ogſag
var en Naturhiſtorie derefter.
Jiaeg var ikke ret vel tilmode ved denne Sag,
thi ligeſom jeg har ikke været en Elſter af Tobaksro⸗
gen og Spuſen, af Brandeviin og Aquaviter, af
Viin og Chokolade, faa har jeg ogſaa i Forſtandens
Appetit været meget maadelig i adſkillige almindelige
Videnſtaber, ſom ellers intereſſerer menige Mand,
og deriblant er Naturhiſtorien ikke der ſidſie. Man
erindre fig, at det er for 36 Aar ſiden, og at dette
Studium, ſom nu er bleven en Kicmpe, den Gang
var temmelig vantreven endnu.
Jeg ſvarte ham derfor ſaa kort ſom jeg kunde,
i Haab at bringe ham fra denne forbiſtrede Materie,
men han tog mine Eenſtavelſesord for det ſedvanlige
Orakelſprog af en Meſter, og han hængte, faa at
ſige, nophorligen i mig. Blant andet var det en
Ting, ſom meeſt intereſſerte ham: hvorfra diſſe Ro—
ſiner, og diſſe Korender, kunde komme, og hvad
det var for Træer, hvorpaa diſſe livlige Frugter
groede. Jeg ſagde gandſte alvorlig: at Roſinerne
voxte paa ſaadanne Træer ſom Kirſebertræer, Ko—
renderne derimod paa Buſte, ligeſom Ribs. En
Forklaring, ſom var gandſke tilfredsſtillende for ham.
Jeg havde tenkt, at diſſe Underſsgelſer vilde
bevæge ham til at Figre adſtillige Kroer forbi, men
faa ſtor en Elſter var han ikke; til Kroes maaatte
han; men han holdt ſig ikke lenge op. De fleſte
Tider ſprang jeg ogſaa af Vognen, og gottede mig
med hvad der alletider har været en Glæde for mig
paa

— — — —̃— — — —

395

paa Reiſer, — med Skienkeſtuen i et Vertshuus.
Jeg har ſeet der de beſynderligſte Scener, og den
meeſt fornsielige Mangfoldighed; men hvergang at
ſtaae af, ifær hvor jeg fane, at der ingen Giaſter
vare, det havde jeg ingen Lyſt til, men læßde i dets
Sted i en franſk Bog jeg havde faget med fra Kig:
benhavn.

N J Ortrup Kroe forſikkrede denne Bonde mig
ogſaa, at han havde kiort med mange reſolute
og gemene Folk, hvilket i det ſicellaudſte Sprog
betyder, hvad de Franſte Falder affable,) men han

" havde aldrig kiort for nøgen Mand. endnu, der var

bedre end jeg, undtagen een. Det forſtager fig, at
jeg med ſerdeles Intereſſe, ſpurgte, hvem da denne
Eene havde været, og horte med Forundring, at det
var en Chinafarer. Aarſagen, hvorfor denne Chi—
nafarer havde Fortrin for mig, var gandſke natur:
lig; han havde ſeet ind i hver en Kroe, men jeg
ikkun i de allerfleſte, men dog i et ſtorre Tal end
nogen anden Dødelig.

Endeligen, Naturhiſtorien havde ikke holdt os
længere end til Hedehuſene, der begyndte et andet.
Fag, ſom jeg var temmelig hiemme i: det var Po—
litiken. Det var den Tid, at ſyv Mars Krigen. var
i fin fulde Gang. Vi giorde en lille Tour hele Vers,
den omkring. Min Kuͤdſk frygtede for ingen ſag
meget ſom for den, han kiendte af Litaniet — Tyrs
ken. At denne dog eengang vilde komme til Siel⸗
land, og ikke tillade Folk at holde Julegſten, det
ſtod ham meget i Hovedet.

ö Men

396

Men alting var forbi, da vi kom ved denne
Slette, hvor Mørup ligger pan hoire Side, og
Krebshuſet lige for. Da jeg pegede paa alle de
Steder, og ſpurgte, om de ikke hedde faa eller ſaa,
og Tallet af de mig bekiendte Steder var alt for ſtort,
og Navnene rigtige, "vendte han fig med Forbayſelſe
om til mig, og ſpurgte: om jeg havde været for i
denne Part af Siclland. Jeg ſvarede: nei, og lod
mig friſte til at færge derpaa. Fra den Tid af,
ſadde han fig ret magelig i fit Sede, pidſkede pax
fine Heſte, fod ſtundom høre, at han mumlede i
Skicægget, lod mig i Krebshuſet gandſke allene, og
da jeg ſiden ſpurgte, om det ikke var Petersdorf,
ſom jeg fane i Sorse Skov paa min hoire Side,
ſparede han blot; „ja det mage han ſelv vide, kan
jeg troe.“
Denne Stemning, hvori jeg med mine uffyl
dige Sporgsmaal, der grundede ſig paa, at jeg
havde efterſeet Kortet over Siclland med Opmark—
ſomhed, for at vide min Reiſeroute, havde fat"
ham, hialp mangfoldigen til, at han kiorte raſtere
paa Sidſiningen end i Begyndelſen. Vi ſkiltes ogſaa
meget koldt pan begge Gider, Jeg kunde have vet
færdiggiort mig ved at aabenbare, paa hvad Maade
jeg havde faact denne Lokalkundſkab; men da jeg
fonde min Regning ved Samtalens Afbrydelſe, fan
Jod jeg ham gierne troe, at jeg havde med den Sorte
at beſtille.

Saadanne Ungdomshiſtorier erindrer jeg med
ſtorſte Fornoielſe. Min Indbildningskraft bringer

mig

897

mig flige Scener tilbage; ja jeg leer af dem, ſom
om de havde tildraget fig i Gaar. Jeg føler
endnu, hvad det er at være fornoiet, og jeg priſer
den Algode, ſom har givet os Cone til levende] at
huſte det Gude, hvorimod det Übehagelige mere og
mere ſpakkes i vor Hukommelſe.

% Tode,

Til Hr. Prof. Tode.

Da han blev rort paa hoire Side, og dog ſkrev med
venſtre Haand.

Frue Avind med ſit Snogehaar

Saae muntre Tode ſtrive,

(Alt neſten 6ove Aar)

Gaa raſk, ſom i hans Ungdoms Vaar —
„Jeg raſende maa blive!“

Hun ſagde: tog en giftig Suog,

Og Pennen ham af Haanden flog.“
Han ſnap den med ſin venſtre Haand

Og ſtrev: „det var lidt grovt Madam.“
Hun ſkicvede: „Gid de fane Skam!

„ Hvo kunde det formode?

„Han bliver immer — Tode.“

Af J. E. 5.
— KL—ñää— t
5 e e

398 .
Til Digteren Peter Horrebow Haſte.

O Held den Mand, Apollos Yndling, ſom
Med Kraft og Fynd, kan Lirens Strenge røre;

Den hele Jord den er hans Ejendom,
Hvorhen han vil, han Menneſket kan fore. —

Tit raſer en Orkan, og farer frem
Med Ildſtroms Heftighed. O vee mig Arme!

O ſtig mig, flig mig, hvad kan ſtandſe den?
Jo! Orpheus kan ſtille Lovens Harme,

Tit bitter Qval og Veemod engſter os,
Melankolie kan Sjælen let forſtemme,

Men Digtrens blide Mand den qveger os,
Ved Lethe Flod vi da vor Sorg forglemme,

Naturen den er ſkjon, men dobbelt ſkjon
Den for den gode Digter fig frembyder,

De ædle Folelſer, de blev hans Lon,
Og hvert et Løv med dobbelt Lyft ham fryder.

Paa yndig Sommerdag, min Ven, gak hen,
Til Selſtab, din Horats du med dig tage,

I Lunden, ved en Bak, du nyde den,
Og elyſeiſk Glæde vil du ſmage.

Naar Stolthed haanligt Oje til dig flager,
Og mod dig ned, ſom til Inſektet, ſkuer,

Du Medynk ber: den Stolthed ſnart forgager,
Men Undergang ej Digteradel fruer.

Den

399

Den kjelne Pige ynder Elſkovs Lyſt,
Ved Digtrens Sang den end forfinet bliver;

Petrark i Haanden, Vennen ved ſit Bryſt,
Med dobbelt Fyrrighed hun Kyſſet giver,

Den Feige ofte Styrke, Kraft og Mod,
Hos dig Homer! og dine Helte henter;

Med ædel Varme fylder dn haus Blod,
Man ſeer en Helt, hvor man ham ikke venter. —

Ja ſelv naar du med Tanken ſtige vil
Op til din Gud, til alle Vasners Faber,

Din Sjæl ved Davids høje Harpeſpil
Fortryllet blir; det Jordiſke forlader. —

O Saſte! ſee Apol dig venlig bod,
At tage Liren fat, og ind at træde

I Templets Helligdom; hvor blid, hvor ſod,
Var ej hver Sang, man horte dig at qvade.

C. S.

Litteratur.

109. Naturlig Religions Natekismus, til Brug
for Forældre, Praſter og Opdragere. Af Dr.
Karl Frederik Bahrdt. Overſat af K. H. Sei⸗
delin, hos Tikiob, 8, 174 S. 48 ß.

5 veed, at VBahrdts lyſe Hoved ikke kunde
frembringe noget middelmaadigt Produkt. — Nar⸗

wætende Katekismus indeholder megen herlig, til
Meu⸗

490

Menneſreſlegtens Forædling og Lykſalighed Henfigtende
Moral. — At maaſkee Somme, ſom vil have alle
Retter efter en vis Kaagebog, og ſom her finde dem
tillavede paa en anden Fagon, vil ryſte med Hovedet,
det kan gjerne være. Hvilken blid Philoſophie, der
herſker i denne Bog, viſer fig ſtrax pag. 33. „Al—
„lerede den Benavnelſe Ond ſynes mig haard, naar
„den fEal anvendes paa en ſtor Klaſſe Menneſker.
„Jeg troer, at man heller ſkulde anſee de faa kaldte
„onde Menneſker, ſom ynkverdige Syge —; ſam⸗
„meſteds: Hvorledes blev den ſyge ſyg? vilde,
„valgte, ſkaffede han fig fin Sygdom, og de med
„den forbundne Lidelſer? Og ſkal vel det, ſom Le⸗
„gemsbygning, Aandsſvaghed, Opdragelſe, og tu—
„ finde ſinage (fmaa) Aarſager bidrage til Sygdom⸗
„mens Oprindelſe, tilregnes den Syge ſelv? Lider
„ikke det ſyge Menneſke, (han hede Letſindig, For—
„oder, Gnier, Doven, Egenſindig, Hidſig, Hov—
os modig ꝛc.) allerede nu nok for fin Sygdom? For-
„bittrer den ham ikke ved tufnde ſlemme Folger, den
„ ſtorſte Deel af hans Liv? Berover den ham ikke
„tuſinde Gleder?? — Den ſom upartiſt vil beſvare
„diſſe Sporgsmaal, vil viſt finde, at intet fornuf—
„tigt Menneſke, har Aarſag, til at misunde den
„Laſtefulde, naar man, vedet maaſkee fjerntſtaaende
„ Maal, endelig feer ham, efter faa megen Qval,
„den hans Laſter ſkabte ham, at nærme fig fin For⸗
„edling, og krybe frem ad Lykſalighedens Vej.”
Fortreffeligt er det, ſom pag. 37 ſiges om den
menneſkelige Forſtands Indſkrenkning. Den menne
ſrelige Foreſtillingsevnes og Tenkeevnes Indſkrenk⸗
ning, noder vel Menneſket til, at foreſtille fig ad—
ſkilligt ufuldſtandigt; det fejler; men dette der derfor
ingen Ufuldkemmenhed; thi dette Maal ſtager i nod—
vendigt Forhold til den ovrige Verden. ar. a

Me⸗

401

Meget rigtige udvikles pag. 75, hvorfor at
Bevidſthed om Guds og gode Menneſkers Bifald
gjor os faa roelig, og det Modſatte faa elendig.

Overſattelſen er i det Hele god, nogle enkelte
ſelvgjorte Ord findes vel i ſamme; dog ere de for⸗
ſtaaelige, og forvirre ikke det Begreb, de ſkal udtkyk⸗
kes f. E. at maadeholde, undtagfrie, Gudnegte⸗
ren, ſjaliſte.

TO. Saandbog i Moralen for Ungdommen.
Et Forſog. Med Motto: Gratum eft, qyod
patriæ civi populoque dedlsti, fi facis, ut
patriæ fit idoneus, utilis agris, utilis & bello-
rum, & pacis rebus agendis; plurimum enim
intereſt, qvibus artibus & qyibus kune tu
moribus inftizuas — — — — — Juvenal Sa-
tyr. 14. hos Schubothe, 8. 128 S. 326.

Forealeß underretter os om F. Øjemed med denne

Haandbog: at lægge Grundvolden til et faſt Mo⸗

ralſyſtem hos den Unge. F. har, efter ſin egen

Tilſtaaelſe, tidligen begynde med at tænke ſelv og at

hellige fig til Philoſophiens Dyrkelſe. Hermed ret⸗

ferdiggjor han fig, ſom Forfatter. Vor Opdragelſes

Mangler et Henſeende til Moralen, viſer han fra en

bedrovelig Side pag. XIII. „De nitiende Dele af

„det attende Aarbundredes Slægt her i Norden,

„kjende lidet til Menneſket og dets Beſtemmelſe.“

Denne Mangel ønffer han at have, og han ſkriver

af fuld Overbeviisning og rene Henſigter. F. erkla⸗

rer, ikke at høre til nogen vis philoſophiſk Sekt.

Han tilſtager, at den nyere Skole har fine ſtore For⸗

tjeneſter, men at den gamle ogſaa har Fjende til

Philoſophien.

Bogen har fem Afdelinger. 1) Viſer, at man
af alt, ſom ſtaager i vor Magt at erhverve os,
bør elſte Zjertets Reenhed over alle Ting, og

Junii 1796. Ce have

402 g

have den allerſtorſte Lengſel, den unafladeligſte
Stræben efter at blive Eiere af dette Klenodie.
2) At man altid og efter Evne bør udøve fine
Kaldspligter med Lyſt og Flid. Meget grundigen
viſer F., at man bor ſoge at erhverve Sandhed, og
handle overeensſtemmende med Sandhed; at man kan
finde Sandhed, vil han beviſe paa folgende Maade:
„At ville paaſtaae, at Menneſket kan ikke finde Sand-
„hed, er en Sætning, ſom indeholder en aabenbar
„Moͤdſigelſe i fig felv; thi enten mage den jo være
„ ſand eller falſk; derſom den nu er det forſte, faa
„har jo Menneſket fundet en Sandhed; men er den
„det ſidſte — ſom den følgelig mage være, — faa
„kan jo Menneſket finde Sandhed.“ Ved denne
Argumentering findes for megen Spidsfindighed. —
Meget rigtig ſiges pag. 37, at man bor have Kref—
ter til det Kald man vælger ſig. „Vilde man i AK
„mindelighed underſoge Menneſkets Dygtighed, før
„rend man anviiſte det fin Virkekreds, da ſkulde der
„ikke findes fua mange Stympere i ethvert Fag, ſom
„den daglige Erfaring giver ſorgelige Exempler nok
„ paa, Videnſkabsmanden vilde da mange Gange
„ gavne mere paa Varkſtedet.“ 17
3) Man bor altid gjøre det imod andre,
ſom den vor ſunde Fornuft og ufordervede Sjerte
tilſiger. Pag. 64. „Menneſkekjerlighed, er den
„ Pligt at have fin Neſte kjer i faa hoj en Grad, at
„ man gjerne og villig gjør endogſaa de frørfte Op—
„ ofrelſer af ſin timelige Lykke, naar man derved kan
„foroge ſammes Vel.“ Denne Definition er ikke
beſtemt nok: Er det da ogſaa Menneſfekjerlighed,
naar man tilſideſetter fine egne Fornodenheder for at
hjelpe en uværdig ? Og dette kan dog udledes af Des
finitionen. 4) Man maae an vende al Flid for at
faae de reneſte Begreber i Religionen, og bruge
diſſe efter deres ſalige Biemed. At Menneſket
* å 9 re dg bd er

— — — —

498

er beſtemt til Udodelighed „ derfor. anføres folgende
Grunde. a) Alle Menneſker føle en Drift efter Udo⸗
delighed; og-Erfaring lerer, at enhver Drift for—
udſatter Gjenſtand. b) Af Menneſkets moralſte
Natur, ſom viſer, at det ſtedſe kan ſtige i Fuldkom⸗
menhed; e) Menneſket onſker Lykſalighed; d) der
er en Gud til. Og folgeligen maae Menneſket være
udsdeligt, fordi det kan være det. — 5) Man maae
danne fig i Sjælen, a) et rigtigt Billede, af en
laſtefuld Mands Charakter, Sinds Beſkaffenhed
og FJorfatning. b) Et rigtigt Billede af en dys
dig Mands Charakter, Sinds Beſkaffenhed. —
Ved den tilfojede Forklaring over nogle i Bogen fore⸗

kommende, Ungdommen ubekjendte Ord. har Hr. F.

ikke altid havt den Regel for Øjne: Inanis eft" defi-
niendi ratio, qva qvis definitum per jpſum definitum
declarare ingreditur — vide B. Riisbrigth's Logica.

Det være ellers langt fra, at vi, fordi. der
maaſkee findes enkelte Ting ved denne Haandbog, der
kunde taale en nøjere Beſtemmelſe, i nogen Maade
ville nedſette den. Nej! vi troe derimod, at den
kan og vil ſtifte meget Gaun, og man bor være Hr.
Forfatteren faa meget mere takſkyldig for denne ÜUd⸗

arbejdelſe, ſom vi virkeligen have Mangel paa Skrif⸗ Å

ter, der tilbørligen afhandle denne Materie.

III, Neœrmere Eftertanke, over Hr. Dr. og

Confesſionarius Baſtholms korte Tanker ꝛc.

Jet Brev fra en gammel Preſt til en anden

pan Landet. Sorøe, hos Lillie. 8. 72 S. 18 fl.

dette ſaare lange Brev gjennemgages Hr. Dr.
Baſtholms i 1794 udkomne forte Tanker; paa en
Maade, der ikke paſſer ſig for den alvorlige Gjen⸗
drivelſe; det er tildeels en Satire, men man kunde
ønffe, at F. havde fremſat den med mere Fiinhed;

end man undertiden her ſtoder paa. — Forſt harmes
Se vidt⸗

*

404
vidtloftigen over, at Dr. B. vil have Ordet Præſt

afſkaffet, og at det derimod ſkulde forvandles til det
Üdtryk, Folkelerer. Ordet Preſt har megen Velde

for ſig; og F. formoder, det er et ſammendraget

Navn af det Ord Presbytter, en Olding. — Ad—

ſrillige curioſe Hiſtorietter anføres, for at viſe den

Forvirrelſe i Begreberne, der kan flyde af at forvende
et for ethvert dauſk Bondebarn bekjendt Ord til et
andet nyt og tilforn ubrugt, — Hr. Dr. Baſtholms
Ord: at Praſterne paa Landet, naar de komme i
Embedet, ſtrax glemme, hvad de tilforn have lært,

gjendriver F. ved ſit eget Exempel, da i nerverende
Brey findes Tanker af berømte gamle Skrifter, ſom
F. ikke har havt i Hende i meer end 50 Aar. —
Pag. 21. „Bliver Hr. Bo Forſlag i Fremtiden

„ fulgt, faa kan der neppe være Tvivl om, at det jo
„ meget mere vil tjene til at udſlukke, end til at ud—

„„ brede Lys og Videnſkaber i Landet; langt mere til

„at qvæle, end til at opvekke Lyſt og Flid i Studerin—
„gers Fortſettelſe hos Ungdommen i Skolerne, og
„ved Akademiet; thi det at kunne paa den Maade
„dog med ſaa megen Lethed og Magelighed komme
„til et got Preſtekald ville de fleſte, og omſider naͤ—

„ ſten alle de Studerende give Fortrin for faa Meget

„Arbejde, Aarvaagenhed og Hovedbrud, ſom det

„, koſter at lere noget retſtaffent.“ Dette er maaſkee

ikke faa urigtigt. Pag. 23 til 25 omtales, at der
ogſaa har været og er mange bibellerde Menneſker

paa Landet; f. E. der har veret en bibellerd Enkefrue

i Hr. F. Sogn, faa og en lærd Dannebrogs Ridder,

ſom begge ginge ofte i Kirke; item ere der, i Sog—
net copulerede nec non confirmerede mange høje Pers

ſoner af begge Kjon; faa haves heller ingen Mangel
paa forts esprits og Kantianer omkring paa Landet.

É Landsbye Preſterne kan altſaa ikke lade fig nøje med
en indſkrenket theologiſk Kundſkab. — Hvad Hr.

Dr.

405

Dr. Baſtholms Udladelſer angaaende Praſternes Ind:
ſigter i Landveſenet betreffer, da paaſtaae F., at en⸗
hver Bonde veed ſelv meget mere deraf, end det,
ſom kan være brugbart og nyttigt for ham at vide;
han har ej Tid at gve eller experimentere det Øvrige,
— Pag. 35. „Derſom Hr. Bs korte Tanker vare
ar udkomne, førend Hr. Heibergs Comoedie om Vir⸗
„ tuoſen, faa maatte man tenke, at denne var beſtemt
„til at være en Antidot mod hiin.“ —

Det bedſte af hele Bogen er, i Reeenſentens
Hjne, det Sted, hvor Forf. i Anledning af Hr. Vs
Sætning, at uden Opmuntringer ved Rang,

vilde Provſterne ikke gjøre mere, end hvad de

troe fig at ſtylde dem ſelv og deres Embede,
ſiger. „Mig ſynes, det er meget got faa; thi faæ
„ gjøre de viſt alt, hvad de formaae, og mere for⸗
„langer hverken Gud eller Kongen, af dem, eller
„nogen. Skal jeg troe, at om i Dag eller i Mor:
„gen en Rangforordning udkom, hvoraf alle de Em⸗
„bedsmend vare blevne udeladte, ſom høre til den
„ gejſtlige Staud, ſkal jeg da troe, at Hr. B. mins
„dre end ſom nu, vilde hænge i fine Pligters Ud⸗
„ gvelſe, baade ſom Praſt og Patriot, jeg troer det
„ikke.“ — Hvad Praſternes Dragt angaager, da en⸗
ſker F. at beholde den nærværende, da den af alle er

den mindſt bekoſtelige. Pag. 58. „Hr. B. har flet

„ikke vel nok confereret med fin Skreder, da han
„ſkrev dette Kapitel.“

k 2. Er det en chriſtelig Lærere Pligt, at lyve

for Ylmuen? — Et Spørgsmaal, D. Baſt⸗
holm helliget, ved O. Horrebow. Med Motto.
Ikke ville vi gjøre ondt, at der kan komme godt
ud deraf. Rom. 3, 8. — Hos L. N. Spares
Enke. 8. 38 S. heftet 10 ß.

Ce 3 An⸗

3

$06

Unakige til dette Skrift er det Stykke, ſom
findes 1 D. Baſtbolms Tanker om vor Tids Frem⸗
gangsmaade for at befordre den religisſe Oplysning.
„Naar Lærere anvende Forſoningsleren, til deres
Medchriſtnes Roliggjorelſe, faa er det, enten, fordi
de ſelv føle fig fuldkommen overbeviiſte om dens
Sandhed; og er denne Overbeviisning falſk, da ere
de felv bedragne, men ikke Bedragere; eller de anſee
denne Lære for en Vildfarelſe, og anvende den
dog til deres Medmenneſkers Noliggjsrelſe, fordi
No indſee, at de trænge til den; at den gode
Chriſten ikke Fan undvære den. Det er en Sje—
Ailcgedom, hvortil han nu engang er vant.
Man ſkadede ham, om man berdvede ham den.
Bør diſſe Lærere nu dadles ſom Bedragere? eller bor
de ikke meget mere roſes ſom kloge Chriſtne? “2c.
: Den ſkarpſindige Horrebow viſer, førft at Ho⸗
vedſetningen, ſom indeholdes i diſſe Ord, er: „Man
„bor, ſom chriſtelig Lærer, fremſette for fine Med—
„chriſtne, ſom guddommelige Sandheder, ſaadanne
„Keligionsſetninger, hvilke man ſelv anſeer for
„Vildfarelſer; og altſaa, i det man fremtreder for
„dem, ſom deres Vejleder til Sandhed, Dyd og
„ faſte rundet Lykſalighed, lyve for dem, ved at lære,
> 5065 man ikke ſelv troer.“

Derneſt viſer Hr. H., hvor flet den Religions—
lerer handler, ſom lerer Almuen e ſom
han ſelv forkaſter; thi

I) Rober det uværdige Begreber om Gud.

2) Viſes derved en mod vore Medchriſtne fornor⸗
melig og mod Jeſu Religion ſtridende Hovmod.

3) Religionslæreren ſkader herved dem, * han
ved ſit Bedragerie vil nytte. Øg

4) Stadfaſter og udbreder ved ſit Exempel en Lære,
ſom, ved at blive almindeligen antagen, og fulgt,
vilde aldeles nedbryde Staternes Ve l.

Qvoad

w

40

OQroad No. 1. Oprigtighed er Grundvolden for
enhver ſelſkabelig Forening, og en alle Menneſker
forbindende Morallov. Gud, ſom det fuldkomneſte
moralſke Veſen, maa altſaa ville, at vi ſkal iagt⸗
tage den. f
Qvoad No. 2. Den er hovmodig, ſom troer,
zat kun han og nogle, der beſidde hans Oplysning og
Aandskraft, kan bygge deres Dyd og Sindsroe paa
Sandheden, men at Almuen derimod mage grunde
den paa Vildfarelſer, og at Lærerne bor beſtyrke dem
heri. Jeſus ſelv anbefaler os YJdmyghed.
: Qvoad No. 3. Naar man byder Folk at troe,
paa en Mands eller Bogs Autoritet, i Stedet for at
folge egne tydelige Grunde, da vil de anſee det for
Pligt, ſom ikke er Pligt, og de vil tillade ſig man⸗
gen pligtſtridig Handling, fordi de ej anſee den for at
[være Synd. Man bor derimod lare dem at udfinde
tydelige Grunde for de Morallove, ſom de hidtil have
antaget af Troe. Man bor lere dem, at den Gud,
ſom vil, at alle ſkal frelſes, ogſaa ſikkerligen engang

vil lade alle opnaae deres Tilverelſes Hjemed, evig

Lykſalighed; at Lykſalighed ikkun opnages ved Dyden;
at enhver Synd er forbundet med naturlige onde
Følger, ſom ingen Forſoning kan borttage. Ved
denne Leres ÜUdbredelſe fremmes Menneſkets Sinds⸗
rolighed bedſt. — Nu fremſatter Hr. H. fine Grunde,
hvorfor Forſoningsleren ikke kan forſkaffe den ſande
Beroligelſe; pag. 23. „Den ſom troer paa et For⸗
„ſoningsoffer, maae tillige troe, at Gud vil for⸗
„ binde andre end naturlige, til Forbedrings Frems.
„virkelſe ſigtende Følger med Synden; i det man
„indſkjerper Forſoningslerens Nodvendighed indgy⸗
„der man tillige engſtelig Frygt for den Hevner, ſom
„ vilde martret os, om Blod ej var bleven udoſt for
„at tilfredsſtille hans Vrede.“ — Pag. 24. „Naar
rr man lægger den naturlige Religion eller Jeſu Lære,
„ betragtet ſom en naturlig Religion, til Grundvold,

Ce 4 op⸗

408

„ opbygger man fuſt, i det man nedriver; tht
„man kam ikke borttage en Troesſetning, ſom falſk,
„uden at der ſtrax kommer en Fornuftſetning i Ste⸗
„det for.“ :

Qvoad No. 4. Naar Preſterne antoge den
»Setning: man bor lyve for Almuen; da vilde Deſpo—
tiet fage Fremgang; thi hvorefter ſkulle de bedømme,

om en Vildfarelſe burde vedligeholdes, eller ikke ved—
ligeboldes. Naar deres Intereſſe og Haandhavelſen
af Almuens Rettigheder kom i Strid med hinanden,
vilde de da ikke finde diſſe Rettigheder farlige? —
En anden Folge af dette fromme Bedragerie, vilde
være Irreligisſitet: Almuen er ikke dum, fordi den
ej er fleben; den vilde omſider opdage Bedrageriet,
og da vilde mange forkaſte al Religion.

Til Slutning opfordres Hr. D. Baſtholm til
at gjendrive denne Afhandling, derſom han maatte
finde, at den indeholdt nogen Uſandhed.

113. Euphroſine. Et Tidsſtrift for Fruentim⸗
mer. Udgivet af J. K. Hoſt. Femte Hæfte.
Paa Soldins Forlag. 8. 96 S.
Sandeligen ikke blot for Fruentimmer; i det mindſte
nerverende Hefte. Enhver Menneſkegrandſker maa
og kan ikke andet end vedligeholde en uafbrudt Op—
merkſomhed ved at leſe det fag intereſſante Fragment
af min Vjerligheds Roman. Det viſer Forfatte—
ren, ſom en Mand, der med Schakespears Aand
har ſtuet ind i det menneſkelige Hjertes lonlige Kroge.
: Manuſkriptet. Skueſpil af Ferd. Ochſen⸗
heimer, overſat ved C. G., er et naivt moerſomt
Stykle, og Dialogen fortreffelig ·
Blondheim, ſom er i meget trængende Omſten⸗
digheder, har en hojtelſket Moder at underholde. For
at fre hende tilgode, har han folge fin kjereſte Ejen—
dom, ſine Boger; og leveret et Manuſkript til ſin
Ven Sitter, for at denne ſkulde afſette det hos en
Boghandler. Sitter bringer ham den ubehagelige

7

409

Efterretning, at ingen vil tage imod det. — Blond⸗
heim elſker Loviſe, en Datter af den rige Boghandler
Hochfeld, men har for megen Delicateffe, til ar ville
aabenbare ſig for hende.

Loviſe, ſom ogſaa paa fin Side elſker Blondheim,

tilſtager ſin Kjerlighed for ham. Pag. 32. „Loviſe:
„„ Jeg har beregnet alle de Følger, denne Tilſtaaelſe

„kan have for mig; jeg har ſyndet mod Convenient⸗

„ ſen, ſom byder os Fruentimmere, kun at tilſtaae

„os ſelv vor Kjerlighed; men jeg hader enhver For⸗
„dom, ſom indſkranker mine Fornemmelſer — — og
„=- taber jeg kun intet hos Dem (Blondheim) er jeg
„ retferdiggjort for hele Verden.“ — Hochfeld, ſom
er kommen efter den Forſtagelſe, der er imellem hans

"Datter og Blondheim, ſom han anſeer for fit Barns

Forforer, bliver meget opbragt. Pag. 37.20. pag. 38.
Sochfeld. Er det min Datter? Menneſtet er ungt,
ogſaa du har Ungdoms Blod, hvad betrygger dig
for et Fejltrin? 2
Loviſe. Denne Mands Retſkaffenhed — min Dyd,
Deres Verk.
Hochfeld. Og hvad kan redde din Dyd?
Loviſe. Min Stolthed.
Zochſeld (bitter). Denne Stolthed? 5
Loviſe. Grunder fig paa Selvfolelſe, der vil bevare
mig for Fornedrelſe.
Hochfeld. Det er got talet (talt).
Loviſe (smfindtlig). Ogſaa tenkt, min Fader.
Nu kommer Sitter og tilſtager, rodmende, at have
ſolgt det ham betroede Manuſkriptet for ti Lovidorer
til Hochfeld; men at han (Sitter) da han blev preſſet
af fine Creditorer, havde ſkrevet Manuſkriptet af, givet
det ud for fit eger Arbejde, faaet Penge, og derved
reddet fig ud af fin Forlegenhed.
Han bringer de overblevne Penge og beder om
Tilgivelſe, den erholder han uden Vanſkelighed.

Hochfeld, ſom erfarer at Blondheim er N
mid Ma⸗

410

Manucrriptet, der vidner om et meget got Hoved,
forandrer ſit Sindelag imod Blondheim, lover at
hielze ham til et Levebrod, og tilſiger ham fin Datters

Haand.
En ny Damedragt, formodentligt i Indien,
af Lichtenberg, overſat, ret vittigt. — Damernes

Advocat, af Hr. Zetliz, har megen ſand ſatyriſt
Lune, f. a. 5 V.

En dadler, ſom en uſſel Kok

En ſom en daarlig Moder,

Der glemmer Gryde, Barn og Rok

For Roller, Vid og Noder,

Men mine Herrer! billig ver! :

Thi da J bejled, hvem af Jer :

Jar talt om Gryde eller Rok,

End fige om en Moder? i
Til Sophie, paa hendes Fodſelsdag, efter det
Svenſke, af J. K. H. — Skuepladſen ender dette
Bind.

Nekrolog.

Hr. Seeretaire Sander har med folgende Linier
hædret Hr. Conferenceragd Sporons Minde.
Eheu!
Occidit
B. G. Sporon,
ſol,
qui vsque ad imum illuſtrauit
altum linguæ et inexploratum mare.
Monumentum ære perennius
ipſe excgit ſibi.

Adſtans
luget 4
viri immortalis diſeipulus. s
Sander,
* *
*

Den

Fr 5

411

en 28de Maj døde i ft 34de Aar Hr. Dr. og.
Profeſſor Magnus Sorrebow. Han dyrkede forſt
Philologien, opoffrede fig ſiden til Medicinen. — Han
har ikke gjort fig bekjendt ved Skrifter; han havde et
medieinſk Verk i Arbejde, ſom Døden rev ham bort
fra; men han udmærkede fig ſom Lege ved fin Flid,
ved fin Paapaſſelighed, ved fin ømme Deeltagelſe og
ved ſin Held i at helbrede. — „Ak! Livets Herre,
bod, og alt, i Ungdoms fejre Vaar han faldt.“

Regiſter.
April, Maj og Junii 1796.

Proſaiſte Afhandlinger.

Philoneos, et Forſog til en Skoleindretning Bag n
et Brev til en Veni Kiobenhavn. ! Gide
Danſk Almuelcsning for Tidsfordriv, ved b ble

ſekretair Nyerud. (Fortſcttelſe)
e om den e Drift til at ſorplante 65 "
Afkom
Ogſaa et Par Ord om Beſkedenbed, afx—y F Vabc, 35
Aarstider, af Prokurator Albertſen. . 76
Hygeinten, af ſamme Forfatter. 78
Tanker, foranledigede af de i Folge Gndbydelfen fra Com
misſionen til at forbedre vore Joders borgerlige For⸗
fatning, udkomne ſmaa Skrifter, af Procurator Al⸗
bertſen Cortſettelſe) 88
Flere af Plinius den dußtes Breve. (ber nel 98
Theatret. 9 i 5
*

eos nu værende Forfatning; dens Man 8
e til ſammes Forbedring vod Dr. 1 0 smed
Baden. z z 12
Noget af et Brey til en Ven pad Landet (i Auledning .
Dr. Baſtholms Tanker om vor Tids Freingangsmaade
for at befordre den religioſe Oplysning.) s 245
nt qamle danfe Moerſkabsboger, ved Hr. Sekretaire.
Nuerup (Fortſettelſe) . 255
Sporgsmaal. er ” Gide 263
Sler-Planternes Fornemmelſe i Breve til en Beninde, af
Hr. H. G. Sveiſtrup. s 264

Nekrologie. 5 . 281
Theatret. 1 . 285
Skrivelſe fra Aſſeſſor Bͤͤrens til den i Anledning af Fattig⸗

væfenet nedſatte Kommisſion. . 289

Afbandling om-Gejftligheden. 35%, rå 312
Brev om Baftholms Tanker om vor Tids Fremgangsmaade

til at befordre den religioſe Oplysning. e 339
Erindringer fra min Ungdom, af Hr. Prof. Tode. 335
Nekrologie. . 0 41

” Poeſier.
Bi, paa en edel Danneqvindes Fodfelsdag, af Hr Haſte. 23
En gammel Slaves Midnatsſang, af Hr. Procurater Al⸗

bertſen. „ . 52
Til Manden Sindjel dg hans Kone, af Hr. Haſte «+ 71
Til Hr. Riber, Lærer ved Skoleholder⸗Seminariet paa

laagaard, af C. H. n , 85
Mindefange. . 107
Stormen. . . 110
Til or. Provſt P. Clod, Sognepreſt i Fridericia, af

3.6 > . 241
Vaarſang, af Hr. Haſte. . 254
Homencer. . 2 307.309
Gang ved et Barſelgilde i Taarnbye Præſtegaard, af Hr.

Varer V. K Hjort. a 336
Jen Stambog, af Hr. Heber. £ 8

33
Sang paa en værdig Mands Fodſelsdag, af Hr. Haſte. 38
Til Hr. Profeſſor Tode, af J. E. H. La 55 397
Til Digteren Peter Horrebow Haſte, af C. Hh. 398

Litteratur.

940 C. G. Seidlitz, om Fordomme og Feil 1 herſte hod
vore Dages Oplysningsmend. 113

85) A. Svendſens naturlig Magie eſſer Naturens og Kur»
ſtens lonlige og underfulde Virkninger, ꝛden Deel. 114

86) F. A. Fritſch moralſte Forelæsninger oder n
Weg for unge Fruentimmer.

87) Dr. N. E. Balles Forklaring angaaende Vibelles.

ninge Side 116
980 P. Poulſens Segnetunf, tifigemed et Üdtog af Geo⸗
metrten. 119
89) J. H. Helmuths Naturlære for weng Mand, overfat
ved K. A. Bor
29 Hvis Son er Chriſtus. . —

Stampes Erkleringer, ade Deel. .
33) 8. W W. Jarlsberg, — 95 om ee Gfrivefribed,
Unonnmitet. 122
J. Baͤrens juridiſee kommebog for 96. 7
347789 Ni Piecer ' Anfedning af den 9 Bibel.
læsning. ØS
5 J. Kants evige: Fred. 127
304) Anmeldelſe til alle Beboere af Hufe 1 Danmark. 128
H. Joſephsſohns Præparation 10 at befordrer en Borde fpas
relſe af Brande.“
105) Dr. Baſtholms Tanker om vor Tids Fremgangs⸗
maade for at befordre den religioſe Oplysning. 286
105 Pallas, et Maanedſkrift, for Februari 1796. 287
107) Wiſkop Balles Indberetning til det Kgl. danſke Cane
cellie, angagende Ariſtokraternes Catechismus.
108) Til Biſkop Balle i Anledning af hans Denunciation
af den ariſtokratiſte Catechismus. . 288
109) Bahrdts Religionskatechismus. 399
1 179 Haandbog i Moralen.
311 5 NE LIEELATSE over Hr. Or. Baſtholms forte
anker 03
112) 15 55 det en e derers Pligt at love for Ylmaen,
a 30
1130 Eupbroff ine. Et Tidsſbrift for Fruenkimmet. 408

— —— TTT UR

Bet:

Rettelfer og Trytfeil.

S. 8 læs Begyndelſen af Epiſtelen ſaaledes:
O ſee, hvor Træet fine Knopper ſeyder

„

oe bee

Gaa byppig frem!
381 L. 5 begyndte
382 „5 den

„ 14 Gverakiar

383 „3 berorede

ix 2 6 tydelige Indtryk
384 s 12 for Veirliget
„21 Mange Blomſter af,
iſeœr af o. ſ. v

i Anmarkn. Nabend .

133 -

læg

LÅ
L
*
*
*

134. 3, neden fra i Anm. 980.
169 „23 at jeg ſkal nævne en,.

185 „21 Torvehandelens
188 „22 Embedsmandens
196 s „ ſidſte, upartiſke
199 21 Anmerkn. Rorby
204 4 i Anmerkn. )
228 ved NB. 2 Linie, 32

„
*
*
5
2

*

235 3 l Anmerkn. Obildtorpe⸗
359 3 fra oven: indſkrenkende,⸗
307 overſte Linie, Fordommen var vigtig, les: Fordom⸗

men var rigtig

— — — —

: begynde
det

Gverakiao
berorer

tydelig Indtrykket
mod Veirliget
Mange Blomſter

Raadmands

50
sat jeg ſkal nævne

et Par
Torvehandelens
Landmandens
11

b ae befoiet

Ybildtorpe
indffræntede

369 „13 fra neden: hvad ingn ellers er vant til, *
Hvad man ellers ikke er vant til.

4

7

LION

— — 8 ond

Ah

Y310M8IdLOd3

d

Stiftsbibliotek

80

O

9 VO

ON

＋—

Fr
O
ER

n

O